FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Ikkevold som en konstruktiv kraft Ved indgangen til det 21. århundrede har menneskeheden flere erfaringer med ikkevoldelige midler i store konflikter end nogensinde før. Af Jørgen Johansen
Se temaet

Det 20. århundrede er den mest voldelige periode i menneskehedens historie. Flere mennesker er blevet ofre for organiseret vold end i nogen anden periode overhovedet.
De hundredvis af krige, folkemord, masseødelæggelses-våben, og den ulige fordeling af velstand har skabt så megen elendighed og smerte, at det er svært at finde håb for fremtiden.
Jeg vil i det følgende beskrive de få, men vigtige indsigter og spor af håb, der kan iagttages her ved århundredeskiftet. Dette vil jeg gøre med den overbevisning, at det er muligt at påvise, at ikkevold er blevet brugt stadig hyppigere i løbet af de sidste to årtier i kampe med politiske, sociale, økonomiske og religiøse mål.
Det har hovedsageligt været en pragmatisk brug af ikkevold, men det er alligevel et skridt i den rigtige retning. Jeg vil afslutte artiklen med at kigge på de aktuelle muligheder for at sprede de succesfulde kampe med ikkevold.

Voldelige konflikter i nyere tid
På det seneste, især siden den kolde krigs afslutning, har der været en tendens til flere borgerkrige og færre krige mellem stater. Disse borgerkrige er mere komplekse end traditionelle krige. Der er flere interesser involveret, og det er svært at skelne mellem ”de gode” og ”de onde”.
En af årsagerne til problemet med at skelne er, at alle parter bruger voldelige midler. Det er svært at sympatisere med de ”gode intentioner”, når civilbefolkningen i meget høj grad bliver ofre i disse krige. Antallet af civile ofre i krig er steget enormt op gennem det 20. århundrede i forhold til det samlede antal dræbte.

Nye stater fødes
En proces har forløbet de sidste hundrede år, hvorved verdens stater er blevet delt i stadig mindre enheder. Da stort set alt territorium på jorden var fordelt for over hundrede år siden, var den eneste mulighed for nye stater at splitte de gamle, hovedsageligt med voldelige midler.
Afkoloniseringen af Afrika er et eksempel på dette, men også et eksempel på, at de voldelige midler fik betydning for resultat. Det siger sig selv, at de bedste militære ledere, dem som vandt over kolonimagterne, ikke er de bedste ledere til at begynde en demokratisk udvikling.

Terminologi
Hvornår begrebet ”krig” bruges om en konflikt i den videnskabelige litteratur, afhænger ofte af beregninger på hvor mange der dræbes. Jeg modsætter mig disse typer af definitioner, hvor krig opfattes som en bestemt type konflikt. Krig er derimod én blandt flere måder at øve indflydelse på en konflikt.
Ved at definere krig som en konflikt-type risikerer man at skjule den egentlige konflikt og dermed også skjule de alternative måder at øve indflydelse på, nemlig de ikkevoldelige metoder.
Man er altså nød til at dømme midlerne, der bliver brugt i en konflikt, herunder ”krig” og ”ikkevold”, adskilt fra selve konflikten. Hvor ofte har man ikke oplevet at sympatisere med målet, men ikke midlerne i en konflikt?

Voksende brug af ikkevold
Denne artikel vil fokusere på de midler, der bruges til at skabe nye stater eller til at tage magten i eksisterende stater. Bortset fra Indien brugte de fleste frihedsbevægelser voldelige midler ind til midten af 1970erne.
De voldelige midler blev dog ofte suppleret med ikkevoldelige. Det er nemt at komme til at undervurdere omfanget af de ikkevoldelige metoder, da journalister og historikere oftest har fokuseret på de voldelige elementer.
På trods af disse vanskeligheder kan en stigning i ikkevoldelige midler observeres i de sidste to-tre årtier. Det kan skyldes større bevidsthed om ikkevold, og det stigende antal eksempler på succes med brugen heraf.

Iran
Da Shahen af Iran blev væltet i 1979, skete det efter en relativ kort periode med revolutionær opstand. Det ekstraordinære var de midler, som de revolutionære benyttede sig af. De havde i mange år udfordret den sekulære stat med væbnet modstand og guerillakrig.
Omkring 1977 organiserede oppositionen en modstandsbevægelse omkring Khomeini, der var i eksil i Frankrig. Herfra organiserede han brugen af traditionelle ikkevoldelige metoder som strejker, boykotninger, demonstrationer og civil ulydighed.
Det gamle regimes fald skete relativt hurtigt, og de revolutionære fik stort set de ændringer igennem, som de havde ønsket. Demonstranterne havde holdt fast i ikkevolden, selv når regimet havde mødt dem med våben og vold.

Polen
I 1980 begyndte de polske arbejdere i Solidaritet at kæmpe mod regimet med ikkevoldelige midler. Omfattende strejker bredte sig efter at være startet i skibsværfterne i Gdansk. Op mod 10 millioner af en befolkning på 35 millioner deltog i protesterne. Omfanget, og manglen på vold, tvang regimet til at forhandle.
Den nye frie fagbevægelse, der i noget af den efterfølgende tid blev erklæret ulovlig, og måtte gå under jorden, arrangerede en bred vifte af ikkevoldelige aktioner. Enden på det hele blev de fredelige forhandlinger, der i 1989 ledte til regimeskiftet.

Bolivia
Efter fem generalstrejker med stadig stigende deltagelse måtte generalerne træde tilbage i 1982 og give magten til dem, der havde vundet valget i 1980. Den ikkevoldelige mobilisering var startet af tre kvinders sultestrejke i hovedstaden La Paz i 1977.
Der er paralleller til udviklingen i Polen, da arbejder- og bondeorganisationer i begge tilfælde arbejdede sammen i en stærk koalition med ikkevoldelige midler.

Filippinerne
Efter 13 år med militær undtagelsestilstand opstod i februar 1986 folkelige opstande imod præsident Ferdinand Marcos. Han afholdt derefter præsidentvalg, og vandt ved hjælp af svindel. Fra prædikestolene begyndte den katolske kirke at opfordre til ikkevoldelig modstand.
Dele af hæren erklærede, at Corazon Aquino var den sande vinder af valget. Massive demonstrationer i gule T-shirts begyndte. I slutningen af februar flygtede Marcos, og Corazon Aquino blev Filippinernes retmæssige præsident.

Østeuropa
I 1989 blev regimerne i Polen, Ungarn, Østtyskland, Bulgarien, Tjekkoslovakiet og Rumænien mødt af ikkevolds-bevægelser, der underminerede ét-parti systemerne. I alle landene benyttede de folkelige bevægelser ikkevoldelige midler til at presse lederskabet.
USSR tøvede med at gribe ind, og resultatet blev frie valg. Politi og militær var trænet til at klare voldelige opstande, og havde svært ved at magte situationen med ubevæbnede demonstranter. Internationale tv-holds tilstedeværelse gjorde det endnu sværere at slå hårdt ned på demonstranterne.
Det ville være forkert alene at give de ikkevoldelige midler æren for udviklingen. Men min tese er, at disse midler havde betydning såvel for processen som for udkommet af udviklingen i Øst- og Centraleuropa.

Opdelingen af Sovjetunionen
I de tre baltiske lande holdt de folkelige bevægelser fast i en ikkevoldelig linje, selv da de blev mødt af den sovjetiske hær. Hjulpet af et politisk pres fra andre europæiske lande nåede de deres mål - autonomi.
Hviderusland og Ukraine opnåede deres uafhængighed ved forhandlingsbordet. I Tjetjenien blev resultatet derimod blodige krige med omfattende ødelæggelser, da tjetjenerne valgte at bruge våben i kampen for uafhængighed.

Delingen af Tjekkoslovakiet
De, der ville dele landet, så ikkevold som den eneste effektive metode. Ingen af parterne truede med vold, og resultatet blev opnået ved forhandlingsbordene. Det er langtfra den traditionelle måde at skabe lande på, og kan være et tegn på en kvalitativ ny måde at tænke på.

Andre politiske og sociale bevægelser
I mange konflikter i de sidste tre årtier, er både væbnede og ikkevoldelige metoder blevet anvendt. I nogle tilfælde er der skiftet strategi undervejs, i andre har man kombineret de forskellige former for kamp.

Sydafrika
Kampen for at forvandle apartheid til det frie demokratiske samfund, det nu er blevet, fandt primært sted med ikkevoldelige midler. Der er få, ikke særligt succesfulde, eksempler på, at ANC benyttede voldelige aktioner. De retfærdiggjorde i styrets øjne brugen af vold mod alle sorte personer.
Ikkevoldelige metoder, som strejker og demonstrationer, dominerede dog kampen imod apartheid, og det fik stor betydning for opbygningen af den nye stat. ANCs langvarige træning af folk i udlandet, der efter befrielsen kunne påtage sig vigtige positioner i samfundet, har været afgørende for udviklingen.
Viljen til at opbygge et nyt samfund var større end ønsket om hævn. Det demonstreres tydeligt af, at medlemmer fra den tidligere hvide regering blev optaget i den nye regering ledet af ANC. Ligeledes forfulgte Sandhedskommissionen ikke bare apartheid-styrets overgreb, men også forbrydelser begået af ANC.

PLO
Efter i lang tid at have ført en væbnet modstand skiftede PLO strategi, og introducerede i 1987 Intifadaen. Medierne fokuserede mest på stenkastende unge, men i virkeligheden indebar Intifadaen en lang række ikkevoldelige metoder såsom demonstrationer, strejker, boykotninger, passiv modstand og civil ulydighed.
Da PLO samtidig opbyggede bl.a. undergrundsskoler og alternative politiske organer, blev det en mulig forhandlingspartner for staten Israel. Oslo-aftalen havde ikke fundet sted, hvis PLO havde holdt sig til den væbnede kamp.

Kosova
Kampen for uafhængighed var i lang tid ledet af Ruguva, der inspireret af Gandhi fulgte en ikkevoldelig linje. Det serbiske styre indførte apartheid-lignende forhold for albanerne. Under Ruguva opbyggede modstandsbevægelsen et parallelt samfund med egne institutioner.
Bl.a. mangel på international støtte var skyld i, at Ruguvas ikkevoldelige strategi kun oplevede få succeser. Utilfredsheden voksede, og UCK blev hurtigt populære, da de i 1987 startede en guerillakrig for at opnå uafhængighed. Serbernes reaktion på denne strategi og NATOs bombardementer er ikke svære at genkalde sig.

De næste skridt
I det foregående har jeg i korthed beskrevet nogle eksempler på, at regimer er blevet fjernet med ikkevoldelige midler. Vi ved ikke, hvorfor disse midler er blevet brugt, og vi ved heller ikke med sikkerhed, at udkommet er blevet anderledes som konsekvens af de ikkevoldelige midler.
Det vi ved er, at et stadig stigende antal konflikter er blevet kæmpet med ikkevoldelige midler i de sidste årtier. I de fleste tilfælde har det været en pragmatisk brug af ikkevold, som intet har haft at gøre med pacifisme eller et andet menneskesyn.
Man kan skelne mellem ”ikkevoldelige teknikker” og ”ikkevoldelig livsstil”. En teknik kan man lære fra sig, men hvad med en livsstil? Jeg tror, at viden og erfaringer fra brugen af teknikkerne kan så den sæd, der kan vokse sig til en livsstil.
Vi må kritisk og fordomsfrit studere de mange eksempler på brugen af ikkevold. En stadig diskussion mellem forskere, lægmænd og aktivister må kombineres med en stadig indsats for at putte ikkevold på dagsordenen i så mange sammenhænge som muligt.
Vi må forvandle de ikkevoldelige teknikker til en ”dyb ikkevoldelig” livsstil, på samme måde som vi har set udviklingen af en ”dyb økologisk bevægelse”. Dette må gøres af dem, der har en klar forståelse af forskellen mellem teknikker og livsstil, dem der har en dyb forståelse for Gandhis idéer.
Det 20.århundredes eksempler på brug af ikkevold må analyseres for at forstå forholdet mellem de midler, der bliver brugt, og de resultater der kommer ud af det.
Dette forhold er nok mere kompliceret end den populære opfattelse af sammenhængen mellem midler og resultat. Da oppositionen i Iran startede en ikke-væbnet revolution, blev resultatet ikke ligefrem et typisk ikkevoldeligt samfund.

Udvikling af teori
Forholdet mellem de midler, der bruges i konflikter og de resultater, der kommer ud af det på lang sigt, har ikke modtaget særlig megen opmærksomhed. Det er nødvendigt at fredsforskere, og de der er involveret i konfliktløsning, undersøger denne sammenhæng, og udvikler teorier på området.

Konklusion
Ved indgangen til det 21. århundrede har menneskeheden flere erfaringer med ikkevoldelige midler i store konflikter end nogensinde før. For at lære fra disse eksempler er det nødvendigt med intensive studier af disse konflikter, og de midler der er blevet brugt i dem.
Hvis vi ønsker at fremme brugen af ikkevoldelige midler, må forståelsen af sammenhængene mellem resultater og midler være tilgængelige for alle de, der i fremtiden ønsker at få personlig magt, eller søger at forbedre deres livssituation, og for det stigende antal forskere, der beskæftiger sig med konfliktløsning og udviklingsteori.

Jørgen Johansen arbejder i Institutionen för Freds- och Utvecklingsforskning ved Göteborg Universitet. Teksten er et sammendrag af Jørgen Johansens artikel ”Nonviolence as a constructive force”, oversat af Kasper Verdel Rasmussen.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand