FRED.dk 2009: Det glade anarki - og statens provokationer

	FRED.DK
	FRED.DK

< FRED.dk

Hvem vogter vogterne?

Søg - Oversigt >

		Det glade anarki - og statens provokationer PET overvejede selv at smide med bomber, for at se anarkisternes reaktion. Af Tom Vilmer Paamand - august 2009			Tryk her for at se en liste med alle artikler i temaet.

Al Magt Til Fantasien, Under Asfalten Gror Græsset og ikke mindst Anarki Og Kærlighed. Det var sådanne spraglede og livsglade budskaber, der samlede os anarkister i Århus.

Hvis jeg ikke kan danse til den, er det ikke min revolution, sagde Emma Goldmann en gang. Vi dansede til vilde fester. Dannede Sammenslutningen Af Bevidst Arbejdssky Elementer, der holdt støttefest for strejkende kulminearbejdere - til almindelig forvirring for alle parter. I 1977 var den anarkistiske Bogcafé Regnbuen blomstret op i Århus. Navnet kom fra Hopi-indianernes profetier om et nyt og bedre samfund.

Byens anarkister og deres farverige aktioner gav ofte genlyd i medierne, men bogcaféen blev først rigtigt landskendt mange år senere, da PETs hemmelige agent stod frem. Anders Nørgaard udspionerede Regnbuebevægelsen lød omtalen, men en sådan ensartet gruppering eksisterede ikke. Regnbuen var en bogcafé og en broget skare meget forskellige individer løst samlet omkring diverse anarkistiske ideer.

Berlin, Belfast, Brabrand!
Regnbuen solgte obskure bøger og blade, og var ofte det eneste sted med de mere sjældne af slagsen. Her var friske nyheder fra det meste af verden gennem internationale netværk som IWGIA og Ekomedia. Og en langt mere selvironisk end reel oplevelse af, at Århus var med i den internationale kamp: Berlin, Belfast, Brabrand!

På hylderne stod Rote Armé Fraktions skrifter, men det gjorde pacifisternes blade og bøger også. Det grundlæggende var, at alle kunne samles omkring caféens bord - diskutere ideer og metoder, og være rå-rygende uenige. Bogcaféen havde sine op- og nedture, men gode folk fik overraskende styr på regnskabet, og overskud nok til at caféen havde en flot bogsamling. Regnbuen lukkede først efter ti år på grund af problemer med en voldsomt stigende husleje.

PET var generelt vagtsomme over for anarkismen, der sigter mod afskaffelsen af staten og mod den økonomiske, helt igennem frie organisering af folket, en organisering fra neden og opefter, som den helt korrekt beskrives i beretningen - men fortsættelsen er, at for at gennemføre denne politik vil man, hvis det er nødvendigt, anvende voldelige midler, hvilket historien har vist ved flere lejligheder.

En sådan helt fritsvævende begrundelse var den juridiske undskyldning for en generel overvågning af enhver form for anarkisme. Således var vi ret fredelige væsener i Anarkistisk Føderation I Danmark udsat for en større efterforskningsoperation med forbindelser til udlandet. PETs frygt kan skyldes, at nogle anarkister støttede den konkrete samfundskritik i RAFs skrifter, men samtidig tog afstand fra tyskernes totalitære marxisme. En skelnen der lå langt over PETs fatteevne.

Brand i gaden
I 1981 trak også Regnbuen nye interesserede til, da PET intensiverede overvågningen af anarkisterne i Århus. Der havde været nogle mistænkelige småbrande og brandattentater, uden klart motiv. Men en ukendt organisation kaldet Danmarks Socialistiske Befrielseshær tog ansvaret - og politiet tog dem alvorligt, selv om både aktioner og manifester lignede en dårlig parodi.

PET aflyttede kollektivernes telefoner i og udenfor anarkistmiljøet, men uden resultat. Nu blev Terma og en anden våbenfabrik ramt med Molotov-cocktails, men det var en ny aktør, gruppen Saftevandsfronten, der tog ansvaret. PET havde udpeget nogle mistænkte, som de lidt selvmodsigende kaldte for Den Centrale Anarkistgruppe. Grupperne i det anarkistiske miljø opstod og forsvandt, og skiftede navne, struktur og personer på en for politiet helt ukendt maner.

En del af brydningerne indenfor Regnbuen var mellem de mere klassiske anarkister, og andre mere elitære leninist-agtige grupperinger. Regnbuens fællesskab kunne samles om at trykke flotte plakater og anarkistiske klassikere, og fælles aktioner som Boligkaravanen og Første Maj-møder med majstang og musik. Nogle få gik på tværs af de fælles ideer. Løse smårevolutionære grupper som Saftevandsfronten misbrugte Regnbuen som en slags kollektiv afsender, uden at de egentligt var involverede, eller havde afklaret deres ideer med os andre.

En usandsynlig anarkist
PET havde tidligere haft kontakt med Anders Nørgaard, og besluttede nu at lade ham infiltrere anarkisterne. Miljøet var på samme tid vidåbent, og grebet af hvad der viste sig at være en berettiget paranoia. Mange fra Regnbuen mener fortsat, at Anders ikke var den eneste plantede provokatør. Han blev alligevel en del af gruppen, og fik fri adgang til Bogcaféen, hvor der altid var brug for frivillige.

Anders var en sympatisk fyr og fik gode venner inden for miljøet. Som dygtig kok lavede han dyr mad og specielle drinks til vennerne. De gik i sauna sammen, og han kom med gaver til børnenes fødselsdage. Anders havde en spændende musiksmag, masser af penge og sjove ting som for eksempel en scanner til politiradioen - samt psykiske problemer, og blev dybt nervøs i stressede situationer.

Selv om Anders havde en troværdig baggrund, blev der ofte rejst spørgsmål om hans grunde til at komme i Bogcaféen. Ikke mindst fordi han intet vidste om de simpleste emner inden for anarkismen, hvad der virkede ret mistænkeligt. Anders blev ikke bedre til teorien med tiden, selv om PET udarbejdede daglige rapporter om hans observationer. Fra første dag var Anders i stedet meget optaget af, at der skulle ske noget. Hans opfordrede på alle mulige måder til brud på lovene, lige fra simple tyverier til bombeattentater.

PET har i følge beretningen seriøst diskuteret, om det kunne være nyttigt at PET selv sprængte en tom bygning i luften, for så at aflytte anarkisternes reaktion - men ideen blev afvist efter en række møder om projektet. Beretningen fortæller at en bestemt anarkist ville modtage trotyl, hvad denne person - der slet ikke var kendt i miljøet for sådanne metoder - også i dag blankt afviser. Trods en del løs snak i miljøet om for eksempel symbolsk at bombesprænge en statue, er der ingen beviser for, at der nogensinde var sprængstoffer i omløb.

Et miljø med sprængstof i
PET var begejstrede for Anders Nørgaards arbejde, men efter et års tid blev stolen for varm og Anders blev trukket ud. Selv om han først senere blev officielt afsløret, var mistanken blevet for stor og alle døre var nu lukkede hos Regnbuens folk - selv om ingen endnu kunne bevise stikkeriet.

Set i bakspejlet viste PET ringe interesse i at finde ud af, hvad vi reelt lavede i caféen - de var slet ikke interesserede i at blive klogere på vores virkelighed. Da der umiddelbart ingen bombemænd kunne findes, forsøgte Anders Nørgaard at provokere yderligere ved selv at tilbyde sprængstof til os, men den hoppede ingen på. Dette er senere bekræftet i en retssag.

PET ledte efter terrorister - vi oplevede det anarkistiske miljø som et fristed, der understøttede frie ord, dialog og fællesskab. Selv de enkelte uforstående, der legede for voldsomt med tændstikker, blev hurtigt klogere - på trods af PETs provokationer. Vi var samfundsombrydende på måder, PET slet ikke forstod - og som den massive mistænkeliggørelse i samfundet gør det langt sværere at finde rum til i dag.

Århus-anarkisternes rigtige sprængstof opdagede PET ikke, før det var for sent. Det var da de Arbejdssky Elementer gennemførte den landskendte valg-kampagne om Mere medvind på cykelstierne, og futtede valg-systemet af i et kæmpe brag.

Ovenstående er givet som oplæg ved PET-komitéens høring august 2009, hvor de overvågede tog ordet. De oplysninger her, der ikke er fra PET-kommissionens beretning, stammer fra min egen fortid samt fra opfølgende interviews med andre gamle anarkister.
Læs også en tidligere artikel fra 2002, samt Tom Vilmer Paamands brevveksling med Politiets Efterretningstjeneste om overvågningen af "Regnbuen".