FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Dere lærere har ødelagt alt for meg Norske læreres nægtede under besættelsen at oplære skolebørn i nazisme - og til Quislings vrede vandt de. Af Majken Jul Sørensen
Se temaet



I Norge var besættelsesvilkårene hårdere end i Danmark. Norge havde gjort militær modstand, og kong Haakon VII og regeringen var flygtet til Storbritannien. Vidkun Quisling fra det nazistiske parti Nasjonal Samling blev indsat som marionet-statsminister af tyskerne. En af hans planer gik ud på at nazificere det norske skolevæsen som led i opbygningen af en nationalsocialistisk stat - men lærerne i Norge protesterede gennem en af de mest vellykkede ikkevoldsaktioner i krigens historie.

Sommeren og efteråret 1941 havde en aktion med masseudmeldelser af lærerforeningerne været en stor succes, og Quisling sad tilbage med organisationer uden medlemmer. Lærerne i Norge havde derfor oparbejdet en del erfaring med modstandsarbejde, som nu kom til nytte. I begyndelsen af 1942 oprettede Quisling en ny lærerforening, Norges Lærersamband, hvor alle lærere automatisk ville blive medlem, og medlemsafgiften trukket fra deres løn. Lærerne opfattede dette som et første skridt til at tvinge dem til at deltage i oplæring i nazisme, og protesterede kraftigt. En stor majoritet af lærerne i Norge sendte breve til undervisningsministeriet, hvor de skrev at de ikke betragtede sig selv som medlemmer af den nye lærerorganisation, og at de af samvittighedsgrunde ikke kunne deltage i den oplæring, som Nasjonal Samling stod for.

Der findes ikke præcise tal for hvor mange lærere som deltog, men omkring 12.000 af landets 14.000 lærere skrev under på denne erklæring. Undervis ningsministeriet blev oversvømmet med udmeldelser, og erklærede at de betragtede udmeldelse af Norges Lærersamband som en opsigelse. De lærere som ikke ville miste deres arbejde, måtte derfor trække erklæringen tilbage inden den 1. marts. For at vise at man mente alvor, blev lønnen for februar flere steder spærret. Af 966 lærere ved skolerne i Oslo, fik bare 37 løn - det viser også hvor stor opbakning der var til aktionen i hovedstaden. Da dette ikke hjalp, meddelte Undervisningsministeriet at fra den 27. febru ar ville skolerne holde lukket i en måned.

Den officielle begrundelse var "mangel på brændsel", men det var der ingen som troede på. Nok var der mangel på brændsel under hele krigen, men skolerne havde alligevel lagre af brænde - desuden kom meddelelsen om at skolerne var lukket med bare en dags varsel. Initiativtagerne til aktionen vidste, at et af de mest afgørende forhold til at sikre stor opbakning var at give pengestøtte til de familier, som blev hårdest ramt af indtægtstabet. Derfor forsikrede man tidligt i aktionen deltagerne om, at der ville være penge til dem som virkelig behøvede det.

Mens skolerne var lukket på grund af "mangel på brændsel" begyndte mange lærere at undervise i private hjem - det var jo ikke undervisning, de var imod. Også mange forældre sendte protestbreve til Undervisningsministeriet for at støtte lærerne. Den 20. marts og de efterfølgende dage blev over 1.000 mandlige lærere arresteret over hele landet. I nogle områder var der forvirring om hvem som skulle arresteres, og der blev hentet for mange. Et par steder i Rogaland i det vestlige Norge var der politifolk som nægtede at arrestere den lokale lærer, og disse politifolk blev selv fyret.

Lærerne blev efterhånden samlet i et par norske lejre. En stor gruppe blev transporteret med tog til den berygtede lejr i Grini udenfor Oslo, og på en eller anden måde var rygtet om at lærerne var med dette tog blevet spredt. Store forsamlinger mødte frem for at vise deres solidaritet med lærerne. I Lillestrøm sang flere hundrede den norske nationalsang for lærerne - det fik tyskerne til at rydde stationen.

Næsten 700 lærere kom til Jørstadmoen fangelejr. Her blev de udsat for hård behandling - maden var elendig, de tyske soldater kommanderede dem rundt hele tiden, og de blev tvunget til at "lave gymnastik" i meterhøj sne. Deres tøj blev vådt og der var ingen mulighed for at tørre det. Flere blev alvorligt syge af blandt andet lungebetændelse, men de fleste var udholdende og nægtede at give op og skrive under på, at de trak deres erklæringer til bage. Af de 686 fanger på Jørstadmoen var der kun 20-30, som gav efter for nazisternes pres.

De lærere, der var samlet i Falstad, trak deres erklæringer tilbage, men nazisterne fik ikke de massetilbagetrækninger som de havde håbet på, og derfor blev alle fanger sendt til Kirkenes, allerlængst mod nord i Norge. De lærere, som var i Jørstadmoen, blev først transporteret til Trondheim i kreaturvogne hvor de blev stuvet sammen som sild i en tønde. Også denne gang havde information om at lærerne kom med dette tog spredt sig, og store forsamlinger var mødt op for at vise deres solidaritet.

Efter den 17 timer lange togrejse gik turen videre med skib, det tog 13 dage, igen under elendige forhold. Selv en nazi læge, som undersøgte fangerne undervejs, blev chokeret og anbefalede at transporten blev stoppet - men der var ingen som hørte på ham. Imens de arresterede lærere blev fragtet til Nordnorge, blev arbejdet med den nye lærerorganisation afbrudt - dette kunne man blandt andet se gennem at medlemskontingentet ikke blev trukket fra lærernes løn.

Og skolerne åbnede igen efter "brændselslukningen" uden at der var sanktioner mod de lærere som ikke var arresteret, men som havde skrevet under på samme erklæring. Dette vidste fangerne i Kirkenes dog ikke noget om, og de gik et hårdt lejrliv i møde. Selvom de ikke blev udsat for den samme torturgymnastik som i Jørstadmoen, så var der fortsat mangel på lægehjælp til de syge, og maden var yderst knap. Fangerne arbejdede dagen lang med at laste både. Dagene blev til uger og ugerne til måneder, og den korte arktiske sommer gik mod sin afslutning. Nazisterne gjorde ikke flere forsøg på at tvinge folk til at trække deres erklæring tilbage.

I september blev fangerne undersøgt af en tysk læge, og resultatet var at 160 af dem blev sendt hjem på grund af deres dårlige helbred. Lidt senere blev yderligere 100 sendt hjem, og i november blev resten af gruppen frigivet. De første 160 syge fanger blev tvunget til at skrive under på at de trak deres erklæring tilbage, men disse undersk rifter forlod aldrig Kirkenes, og blev aldrig brugt som propaganda mod lærerne.

Resten af fangerne blev frigivet uden forbehold. Lærerne havde sejret, eftersom Lærersambandet aldrig blev andet end en papirorganisation, og aldrig fik nogen forbindelse til Nasjonal Samling. Det var Quisling selv som erklærede at lærerne havde vundet på et møde på en skole i Bærum den 22. maj 1942. Da sagde han de berømte ord "Det er jer lærere, som har ødelagt alt", og gav lærerne skylden for at hans "mønstersamfund" ikke kunne gennemføres.


I anledning af 75-året for de norske læreres oprør bringes dette forkortede uddrag af Majken Jul Sørensens bog "På barrikaderne for fred"


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret maj 2015 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand