EUs kontrol over våbenhandel
er papirtynd

Se temaet

Det er svært at finde nøjagtige tal for våbenhandel. EU indsamler en masse tal, men definitionerne spænder konstant ben. For eksempel er et kampfly ikke i sig selv et våben, men blot en platform, der eventuelt kan forsynes med våben.
EU oprettede i 1998 fælles normer og registre på området, så nu er det jo bare at få det hele talt sammen - men definitionerne er fortsat ret lådne. Herhjemme er de officielle tal omkring ti gange så små, som for det vi andre ville kalde for våben.
Som ung journalist troede jeg, at i det mindste den danske del måtte det være muligt at trænge til bunds i, men nej. Danmarks regler er et fint eksempel på de samme problemer, der er i andre EU-lande. Vi har to love, der siges at regulere våbenproduktionen. Disse er så igen underlagt de internationale konventioner på området og EUs overordnede lovgivning.
Den ene danske lov er om produktion, og den anden er om eksport - og definitionerne i dem er så forskellige, at en dims der kræver produktionstilladelse, måske kan eksporteres frit. Og en anden dims må måske frit produceres, men slet ikke eksporteres. Tvivlstilfældende er så generelle, at det kan være helt op til fabrikanten selv at afgøre, hvordan han vil kategorisere sit produkt.
Tingene bliver ikke nemmere, når internationale konventioner blandes ind - eller når dybt forskellig statistik fra de mange lande i EU skal sammenlignes. Her er der heldigvis forskere, der prøver at få det hele til at hænge pænt sammen, med svenske SIPRI som de mest kendte og troværdige. SIPRI står bag optællingen af Verdens Samlede Militærudgifter, der sidste år blev opgjort til det både meget runde og meget skræmmende 10 billioner danske kroner - hvilket var mindre end årene før.

Våben må ikke sælges til lande, der vil bruge dem
Da EU indførte de fælles normer for våbeneksport, var våbenmodstanderne i græsrodsnetværket ENAAT med i processen. Mange troede på, at NU kunne vi gøre en forskel. Jeg var noget mere pessimistisk, og straks efter at reglerne var indført, fandt Tony Blair da også et bekvemt smuthul i dem - og rodede England ind i nogle grimme handler med Sydafrika og Saudi-Arabien, der senere viste sig at rumme korruption i milliard-klassen.
Men reglerne findes, og presser trods alt en del oplysninger ud i det åbne rum. Samtidig er det et krav, at salgene skal leve op til nogle etiske retningslinjer, Code of Conducts, der groft set siger det samme som de danske regler - at man ikke må sælge våben til lande, som vil bruge dem. Sprogbrugen i reglerne efterlader kreativ plads til Tony Blair og ligesindede, til at anvende dem meget løsagtigt, så de ikke blokerer for "strategiske interesser".
Hvert land skal skrive en slags årsberetning om deres våbeneksport. Det har tvunget også Danmark til mere offentlighed på dette område. Jeg var nødt til at køre en offentlighedssag mod Udenrigsministeriet for at få dem i gang med det, og er fortsat stolt over, at den første frigivne rapport derfor bar mit navn på forsiden.
Desværre lever indholdet ikke op til forventningerne, da reglerne også her er for løse. For eksempel skal landene angive antallet af udstedte tilladelser, men man skal ned i noterne for at afdække, om en tilladelse dækker eksport af et enkelt jagtgevær, eller et helt krigsskib. De fine grafer over antal er derfor ret meningsløse.
Da tilladelserne er blevet to-årige, giver dette et naturligt udsving hvert andet år. Diverse overfladiske medier laver derfor overskrifter om en fordobling, selv om tallene blot viser den regelmæssige fornyelse af disse to-årige aftaler. Men det er de tal vi har, og trods alt viser de nu også noget om hvilke lande, der sælges til - eller har fået afslag.

EUs våbeneksport er på niveau med USAs
Danmark er blandt de lande, der fortsat ikke leverer de nødvendige oplysninger til EUs register - sammen med store spillere som Belgien, England og Tyskland. Så uden ordentlig statistik vi må læne os op ad de forskere, der forstår at skønne sig frem. Og vide, at tallene altså er voldsomt upræcise.
EUs små lande bliver naturligvis langt overgået af USA og Rusland. Med et voldsomt stort slag på tasken, sælger disse to hver en tredjedel af verdens våben. Igen - tallene er besværlige at sammenligne, for det kunne også argumenteres, at Rusland er en dværg på området sammenlignet med USA, men SIPRIs sammentællinger får dem trukket op på samme niveau.
Det kan jeg bruge her til en nem sammenligning, for ud fra dette løse overslag, forsyner også EUs medlemslande verden med en tredjedel af våbensalget. Halvdelen af de ti største våbeneksporterende i verden er lande i EU. Oven i dette ved vi, at af de 100 største våbenkrejlere (fraregnet Kina), har hver fjerde hovedkvarter i et EU-land. EUs fabrikker kan levere stort set en hver våbentype uanset omfang. EU har også omkring 400 store producenter af håndvåben, ligesom USA har det.
På trods af EUs selvpåbudte adfærdsregler er der desværre nok af konkrete eksempler på huller i lovgivningen. De nye kinesiske jagerfly fik teknik fra England, Columbia fik militært udstyr fra Spanien. Turkmenistan fik tysk overvågningsudstyr. Israel fik pansrede køretøjer fra Holland, og komponenter til kampfly fra Danmark.
Også internt i EU har våbenfabrikkerne fået for meget magt. Europa-Kommissionens har nedsat en ekspertgruppe, der skal finde måder at holde illegale immigranter væk på. Her sad de multinationale militærfirmaer selv med ved bordet, og de rådede selvfølgelig EU til, at firmaernes egen militærteknologi var den rigtige løsning. Det har nu udløst milliard-ordrer på overvågningsdroner og anden dyr teknik til de selvsamme firmaer.

Smuthul i frihandlen bliver til erhvervsstøtte
På plakaten for dette møde står parolen "EU skaber krig - ikke fred". Så firkantet ville jeg ikke selv skære det ud, for jeg vil afslutte med nogle tiltag fra EUs side, hvor tyrkertroen på frihandel får lov til at trumfe nationalstaternes lyst til at støtte egen våbenproduktion.
Som alt for bekendt er Danmark ved at indkøbe en masse dyre krigsfly. Den amerikanske våbenfabrik Lockheed Martin har fornylig meldt ud, at den danske støtte til produktionen af Joint Strike Fighter lige nu ser ud til at blive en overskudsforretning. For første gang har danske virksomheder kontrakter for mere, end hvad Danmark hidtil har postet i projektet.
Lockheed Martins påstand om "overskud" er ren fiktion af flere årsager, som også burde være meget relevant at forholde sig til for de danske beslutningstagere. Først og fremmest er der forskel på hvad Danmark har betalt, og hvad danske virksomheder er stillet i udsigt til muligvis at få. Det er muligt regnestykket går i plus, men lige nu ved ingen hvordan det går - og hvordan det går med ordrerne, hvis Danmark ikke køber netop dette firmas kampfly.
Danske virksomheder har svært ved at konkurrere med USA og de store EU-lande, og det er ikke kun på grund af det tekniske niveau. Store lande har både en stor våbenindustri og et stort militær, og regeringerne har derfor mulighed for at udskrive ordrer på tunge våbensystemer til landets egne fabrikker. Det er der mange i EU, der udnytter.
Det er statsstøtte til egen industri for milliarder, som kun er muligt fordi militære indkøb har været undtaget fra frihandelsaftalerne. Danmark kan ikke bestille en ny færge for at støtte et trængt skibsværft herhjemme, uden at sende ordren i internationalt udbud. Men til militæret var dette muligt, og så blev de bestilte krigsskibe tilpasset de danske værfters formåen, mere end militærets behov - for arbejdspladser var vigtigst.
Små lande har sjældent en stor nok industri til at de effektivt kan lave sådanne numre. I stedet kræver Danmark modkøb, hvor den udenlandske våbenfabrik garanterer, at en vis del af produktionen lægges herhjemme. Det er ikke nemt for sælgeren, for det er sjældent at danske fabrikker i praksis kan levere noget brugbart.
Så prøver man i stedet at blive enige om, at danske fabrikker bygger med på et andet produkt, som den udenlandske leverandør også skal bruge. Men produktet skal fortsat kunne påstås at være af strategisk betydning for Danmark, ellers falder hele dette fiktive cirkus fra hinanden.
Det sidste tiår har staten afsat omkring 20 milliarder til modkøbsaftaler, men i dag står seks af disse milliarder ubrugte, da der ikke er kunder nok til de danske produkter. Modkøb er altså en papirleg, hvor den danske stat betaler ekstra for en våbenhandel, mod at få pengene retur som slet skjult erhvervsstøtte.

Lovhullet koster dyrt
De store EU-lande slås med det samme problem, og dette store hul i frihandelsaftalerne er en af årsagerne til at mange store våbenprojekter bliver unødigt komplicerede. Produktionen af det europæiske krigsfly Eurofighter er spredt ud på en lang række lande, ikke fordi det er praktisk, men fordi de involverede regeringer kræver at få lokale arbejdspladser.
Det begynder at ligne mekanikken fra USA, hvor en tilsvarende lokal-protektionistisk politik har bundet amerikanske regeringer til håbløse IC4-agtige våbensystemer. Prisen er eksploderet, og muligheden for rent faktisk at nå til et brugbart resultat er minimale. Men produktionen er spredt strategisk rundt om i USA, baseret på hvor diverse magthavere havde brug for støtte til deres genvalg.
Våbenindkøb som de danske jagerfly bliver således ikke så meget et spørgsmål om hvorledes et land eventuelt vil kunne opnå øget sikkerhed, men i hvor høj grad man gennem dette indkøb kan få mulighed for at støtte eget erhvervsliv.
Dette besynderlige hul i loven står nu til at blive stoppet, efter pres fra EU. En ny lov vil stærkt begrænse den danske stats muligheder for at skrive modkøb ind i våbenkontrakterne. Våbenfabrikken Danish Aerotech i Karup har allerede meldt ud, at fabrikken ikke kan overleve på et frit marked uden modkøb. Dette har fået selv frihandelsprofeterne i Liberal Alliance til at kræve en fortsat dansk undtagelse.
Regeringen har foreløbigt fundet på, at loven mod modkøb først skal implementeres, når kontrakten om nye kampfly er underskrevet. Den metode er ikke helt fin efter EU-retten, for Danmark kan ikke bare lade som om, at vi ikke for længst har set EUs "Guidance Note". Det åbner for at forsmåede flyfabrikker, der ikke fik ordren, vil kunne trække Danmark for EU-retten - så i bedste fald kan EUs dogme om frihandel hjælpe med til, at Danmarks indkøb af kampfly bliver forhalet i årtier.

Ovenstående blev skrevet som et oplæg til Århus Fredsfestival 2013, der havde EU som tema. Tom Vilmer Paamand har som fredsaktivist og journalist arbejdet en del med våbenhandel i samarbejde med det europæiske græsrodsnetværk for våbenkontrol ENAAT, European Network Against Armstrade.