FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Stop den internationale våbenhandel Skrevet til Det Sociale Topmøde på Holmen 1995 Af Judith Winther
Se temaet

I topmødets omfattende liste over emner, der er relevante i forbindelse med de sociale forhold i verden, er der eet, der efter alt at dømme glimrer ved sit fravær. Det er våbenhandlen og dens indflydelse på de sociale betingelser rundt om i verden.
FN Information skriver ganske vist: "I en verden, der bruger 800 milliarder dollars - en sum, der svarer til næsten halvdelen af verdens befolkning indtægter - på oprustning, savner en milliard mennesker grundlæggende sundhedstjeneste, en voksen ud af fire er ikke i stand til at læse og skrive, og en femtedel af jordens befolkning går sulten i seng hver dag".

Men FN Information kan også berolige med, at "Siden 1987 er verdens militærudgifter faldet med 3.6 % om året."
Hvad man glemmer at fortælle er, at nok er der tale om en vis nedgang i de samlede militærudgifter, men i løbet af 1970erne og 1980erne steg militærudgifterne i de både de industrialiserede som de underudviklede lande eksplosivt. Set på den baggrund betyder et fald på 3.6 % ikke så meget i forhold til det beløb, der reelt anvendes. I 1990 brugte udviklingslandene, ifølge OECD, 150 milliarder dollars på våbenanskaffelser, og det i lande, der for manges vedkommende ikke er i stand til at brødføde deres egen befolkning.
Hvad man også glemmer at fortælle er, at nok er militærudgifterne på verdensplan gået ned, men tilbagegangen er ikke ligeligt fordelt. Som Mahub ul-Haq fra FN, der lige har udgivet the Human Development Report siger:
"Siden 1987 er de globale militærudgifter gået ned - men ikke i den tredje verden. De to regioner, hvor de er gået op, hører til verdens fattigste områder, Sydasien og Afrika syd for Sahara".
Militærudgifter og ikke mindst våbenanskaffelser udgør således en alvorlig hindring for en nødvendig social udvikling i tredje verdens landene.
 
Hvem betaler?
Regeringer og militæreliter anvender store summer på køb af våben, og disse våben er meget ofte beregnet til at holde landets egen befolkning nede og dets krav om en forbedring af de sociale kår nede. Våbeneksporten kan dermed være med til at ødelægge mulighederne for en demokratisk udvikling.
En meget stor del af disse køb, mindst en femtedel, er blevet finansieret
gennem lån i Vesten. De har dermed bidraget til landenes voksende gældskrise. Mellem 1960 og 1987 lånte tredje verdens lande tæt på 400 milliarder dollars udelukkende til at købe våben for.
Det er befolkningerne, der med deres levevilkår må betale for disse lån. Regeringerne har to muligheder: enten betaler de renter og afdrag på gælden, eller de bruger deres penge til at forbedre den sociale standard i landet. Men reelt eksisterer valget ikke. Selv for lande, der har et
virkeligt ønske om at forbedre levevilkårene, som f.eks. Filippinerne, er der kun en mulighed. Gælden kommer først. Det kræver "verdenssamfundet".
Hovedparten af de krige, vi oplever i dag, foregår mellem stater og deres
befolkninger. De er symptomer på et lands manglende evne til at sikre sin befolkning rimelige levevilkår. De økonomiske og sociale vilkår, der bliver resultatet af de utilstrækkelige eksistensmuligheder, danner et effektivt grundlag for vold og desperation. De er krigens brændstof. Gør vi ikke noget ved det, vil ikke blot krigene i den tredje verden tage til, før eller senere vil de også ramme og selv.
Krig skaber gæld og gæld skaber krig. Den gensidige afhængighed, der eksisterer mellem verdens lande i dag, betyder, at sammen- brud eet eller andet sted kan trække store dele af den øvrige verden med sig.
 
Hvor kommer våbnene fra?
Men er det ikke krigsherrer, gale diktatorer og militæreliter, der bærer skylden for disse forhold? Hvad kan vi gøre andet end at forlange mere demokrati i de forskellige lande?
Det er fuldstændig rigtigt, at meget ville være vundet, hvis demokratiet vandt frem og befolkningerne fik større indflydelse i tredje verdens landene. Trods et utroligt vanskeligt udgangspunkt, ville det efterhånden kunne hjælpe til at dreje udviklingen.
Men vi er nød til at se på de forhold, som vi selv har indflydelse på, og som ville kunne forbedre situationen, hvis de blev ændret. Og der er mange ting, bl.a. at vi til trods for at vi bekender os til liberalismen, endnu ikke har åbnet vore lande for en fri verdenshandel. Men den største enkelthindring for en positiv udvikling er nok den omfattende våbenhandel.
Våbenhandlen drives ikke blot af det vi normalt kalder "dødens købmænd", dvs. sortbørshandlere og smuglere, der gennem et vidtstrakt internationalt netværk og ved hjælp af falske papirer og certifikater står bag enorme våbentransaktioner. Hovedparten af våbenhandlen står de industrialiserede landes regeringer for.
Det er sådan, at 86 % af alle solgte våben i dag kommer fra Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer: USA, England, Frankrig, Rusland og Kina. Af disse er USA i de senere år blevet den uden sammenligning største. Og Tyskland, der ikke er medlem af Sikkerhedsrådet, men som snart kan blive det, er nået op på en flot andenplads. Igennem de senere år har Tyskland tredoblet sin våbeneksport.
Grunden til at våbenstrømmen er drejet imod den tredje verdens lande skyldes to ting:
1) Den kolde krigs afslutning og ned- rustningsaftalerne har skabt store overskudslagre i Europa af våben, som ikke længere tilhører de nyeste teknologiske landvindinger, og som man gerne vil af med.
2) Vestens indskrænkninger af militæret giver våbenproducenterne store afsætningsvanskeligheder hjemme. De søger derfor at oparbejde nye markeder.
De sætter sig ikke bare ned og venter på kunderne. Presset på potentielle købere er stort.
Den gamle sandhed, at uden et tilstrækkeligt salg, vil våbenproducenterne ikke leve op til de krav om en teknologisk udvikling af nye våben, som regeringerne stiller til dem, holder stadig. Og for regeringernes
vedkommende er der ud over de våbenteknologiske hensyn også økonomiske og udenrigspolitiske interesser, der skal tilgodeses. Resultatet er en meget aggressiv salgstaktik.
Ud over afholdelse af store våbenmesser rundt om i verden, tilbyder de store våbeneksporterende lande billige lån, støtte- ordninger og eksportkreditter til potentielle købere. Det betyder, at det reelt er skatteyderne i de våbeneksporterende lande, der betaler, også de med ringere sociale forhold i deres land til følge. I USA er det op til en tredjedel af våbnenes pris, det drejer sig om. Også bistandshjælpen går i mange tilfælde til støtte til våbenindkøb.
 
Våbenhandlen i dag
"Den store chance for at bygge en mere fornuftig verden op, en verden med færre krige og mere demokrati, som vi håbede på med den kolde krigs afslutning, er betydelig forringet gennem den omfattende våbeneksport". (Frankfurter Rundschau, 19. februar 1994).
Våbenhandlen skaber måske ikke krig, men de enorme og lettilgængelige våbenmængder, der hober sig op i al verdens uro-områder gør muligheden for fredelige løsninger af konflikter mere eller mindre illusorisk.
Den fortsatte strøm af våben og ammunition, der sætter ind overalt, hvor en krig er i udbrud eller faren for et krigsudbrud er stor, fører til langvarige krige. 2/3 af alle nutidige krige har varet i over ti år.
Nutidens ofte Langvarige krige rammer civilbefolkningerne hårdere end nogensinde før i verdenshistorien. De skaber tusinder til millioner af flygtninge, og de undergraver landenes sociale struktur, så en genopbygning, når den endelig bliver mulig, kommer til at tage lang tid og bliver meget kostbar.
Våbenhandlen sluger de fattige landes sparsomme midler også, når der ikke er krig. Den undergraver landenes økonomi og ødelægger de sociale strukturer og en demokratisk udvikling. De avancerede våbensystemer, der nu udbredes med de industrialiserede landes våbeneksport, tjener til at styrke militærets og militærregimers prestige. Det lokale militær bliver en del af det internationale selskab, der er i besiddelse af højt ud- viklede våben.
 
En international opgave
CDU-politikeren Karl Lammers, der arbejder for en liberalisering af den tyske våbeneksport, forklarer: "Det kan vel være en kurder ligegyldigt, om det er et russisk eller tysk våben, han bliver dræbt med". Og det er netop det argument, ethvert land fremfører som begrundelse for sin våbeneksport - hvis vi ikke sælger våbnene, er der andre, der gør det.
Og de har ret. Det kan ikke blot tjene som begrundelse for et fortsat våbensalg af stadig mere avancerede våben. Verden kan ende med at ødelægge sig selv, hvis landene fortsætter med at basere en vigtig del af deres økonomi på våbensalg. Men for øjeblikket er det illusorisk at tro, at noget enkelt land kan ændre udviklingen. Det er en international opgave, det er måske en af øjeblikkets mest påtrængende opgaver, der er en opgave af afgørende social betydning for hele det internationale samfund.
 
> Se andre artikler om dansk våbenproduktion.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand