FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Styrelsen til fremme af våbensalg Danmark har den elendigste våbenkontrol af alle EU-landene Af Geert Grønnegaard - januar 2001
Se temaet

For en uges tid siden barslede Udenrigsministeriet med den af Frank Jensen lovede rapport om dansk våbenkontrol og eksport, fordi Danmark i efteråret var blevet udpeget for at have den elendigste kontrol af alle EU-landene sammen med Grækenland. Rapporten bekræfter sådan set alle beskyldningerne, hvis man prøver at læse mellem linierne.
 
Problemet med dansk våbenkontrol har alle dage været, at men i gode øjeblikke godt kan se, at våbeneksport er forkastelig og kun gør alle konflikter mere blodige og uløselige, men at man så alligevel ikke kan lade være med at skele til "beskæftigelsen".
 
Hvis man alvorligt ønsker, at Danmark skal være i front med bevarelse af verdensfreden, må man ud over det dilemma. Vi må være i stand til at feje for vores egen dør. Hvis et eller andet dansk firma er i stand til at gafle en krigsmateriel-leverance til Zimbabwe eller Israel og dermed tjen et par millioner, er det til hver en tid pebernødder i sammenligning med hvad der følger af ødelæggelser i Congo og Mellemøsten, når materiellet bliver brugt.
 
Ser man helt bort fra utalte millioner at dødsofre er det dårlig økonomi. Det er en ulige billigere fredsinvestering at betale en håndfuld SiD'ere i Frederikshavn for IKKE at producere granater til eksport, end at skulle reparere efterfølgende for skaderne, når granaterne er haglet ned over Beirut eller Sarajevo.
 
Statens Våbenkontrol afspejler helt ud i detaljen det uskrevne "kræmmerdilemma": Man skal selvfølgelig have en våbenkontrol, men den må ikke blive så nidkær, at det gør noget. Der står står ikke ét ord i loven om krigsmateriel om, at våbenkontrollen skal støtte producenternes ekaportforretninger. Den gør det bare, og har altid gjort det.
 
Først mod selve navnet. Våbenkontrol kunne minde nogen om, hvor alvorlig og blodig hele branchen er, så de besluttede en gang for ti år siden, at de nu ville hedde "Civilkontoret". Hokus pokus, nu er det civilt, det dø laver. Så har der i selve våbenlovgivningen trods alt ligget en rest at bekymring, om man måske burde passe lidt på med ekspert til de mest betændte kunder.
 
Denne rent kunne man ikke helt fjerne, men man kunne neutralisere den ved administrationen. Ny hokus pokus: Man overlader sin kompetence til blot engang imellem at gribe ind til Erhvervs Fremmestyrelsen. Så taler ingen mere om forbud mod eksport. Nu skal tingene FREMMES. Styrelsen gør virkelig sit bedste for at jævne våbeneksportørerne vejen for snærende bureaukrati. Den mest smarte vejledning for vordende, danske våbeneksportører kan man i dag findi på styrelsens hjemmeside.
 
Man kan da også, når man nu har kontor i Justitsministeriet, sørge for at politiet får sin egen dispensation fra lovens regler. Endog fra FNs resolutioner, I tolv af df udførselstilladelse, man gav i 1999, var det angiveligt til politivåben. som er nøjagtig de samme, som man bruger til bankrøveri. Vi har i FN skrevet under på, at sådanne våben for en sikkerheds skyld skulle destrueres, men det rager ikke politiet, mener de.
 
Så er der hvad man kunne kalde "græsrodskontrol", våbenkontrol frø neden så at sige. Det blev i 1990 ved seneste ændring (lempelse) af våbenloven bestemt, at en arbejder uden økonomiske konsekvenser kunne nægte at tage arbejde anvist i en våbenfabrik. Det var det eneste Radikale-SF-fingeraftryk på loven, der blev sat ind som §§ 16-18.
 
Men DET var for meget for Civilkontoret. Skulle en tilfældig arbejdsmand nu kunne &A og bestemme, hvad der var moralsk? Da cirkulærerne skulle udskrives, indskrev Civilkontoret sin egen fortolkning om, at arbejdsformidlinger og bistandskontorer først skriftligt skulle forelægge sådanne nægtersager for, hvem? Civilkontoret selvfølgelig* For at ingen skulle få for gode ideer, sørgede man yderligere for, at der i Karnows lovsamling kom til at stå tre tankestreger, der hvor §§ 16-18 skulle stå.
 
Denne legen kispus med de af folketinget vedtagne lovtekster, vil man se primitivt fortsat også i bilag 2 i den nye rapport. §§ 16-18 har man tværet ud med en håndtegnet tuschstreg. Sådant! Man skønner i Justitsministeriet, at disse paragraffer er irrelevante for dansk våbeneksport og -kontrol. Men de har dog været hjerteblod og eneste beskedne håb for en gruppe lovgivere i 1990.
 
Man forklarer sig i rapporten med Civilkontorets yndlingssætning: "At enhver ansøgning om våbeneksport bliver behandlet særskilt og konkret". Det vil på almindelig dansk sige, at man ikke har nogen principper overhovedet og ikke ønsker at have det. Ingen danske våben er så onde, og ingen købere er så slibrige, at man ikke kan snakke om eksporttilladelse. Endelig behøver man jo slet ikke at spørge, så man risikerer et afslag. Man finder på Erhvers Fremmestyrelsen hjemmeside, hvad man i så fald skal kalde sine produkter.
 
Dual use. Det er mantraet. Det er sådan en smart metode til omskrivning, der klarer de fleste af deres problemer. Camouflage-uniformer f.eks. det er tekstiler, og man forhandler endog nogle billige kvaliteter til unge modelapse. Kan man så få en ordre hjem om på en af de dyre modeller til Albaniens hær, skal Erhvervs Fremmestyrelsen nok fremme. Eller måske natsigteudstyr til kampvognsskyts. Det hedder "optiske instrumenter", når eksporten skal fremmes.
 
Det angives i rapporten, at man i nogle sager, hvor selv Civilkontoret var i tvivl, har spurgt diskret i Udenrigsministeriet om man nu kunne sige, at der var fredeligt nok i et potentielt køberland til at man kunne godkende våbeneksport. Ingen særlige problemer. Israel, Zimbabwe, Tyrkiet, skulle være gode nok. Det har ikke været HVER uge, at disse lande har brugt deres våben, så OK.
 
Justitsministeriet har godt kunnet indse, at det så lidt besynderligt ud, at man for 1999 havde givet 228 tilladelser, men kun 2 afslag. Det forklarer man så frejdigt med, at man har haft en særaftale med firmaerne om en uformel forhåndsvurdering, så derved en hel række dubiøse projektør skulle være standset, før de overhovedet var blevet til produktion, endsige eksport. DEN er der vist ingen, der tror på.
 
I følge definitionen på krigsmateriel hører rimeligt nok også produkter med, som ikke i sig selv kan betegnes som våben eller ammunition, men som indgår som en underdel i et rigtigt våben. Et Standard Flex krigsskib vil indeholde tusindvis af sådanne enkeltkomponenter, sandsynligvis i praksis leveret af hundreder af underleverandører. Alle skal de efter loven være registreret hos Våbenkontrollen, enten med en tilladelse til produktionen eller med en "bagatel-dispensation". Dermed bliver der at utilladeligt gabende hul i Civilkontorets overvågning, når de selv angiver kun at have tjek på 23 firmaer. Det er amatøragtigt, hvis man ikke skal bruge en grovere betegnelse.
 
Der er f.eks. et dansk firma, som leverer en legering der hedder "patronmessing" til Ammunitionsarsenalet i Frederikshavn. De har næppe hørt om det på Civilkontoret, men ellers skulle denne leverance være omfattet af loven om deres kontrol. Måske kunne de med vanlig kreativitet kringle firmaet en bagatel-dispensation, hvis det kun drejede sig om ti-tyve tons om året til det danske forsvars forbrug at patroner. Men hvad, hvis messingfirmaet leverede ti eller hundrede gange så meget til eksport til andre landes patronfabrikker?
 
Civilkontoret benytter en art "del og hersk" med sine oplysninger til Folketinget, De få ting de vidste om vore hjemlige producenter præsenterer de for Udenrigspolitisk Nævn, som ikke rigtigt kan bruge dem til noget. Til gengæld giver de oplysninger om de udenlandske købere til Retsudvalget, som heller ikke...
 
Civilkontoret har tidligere, når journalister en sjælden gang pressede dem, erklæret at de ikke påtog sig opsøgende kontrol. De ville kun behandle ansøgninger fra firmaer, der selv bad om det. Der er en køn indstilling hos en politimyndighed med lovens tilladelse til ransagninger på mistanke alene. Hvad nytte har man af en sådan type kontrol? Og er der noget at sige til, at den så får ry for at være den elendigste i Europo?
 
Dør skal altså hankes ganske alvorligt op i dette Civilkontor, hvin det skal aftvætte betegnelsen som Europas dårligste. Kontoret er traditionelt bemandet med yngre jurister eller majorer uden særlig specialviden og ihvertfald uden visioner. Man kunne jo uden at det kostede noget, som en begyndelse og som minimum, udpege en ny kontorchef med en ordentlig stillingsbeskrivelse.
 
Man tror ikke rigtig på, at de er i stand til at trække sig selv op. Selvros er de ganske gode til, men med selvkritik kniber det.
 


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret januar 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand