FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
EU-forfatningen øger militariseringen EU-forfatningsforslaget kan forpligte Danmark til oprustning og uforbeholden loyalitet. Af Mikael Witte - december 2003
Se temaet

Medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet.“ Så vanvittigt skrev EU-konventet i sit udkast til EU-forfatning. Nu brød EU-topmødet sammen på grund af slagsmålet om den indbyrdes magtbalance, så forslaget ikke kunne vedtages i denne omgang. Men forslaget består. Det vil blive revideret og fremsat igen.
Næppe nogen anden grundlov forpligter staten til at opruste. Men det gør EU-forfatningsforslaget. Dette vanvid blev støttet af regeringspartierne og de fleste af oppositionspartierne i Danmark.
Siden 1993 har Danmark haft sit forsvarsforbehold. Forfatningens bestemmelser om fælles forsvarspolitik ville altså ikke umiddelbart få betydning for os, kan man indvende.
Men både regerings- og oppositionspartier har lovet at slås for at fjerne forsvarsforbeholdet, de vil have Danmark med i den fælles forsvarspolitik. Den offentlige debat om EU-forfatningen har været yderst begrænset.
 
Hvad står der så om den fælles forsvarspolitik i forfatningsudkastet?
I artikel 11, stk. 4 erklæres: „Unionen har kompetence til at definere og gennemføre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik.
Det er altså unionens beføjelse. Skulle nogen blive i tvivl, så må de læse artikel 10: „Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.“ EU-forfatningen giver EU-ret højere status end de enkelte staters ret og grundlove.
Under hovedoverskriften Udøvelse af Unionens Beføjelser findes artikel 40 der konkretiserer: „Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom.
Selv om EUs slagord lyder: „Forenet i mangfoldighed“, og det tit erindres i skåltaler, så skulle en form for loyalitetspligt inden for EU traktatfæstes. I artikel 15, stk. 2 står: „Medlemsstaterne støtter aktivt og uforbeholdent Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i en ånd af loyalitet og gensidig solidaritet og respekterer de retsakter, Unionen vedtager på dette område.
Når jeg hører ordene uforbeholden loyalitet så ved jeg, at kritik og selvkritik må vige.

Indtil EUs Ministerråd beslutter en fælles forsvarspolitik skulle enkeltstater - fx Tyskland og Frankrig - have friere tøjler: „De medlemsstater, der opfylder højere kriterier for militær kapacitet, og som indbyrdes har indgået mere bindende forpligtelser på dette område med henblik på mere krævende opgaver, etablerer et struktureret samarbejde inden for rammerne af Unionen.“ (Artikel 40, stk. 6)
Hvis formuleringen vedtages så får EUs fælles forsvarspolitik en central funktion i integrationen af EUs 25 medlemsstater. Dette udtrykkes i artikel 40, stk. 1: „Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integrerende del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.“ Krudt og kugler skal virke integrerende!
Indledningsvis citerede jeg forfatningens forpligtelse til at opruste. Våbenindustrien ville næppe kunne have formuleret sig klarere; formuleringen står i forslagets artikel 40, stk. 3.
For at ingen af staterne i fremtiden skal nøjes med sit nuværende militære isenkram - for slet ikke at tale om at nedruste eller afruste - så forpligter forfatningen til oprettelse af et Europæisk agentur for forsvarsmateriel, strategisk forskning og militær kapacitet. I artikel 40, stk. 3 beskrives, at agenturet „skal klarlægge de operationelle behov, fremme foranstaltninger til opfyldelse heraf, bidrage til at påpege og eventuelt iværksætte alle nyttige foranstaltninger til styrkelse af forsvarssektorens industrielle og teknologiske basis, deltage i udformningen af en europæisk kapacitets- og forsvarsmaterielpolitik samt bistå Ministerrådet med at evaluere forbedringen af den militære kapacitet.
Bemærk forpligtelsen til oprustning. Til at gennemføre sin forsvarspolitik vil EU få militære enheder fra de enkelte lande:
Medlemsstaterne stiller civil og militær kapacitet til rådighed for Unionen til gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik med henblik på at bidrage til opfyldelsen af de mål, Ministerrådet har opstillet. De medlemsstater, der opretter multinationale styrker i fællesskab, kan ligeledes stille disse styrker til rådighed for den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.“ Den nyhed står i indledningen til artikel 40, stk. 3
En værre nyhed er, at EU skulle forberedes til verdensomspændende militærindsats og at dette formuleres forfatningsmæssigt. EU-styrker skal kunne sættes ind som kampstyrker „i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse“ (artikel 210). Fredsskabelse lyder smukt - men koster som regel menneskeliv. Som regel „de andres“ liv.
I samme artikel står: „Alle disse opgaver kan bidrage til bekæmpelse af terrorisme, herunder gennem den støtte, som ydes tredjelande til bekæmpelse af terrorisme på deres område.
Det er et bredt formuleret mandat til fremtidig EU-intervention. Mon ikke det hyppigst vil ske i fattige lande i Syd?
Forslaget giver EU lov til at vælge den ene eller anden side i en borgerkrig og begrunde sin militære støtte med kampen mod terrorismen. Således kan EU påvirke krigsforløb. Grænserne for hvor langt væk fra EU dets styrker skal sendes - dem trækker EU selv.
Forfatningsmæssigt er der meget langt til Danmarks grundlovs paragraf 81, der forpligter „enhver våbenfør mand“ til „at bidrage til fædrelandets forsvar“.
 
De medlemsstater, der mere end opfylder kriterierne for militær kapacitet, og som indbyrdes har indgået mere bindende forpligtelser skal ifølge forslaget udgøre en slags eksklusivklub indenfor EU. I artikel 213, stk. 3 står:
Kun de medlemmer af Ministerrådet, der repræsenterer medlemsstater, der deltager i det strukturerede samarbejde, deltager i drøftelser og vedtagelse af europæiske afgørelser vedrørende målet for dette samarbejde. EU-udenrigsministeren bistår ved drøftelserne. Repræsentanterne for de øvrige medlemsstater underrettes behørigt og regelmæssigt af EU-udenrigsministeren om udviklingen i det strukturerede samarbejde.
Hvordan dette militære frontløberi skal kunne bremses eller forhindres af andre EU-stater, det forbliver fuldstændig ubeskrevet. Flere steder i forslaget fremhæves, at enekompetencen over EU-forsvarspolitikken ligger hos EUs Ministerråd: '
Gennemførelse af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, herunder afgørelser om iværksættelse af en opgave som omhandlet i denne artikel, vedtages af Ministerrådet.“ (Artikel 40, stk. 4)
Tilsvarende i artikel 198, stk. 1: „Hvis en international situation kræver en operationel aktion fra Unionens side, vedtager Ministerrådet de nødvendige europæiske afgørelser.
EU-Parlamentet er altså ikke tiltænkt en rolle, når der skal tages beslutning om krig. I stk. 8 i artikel 40 konstateres ganske vist at EU-Parlamentet regelmæssigt „høres“ om „de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og holdes underrettet om udviklingen heri.
Artikel 205, stk. 1 præciserer denne informationspligt. I stk. 2 følger: „Europa-Parlamentet kan stille spørgsmål eller rette henstillinger til Ministerrådet og EU-udenrigsministeren.“ Imidlertid medfører informationspligten ikke nogen beslutningskompetence til EU-Parlamentet. Den sidder Ministerrådet på.
I følge paragraf 19 i Danmarks Grundlov må Danmark ikke angribe noget land uden Folketingets samtykke. Mon et folketings-nej vil blive respekteret eller vejer EU-loyalitetspligten tungere?
 
Javier Solana, EUs „udenrigsminister“, formulerede denne sommer strategien på forsvarsområdet. EU skal kunne føre „forebyggende“ krige på fremmed jord - i partnerskab med USA.
Selv om Tyskland og Frankrig kritiserede USAs krig mod Irak, så udgør Solanas strategi og EUs forfatningsforslag ikke noget alternativ til Bush-doktrinen.
De er to forfærdelige sider af samme sag. EU er ved at opruste for at blive storpolitisk aktør - men aktionerne vil blive de gammelkendte, der er røde af blod, blå af smerte og gule af død.
Sammenbruddet på EU-topmødet giver lidt mere tid til med kritik og medmenneskelighed, kærlighed og fantasi at stoppe EUs forfatningsforslag.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand