FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Justitsministeren lover åbenhed! August 2000 sendte justitsminister Frank Jensen et brev til flere aviser, hvor han ønsker "åbenhed på våbenområdet". Nedenstående er et svar. Af Tom Vilmer Paamand - august 2000
Se temaet

Åbenhed er en by i Rusland

Grænseløst hemmelighedskræmmeri om dansk våbenproduktion
 
Justitsminister Frank Jensen har "et ønske om åbenhed på våbenområdet" og vil bidrage til "at skabe et samlet overblik over våbeneksporten", skriver han i Berlingske Tidende torsdag. Det er dog det mest opløftende, jeg har hørt længe. Det er også det mest underholdende, for jeg tror ærlig talt ikke manden og hans ministerium over en dørtærskel.
 
Jeg har i årevis ligget i tæt brevveksling med Justitsministeriet for at få blot et lille indblik i den danske produktion af våben – og de dygtige embedsmænd har vredet det ene afslag efter det andet ud af Danmarks såkaldte "Lov om offentlighed".
 
Justitsministeriet er en god penneven og leverer altid gennemtænkte og grundigt velargumenterede afslag. En sjælden gang imellem giver de sig dog også, men først efter månedlange pennefægterier.
 
Fortrolighed om ingenting
Da loven om dansk våbenproduktion blev ændret i 1987, fik Det Radikale Venstre sat et meget beskedent fingeraftryk, så Folketinget hvert år skulle have en beretning om den. Denne beretning blev selvfølgelig mærket "Fortroligt", så det lød jo meget interessant.
 
Efter årelange plagerier fik jeg den listet ud af ministeriet, kun for at blive dygtigt skuffet. Beretningen angiver kun antal firmaer (23 i den seneste), samt tilladelsens emne (fx. "dele til militære flyvemaskinemotorer"). Ikke et ord om modtagerlande, antal og værdi eller bare lidt uddybning.
 
En del af de oplysninger, jeg har fået vredet ud af Justitsministeriet kan ses på FRED.dk. Her er også links til mere end 50 danske våbenfirmaer – hvor af altså de færreste har tilladelse til produktion. Men sidernes camouflagemalede lovprisninger levner ofte ikke megen tvivl om brugen.
 
Produktion uden tilladelse
Justitsministeren er stolt af, at han allerede i sidste måned bad virksomhederne om økonomiske oplysninger. Han uddyber ikke, hvilke oplysninger han har bedt om – men hvis det blot er virksomhedernes årsregnskaber og årsberetningen, er der ikke meget nyt i ministerens krav. Mange af disse oplysninger ligger allerede i Justitsministeriets arkiver, da de er et krav for tilladelse til produktion af krigsmateriel.
 
Problemet er blot, at kun et mindretal af de virksomheder, der eksporterer våben, har tilladelse til at producere dem. Det skyldes den gennemhullede danske lovgivning på området, hvor definitionen på produktion af et våben er langt svagere, end den tilsvarende for eksport.
 
Endelig efterlader den generelle danske vurdering af producerede våben mange produkter, der både produceres og eksporteres uden at de overhovedet kaldes for våben. Hverken modtagerlandene eller de internationale registre er dog i tvivl – det er kun i danske øjne, at det ikke er våben.
 
Hult adfærdskodeks
Justitsministeren bryster sig også af, at han skam lever op til EUs såkaldte "adfærdskodeks", der stiller nogle fælles krav til våbeneksporten. Det blev til på baggrund af langvarigt pres fra dele af fredsbevægelsen, mens undertegnede bakkede ud fra starten. Reglerne virkede simpelthen som så hule, at de blot ville blive et pænt røgslør over en grim virkelighed.
 
Storbritannien gik forrest for at få dette adfærdskodeks indført – og siden har landet fortsat sin voldsomme eksport til problematiske områder som Tyrkiet, Pakistan og Indonesien. Hvor Danmark sælger til ved vist kun Justitsministeren.
 
Hans åbne bidrag til EU-oplysningen består for 1998 i at oplyse om 219 eksporttilladelser og 2 afslag. Våbeneksportens samlede værdi er "Ikke oplyst". Kun Grækenland bidrager med en tilsvarende ringe åbenhed.
 
Dog fremskridt
Tallet 219 eksporttilladelser er dog et fremskridt for tidligere, hvor selv en så indholdsløs oplysning også blev fortiet. Modtagerlandene bliver ikke nævnt – og slet ikke en så interessant ting som afslagslande. Det varmer dog mit pacifistiske hjerte at se, at der er afslag.
 
For en del år siden blev det afsløret, at danske firmaer leverede dele til de tyrkiske jagerfly, der slagtede løs mod kurdiske landsbyer. Det stoppede mirakuløst nok våbeneksporten for en tid. Men sådanne reaktioner og offentligt pres kræver, at disse oplysninger er åbne.
 
Så jeg ser da frem til, at justitsministeren tilføjer lidt åbenhed. Det vil blot kræve en total omskoling af hele hans ministerium.

(Trykt i Berlingske Tidende den 30. august 2000 og i Politiken 4. september 2000 – desværre begge steder med min slåfejl for EU-oplysningen om 1988 i stedet for 1998, der står korrekt her.)

 

Og her er justitsministerens brev:

Åbenhed på våbenområdet

EU-kodeksen skal sikre at våben ikke havner i de forkerte hænder
 
Af Frank Jensen, Justitsminister - 24/8-2000
 
En dårlig historie bliver som regel ikke bedre af at blive gentaget. Det kunne man forvisse sig om i Berlingske Tidende 17. august under overskriften "Våbensag blev syltet", forsøger avisen at give kunstigt åndedræt til den misforståelse, at Danmark ikke lever op til EUs kodeks for åbenhed om våbeneksport.
 
Justitsministeriet er de seneste dage i pressen blevet kritiseret for ikke at give EU oplysninger om værdien af våbeneksporten. Justitsministeriet bad imidlertid i juni i år alle våbeneksporterende virksomheder om fremover at bidrage med disse oplysninger. En viden, som får Berlingske Tidende til at finde de store typer frem om "nøl" og "syltning". Det sidste får en til at tænke på agurketid.
 
EU-kodeksen, der blev vedtaget 8. juni 1998, handler først og fremmest om at sikre, at medlemslandene ikke eksporterer våben til lande, hvor der er risiko for, at våbnene kan blive anvendt til "national undertrykkelse eller international aggression eller bidrage til regional ustabilitet".
 
Et andet formål med kodeksen er at udbygge udvekslingen af information mellem medlemslandene om deres våbeneksport.
 
Det sker blandt andet ved, at vi informerer hinanden, når vi i henhold til EU-kodeksen afslår at give tilladelse til eksport af våben. Men det sker også ved, at vi hvert år sender hinanden en rapport om vores våbeneksport. Men kodeksen siger ingenting om, hvilke oplysninger disse rapporter skal indeholde, og der er altså intet krav om, at medlemslandene skal give oplysninger om værdien af deres våbeneksport.
 
Medlemslandenes rapporter til EU er alene udtryk for, hvad de enkelte lande ligger inde med af oplysninger, og som de mener er væsentlige for de andre lande at kende.
 
Danmark har ikke hidtil kunnet give oplysninger om værdien af våbeneksporten. Det skyldes, at vi ikke har haft tradition for at afkræve virksomhederne sådanne oplysninger i forbindelse med Justitsministeriets behandling af ansøgninger om tilladelse til våbeneksport.
 
Sagsbehandlingen har ikke fokuseret på de økonomiske, men på de politiske aspekter af eksporten.
 
For os har det afgørende været, at Danmark ikke eksporterer våben til lande, som for eksempel er inddraget i krigsbegivenheder eller underlagt våbenembargo, eller som ikke opfylder kriterierne i EU-kodeksen.
 
Når Justitsministeriet nu med virkning fra 1. juli har bedt virksomhederne om økonomiske oplysninger, skyldes det ikke, at de økonomiske oplysninger for fremtiden skal spille en rolle ved ministeriets behandling af ansøgninger om tilladelse til våbeneksport. For os vil det afgørende fortsat være, at Danmark ikke eksporterer våben i strid med vor udenrigspolitik og internationale forpligtelser.
 
Vores anmodning om økonomiske oplysninger fra virksomhederne skyldes heller ikke nogen EU-retslig eller anden international forpligtelse, men alene et ønske om åbenhed på våbenområdet, og at det i lyset af de andre landes praksis forekommer naturligt, at Danmark bidrager til at skabe et samlet overblik over våbeneksporten i EU.
 
At se et stort problem i, at Danmark først for få måneder siden - men altså inden den aktuelle debat - har bedt virksomhederne om økonomiske oplysninger med henblik på en forbedret statistik, er at følge et blindspor.
 
Det bortleder opmærksomheden fra det væsentlige, og det som er kernen i EU-kodeksen, at vi skal forhindre, at våben havner i de forkerte hænder. Det er det centrale i dansk våbenpolitik.

 
> Se andre artikler om dansk våbenproduktion.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret august 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand