FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Send 1000 bedstemødre! Feministisk-pacifistiske interveneringer er anderledes, fordi de anerkender sammenhængene mellem patriarkalsk dominering og krig. Af Kate Witham
Se temaet

"Send 1000 bedstemødre", sang Holly Near som svar på NATOs bombning af Jugoslavien - en vidunderlig inspirerende ide, som måske ikke er så bizar, som den lyder.
Det er bestemt ikke noget nyt forslag, selvom kvinders ikkevoldelig interveneringer diskuteres så sjældent, at du vil blive tilgivet for at tro, at det er. Er der så noget specielt ved kvinders ikkevoldelige interveneringer? Jeg antyder ikke, at kvinders projekter er anderledes, bare fordi de bliver gjort at kvinder.
Mange af disse projekter er overfladisk magen til projekter med begge køn, men når ikkevoldelige interveneringer foregår med en feministisk-pacifistisk tilgang, kan der blive kastet nyt lys over dynamikken, principperne og effektiviteten.

Offentlig og privat vold
Feministisk pacifisme medfører, at de sammenhænge der er mellem maskulinitet, militarisme, patriarkalsk dominering og krig - og vigtigheden af at eliminere både offentlig og privat (politisk og hjemlig) vold - kommer frem.
Mange feministiske principper er blevet inddraget i dele af den ikkevoldelige bevægelse. Dette bliver reflekteret i grupper som Balkan Peace Team, der arbejder med konsensus, uden hierarki, balance mellem kønnene på deres hold, og arbejder aktivt for at vise modeller for ikke-sexistiske måder at samarbejde på.
Mange ikkevoldelige interveneringsprojekter indeholder alligevel skjult eller direkte sexisme, eller gentager stereotype kønsroller. På Mir Sada fredsmarchen til Bosnien i 1993 var det f.eks. mænd, som dominerede gruppediskussionerne og patruljerede lejren om natten.
Jeg kan huske adskillige græsrods-nødhjælpsorganisationer, hvor kvinderne laver det meste af indsamlingen og sorteringen af bidragene, mens mændene dominerer (de mere spændende og magtfulde opgaver) med levering og distribuering.
Mange af eksemplerne på feministiske ikkevoldelige interveneringer har humanitær hjælp som en central komponent; et materalistisk-feministisk perspektiv (kvinder tager mindre del i at skabe krig, og deres kønsbaserede lidelser går stort set ubemærkede hen) tilføjer helt sikker noget til debatten om humanitær hjælp.

Dynamikken mellem kønnene
"Women in Black" har bemærket den vigtige forskel mellem store nødhjælpsorganisationer, der fanger modtagerne ind i en afhængighed, som gør dem endnu mere hjælpeløse - og grupper, der arbejder efter mere feministiske principper og bruger nødhjælp som et værktøj, der skal gøre modtagerne i stand til at klare sig selv, og genoprette anstændighed, valg og kontrol.
Jeg har ikke fundet nogle eksempler på permanente fredshold, som kun har kvindelige deltagere. Kan dette være fordi feministiske interveneringer er mindre egoistiske eller glamourøse, og har mere realistiske mål - eller er de simpelthen uønskværdige, fordi hold med begge køn er mere effektive?
Er hold med en ligelig kønsfordeling simpelthen en tom gestus for at være politisk korrekte? Kønsdynamikken på fredshold trænger til at blive undersøgt for at udforske relationerne indenfor holdet og med målgruppen - hold med udelukkende ét køn udfylder måske også et behov.
At beskytte sårbare aktivister gennem "ledsagelse" bliver gjort effektivt gennem ubevæbnede bodyguards, fordi de repræsenterer den indflydelse, deres hjemlige regering kan udøve, hvis de - eller de mennesker, de ledsager - bliver angrebet.
Måske er kvinders interveneringer mindre effektive i patriarkalske samfund, fordi kvinder har mindre politisk magt - fordi den hjemlige regerings bekymring er mindre - hvilket kunne gøre de potentielle konsekvenser mindre.
I situationer som f.eks. på Haiti, hvor regeringen bruger voldtægt og seksuelle mord som et middel til politisk undertrykkelse, kunne ledsagelse af kvinder blive set som et problem, men ikke nødvendigvis uhensigtsmæssig.

"Det svage køn"
Man kan også argumentere for, at kvinder løber en mindre risiko ved intervenering i en konfliktzone, på grund af maskuline idéer om at beskytte "det svage køn" - eller i det mindste bliver de anset for at være en mindre trussel, og sandsynligheden for at de bliver forvekslet med fjenden mindskes derved.
Alligevel opdagede kvinderne ved Greenham Common, at når vi træder ud af vores accepterede roller og udfordrer patriarkatet, er svaret fra mænd og staten ekstremt og voldeligt.
Fredshold bliver beskyldt for at være imperialistiske og racistiske, fordi de hovedsaligt besår af hvide fra "elite" lande. Virginia Wolf foreslog, at siden kvinder er andenrangsborgere i et patriarkalsk stat, har nationalgrænser mindre betydning for dem: "Som kvinde har jeg ikke noget land ... mit land er hele verden"
Kan dette bidrage til, at kvinders interveneringer er mindre imperialistiske - bare en anden del af kampen mod patriarkalsk vold - og derfor tillade en større solidaritet og partnerskab mellem de, som intervenerer, og de lokale aktivister.

Seksuel vold
Den gensidige støtte i Women in Blacks netværk, antyder at sådanne forhold er relevante i feministiske interveneringer. Måske er idéen om intervenering i "andre menneskers konflikter" mindre relevant for kvinder - grænser er irrelevante, når den største trussel kvinder står over for i hvert eneste land er seksuel vold fra mænd, i såvel krig som "fred".
Måske er idéen om intervenering i "andre menneskers konflikter" mindre relevant for kvinder - grænser er irrelevante, når den største trussel kvinder står over for i hvert eneste land er seksuel vold fra mænd - i såvel krig som "fred".
En feministisk definition af fred ville inkludere fraværet af bevæbnet og kønsrelateret konflikt såvel i hjemmet, som lokalt og globalt. Der er mange emner om køn som bør undersøges i forhold til temaet interveneringer.
Uden en analyse med specifik fokus på forhold omkring køn, vil kvinders erfaringer og behov blive marginaliseret, og de er alt for vigtige, interessante og inspirerende til at blive det.
Forhåbentlig har jeg provokeret til eftertanke uden at være for provokerende: Måske er der ikke nogen dybsindige konklusioner at drage, men det ser ud til at være værd i det mindste at stille nogle spørgsmål - jeg imødeser kommentarer og diskussion.

Kate Witham er tidligere medlem af et hold af fredsaktivister. Artiklen er fra Peace News december 2000 og er oversat af Majken Jul Sørensen.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand