Fornærmelser af det tyske forbundsværns ære

Opdateret september 1997: Pacifister fortsat farlige i 1997
 
Siden den kolde krigs ophør har den tyske regering mindsket forbundshærens størrelse. I takt med at hæren i de senere år er blevet formindsket, er officerernes accept af kritik blevet tilsvarende mindsket med udgangspunkt i en retssag om et citat af den tyske antimilitarist Kurt Tucholsky, som hævdede, at "soldater er mordere". Et lovforslag rettet mod ærekrænkende ytringer overfor det tyske forbundsværn, kommer den 15.3.96 til førstebehandling i forbundsddagen.
Hvilken ære har det tyske forbundsværn? Forbundsværnet er oprettet i 1949 og dens soldater har ikke officielt deltaget i væbnede konflikter. Altså har forbundsværnet ingen ære af deltagelse i krig. Er det forbundsværnets forgængeres ære der skal forsvares? Tænker man på æren over Kejserrigets nederlag under første verdenskrig? Æren over Kapp-kuppet i 1920? Æren over de private paramilitære korps i Weimarrepublikken, eller nazisternes militærapparats ære?
Man kan frygte, at hvis lovforslaget bliver vedtaget, forringes mulighederne for at føre en saglig politisk debat om Tysklands fremtidige udvikling og herunder tysk militarismes fremtid. Det vil, hvis lovforslaget omsættes i lovgivning f. eks ikke længere være mulig at omtale Tyskland som landet, hvor kanonerne blomstrer.
 

Et meget ungt demokrati

Tyskland, har historisk set ikke en lang tradition for demokrati. Diktatoren Bismarch og hans arvetagere bestemte udviklingen i Tyskland langt op i tiden efter forbundsrepublikkens indførelse. Preussen blev indbegrebet af et samfund der var gennemsyret af militarismen og alt dens væsen.
På grund af militarismen, våbenfabrikanterne som kanonkongen Krupp, militærfolkene og politikerne var der enkelte fredsgrupper og nogle meget aktive pacifister og antimilitarister i Tyskland før første verdenskrig. Af de borgerlige pacifister kan specielt nævnes de dengang verdensberømte forfattere Bertha von Suttner og Alfred Fried som lagde et enormt arbejde i at grundlægge fredsarbejdet i de tysktalende lande.
Kulminationen på de borgerlige pacifisters arbejde kom i 1908 med den anden Haag-konference, hvor man fik vedtaget enkelte begrænsninger og regulativer for krigsførsel. Men generelt var de borgerlige pacifister accepterede medlemmer af et borgerligt samfund, det samme kan man ikke sige om de socialistiske antimilitarister som var meget skarpere i deres analyser af den politiske anvendelse af militarismen.
Den socialdemokratiske antimilitarist Karl Liebknecht skrev i 1907 klassikeren "Militarismus und anti-Militarismus" = militarisme og antimilitarisme (oversat til svensk), hvilket ikke bekom militærmyndigheder i Berlin vel. Honoraret for forfatterskabet blev takseret til halvandet års fængsel for højforræderi. (Liebknecht, Karl: Militarismus und Antimilitarismus unter besonderer Berüsichtigung der internationalen jugendbewegung. - Berlin ; Leipzig: A. Hoffmann Verlag ; Leipzig buchdrückeriaktiengesellschaft. 1907. vii, 129 s. og Der hochverratsprozess gegen Liebknecht vor dem Reichsgericht; Verhandlungs-berichtnebst eimen Nachtword. - Berlin : Buchhandlung, 1907. - 87 s.).
Senere, under første verdenskrig, forbydes fredsbevægelser og antimilitaristiske organisationer i en lang række af de krigsførende lande, herunder Tyskland. Krigsmodstand var, ifølge myndighederne, lig med højforrædderi, en anklage Karl Liebknecht som rigsdagsmedlem igen måtte forsvare sig imod i 1916. Ikke for som det eneste medlem af Rigsdagen at have stemt mod krigsbevillingerne i december 1914, men fordi han 1. maj 1916 havde tilladt sig at uddele antimilitaristisk litteratur under en demnstration i Berlin. Liebknecht blev i retten idømt seks år almindeligt fængsel, og blev desuden fradømt sine borgerlige rettigheder. Liebknecht løslades i forbindelse med novemberrevolutionen i 1918, kaldet Spartakus-oprøret. I januar 1919 dræbes Karl Liebknecht sammen med Rosa Luxemburg, Hans Paasche og andre antimilitarister af højreorienterede officerer (Carsten, F. C.: War against War : British and German Radical Movements in the first World War. London: Batsfield Academic and Educational Ltd. 1982 - 285 s. ; specielt s. 85 ff.)
 

Nazisternes forfølgelse af pacifister

I Veimartiden frem til 1933 blomstrede politisk kaos. På grund af fredsbetingelserne efter første verdenskrig måtte tyskerne afruste størstedelen af de væbnede styrker, hvilket mange militærfolk var imod. Det blev lavet en masse paramilitære organisationer.
Også pacifisterne organiserede sig. Erfaringerne fra første verdenskrig blev opsummeret i parolen Nie Wieder Krieg og betød klarere markeringer af modstanden mod militarismen, oprustningen, våbenfabrikanterne osv.
Pacifismen i Tyskland voksede så meget, at nazisterne senere kunne udarbejde en bibliografi over tysksproget pacifistisk tidsskriftlitteratur som udgives i 1938: Reichel, Karl Ferdinand: Die Pazifistische Presse : Eine Übersicht über die in deutscher Sprache im In- und Ausland bis 1935 veröffenlichten pazifistichen Zeitschriften und Zeitungen. - Würzburg : Konrad Trilsch Verlag, 1938. - 96 s. ; Zeitung und Leben : Schriftenreihe Herausgegeben von: univ.-Prof. Dr. Karl d'Ester, Direktor des Instituts für Zeitungswissenschaft an der Universität München ; 61). Hvorvidt der er udarbejdet litteraturlister over andre pacifistiske publikationsformer vides, i skrivende stund, ikke.
Allerede under rigsdagsbranden i februar 1933 arresterede nazisterne mange kendte tyske pacifister så som Carl von Ossietzky, Ernst Togler og Ludwig Renn m.fl.
Nazisternes begrundelse for arrestationen af pacifisterne var den, at pacifisternes afslørende virksomhed, som i morgenudgaven af "Völkischer Beobacther" den 28. marts 1933, kaldes "jødisk skrækpropaganda", som skadede "tyske interesser" ved at være en trussel mod nazisternes egen kaprustning. Denne var desværre for dem, blevet afsløret i det pacifistiske tidsskrift "Die Weltbune", allerede i årene forinden nazisternes statskup, hvilket medførte frihedsberøvelse af den senere nobelfredsprismodtager Carl von Ossietzky.
Det var dog ikke alle pacifister, der blev arresteret af nazisterne.
Nogle af pacifistene var så heldige eller forudseende at emmigrere, men "myndighederne" i Berlin forsøgte at ramme de politiske flygtninge på en anden måde. Tyske pacifistiske flygtninge fik i løbet af trediverne både frataget deres statsborgerskab og deres ejendom i Det tredie Rige. Blandt disse pacifistiske, statsløse tyske emmigranter, kan nævnes Albert Einstein, journalisten Friederich Wilhelm Sollman, Dr. Friedrich Wilhelm Foester, Otto Lehman Rusßblütt (Politiken 26. 8. 1933), Kurt Tucholsky samt medlemmerne af kunstnergruppen Das junge Rheinland. Museumsmanden Ernst Frederich' fredsmuseum i Berlin blev beslaglagt og lavet om til et SA-soldaterhjem (B70. 1990:12. s. 647-648. Se også Finn Helds artikler "Fredsmuseerne i Berlin" og "Ernst Friederich - en pacifistisk museumsmand". (Ikkevold 1989:1. s. 16-20).

 

Fortsat farlige i 1997

Carl von Ossietzky var blevet idømt 18 måneders fængsel af dommer Otto Baumgarden i Berlin i november 1931 for en afslørende artikel i Weltbühne om den hemmelige tyske oprustning.
Ossietzky blev kendt skyldig som forræder, idet han, ifølge en lov som var trådt i kraft lige før første verdenskrigs udbrud, "havde formidlet militære informationer til en udenlandsk magt". Artiklen som blev trykt i Weltbühne den 12. marts 1929 afslørede det tyske Rigsværns forsøg på at opbygge et luftvåben, hvilket i sig selv var forbudt både ifølge Versailles traktaten efter første verdenskrig og også efter en tysk lov fra 1926.
Man kan altså konkludere, at Carl von Ossietzky efter international lov havde ret til at offentliggøre artiklen.
Carl von Ossietzkys datter Rosalinde forsøgte i 1991, efter den tyske genforening, at få rehabiliseret sin fader. Ved en domstol i Berlin tog sagen en overraskende vending, idet sagen blev underkendt. Man fastholdt, at dommen fra 1931 var lovlig, og at Carl von Ossietzky havde "truet rigets sikkerhed". Rehabiliseringssagen er nu anket til den tyske højesteret.

---

 

Udvalgt litteratur som viser vej til nogle af de tyske fredsorganisationer i mellemkrigsårene.

1. Ammundsen, Valdemar:
   Krig og krigsførende Kristne : Strejflys fra Tyskland, Frankrig, England / Valdemar Ammundsen. - København : Gad, 1916. - 266 s.
   
   
   
2. Bjørke, Harald:
   Bertha von Suttner : I kamp mot våpene / Harald Bjørke. - Oslo : Folkereisning mot Krig, 1989. - 82 s. : ill. . - ISBN82-1990409-41-9
   
   
   
3. Faßbinder, Clara Marie:
   Bertha von Suttner und ihre Töchter : Ein Versuch : Das Leben der Friedensnobelpreisträgerin und ihr große Zeil : Die Frauenbewegung in Deutschland und der Friedensgedanke : Die friedensarbeit der deutschen Frau in unser Zeit / Clara Marie Faßbinder. - Gelsenkirchen : Westdeutsche Frauenfriedenbewegung, 1964. - 50 s. : ill. ; 24 cm.
   
   
4. Fried, Alfred Hermann:
   Handbuch der Friedensbewegung : Erster Teil: Grundlagen, Inhalt und Ziele der Friedensbewegung Zweiter Teil: Geschicte, Umfang und Organisation der Friedensbewegung / Alfred Hermann Fried ; [introduction] Daniel Gasman. - New York : Garland Publishers, 1972. - xv, 269 + 492 s... Genoptryk af anden udgave, 1911-1913. ; The Garland Library of War and Peace). - ISBN 0-8240-0240-7
   
   
5. Hafner, Sebastian:
   Revolutionen der blev forrådt : Tyskland 1918/19 / Sebastian Hafner. - København : Det Schønbergske Forlag, 1971. - 186 s. - ISBN 87-570-0552-4
   
   
6. Hallgarten, Constance:
   Als Pazifistin in Deutschland : Biographische Skizze / Constance Hallgarten. - Stuttgart : Conseil Verlag, 1956. - 112 s. : ill. ; portræt.
   
   
7. Baurmeister, Anette [ed]:
   Das Junge Rheinland : Eine Friedensidee / [redaktør] Anette Baurmeister ; Inge Bodesohn-Vogel. - Düsseldorf : Stadtmuseum der Landhaupstadt Düsseldorf ;Claassen, 1988. - 174 s. : ill. ; 30 cm. - ISBN 3-546-47772-3
   
   
8. :
   Das Junge Rheinland : - en fredsidé / . - Holte : Gl. Holtegaard, 1990. - 30 s.
   
   
9. Lauritsen, Susanne:
   Om den antifascistiske arbejdermodstand i Tyskland 1933-1939 / Susanne Lauritsen ; Bente Jensen ; Vibeke Kold. - : , 1986. - 59 s. : ill.
   
   
10. Moltke, Kai:
    Vesttysklands nazigeneraler og Danmark / Kai Moltke. - København : Tiden, 1951. - 32 s.
    
    
11. Niemöller, Martin:
    Tysklands Skyld, Tysklands Haab og Tysklands Skam / Martin Niemöller. - København : De unges Forlag, 1946. - 48 s.
    
    
12. Ossietzky, Carl von:
    227 Tage im Gefägnis : Briefe, Texte Documente / Carl von Ossietzky ; [ed] Stefan Berkholz ; [forord] Oscar Lafontaine ; ["Der Weltbühneprozeß von 1931"] Ingo Müller. - Darmstadt : Luchterland Literaturverlag, 1988. - 318 s. : ill. - ISBN 3-630-86670-0
    
    
13. Ossietzky, Carl von:
    Carl von Ossietzky : 1889-1938 : Ein Lebensbild : "Von mir ist weiter nichts zu sagen" / Carl von Ossietzky ; [ed] Richard von Soldenhoff. - Weinheim*Berlin : Quadriga, 1988. - 336 s. : ill. ; 30 cm. - ISBN 3-88679-173-4
    
    
14. Kjelling, Anne Cecilie [ed]:
    The Peace History Commission. IPRA/Malta 31 Oktober - 4 November 1994 Papers / [ed] Anne Cecilie Kjelling et al. - Oslo : , 1995. - 204 s. ; 30 cm. (Artiklel om Hans Paasche).
    
    
15. Raloff, Karl:
    Et bevæget liv : Fra kejserrige og Weimarrepublik til et nyt Tyskland / Karl Raloff. - København : Fremad, 1969. - 204 s. : ill.
    
    
16. Scholl, Inge:
    Die Weisse Rose / Inge Scholl. - København : Aschehoug, 1995. - 79 s. : ill. ; Easy Readers). - ISBN 87-11-08838-9