FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Håndvåben hindrer udvikling Den store udbredelse af håndvåben fastholder global fattigdom og gavner de rige landes økonomiske og politiske interesser. Af Robert Muggah - december 2003
Se temaet

Den økonomiske udvikling i de fattige lande i Afrika, Asien og Latinamerika undermineres af den store udbredelse af lette håndvåben som revolvere, rifler og håndgranater, men er det de rige landes økonomiske og politiske interesser, der har forhindret de globale institutioner herunder FN i at gøre noget effektivt ved problemet?
De er billige, let tilgængelig og nemme at transportere: Der er ca. 500 millioner håndvåben i cirkulation rundt om i verden, en for hvert tolvte menneske, og de er i dag lettere at få fat på og koster mindre end nogen sinde før. I Sudan kan en Kalashnikov riffel købes til samme pris som en kylling, og i USA er der flere våbenforretninger end McDonald’s restauranter.
„The Small Arms Survey“ skønner at håndskydevåben tegner sig for op mod 90% af dødeligheden i moderne konflikter, og at mere end 500.000 dræbes hvert år, og mange flere invalideres som følge af misbrug af håndvåbnene (anvendelse, der ikke er legaliseret af nationale eller overnationale autoriteter). I de fattige lande i Afrika og Latinamerika er der mere end dobbelt så stor chance for at blive offer, som i de rige vesteuropæiske lande.
Håndvåbnenes lave pris og lette tilgængelighed underminerer både direkte og indirekte såvel kvaliteten som kvantiteten af udviklingen i den tredje verden hvor mange lande er indviklet i en eller anden form for konflikt.
Fra Latinamerika til Afrika syd for Sahara samt i Syd- og Sydøstasien går befolkningens knappe ressourcer til at pleje sårede og betale for uformelle sikkerhedsforanstaltninger som vagtværn og paramilitære styrker i stedet for at blive investeret i øget trivsel og økonomisk fremgang.
Misbrug af håndvåben medfører øget udvandring, mindre handel, færre udenlandske investeringer og obstruktion af internationalt hjælpearbejde. De billige skydevåben gør det meget vanskeligt at genopbygge samfundet efter en krig, fordi knapheden på ressourcer og fraværet af lov og orden får mange mennesker til at gribe til vold.
 
Lokale løsninger
Fattigdom og vold er sammenflettede, derfor skal bekæmpelsen af dem også være det. Undersøgelser har bekræftet, at investeringer der øger borgernes sikkerhed – fra styrkelse af politiet i Malawi til bedre vejbelysning og infrastruktur i Albanien – reducerer både volden og fattigdommen.
Det har de internationale institutioner endnu ikke anerkendt. Det er overladt til de fattige lande selv uden megen hjælp udefra at håndtere de vidtrækkende konsekvenser af håndvåbnenes tilgængelighed og lave pris.
Mange af de berørte samfund har selv søgt at finde løsninger. Den populære antagelse om at når våben én gang er blevet en del af en kultur, forsvinder de ikke igen, har vist sig ikke at holde stik. „The International Network on Small Arms“ har dokumenteret en lang række nationale anstrengelser – der ofte ikke når frem til pressen – som antivåbenkampagner i Rio de Janeiro og våbenfri zoner i Johannesborg.
 
Fra hensigter til handlinger
Både nationalt og internationalt er man efterhånden begyndt at se våbentrafik og kontrol med håndvåben som en del af udviklingsproblematikken, ja som en hovedhjørnesten i den internationale sikkerheds- og udviklingsdagsorden, men det har vist sig mere end vanskeligt at omsætte de gode hensigter til handlinger.
På grund af egne økonomiske interesser er der mange nationer, som ikke vil deltage i projekter, der søger at reducere den væbnede vold ved at indskrænke de lokale markeder for håndvåben. I dag udgør den legale handel med disse våben omkring 5 billioner dollars pr. år – ca. 10 % af verdens våbenhandel, dertil kommer yderligere en billion dollars i illegal global handel.
De aktuelle internationale programmer for kontrol med håndvåbnene fokuserer udelukkende på den illegale handel, selv om langt de fleste våben der sælges illegalt kommer fra legale kilder.
Under den kolde krig var det kun en håndfuld lande, der producerede håndskydevåben. Nu er 95 lande, næsten halvdelen af alle verdens nationer, legale producenter af den slags våben, ofte kopier af berømte modeller som AK-47. Fattige lande, som f.eks. ­Pakistan, har tilladt en slags hjemmeindustri med fabrikation af våben.
Det er usandsynligt, at ret mange af disse lande vil stoppe produktionen uden massiv økonomisk assistance udefra, på grund af deres ringe økonomiske ressourcer, der gør øgning af salg og eksport bydende nødvendig.
 
USA
Langt fra alle regeringerne i de lande, der har kapital at bidrage med til den internationale kontrol med håndvåben, betragter civiles ejendomsret til våben som et problem. Således sikrer artikel 2 i USAs forfatning borgernes ret til at eje og bære våben.
På den baggrund blokerede USA i 2001 for FNs forsøg på at indføre forbud mod civiles ejendomsret til skydevåben – til stor skuffelse for de deltagende afrikanske nationer.
USA blokerede ved den lejlighed også for FNs ønske om at begrænse handel med håndvåben til kun at være tilladt på regeringsplan, igen en politisk mærkesag for de afrikanske stater. USAs delegerede John Bolton begrundede det med nødvendigheden af at kunne hjælpe undertrykte befolkningsgrupper til at forsvare sig mod regeringer der begik folkedrab, og han fastslog at: „Det er irrelevant at skelne mellem regeringer og ikke-regeringer for at fastslå hvem der er ansvarlige, og hvem der er uansvarlige slutbrugere af våbnene“.
USA er verdens største eksportør af håndvåben.
 
Og Verdensbanken
350.000 tidligere krigsdeltagere fra Rwanda, Burundi og Den Demokratiske Republik Congo er omfattet af et hjemsendelses- og reintegreringsprogram, der skal mindske væbnet vold i krigshærgede områder. Programmet er støttet af Verdensbanken.
Nu insisterer Verdensbankens på at ingen af de midler, der doneres til dette projekt, direkte må anvendes til afvæbning og kontrol med håndvåben, i det denne kontrol ikke kan betragtes som et emne for udviklingsbistand.
At Verdensbanken er ude af stand til direkte at støtte afvæbning er paradoksalt og tjener til at underminere regionale initiativers succes på området. Håndvåbnene er udbredt overalt i fattige samfund på grund af krige og den almindelige utryghed der følger med et liv i fattigdom.
FN-institutioner, NGOer og andre internationale interessepartnere skal finde relevante mål for deres kampagner, mål der nemt lader sig kommunikere ud til offentligheden og politikerne, og omforme dem til politiske mål for donorer og berørte lande.
At hjælpe udviklingslandene med at reducere mængden af håndvåben er en investering, der forrenter sig. Det internationale samfund må fastholde at kontrollen med håndvåben skal have prioritet som en vigtig del af bekæmpelsen af den globale fattigdom.
Håndvåbnenes ringe vægt betyder, at børn nemt kan trænes til at bruge dem. FN skønner at der hele tiden er mere end 300.000 børnesoldater involveret i 30 konflikter rundt om i verdenen. Børnene bliver rekrutteret til at kæmpe i disse konflikter fordi de er adrætte, hurtige og lydige.
Man har regnet ud at omkring halvdelen af deltagerne i Liberias blodige borgerkrig var unde 18 år. Den overvældende majoritet af dem kæmpede ved at bruge håndvåben.

Våben Top 10
Top 10-liste over markedet for håndvåben med værdi angivet i millioner US $.
1 USA >1200
2 Tyskland 384
3 Rusland 100-150
4 Brasilien 100-150
5 Østrig 60
6 Czech. Rep. 59
7 Storbritannien 44
8 Syd Korea 43
9 Sverige 40
10 Polen 40

Kilde:Small Arms Survey.

UN biennial Meeting on Small Arms: „The UN Biennal Meeting of States to Discuss the Action Programme on Small Arms Controll“ er en konference i FN regi, der fremover forventes afholdt hvert andet år. Det første møde i juli blev en konfrontation mellem de rige og de fattige. Denne artikel blev skrevet op til mødet.
Forfatteren Robert Muggah er seniorforsker ved „The Small Arms Survey“, et uafhængigt forskningsprojekt ved Geneves Universitetets Institut for Internationale Studier i Schweiz. Det tjener som den vigtigste internationale kilde til offentlig information om alle aspekter vedrørende håndvåben. Se www.smallarmssurvey.org
„The international Action Network on Small Arms“ IANSA er en NGO-organisation, et internationalt netværk af mere end 340 organisationer fra 71 lande, der arbejder med at forhindre udbredelse og misbrug af håndvåben og lette våben. IANSA har adresse i London. Se www.iansa.org.
Artiklen er oversat af Bodil Kofoed Nielsen fra „Peace News“ Sept-Nov 2003.
Læs også på dansk om www.amnesty.dk/kampagner/vaabenkontrol

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand