Genfundet vers til PH-vise

Den oprindelige version af "Man binder os på hånd og mund" er dukket op - med endnu mere krigsmodstand.

Af Tom Vilmer Paamand - 2007. Tilrettet i 2025.

Se temaet

Visen "Det gælder kærlighed og krig" skrev digteren og debattøren Poul Henningsen i 1940. Den blev straks censureret, og genopstod i mere afdæmpet udgave, med det nu så velkendte omkvæd og titel: "Man binder os på hånd og mund".

Nu er den oprindelige version dukket op igen. Visen er skrevet så elegant, at den dengang var en protest mod den tyske besættelse af Danmark, og i dag fortolkes bredt og smukt ud fra dens overvejelser om (k)ærlighed og svig. Dens bredde skyldes at censuren klippede et vers ud, der nu er ukendt for de fleste:




Sel’ når skib på skib går ned, og land på land bliver slettet ud,
handler man af ædelhed og ber til hver sin gud.

Fredstraktater, venskabspagt, det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt i angstens desperate mod.

Det gælder kærlighed og krig, at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn’skenes ord.

Hva’ hjalp de håndslag som I gav, for den der står ved mandens grav?
Et menn’ske er nul mod den hellige jord.

Angst for vore fjender? Ja - men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os og kalder sig for ven.

Det gælder alle tiders krig, at garantier kun er svig,
og ingen kan stole på staternes ord.




Ordene i det ukendte vers falder meget godt i tråd med resten af teksten, men er noget mere direkte i sine henvisninger til den aktuelle situation under besættelsen (for eventuelle yngre læsere - altså den af Danmark i 1940erne, ikke den danske besættelse af Irak).

Visen blev skrevet til revykomedien "Dyveke". Det nu ukendte tredje vers blev slettet af censuren, og PH skrev et nyt andet vers om ægteskabet som erstatning. Det er sandsynligt, at han bevidst har skrevet det første udkast, således at der kunne være noget for censuren at slette, hvilket måske ville gøre det lettere for resten af visen at slippe igennem. I hvert fald gjorde PH intet for at genindsætte det efter besættelsen.

Versene fungerer dog også fint i sammenhæng, og det er synd fortsat at censurere visen. Det genfundne vers trækker noget af det almengyldige ud, men styrker dens krigsmodstand. Nedenstående er en sammenarbejdet version, som PH aldrig selv udgav - med de ordvalg, der så ser passende ud lige nu. Forhåbentlig vil mange kunstnere fremover tage det med, når de synger visen til Kai Normann Andersen smukke melodi.




Man binder os på mund og hånd (med ukendt vers 3)

1.

Gribe efter blanke ting
vil hvert et lille grådigt barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefar’n.

Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindu’s paradis:
Helle - helle - det er mit!
Og livet går på samme vis.

Man binder os på mund og hånd
med vanens tusen’ stramme bånd,
og det er besværligt at flagre sig fri.

Vi leger skjul hos en, som ved
at skærme os mod ensomhed,
med søde kontrakter,
vi luller os i.

Kunne vi forbyde de tre ord:
jeg lover dig,
var vi vist i kærlighed
på mere ærlig vej.

De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
til glæden er borte og alt er forbi.

2.

Kærlighed og ægteskab -
hva’ kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.

Elskov er den vilde blomst.
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen’ fine bånd
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.

I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne,
fortrampede sti.

Du må ikke eje mig.
Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja
og ikke nej.

De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig, jeg ka’ li’.

3.

Sel’ når skib på skib går ned,
og land på land bliver slettet ud,
handler man af ædelhed
og ber til hver sin gud.

Fredstraktater, venskabspagt,
det er papir, der koster blod.
Svaghed væbner sig mod magt
i angstens desperate mod.

Det gælder kærlighed og krig,
at alle løfter kun er svig,
og ingen kan stole på menn’skenes ord.

Hva’ hjalp de håndslag som I gav,
for den der står ved mandens grav?
Et menn’ske er nul
mod den hellige jord.

Angst for vore fjender? Ja -
men mere angst for den
stormagt som vil hjælpe os
og kalder sig for ven.

Det gælder alle tiders krig,
at garantier kun er svig,
og ingen kan stole på staternes ord.



4.

Møde hvad der venter os,
og ingen ved, hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hvad der så forestår.

Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det bli’r ved.
Søge fred, idet vi ved,
at vi har ingen krav på fred.

Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri.

Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper
for det, vi ka’ li’.

Den, som holder sjælen rank,
kan aldrig blive træl.
Ingen kan regere det,
som vi bestemmer sel’.

Det lover vi med hånd og mund,
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.






Masser af varianter!


Visen er fortsat velkendt uden krigs-verset, og med diverse små ændringer. De sammenskrevne vers her på siden læner sig mest op ad et meget åbenmundet foredrag, som PH holdt i 1941 - samt Kjeld Abells manuskript til "Dyveke". Alt er lidt forskelligt, fx hos Abell står der, tydeligvis ved en fejl, "binde andre ting med en ring".

Ikke alt i den første ucensurerede udgave var bedre. Omkvædet i alle vers var variationer over krigs-versets: "Det gælder kærlighed og krig, at alle løfter er kun svig ...". En anden markant forskel er at linjerne "Vi leger skjul ..." tidligere var "Af angst for livets eget sus, bedøver vi os i en rus, af søde kontrakter og løgne, vi tror". Samt ikke mindst, at "Kunne vi forbyde de tre ord: Jeg elsker dig, var vi vist i elskovskunst på mere ærlig vej."

På den originale grammofonplade med Liva Weel springes det provokerende vers om ægteskabet over - til gengæld synger hun mere mundret "til glæden er borte og alt er forbi", hvor PH skrev "alting forbi". Og hun synger i første vers ikke om "vanens tusen stramme bånd", men om dens "fine bånd", hentet fra ægteskab-verset.

Både i de to bogudgaver og i Liva Weels version, bruges "lille grådigt barn", men dette ses ofte byttet til "grådigt lille". Ægteskabsverset citeres af og til forkert som "kærlighedens tomme gab" i stedet for "kedsomhedens". Der er også variationer, hvor "pligternes tvungne, fortrampede sti" bliver til "pligternes travle". Endelig skrev PH "jeg svor", som mest er blevet til "vi svor"...

Også det tilføjede vers 3 findes i variationer. I stedet for "handler man af ædelhed" kan stå "af ærlighed". PHs linje "fredstraktater, venskabspagt" bliver til "fredstraktat og venskabspagt", og "for ven" til "vor ven". Desuden brugte PH ofte "a" som "at", hvilket er moderniseret her, samt også tegnsætningen. Det samme gælder fx hver/hvert, hva/hvad, ka/kan, kunde/kunne og lignende, og så er der her indsat apostroffer i hans mange forkortede ord.

Min sammenskrivning af PH-teksten er refereret mange steder på nettet. Jeg vil udfra ovenstående konkludere, at der ikke findes en "ægte" version, med eller uden krigsverset. PH har (nok) også selv løbende rettet lidt i sine egne ord, ligesom mange sangere gør, for at få teksten til at flyde bedre...


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2007 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >