FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Sygelig mistænksomhed Det må sikres, at de der arbejder i PET ikke lider af galopperende fantasi. Af Svend Haugaard - 15/3 1998
Se temaet

Det er langtfra første gang, at Politiets Efterretningstjeneste kommer under berettiget kritik. Tilbage til 50erne stod det klart for os, der havde med fredsarbejde at gøre, at der kom personer til møderne, som havde travlt med at finde ud af navnene på mødets deltagere og skrive dem ned. Ad omveje fik vi at vide, at Politiets Efterretningstjeneste fra sessionerne fik navne opgivet på de værnepligtige, som havde nægtet militærtjeneste.
Vi prøvede ad forskellige veje at protestere over for myndighederne. Vor påstand om, at lovlig virksomhed blev registreret blev benægtet. I januar 1964 skrev jeg til både statsminister Jens Otto Krag og justitsminister Hækkerup og anmodede dem om at gribe ind mod misbrugere. Den særlige anledning var oplysning om, at en ung biolog var nægtet ansættelse i Grønland, og han havde under hånden fået at vide, at det skyldtes hans militærnægtelse. Eneste svar fra de to ministre var embedsmændenes kvittering for brevmodtagelse.
Så protest over for grønlandsministeren, som afviste den påståede begrundelse. Men da sagen kom kritisk frem både i radio og presse, ombestemte man sig og antog alligevel biologen.

I det røre sagen skabte fik vi en række henvendelser, så vi følte os sikre på PETs uheldige virksomhed. Jeg skrev igen til justitsministeren og meddelte, at jeg forventede ved næste valg om kort tid at blive valgt til Folketinget og mente derfor at mine vælgere burde have besked om, hvad der stod om mig i PETs kartotek. Intet svar.
Derimod strømmede det ind med oplysninger fra folk, som følte sig iagttaget ubehageligt af efterretningstjenesten, og det blev muligt at danne sig et mønster af risikoen for at komme i kartoteket. Det drejede sig om alle venstreorienterede grupper. Om underskrivere af fredsappeller og antimilitaristiske læserbreve samt talere og diskussionsdeltagere i fredsmøder. Endvidere fremtrædende medlemmer af fredsorganisationer som "Aldrig Mere Krig" og "Kampagnen mod Atomvåben". Også abonnenter på fredsblade kom med og ligeledes modtagere af blade fra Øst-landenes ambassader, selv om materialet var sendt uden opfordring fra modtager. Selv esperantister og andre, der korresponderede med folk fra "mistænkelige lande" blev placeret i kartotek, og de, der var modige nok til at rejse til disse lande fik deres pas affotograferet.
Som medlem af Folketinget lidt senere på året blev der lejlighed til flere spørgsmål til justitsministeren. Svarene var ikke just klare, men det blev indrømmet, at efterretningstjenesten havde et kartotek, og man ville se på, om der var baggrund for en opstramning. Flere spørgsmål det næste par år og samme svar - uden virkning.

I November 67 blev der fremsat et radikalt forslag til folketingsbeslutning om "Sikring af privatlivetes fred og den enkelte borgers demokratiske rettigheder". Forslaget omfattede også telefonaflytning og de private oplysningsbureauer, der mod betaling gav - ofte helt udokumenterede oplysninger - videre.
Der blev nu givet løfte om en kritisk vurdering af metoder og en rimelig udlugning, og der blev nedsat et folketingsudvalg til at se på sagen.
Det nåede frem til, at der skulle være parlamentarisk kontrol til sikring af, at lovlig politisk virksomhed ikke blev registreret.
Sikkerheden for, at det ville ske effektivt kom dog først med regeringsskiftet i 1968 da Krag blev afløst af Hilmar Baunsgaard. På et spørgsmål fra mig erklærede han på den samlede regerings vegne (VKR-regeringen) : "Der kan herefter ikke finde registrering sted på grund af nogen form for legal politisk virksomhed".
Rygterne fortalte, at der på dette tidspunkt var 3-400.000 danske borgere i kartoteket. Karl Skytte foreslog at de mange kort skulle brændes offentligt under pressens tilstedeværelse. Det ville PET-folkene dog ikke være med til, men de lovede via ministeren, at de selv ville sørge for tilintetgørelse.
Dette skete dog næppe i forsvarlig grad. Der kom fortsat beviser på urimeligheder, og sagen blev derfor igen taget op af de radikale i 1972. Resultatet blev et særligt politisk udvalg, som på offentlighedens vegne skulle følge både PETs og den militære efterretnings registrering.
Det hjalp en tid, men skiftende justitsministre har været for svage i deres krav om reglernes overholdelse, og åbenbart er PET en arbejdsplads, hvor man fristes til at producere fjender, der skal i kartotek.

Det bør sikres, at de, der beskæftiger sig med efterretningstjeneste ikke lider af løbsk fantasi og sygelig mistænksomhed. De opgaver, de må påtage sig, skal klart præciseres, og reglerne herfor offentliggøres.
Og der må sikres et kontroludvalg af besindige folk, som fuldt ud forstår hvilke krav der stilles til demokratiske menneskerettigheder.
Det må ikke overlades til politiets eget skøn, for så risikerer vi noget, der ligner CIA i USA.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret april 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand