FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Dansk eksport af nægter-idé Danmark skal eksportere militærnægter-ordningen til u-lande. Udviklingsministeren lover støtte til fredsgrupper, som vil være med. Af Geert Grønnegaard
Se temaet

Egentlige militærnægterordninger er i alt væsentligt kun kendt og brugt af lande i Vesteuropa og i den engelsk-talende verden. Vi kan være utilfredse med mangt og meget i administrationen af den danske ordning og over at man overhovedet har en tjeneste der er påtvunget voksne mennesker ved lov. Men ingen er vist i tvivl om, at selv en halvdårlig nægterordning er et virkeligt fremskridt sammenlignet med slet ingen ordning at have.

En menneskeret

Spørgsmålet om individuel ret til at nægte militærtjeneste har været behandlet af FN, både i underudvalg om menneskerettigheder og på selve generalforsamlingen. De fleste lande har officielt støttet princippet, i hvert fald ikke stemt imod, at man anbefalede de medlemslande, som ikke havde muligheden for militærnægtelse indbygget i deres lovgivning, at sørge for at få det snarest. Det kom først på tryk i resolution L-75 fra 1987, men er blevet yderligere styrket i sommeren 1995 ved en ny resolution besluttet uden afstemning.
De gode viljer har altså officielt forpligtet hinanden i FN, men når ambassadørerne så er vendt hjem fra New York til deres lande, har de hurtigt glemt alt om nægtere igen, Siden 1987 har meget få lande, stadig væsentligt kun i Europa, legaliseret militærnægtelse, og selv hos Danmarks officielle allierede Grækenland og Tyrkiet er det kun sket i en meget chikanerende og strafagtig form.

Dansk nægterhistorie

I Danmark har vi kendt og brugt systemet snart i trekvart århundrede, og efterhånden har det fundet en form, så næsten alle parter kan leve med det. Der er stadig elementet af pligt, tvang, men altså ikke så knugende at nogen behøver at græde sig i søvn om natten over det.
Den nu halvfjerdsårige forening for pacifister, Aldrig Mere Krig, har i alle årene haft en hånd med i denne danske ordning. Det var foreningens stiftere der lagde krop til ved de første interneringer af nægtere i Grib Skov, og da der skulle laves en rigtig lov i Stauning-tiden (1931), blev disse pacifister bedt om at lave et udkast som de selv kunne godkende. Nægternes udkast blev i alt væsentligt ophøjet til lov og med små ændringer frem og tilbage over to menneskealdre er det hvad vi kender i dag.
Socialdemokratiet i Danmark må retfærdigvis medgives en stor del af æren for at det gik så nogenlunde smertefrit. Det unge parti var forstående overfor pacifismens idé, og på det rigtige tidspunkt havde det rege-ringsmagten. Senere er partiet blevet mere militærvenligt, men det har altid forstået at det var vigtigt at opretholde nægterordningen som en individuel kattelem for modstanderne. Man kan sige, at Socialdemokratiet har sørget for at det blev stuerent og acceptabelt at være militærnægter her i landet.

Solidaritetsarbejde

I Aldrig Mere Krig har vi dog ikke kunnet slå os til tåls med at have en god ordning i Danmark, når vi fra meningsfæller ude i den store verden må høre, hvor gruelig meget ondt de må gennemgå i deres mere eller mindre militærdiktaturer. Vi har ment, at vi godt kunne skubbe lidt på, også i den officielle danske udenrigstjeneste, for at få indført nogle mere tålelige forhold for nægtere i ulandene efter de retningslinier de selv har stemt for i FN.
(helle degn)
Tidligere udviklingsminister Helle Degn (S) støttede tilsyneladende denne tanke ved i et svar til Folketinget i sommeren 1995 at erklære sig rede til på regeringens vegne at støtte oprettelsen af militærnægtersystemer i ethvert land, som måtte ønske det efter FNs anbefaling, med "rådgivning og andre ressourcer".
Selv med dette gode tilsagn fra Helle Degn fandt vi at det gik for trægt. I Danida holdt man sig tilbage fra overhovedet at nævne sagen, selv overfor lande som vi ydede betydelig bistand. Og når ingen hørte om det, kunne ingen heller vide at de kunne indhente rådgivning og ressourcer i et lille land som Danmark. Så vi bad i et brev den nye udviklingsminister Poul Nielson (S) om at presse lidt mere på.
Poul Nielson har svaret på vores henvendelse i et meget imødekommende brev af 21. feb. 1996. Ministeren bekræfter fuldt ud sin forgængers tilsagn om rådgivning og ressourcer, og stiller sig endog åben overfor konkrete forslag til, hvordan og hvor Danida med fordel kunne gribe ind til fremme af FN-resolutionen om militærnægterlovgivning. Noget i retning af, at Danida er parat til at gribe ind, men blot savner ideer til og traditioner for hvordan det bedst gøres.

Staten vil støtte

For de danske nægtere, der interesserer sig for og har kontakter til nægtere i de mere eksotiske udlande, er Poul Nielsons svar en glimrende opmuntring. Det åbner mulighed for, at de kan støtte deres venner, ikke blot med personlig moralsk sympati, men også med den viden at de kan regne med kontant hjælp fra den danske udenrigstjeneste, hvis de lokalt "kunne få noget op at stå".
Man kunne f.eks. tænke sig, at en lille gruppe tog på sig at arbejde for en militærnægterlov i deres land under henvisning til FN-resolutionen. Allerede på et sådant jomfrueligt græsrodsniveau ville gruppen nu kunne søge bistand på en dansk ambassade eller konsulat. De ville kunne få støtte til drift af et kampagnekontor, porto, telefon, tryksager, evt. rejseudgifter. Ambassaden ville kunne sikre adgang til forhandlinger på regeringsniveau og kunne gøre rede for de danske tilbud om støtte, også udover de traditionelle bistandsprojekter. I en vis udstrækning ville en sådan fremmed bevågenhed direkte kunne beskytte en lokal gruppe mod vilkårlig politisk forfølgelse.

Milionbeløb

Hvis man antog at gruppen fik held med sine anstrengelser, så det blev besluttet at oprette et nyt militærnægterkorps i landet, ville tilsagnet "andre ressourcer" rimeligvis betyde et eller andet tocifret millionbeløb til at udstyre en lejr i bushen. Som rådgiver og finansier ville Danmark sandsynligvis kunne udvirke, at en sådan lejr mere kom til at ligne en højskole end et fængsel. Finansudvalget i København ville ved bevillingen skele til hvad det koster at administrere og drive den danske nægterordning.

Salgsbrocure

Poul Nielson åbner også for en eventuel fornyelse af det dokumentationsmateriale som ministeriet råder over i nægterspørgsmål. Her kunne tænkes en slags "salgsbrochure" på flere sprog, måske en video. Og ministeren vil gerne orienteres om lande og situationer, hvor nægtere i særlig grad lider nød, sådanne sager, hvor en officiel henvendelse fra den danske udenrigstjeneste kunne tænkes at mildne forholdene.
Der er nok at tage fat på, i de fleste lande dømmes militærnægtelse stadig som en grov forbrydelse.

Geert Grønnegaard er medlem af Aldrig Mere Krigs hovedbestyrelse.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand