FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Militærpolitiske koblinger Det militær-industrielle kompleks har stort set frie hænder til at forme sikkerheds- og forsvarspolitikken. Det burde vi lave om på. Af Jens Kimby - januar 2001
Se temaet

Hvor Clinton-administrationen betragtede EUs militære arm som NATOs europæiske afdeling ser det ud til, at præsident Bush og Pentagons Donald Rumsfeld frygter NATO-alliancens fremtid, hvis EU begynder at handle på egen hånd.
Det skriver Philip Stephens i Financial Times 9/2, hvori han forudser en krise i NATO-alliancen inden for den nærmeste fremtid.
Han begrunder det bl.a. med, at EUs kommende militærmagt set fra den nye administration i Washington, er et brud med NATOs sammenhold.
 
Omvendt er der i mange EU-lande stor skepsis over for USAs planer om et anti-missilforsvar (NMD) som set med europæiske øjne kan være et signal om, at USA først og fremmest vil beskytte sig selv.
Mr. Stephens er ikke den eneste, der kan se at Europa og USA stille glider fra hinanden. Og der er også andre bevæggrunde end de rent geopolitiske. Markedet for våbenindustrierne f.eks.
 
Når de to amerikanske flyfabrikker McDonnell-Douglas og Boeing i mange år besad en bastant markedsdominans inden for den civile lufttransport, var grundlaget for denne succes for en stor del de to fabrikkers meget store ordrer fra forsvaret.
Det har EU lært noget af. Hør bare hvad der siges i det udkast til rapport fra formandsskabet om den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, som blev forelagt på topmødet i Nice. Det hedder under overskriften:
Vedrørende strategisk kapacitet
Den omstrukturering, der finder sted i de europæiske forsvarsindustrier i visse medlemsstater, er i den forbindelse en positiv faktor, der understøtter udviklingen af europæisk kapacitet.
F.eks. har de pågældende medlemstater peget på det igangværende arbejde med en række væsentlige projekter, der vil bidrage til at styrke den kapacitet, der står til rådighed for Unionen: det fremtidige transportfly (Airbus 400 M), transportfartøjer, helikoptere til troppetransport (NH 90).
Visse medlemstater har ligeledes tilkendegivet, at de vil bestræbe sig på at anskaffe materiel, der kan øge sikkerheden og effektiviteten under militæraktioner.
Endelig har medlemsstaterne givet tilsagn om at forbedre Unionens garanterede adgang til satellitbilleder, navnlig takket være udviklingen af nyt optisk satellitudstyr og radarsatellitudstyr (Helios II, SAR Lupe og Cosmos).

Det er klart, at amerikanerne ser denne udvikling som en fremtidig trussel mod deres dominans på verdensmarkedet. Måske derfor beslutter man sig for at udvikle anti-missilforsvaret, da dette i sig selv giver ny viden, ny teknologi og frem for alt arbejdspladser inden for den våbenindustri, der oplevede trange tider efter Sovjetunionens fald.
Så i realiteten kan vi komme til at opleve en ny kaprustning, ikke som under den kolde krig mellem to fjender, men mellem medlemmer af den samme alliance.
 
EU er på vej til at etableret sig som verdens største våbeneksportør. Vi vil kunne komme til at opleve den helt groteske situation, at EU først tjener penge på at eksportere våben til tredjelande, som efterfølgende bliver brugt til krig og undertrykkelse - og når disse episoder kommer EUs interesser for nær, rykker organisationen ud med sit eget militær for at genskabe ro og orden. For skatteydernes penge.
 
Oven i alt dette kommer den tredje part i sagen, Rusland. Både det amerikanske anti-missilforsvar og en ny europæisk oprustning vil - samtidig med at NATO rykker tættere på - uvægerligt medføre, at russerne fremover vil lægge større vægt på deres atomvåben, på grund af de konventionelle styrkers miserable tilstand. Den russiske DUMA vil næppe være motiveret til at ratificerer START II-aftalerne om nedbringelse af atomvåbenarsenalerne.
 
Et eksempel på russernes strategi fik vi et fingerpeg om ved det tragiske forlis, som overgik atomubåden Kursk. Ubåden var den ene af en serie på tre ubåde, som var helt nye, Det vil være naivt at tro, at den russiske bjørn sover. Nok er nationen fattig, men den er samtidig magtfuld takket være en veludviklet atomvåbenteknologi.
Disse betragtninger får mig til at tænke på Else Hammerich, leder af Center for Konfliktløsning, som siger:
Et hvert militær-industrielt kompleks med dets spegede forbindelser mellem en profitsøgende våbenindustri, politikerne og den professionelle militærledelse er vanskelig at styre i fredelig retning. Grunden er den enkle, at våbenindustrien skal have forrentet de milliardinvesteringer, som er bundet i udvikling af nye våben.
Våbnene skal sælges til via politikerne til en modvillig befolkning, der er ramt af krise og arbejdsløshed. Derfor er en konstant og voksende krigstrussel en nødvendighed for de stater, hvis økonomi er blevet afhængig af våbenproduktion.

Er disse skriblerier udtryk for en enøjet pessimisme? Er det forkert at tale om EUs militære oprustning al den stund det blot drejer sig om de "bløde" sikkerhedspolitiske tiltag iflg. de såkaldte Petersberg-opgaver: Krisestyring, humanitær indsats, politiovervågning, minerydning m.v.
 
JuniBevægelsens EU-parlamentariker Jens Peter Bonde har haft samtaler med Javier Solana, EUs udenrigspolitiske leder. Solana er iflg. Bonde ikke militarist, men han påpeger nødvendigheden af, at EU må have en vis militær kapacitet for at kunne gøre sig gældende politisk. Det er slet ikke meningen, at denne militære kapacitet nogensinde skal bruges, kun understøtte de diplomatiske bestræbelser på at holde fred i Europa.
 
Problemet er blot, at det militær som aldrig skal bruges, en dag bliver brugt alligevel. Og måske under de forkerte forudsætninger. Det må Solana være den første til at erkende.
 
Som NATOs generalsekretær måtte han iværksætte krigen mod Jugoslavien, da USA og EU via NATO havde anbragt sig selv i en situation, hvor man ikke havde noget valg. På grund af et helt forfejlet amerikansk forhandlingsoplæg nåede man frem til the point of no return. Man bombede en civilbefolkning fra fem kilometers højde i strid med både FN-pagten og Geneve-konventionerne.
 
Grunden til at militærpolitikken - trods den kolde krigs afslutning - stadig udvikler sig frem mod mere oprustning, skal søges i det faktum, at sikkerheds- og forsvarspolitik er det emne inden for alle politikområder, hvor der er mindst engagement og interesse hos befolkningerne. Det militær-industrielle kompleks har langt hen ad vejen frie hænder inden for rummelige budgetter.
 
Det gælder også for et lille land som Danmark. Derfor tvivler jeg også på, om Danmark vil modsætte sig de amerikanske ønsker om at bruge Thulebasen i deres anti-missilforsvar. Her var ellers et punkt, hvor Danmark kunne medvirke til at hindre en fornyet oprustning, som uvægerligt vil blive resultatet af NMD.
Vi skal til at forstå at sikkerheds- og forsvarspolitik ikke er nogen hellig ko. Vi skal blande os i debatten.
 
Jens Kimby er medlem af JuniBevægelsen.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret marts 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand