FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Heksejagt på fredsaktivister Iklædt forskertitel og statslig million­bevilling har Bent Jensen skrevet Danmarks længste læserbrev om Den Røde Fare.
Af Tom Vilmer Paamand - februar 2014
Se temaet

Den endelige dom over fredsbevægelsen er faldet nu. Grundigt dokumenteret, påstår forfatteren Bent Jensen selv, der iklædt en forskertitel og en statslig millionbevilling har skrevet Danmarks længste læserbrev om Den Røde Fare. Hans bog "Ulve, får og vogtere" om "Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991" har fået dybt modsatrettede anmeldelser, men historikere vender mest tommelen nedad - og med god grund. Den opmærksomme læser bliver nemlig igen og igen bremset af, at Bent Jensens skråsikre indlæg trods de mange sider fremstår uden tilstrækkelig argumentation og tyngde. Ved hver ny påstand tænker man, om det virkelig kan passe - og en hurtig tur på internettet giver ofte bekræftende svar, at helt som skrevet var det da heller ikke.
 
Meget af det er fjollede bagateller, der lige får strammet argumentationen for hårdt. Fx blev Fredsavisen udgivet i 80erne, og fik i lighed med mange tilsvarende lødige publikationer dengang en smule støtte fra Undervisningsministeriet - i bogen kaldes den en "statsfinansieret publikation".
Lille Aldrig Mere Krig har fået en bladforside med, der rigeligt bastant illustrerer Imperialismen ved at USAs flag er udstyret med kranier og driver af blod. Bent Jensen forsyner billedet med teksten "Selv pacifister blev martialske under Den Kolde Krig" - uden at det er klart hvorfor den viste kritik af USAs blodige krige skulle påvise, at foreningens medlemmer nu er krigeriske. Måske har det forskrækket ham, at dette nummer af bladet havde en undertitel om Revolutionær Pacifisme, men det var netop fortsat pacifistisk.
 
Det er simpelthen svært trættende, at alt forfatteren er uenig med skal forsynes med nedsættende bemærkninger. Bent Jensen kan nemlig godt fortælle overskueligt og nøgternt, men det sker desværre kun når han fortæller om "vennerne". Sådanne bizarre dækorganisationer som Demokratisk Alliance, Selskabet til Værn for Dansk Folkestyre og Værn om Danmark får opmuntrende ord med på vejen. Den kendte småmilitante aktivisme fra personkredsen nævnes ikke, mens modpartens tilsvarende bøllestreger naturligvis udpensles malerisk.
Bent Jensen spænder hermed ben for sit budskab, da læseren får mistro til også de få steder, hvor forfatteren strejfer ægte afsløringer. Bogen bærer i for høj grad præg af, at forfatteren tydeligvis mere har ledt efter gamle dokumenter til en forudlagt kabale, i stedet for nysgerrigt at fremlægge hvad arkiverne afslørede.
 
Selv med fuld støtte fra VK-regeringen, blev Bent Jensen dog ikke mødt med åbne arme i de hemmelige arkiver. Det var således under en borgerlig justitsminister, at Bent Jensen i en række breve måtte indskærpes vilkårene for arkivadgang og den underskrevne tavshedserklæring. Heri står blandt andet direkte, at Justitsministeriet ikke finder at Bent Jensen har været berettiget til at anføre, at "PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent". Til en vis grad er PETs harme forståelig, men jeg har selv kæmpet for at få adgang til tudsegamle oplysninger, og genkender til fulde også Bent Jensens frustration. Ikke mindst over, at selv mere end 50 år gamle oplysninger fortsat holdes hemmelige.
 
Naturligvis rummer arkiverne mest skummelt materiale om "fjenderne", og det er netop afslørende at se hvor enøjet denne er blevet jagtet. Tusindvis af kendte venstreorienterede er ihærdigt blevet overvåget, på trods af at de netop i kraft af deres meget offentlige holdninger ville have ekstra svært ved at få adgang til fortrolige dokumenter. Her er blevet kikket lige under nærmeste lygtepæl og alt for lidt i de mørke kroge, hvor fx pengeglade folk i militæret og ministerierne af alt andet end ideologiske grunde kunne finde på at sælge hemmeligheder.
Bent Jensen skriver, at "PET havde et meget afklaret syn på 1980ernes fredsbevægelser", der internt blev omtalt som "de såkaldte fredsbevægelser". I en opremsning bliver det alarmerende nævnt, både af kilden PET og lige så skræmt af Bent Jensen, at også Aldrig Mere Krig havde "gode kontakter til Øst". Det er da godt at høre - det ville have været mere pinligt, hvis AMK ikke havde haft gode kontakter til også denne del af kloden.
 
Meget tyder på, at det omfattende værk på 1512 sider blev for meget for forfatteren og hans unævnte hjælpere. Når der springes fra afsnit til afsnit kommer der af og til referencer til begivenheder, der ikke er introduceret. I et afsnit med overskriften "Frontorganisationer og Stockholms-appellen" bliver Stockholm-appellen aldrig forklaret, men der fortælles grundigt om DKPs forsøg på at samle underskrifter ind. Appellen fra 1950 var en velment opfordring til et forbud mod atomvåben, fra før Sovjet selv fik fat i dem.
Bent Jensen skriver om 1980erne og den tids "nye fredsorganisationer", som overraskende nok indbefatter Aldrig Mere Krig, der blev stiftet i 1926. Næste sætning fortæller, at "KGB anså alle disse grupper for at være kommunistiske frontorganisationer", selv om den konkrete opremsning tydeligvis er hans egen og ikke KGBs. Og lige så underligt står der så, at KGB alligevel fandt det nødvendigt kun at kontakte disse påståede "frontorganisationer" gennem "tillidsfolk, som ikke var kommunister".
 
Naturligvis får fodnoteperioden solid dækning, selv om der som bekendt trods al virakken kun blev skrevet to danske fodnoter ind i NATOs dokumenter, hhv imod opstillingen af mellemdistanceraketter, og mod stjernekrigsprojektet. Resten af beslutningerne blev kun vedtaget i Folketinget, hvor fx et krav i 1987 om at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer også blev støttet af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Venstre. Dette nævnes ikke.
 
Perioden giver klart Bent Jensen nogle problemer, for hele værket er dedikeret til "alle der vil og ville bevare Danmark", kaldet "FlertalsDanmark" og "det danske samfunds status quo-kræfter". Modsætningen er "de kræfter, som stod udenfor og ønskede det danske samfund revolutioneret". Men hele vejen gennem 80erne bakkede "Flertals­Danmark" solidt op bag de partier, som stod for fodnoterne - det hed jo netop "Det Alternative Flertal". Gentagne meningsmålinger viste så klar modstand mod den øgede oprustning, at selv blandt NATO-tilhængere var der 50 procent imod nye NATO-raketter. Her bruger Bent Jensen igen sin buldrende retorik for at overdøve dette ubekvemme flertal.
 
Bogen dækker 46 år, omend mange år (ligesom i min anmeldelse) får en stedmoderlig behandling. Bent Jensen bryster sig af at have dykket ned i en del sovjetiske arkiver som den første danske forsker, men selv om han frit har kunnet referere fra dem, udebliver de rigtig gode historier. Her kunne han med fordel have skelet mere til andres behandling af perioden, hvor fx en Erik Nørgaard i sin journalistik og bøger om "Den Usynlige Krig" helt tilbage i 70erne fik afdækket DKPs undergrundsarbejde langt mere udtømmende.
 
Undervejs får vi dog en del at vide om Sovjets påvirkningsforsøg. Når fredsbevægelsen og andre folkelige initiativer nævnes, bliver dette fremlagt som om ingen selvstændig tænkning herhjemme har været mulig - alt er sket på mere eller mindre bevidst ordre fra Sovjet. Bent Jensen løber mange åbne døre ind i sin ikke overraskende påvisning af, at der faktisk fandtes nogle få af sådanne følgagtige organisationer. Men dem behandlede vi jo også den gang med nødvendig varsomhed. En del fredsfolk omtalte muntert Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed som Samarbejds­DKPeen, hvilket naturligvis ikke hindrede os i lave fornuftigt fredelige ting sammen med dem.
 
Første binds forside har en NATO-stjerne og en helt uvæsentlig sovjetisk tapperhedsmedalje, nok blot fordi denne også er en stjerne. På bind to er Sovjet-stjernen på platteste vis byttet ud med et fredstegn, og sådan fungerer argumentationen også inde i bogen. En så solid slagside er naturligvis også til stede i en del af de værker, som ser med mere sympatiske øjne på fredsbevægelsens arbejde gennem tiden.
Udgivelserne fra DIIS havde trods deres fejl en bedre balance, og blev netop derfor anstødsstenen til at denne nye modfortælling skulle fabrikeres. Alle vi reelt interesserede læsere, der ligesom professoren var skræmte også af Sovjets militarisme, har desværre ikke fået den solide fortælling om regimets pres mod Danmark.
 
Mest er det en desværre ubevidst fremvisning af solide skyklapper hos de danske overvågere, og hvorledes dette skarpt forenklede sorthvide syn prægede vores nære fortid - og fortsat dominerer i nutiden. Selv om Bent Jensen har sat sig for at dokumentere kommunisternes fordrejninger, faldet han selv tungt i samme grøft. Og det er skræmmende, at regeringsnedsat forskning ikke har udstyret Jensen med så solide medarbejdere, at bogens værste brølere kunne luges bort.
 
Jeg fik ikke læst samtlige værkets 1500 sider, før jeg skrev denne anmeldelse. Det går langsomt, da jeg som nævnt konstant bliver nød til at tjekke bogens stærkt manipulerede oplysninger. Men det er derfor en rigtig god inspiration til at læse op på disse 50 års spændende historie også andre steder.
Værket er på ingen måde kronologisk, og beskrivelserne af begivenheder er spredt under de forskellige aktørers emneområder. Dette virker mere forstyrrende end givtigt, og gør bogen til et besværligt opslagsværk. Det vil være en fordel for interesserede at købe bogen elektronisk, så der nemmere kan søges i indholdet. Værket er allerede på tilbud hos Saxo til stærkt nedsat pris.

"Ulve, får og vogtere" af Bent Jensen.1512 s. Gyldendal 2014.



En væsentlig aktør i 80ernes fredsbevægelser var Jens Thoft, der under Den Kolde Krig var aktiv i Kampagnen imod Atomvåben og Nej til Atomvåben, samt fortsat er medlem af Aldrig Mere Krig. Han var fredspolitisk ordfører for SF i Folketinget, og bliver omtalt i Bent Jensens bog "Ulve, får og vogtere", hvad han finder både løgnagtigt og misvisende. Hør Jens Thoft fortælle om det i et radioprogram.



Det drejede sig om at undgå atomvinteren
Kommentar af Arne Hansen
Efter udgivelsen af Bent Jensens bog synes diskursen hurtigt snævret ind til en os-contra-dem optik, hvor det blot drejer sig om at finde ud af om fredsgrupper i fredsbevægelsen så var Sovjets forlængede arm, altså landsforrædere, eller ej?
Som aktiv i 1980ernes nye fredsbevægelse Nej til Atomvåben oplevede jeg, at NtA-perspektivet var frygten for at den onde spiral af gensidig frygt og kaprustning mellem magteliterne i USA/NATO og i Sovjetunionen ville ende i en højspændt situation med en altødelæggende atomkrig. En situation, hvor vi så at mistilliden blev bevidst styrket gennem propagandaen fra våbenproducenters profitinteresse og militærets overkill-behov (der i USA førte til ideen om at opnå førsteslagsevne som den ultimative "løsning") og kortsynede konservative militaristiske politikere, der bekvemt kunne blive genvalgt ved at læne sig op heraf, og spille på den skabte krigsfrygt og de skrækkelige fjendebilleder af modparten.
Og åbenbart helt uden tanke for hvordan modparten, den politiske og militære magtelite i Sovjetunionen, måtte tolke situationen og lade deres propagandaapparat udnytte modparten USA/NATOs oprustning og militaristiske politik i sin indoktrinering af egen befolkning med overdrevne fjendebilleder af USA/NATO, som samtidigt kunne bruges til at undertrykke egne dissidenter.
Vi i Nej til Atomvåben forstod, at en bæredygtig fred måtte opbygges gennem at skabe en gensidig forståelse for, at freden var fælles og udelelig. Og at det for NtA drejede sig om at arbejde for en afspænding med (en oplevelse af) fælles sikkerhed som målet. Og vi måtte arbejde på at skabe uafhængige fredsbevægelser på græsrodsniveau på begge sider gennem at satse på gensidige græsrodskontakter mellem de adskilte og skræmte civilbefolkninger på tværs af magteliternes gensidige fjendebilleder.
Denne strategi for at udstille og nedbryde disse destruktive frygtskabende og skelsættende fjendebilleder kaldte vi i vore uafhængige fredsbevægelse for "Afspænding fra neden" - og nogle af os så endvidere strategien som en mulighed for at skabe rum for de demokratiske reformer på begge sider af koldkrigsfronten, som befolkningerne nu engang selv kunne opleve behov for.

PayPal logo Giv en skærv!
PayPal logo

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2014 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand