FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Gamle fredsklip fra 1997 Blandede gode og dårlige nyheder om krig og fred Samlet af Tom Vilmer Paamand
Se temaet

(pigeon) Nyhederne er mest pluk fra danske aviser og lidt småstumper fra resten af verdens. Bidrag, der kunne passe ind her på siden, er velkomne.
 
Soldater må nøjes med at råbe bang
I den sidste halvanden måned har de danske soldater måttet øve sig i at skyde uden at gøre det. Normalt bruges der løst krudt ved feltøvelserne, men der er problemer med geværernes såkaldte løsskydningsforstærkere.
(Århus Stiftstidende 28/12-1997)
 
Dansk flertal for færre penge til forsvaret
Kun otte procent af danskerne mener, at forsvaret skal have flere penge, mens hele 48 procent synes der skal bruges færre på krudt og kugler. Det viser en ny undersøgelse, som De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten har bestilt. Næste år bliver udgiften til det militære forsvar 17 milliarder kroner. Mellem 72 og 85 procent af de adspurgte vil hellere bruge en del af disse penge til hospitaler, folkeskoler, miljø - og politi.
(Århus Stiftstidende 28/12-1997)
 
Politikere mister skydebane
Medlemmerne af Parlamentet i Storbritannien har traditionelt kunnet muntre sig på egen indendørs skydebane, men det er fortid nu. Efter at flere og flere kvinder er kommet i Parlamentet, er skydebanen blevet ombygget til dagplejecenter for medlemmernes børn.
(Århus Stiftstidende 24/12-1997)
 
Soldater som forsøgskaniner
Omkring 8.000 amerikanske soldater fik indsprøjtninger med giftstoffet botulisme under Golf-krigen. Soldaterne blev ikke advaret om giften, der var en del af et amerikansk eksperiment. Botulisme udvikles af bakterier i kød og giver "pølseforgiftning". I USA har det siden 1950erne været forbudt for militæret at teste vacciner på soldater, der ikke er blevet spurgt.
(Informatíon 23/12-1997)
 
Soldater brugt i havnekonflikt
Lejesoldater skulle sættes ind som havnearbejdere i Australien. De australske havne er langt mindre effektive end andre store havne og soldaterne skulle bryde fagforeningernes magt. Styrken på 80 nuværende og tidligere australske soldater blev trænet i et arabisk land, men historien slap ud og hele planen blev afblæst. Det er fortsat uklart, hvem der financierede projektet.
(Jyllands-Posten 19/12-1997)
 
Stedfortrædere under krig
"Valg af stedfortrædere for amtsborgmesteren under krig og truende udsigt til krig" er et af de første punkter der skal afgøres, når alle landets nyvalgte 275 kommunalbestyrelser og amtsråd holder deres første møder. Det sker i henhold til lov om Det civile Beredskab.
(Jyllands-Posten 17/12-1997)
 
Soldater lurede på badenymfer
I den svenske skærgård har militæret opstillet avancerede videokameraer, der kan stille skarpt på genstande flere kilometer væk. Formålet var egentlig at fotografere russiske ubåde, men det lykkedes aldrig. I stedet har soldaterne taget billeder og videoer af afklædte badegæster - og delt ud af nøgenbillederne til vennerne.
(Jyllands-Posten 17/12-1997)
 
Dumping-pris for NATO-udvidelse
Mellem 175 og 230 milliarder kroner - eller kun 10 milliarder. Det er prisen for NATOs udvidelse mod øst. Det første store beløb oplyste den amerikanske regering for et år siden, mens det nyeste NATO-tal med et politisk trylleslag er blevet 95% mindre. Discountprisen er opnået ved at anslå de lavest tænkelige investeringer i nyt militært isenkram til de nye NATO-lande og ved helt at fjerne prisen for nyt transportudstyr, som USA ønsker at alle lande skal indkøbe.
(Jyllands-Posten 17/12-1997)
 
Tre østlande optages i NATO
NATO har vedtaget at optage Polen, Ungarn og Tjekkiet, men aftalen skal også godkendes af de nuværende NATO-landes parlamenter. "Nu er vi parate til det 21. århundrede, hvor opdelingen af Europa endeligt er ovre", sagde Tjekkiets udenrigsminister ved underskrivelsen af tiltrædelsesprotokollerne.
(Jyllands-Posten 17/12-1997)
 
Saab stopper civil flyproduktion
Om halvandet år vil den svenske industrigigant Saab stoppe sin produktion af passagerfly. Konkurrencen på det civile marked er for hård, men Saab vil fortsætte med at lave krigsflyet Gripen for det svenske flyvevåben. Det er dog yderst tvivlsomt om Saab vil udvikle et nyt svensk krigsfly, da udvikling og produktion nu er så dyrt, at kun få lande kan magte det alene.
(Jyllands-Posten 16/12-1997)
 
Rederier får milliarder fra krigsforsikring
Omkring 150 millioner fra Krigsforsikringen for danske skibe ender hos rederiet J. Lauritzen. Det er mere end dobbelt så meget, som rederiet forventede. Den statslige krigsforsikring blev ophævet som en del af finanslovsaftalen for 1997 og i alt 1,5 milliard kroner vil i maj blive udbetalt til danske rederier.
(Jyllands-Posten 16/12-1997)
 
Spion opdigtede krigstrussel
En israelsk agent var tæt på at starte en krig med Syrien. Agenten opdigtede i årevis forfalskede rapporter om sine kontakter med Syrien. Sidste år skrev han, at syrerne ville angribe Israel. Den israelske generalstab overvejede at mobilisere men undlod, da ingen andre agenter kunne bekræfte historien.
(Jyllands-Posten 13/12-1997)
 
Omstilling til fred i middelalderen
Små tykke potter med et smalt hul i toppen, fyldte med råpetroleum, blev i middelalderen brugt som håndgranater. Samme slags krukker fandt i fredeligere tider anvendelse som sparebøsser, skriver det arkæologiske tidsskrift Sfinx.
(Jyllands-Posten 13/12-1997)
 
Et fredeligt spil
I brætspillet The Settlers er spillerne nybyggere på øen Catan. Efter landgangen gælder det om at rage til sig - men på fredelig vis. For den tyske spiludvikler Klaus Teuber har det været væsentligt at lave et "krigsspil", hvor der kun kan bruges fredelige midler.
(Jyllands-Posten 13/12-1997)
 
Ballon ville verden rundt alene
En 50 meter høj gasballon startede på en jordomrejse uden sine piloter. Den engelske millionær, der ejer ballonen, så pludselig fra sit hotelvindue i Marokko ballonen stige til vejrs. Han ringede omgående til det marokkanske flyvevåben og bad dem sende et Mirage-fly op for at skyde ballonen ned, men de nægtede. Ballonen fortsatte til Algier, hvor flyvevåbnet heller ikke ville hjælpe millionæren. Ballonen havnede forholdsvis uskadt i Atlas-bjergene.
(Århus Stiftstidende 10/12-1997)
 
Sverige vil droppe kystforsvaret
En russisk invasion er så usandsynlig, at Sverige nu gør klar til at nedlægge kystforsvaret. Det er meldingen fra chefen for det svenske forsvars strategiafdeling, der mener at beslutningen kan træffes inden for det kommende år. Sverige vil så fjerne kystartilleri, søminer, ubåde og de omfattende installationer, der er sprængt ind i huler i grundfjeldet.
(Jyllands-Posten 9/12-1997)
 
Rusland alligevel mod miner
Rusland er klar til "inden for rimelig fremtid" at tilslutte sig den internationale traktat, der forbyder antipersonelle landminer. Traktaten vil blive underskrevet inden for den nærmeste fremtid, når Rusland har fået ændret landminefelterne ved atomkraftværker og militære installationer.
(Politiken 9/12-1997)
 
USA retter atomraketterne mod Kina
Præsident Clinton har udstedt et nyt direktiv, der ophæver Ronald Reagans gamle ordre om, at USA skal være i stand til at vinde en global atomkrig. Det frigør raketter, der nu i stedet rettes mod endnu flere mål i Kina. Samtidig åbner den nye instruks for, at atomtruslen skal bruges mod fjender, der anvender kemiske eller biologiske våben - som det skete under Golfkrigen.
(Jyllands-Posten 9/12-1997)
 
Museum til minde om danske lejesoldater
Et skandinavisk korps med omkring hundrede danskere deltog i Boerkrigen, hvor Transvaal-republikken sloges med englænderne. Nu vil sydafrikanske militærhistorikere rejse et museum for at mindes et blodigt slag i 1899, hvor fem danskere blev dræbt. Det var under denne krig, at general Robert Baden-Powell fik inspiration til at grundlægge spejderbevægelsen.
(Jyllands-Posten 7/12-1997)
 
Krigsskibe giver Danyard problemer
Den malaysiske rigmand Amin Shah vil ikke investere i Danyard og værftet i Frederikshavn er derfor truet af lukning. Danyard mistede en stor ordre på seks patruljebåde til Malaysia, der var en afgørende del af aftalen med Amin Shah. Danyard i Aalborg, der står for produktionen af krigsskibe, udskilles i et selvstændigt selskab, så det ikke berøres af problemerne i Frederikshavn.
(Jyllands-Posten 3/12-1997)
 
Rusland vil nedruste atomvåben yderligere
USA og Rusland er enige om at fjerne en tredjedel af de strategiske atomsprænghoveder, men Rusland vil ensidigt skære yderligere en tredjedel væk. Det erklærede Ruslands præsident Boris Jeltsin under et statsbesøg i Sverige. Samtidig sagde Jeltsin, at også andre lande burde skære ned - og nævnte "Tyskland, Frankrig, Japan og Kina". Efter et øjebliks tøven oversatte hans egen russiske tolk det til "Storbritannien, Frankrig og Kina", der er de eneste lande udover Rusland og USA, der erkender at have atomvåben.
(Jyllands-Posten 3/12-1997)
 
120 lande vil underskrive mineforbud
Repræsentanter for omkring 120 lande er på til vej til Ottova i Canada for at underskrive en international aftale, der forbyder produktion, lagring og udlægning af antipersonelle landminer. Blandt de seneste tilmeldte underskrivere er Vatikanet.
(Jyllands-Posten 3/12-1997)
 
USA og Norge strides om miner
De amerikanske våbenlagre i Norge indeholder antipersonelle landminer og dem ønsker Norge, at USA fjerner. Norge mener, at det internationale forbud mod antipersonelle landminer også skal omfatte amerikanske våben på norsk jord. USAs svar er, at hvis Norge insisterer på at minerne skal væk, vil amerikanerne fjerne alle deres våben fra Norge.
(Jyllands-Posten 2/12-1997)
 
Danske landminer destrueret
Poul Nyrup Rasmussen var med til at sprænge 60 landminer i luften ved Farum Kaserne. Minerne blev destrueret som en dansk støtte til det internationale forbud mod antipersonelle landminer. I løbet af de næste tre år skal det danske forsvar destruere samtlige sine 250.000 antipersonelle landminer.
(Jyllands-Posten 2/12-1997)
 
Kritik af svensk våbeneksport
Den svenske rigsdag har afholdt sin årlige debat om landets våbeneksport, hvor den socialdemokratiske regering specielt blev kritiseret for eksporten til Indonesien. Alle andre partier, undtagen det konservative Moderaterne, står bag kritikken på grund af Indonesiens mange brud på menneskerettigheder. Sverige eksporterede i 1996 våben for over tre milliarder kroner, hovedparten til lande udenfor Vesteuropa.
(Politiken 28/11-1997)
 
Tidligere minister i våbenskandale I
En tidligere belgiske forsvarsminister og viceministerpræsident skal for højesteret, sigtet for korruption og dokumentfalsk. Ministeren var ansvarlig for indkøbet af radarudstyr til det belgiske flyvevåben og anklages for at have modtaget seks millioner kroner fra det franske flyfirma Dassault i bestikkelse.
(Politiken 28/11-1997)
 
Renset efter 18 år i Säpos arkiver
En svensk snedker blev i 1979 fyret fra efter 11 dages arbejde på et museum i Karlskrona. Museet er nabo til en af Sveriges vigtigste flådebaser og snedkeren blev anset som en sikkerhedsrisiko af den svenske efterretningstjeneste Säpo. Hans forbrydelse var at sælge materialer og dele flyveblade ud, der var vendt mod Vietnam-krigen. Nu erkender regeringen, at fyringen var urimelig.
(Jyllands-Posten 28/11-1997)
 
Danmark giver millioner til minerydning
Et minerydningsprogram i Mellemamerika får en støtte fra Danmark på to millioner dollars. Den danske støtte går til rydning af mineplagede områder i Honduras, Costa Rica and Guatemala. Programmets mål er et at fjerne alle nedgravede anti-personel miner fra Mellemamerika inden år 2000.
(OAS Press Release Section 25/11-1997)
 
Danske soldater hædret for for indsats i Bosnien
Syv danske soldater har fået "Hærens særlige anerkendelse", mens en enkelt fik "Forsvarschefens påskønnelse". Hædringen skyldes soldaternes særlige indsats ved en ulykke, der kostede en mand livet. Soldaterne kørte galt med en kampvogn på en isglat bro og endte i en flod.
(Jyllands-Posten 25/11-1997)
 
Russere kan godt lide danskerne
Danskerne er venlige, modige - og kan blive gode kunder til våbenindustrien. Det er hvad russerne mener om os i følge en ny undersøgelse. De fleste vil dog hellere sælge naturrigdomme og mere fredelig teknologi til os. Blandt ønskerne er en fredelig politik i Det Baltiske Hav, mens det danske medlemsskab af NAT0 anses for et problem.
(Jyllands-Posten 24/11-1997)
 
Ny debat om svensk overvågning
Fem af den svenske Rigsdags syv partier kræver en kulegravning af de svenske efterretningstjenester, men den socialdemokratiske regering afviser kravet. I 70erne blev afsløret et tæt samarbejde mellem Socialdemokratiet og den svenske militære efterretningstjeneste om IB - Informationsbureauet. IB blev oprettet efter et USA-krav om at svenske industrier skulle renses for kommunister, hvis fabrikkerne ville eksportere våben til USA.
(Informatíon 22/11-1997)
 
EU-ansøgere skal løse konflikter i Haag
Grækenland kræver at Tyrkiet skal acceptere, at de to landes grænseproblemer løses ved Den Internationale Domstol i Haag. Baggrunden for det græske krav er, at Tyrkiet vil søge optagelse i EU. Nu vil EUs udenrigsministre diskutere, om alle de nye EU-ansøgere skal love at bruge domstolen i Haag til at løse grænsestridigheder ved.
(Informatíon 22/11-1997)
 
Masser af våben destrueret på Balkan
60 kampfly, 700 kampvogne, 80 pansrede køretøjer og 5700 stykker artilleri er blevet destrueret af de stridende parter i Eks-Jugoslavien. Destruktionen af de mange våben er sket som led i nedskæringsaftaler, som de stridende parter enedes om sidste år, rapporterer OSCE.
(Århus Stiftstidende 22/11-1997)
 
Militær lyttestation fandt fejl på færge
Scandlines nye færge "Prins Richard" har revner i propellerne. Den melding fik færgeselskabet af en tysk lyttestation, der kikkede efter fjendtlige ubåde. Lyttestationen gemmer elektroniske optagelser af støjen fra alle passerende både og kunne derfor fortælle, at lyden af færgens skrue tydede på fejl.
(Århus Stiftstidende 22/11-1997)
 
Fodboldspillere slipper for militærtjeneste
Den århusianske boldklub AGF kan fortsat regne med fodboldspilleren Peter Degn, da han har fået udsat sin værnepligt. Forsvarsministeriet har nemlig besluttet, at aftjening af værnepligt vil være så stor en belastning for professionelle fodboldspillere, at de kan opnå udsættelse i mange år.
(Århus Stiftstidende 19/11-1997)
 
Miljøvenlige våben fra Israel
"Disse våben dræber mennesker, men skader ikke miljøet." Det er budskabet fra en israelsk våbenfabrik, der nu annoncerer med blyfri bomber og granater. I følge fabrikanten er der en stigende efterspørgsel efter disse miljøbevidste våben verden over.
(Center for Defense Information 19/11-1997)
 
Kendte skuespillere stak af fra militæret
Skuespilleren Harrison Ford nægtede at gøre militærtjeneste under Vietnam-krigen af samvittighedsgrunde. Det har ikke hindret en karriere med meget skydeglade roller, senest som præsident og Vietnam-veteran. Skuespilleren Johnny Weismuller, der spillede Tarzan i en række film, flygtede fra Rumænien for at undgå at blive soldat. Steven Seagal er buddhist og kendt for meget voldelige film. De næste film skulle blive mere fredelige efter at en tibetansk munk har genkendt Steven Seagal som en reinkarnation af en afdød hellig mand.
(Politiken 141197 - og andre)
 
Ny gammel dokumentarfilm om krigsglad minister
En gammel dokumentarfilm fra 1918 om den daværende engelske premierminister Lloyd George er dukket op fra arkiverne og er blevet restaureret. Filmen viser Lloyd George der besøger våbenfabrikker og opmuntrer arbejderne til at fremstille flere kanoner. Bagefter er Lloyd George med sit følge i Frankrigs skyttegrave, hvor de hujer ad fjendens kugler, som var det snebolde.
(Dagens Nyheter (S) 13/11-1997)
 
Våbenfabrikker betaler blodpenge
En britisk sygeplejerske bliver alligevel ikke halshugget efter saudi-arabisk lov i en mordsag. Sygeplejersken bliver reddet af samme lov, da den myrdedes familie har modtaget et millionbeløb i erstatning. Pengene kommer fra britiske våbenfabrikker som British Aerospace og Vickers, der har foræret pengene til familien, "fordi det drejer sig om en nobel sag". Halshugningen kunne skade en stor eksport af kampfly og kampvogne.
(Århus Stiftstidende 18/11-1997)
 
Hærchef vil stoppe krig med sex-strejke
Colombias hærchef mener, at en sex-strejke kan stoppe landets borgerkrig, der foreløbig har raset i over 30 år. I hærchefens version af kvindernes oprør skal koner og kærester nægte at dyrke sex med mændene i de stridende højre- og venstreorienterede halvmilitære grupper, indtil grupperne indleder fredsforhandlinger.
(Århus Stiftstidende 16/11-1997)
 
Krigsveteraner lever på gaden
En tredjedel af alle hjemløse mænd i USA er krigsveteraner. En ny undersøgelse viser, at det primært er tidligere frontsoldater fra Korea, Vietnam og Golf-krigen, der nu må leve på gaden. Desuden er de tidligere soldater stærkt overrepræsenteret i skilsmisse-, alkoholisme- og narkotikasager.
(Informatíon 10/11-1997)
 
FLS-koncernen kræver krigserstatning
Cement-giganten (og våbenfabrikanten) FLS Industries A/S kræver erstatning af den estiske stat. FLS ejede en stor cementfabrik i Estland, der blev nationaliseret af den kommunistiske regering efter 2. Verdenskrig. Under krigen solgte den FLS-ejede fabrik udelukkende til den tyske hær og arbejderne var tvangsudskrevne KZ-fanger.
(Politiken 101197 - og andre)
 
Tyrkisk boycot af Danmark
Et dansk firma har mistet en civil millionkontrakt til Tyrkiet på grund af den danske kritik af landet. Danmark har forbudt militære salg til Tyrkiet på grund af overgrebene mod dets kurdiske mindretal. JAI A/S i Glostrup havde vundet en licitation om overvågningskameraer - til færdselskontrol. Det tyrkiske Udenrigsmisterium har meddelt, at det alligevel ikke er "passende" at købe udstyret i Danmark.
(Jyllands-Posten 7/11-1997)
 
Toldfri sprut til flåden
Det svenske toldvæsen mistænker den svenske flåde for enten at drikke voldsomt på togterne eller at smugle toldfrit spiritus hjem efter øvelser i udlandet. 13 flådefartøjer har tilsammen deklareret 6185 liter spiritus, der er taget med på togt - men intet er noteret som bragt i land efter hjemkomsten.
(Jyllands-Posten 7/11-1997)
 
Militærmuseum i Karup
Et nyt militært museum er på vej til Karup, hvor det skal ligge i tilknytning til Karup Lufthavn. Museet skal koste 57 millioner kroner og Karup Kommune har skudt to millioner i projektet. Karup Erhvervsråd er initiativtager og regner med at få 170.000 besøgende om året til aktiviter, hvor det blandt andet er muligt at køre i kampvogn og skyde med diverse våben.
(Århus Stiftstidende 30/10-1997)
 
Der kommer aldrig noget godt ud af våben
"Der kommer aldrig noget godt ud af våben. Hverken nye eller gamle. Aflevér dine våben på din politistation, før der sker en ulykke. Frit lejde for aflevering af ulovlige våben fra *1.11.97 til +1.12.19-1997." Det er teksten i en annoncekampagne, som Rigspolitichefen har indrykket i alle aviser. Annoncen er udformet som en dødsannonce illustreret med en pistol dannet af et gravsted.
(Jyllands-Posten 30/10-1997)
 
Tysk modstand mod nye kampfly
De tyske socialdemokrater er imod Tysklands køb af 180 europæiske Eurofighter kampfly. Den borgerlige regering har besluttet at bruge omkring 100 milliarder kroner på de nye fly, men den socialdemokratiske opposition mener ikke, at der er behov for dem.
(Jyllands-Posten 28/10-1997)
 
Franske våbenforsøg i Algeriet
Frankrig testede kemiske våben i Algeriet indtil 1978. Algeriet havde da været uafhængigt i 16 år, men en hemmelig aftale tillod de franske våbenforsøg. Våbnene blev testet på en militærbase, der var maskeret som en privat fabrik.
(Politiken 23/10-1997)
 
Handelsboycot druknede i cola
USA ville straffe Sudan med en handelsboycot, men overvejer nu sagen igen. USA anklager det muslimske styre i Sudan for at støtte international terrorisme og for at forfølge landets kristne mindretal. Men Sudan er også verdens største eksportør af gummi arabicum, der benyttes som tilsætningstof i for amerikanerne så uundværlige varer som Coca-Cola, slik og kosmetik.
(Politiken 21/10-1997)
 
Günter Grass kritiserer våbenhandel
"Jeg skammer mig over mit land. Vi tillod en både hurtig og beskidt forretning", siger den tyske forfatter Günter Grass om tyske våbensalg til Tyrkiet. Tyskland eksporterede en stor mængde østtyske våben til Tyrkiet, der har anvendt dem ved den militære undertrykkelse af Tyrkiets kurdiske mindretal.
(Politiken 21/10-1997)
 
Milliardær giver penge til nedrustning
Den amerikanske milliardær George Soros vil støtte Rusland med 1 milliard kroner hvert af de næste tre år. Pengene skal forbedre sundhedssystemet og beløbet overstiger langt den amerikanske regerings støtte. Soros har tidligere finansieret omskolingen af 50.000 soldater til civile jobs i Ukraine og et tilsvarende program skal nu startes i Rusland.
(Århus Stiftstidende 20/10-1997)
 
Soldat skrubbet med stålbørste
Flere end 70 britiske soldater har anlagt sag mod det britiske forsvarsministerium, fordi de mener at have lidt overlast efter bizarre optagelsesritualer i den britiske hær. Blandt sagerne er en 21-årig mand, der fik smadret munden og kæben ved sin indtræden i Prince of Wales-regimentet og måtte tilbringe tre måneder på et hospital. Han blev mishandlet af syv menige og officerer, er nu under psykiatrisk behandling og lever af invalidepension. Andre er blevet dyppet i kar med blegemiddel og skrubbet med stålbørster - og en rekrut i marinen hævder at være blevet seksuelt misbrugt af sine kolleger.
(Århus Stiftstidende 20/10-1997)
 
Dansk militærudstyr i fri handel
Det danske forsvars uniformer, hjelme og andet militærudstyr kan åbent købes splinternyt i mindst en forretning herhjemme. Hærens Materielkommando er chokeret over salget af de nye militærgenstande, fordi alt udstyr i forsvaret er underlagt stor sikkerhed. For netop at undgå misbrug af uniformer er camouflagemønsteret blandt andet beskyttet mod kopiering. For de ansatte i forsvaret er det strengt ulovligt at sælge uniformsgenstande. Kilder i forsvaret peger på, at kampuniformerne og andet udstyr formentlig er stjålet af ansatte på kasernerne.
(Fyens Stiftstidende 20/10-1997)
 
Grækenland og Tyrkiet på kollisionskurs
Fire tyrkiske F-16 jagere chikanerede et græsk militærfly over Det Ægæiske hav. Blandt passagererne var den græske forsvarsminister på vej hjem fra en græsk-cypriotisk militærøvelse. De to NATO-lande er uenige om retten til områder ved Det Ægæiske Hav og på Cypern. Danske firmaer har leveret dele til de tyrkiske krigsfly, der gentagne gange fløj tæt på det græske fly.
(Politiken 17/10-1997)
 
Nye engelske atomvåben
Den britiske regering vil bruger mere end en milliard kroner på syv nye Trident atom-missiler. De nye atomvåben til ubådene kommer på trods af kritik fra Labour-regeringens egen venstrefløj, der hellere ville afskaffe de britiske atomvåben.
(Politiken 17/10-1997)
 
Verdens våbenhandel stiger igen
Sidste år købte regeringerne verden over våben for 270 milliarder kroner. Det er 20 milliarder mere end sidste år, der også bød på en stigning. Siden murens fald var tallet faldet drastisk, men nu er opruster verdens lande igen.
(Politiken 15/10-1997)
 
Danmarks militærudgifter er i top
Danmark ligger i toppen blandt de europæiske NATO-lande ved at bruge 3.800 kroner pr. indbygger på militæret. Kun Norge og Frankrig bruger mere end Danmark. Landenes gennemsnitlige forbrug er på 2.900 kroner. Tyrkiet trækker ned i statistikken, da det ellers så militærglade land kun bruger 740 kroner pr. indbygger.
(Politiken 15/10-1997)
 
McDonalds vil ikke hjælpe hjemmeværnet
Den lokale indehaver af fire McDonald's-restauranter i Odense må opgive at hjælpe hjemmeværnet. Den fynske hjemmeværnsregion ville i en måned bruge McDonald's dækkeservietter til at få restaurantens unge gæster i tale, men ledelsen af McDonald's Danmark har nedlagt forbud mod det, da burgerkæden ikke ønsker at reklamere for sager af politisk karakter.
(Århus Stiftstidende 13/10-1997)
 
Protest mod hemmelig militær-aftale med Tyrkiet
Tolv danske F-16 jagerfly og en missilenhed er udpeget og trænet til at blive udstationeret på en bestemt luftbase i Tyrkiet, hvorfra de danske kampfly kan deltage ved aktioner i Sydeuropa, Mellemøsten og Nordafrika. Enhedslisten vil protestere i Folketinget mod at dansk militær derved skal træne sammen med tyrkiske piloter, der også deltager i landets bombning og undertrykkelse af de kurdiske landsbyer i Tyrkiet.
(Århus Stiftstidende 13/10-1997)


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret juni -2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand