FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Myten om behovet for kampfly Andre nationer har valgt kampflyene fra
- og så er der råd til fredsførelse i stedet.
Af Tom Vilmer Paamand - august 2015
Se temaet

Politikerne valgte naturligvis den dyreste løsning.
Andre nationer klarer sig fint uden kampfly og mulighed for at kaste bomber i fjerne lande. Trods dette er danske regeringer og deres sikkerhedsrådgivere enige om, at Danmark har behov for egne kampfly for at kunne eksistere som selvstændig nation.

Tilbage i 2007 beskrev Dansk Institut for Militære Studier "det fremtidige behov for danske kampfly", hvilket blev pindet ud i tre overordnede modeller fordelt på antallet af fly. Mest smæld var der i Luftkrigermodellen med et "væbnet diplomati" på niveau med "verdens førende luftmagter". De danske politikere valgte naturligvis den dyreste løsning.

Men selv inden for NATO er kampfly ikke et afgørende krav, for der er fin plads til medlemmer uden lige dette militære værktøj. Albanien, Estland, Island, Letland, Litauen og Slovenien har ingen, men får kampfly-besøg fra andre NATO-lande. Også andre europæiske nationer klarer sig uden, og det gælder ikke kun smålande som Andorra og Luxembourg. Et stort land som Irland har ingen kampfly og er flot neutralt. Rundt om i verden findes faktisk en hel del nationer, der har valgt kampflyene fra af diverse historiske årsager.


New Zealand afskaffede sine kampfly i 2001
New Zealand på den modsatte side af kloden er et interessant eksempel. I 2001 havde landets regering sat sine forskere på samme opgave, som Danmark fortsat står over for. Deres første to svar lignede de danske, nemlig at fastholde det nuværende niveau eller at mindske det lidt. Men den aggressive Luftkrigermodel blev i deres rapport byttet ud med en mere indlysende tredje mulighed: Afskaf flyvevåbnet.

Rapporten konkluderede, at selvom "eliminering af flyvevåbnet rummer militære risici", så ville "det frigøre betydelige ressourcer". Påståede behov for at lege luftpoliti med fremmede magter og militant markere landets suverænitet stod ikke i vejen - at afskaffe kampfly sås blot som en mulig politisk beslutning.

I 2001 solgte New Zealand derfor modigt de fleste af sine kampfly og sendte resten på museum, med solid opbakning fra befolkningen. Som der stod i den ellers voldsomt militærglade avis The Dominion: "Et land med 3,8 millioner indbyggere støt på vej nedad den internationale rigdomsskala, kan ikke gøre alt.". Landet siger for øvrigt også nej til atombevæbnede flådebesøg, uanset om det er fra vestlige lande eller fra den voksende stormagt Kina - men New Zealands skiftende regeringer er bestemt ikke pacifister.

New Zealand har fortsat et effektivt militær, der har været udsendt til Afghanistan og Irak, og senest deltager i kampen mod ISIL. Afskaffelsen af kampfly blev ikke brugt til nedskæringer på forsvarsbudgettet, men til omfordeling af dets ressourcer. Det danske forsvarsudvalg besøgte New Zealand i 2013 for at lære om denne effektivisering af de militære muligheder, men blev åbenbart ikke klogere.


På Grønland kan hundeslæder markere grænsen
Disse voldsomt dyre kampfly er altså ikke en absolut nødvendighed for suverænitet - hvilket Danmark selv også er et fremragende eksempel på. Den allerstørste del af det danske rige ligger jo højt mod nord, og her er luftrummet helt uden danske krigsfly - hvilket er en parallel til New Zealand med dets områder i Antarktis. På Grønland markeres suveræniteten med Siriuspatruljens hundeslæder, hvilket er internationalt anerkendt som fuldt dækkende.

En af den danske rapports forfattere Henrik Ø. Breitenbauch forklarede overraskende klogt for et par uger siden på Radio 24syv, at kampfly kan stå i vejen for en fredelig udvikling med stormagterne. Ved Arktis bør Danmark "tage de store strategibriller på", "ikke militarisere eller sikkerhedsliggøre situationen" og i stedet "holde relationerne så civile som muligt" for at "fastholde situationen som noget, der ikke handler om konflikt".

Et sådant fornuftigt og helt normalt diplomati anbefales altså for at bevare Kongerigets gigantiske arktiske område, mens selve Danmark underligt nok samtidig har behov for at militarisere yderligere. Af krigsforskerens to modstridende anvisninger bør Danmark naturligvis vælge den fredeligste - mens dette fortsat er muligt. Danmark har afsat milliarder til sikkerhedspolitik, men de foreslåede kampfly skaber ikke venner og en fredeligere verden. Klodens konflikter har i dag brug for andet og mere end endnu flere professionelle soldater og våbenplatforme.


Tag angrebet
ud af forsvaret!
Uden kampfly kan der blive råd til at satse på fredsførelse, med en virkelig ambitiøs humanitær og konfliktforebyggende indsats, der kan genskabe Danmarks gode navn rundt om i verden. Danmark havde siden 1950erne konsekvent deltaget udfarende og aktivistisk i verdens brændpunkter, samlet med op mod 100.000 udsendte danskere. Tidligere skete dette altid under FNs flag og blå baretter, vi må tilbage i dette spor og tage angrebet ud af forsvaret. Der er behov for solid forskning i fredelige alternativer, så der kommer andre muligheder end bomber i den værktøjskasse, politikerne griber ud efter til hurtig konfliktløsning.

Et øget sikkerhedspolitiske samarbejde i Norden er nødvendigt, men vel at mærke på fredens præmisser. Problemer med militære gadedrenge i luftrummet må klares diplomatisk - vores egne kampfly gør alligevel ingen som helst forskel, når de leger med deroppe. En sådan nytænkt og fredsaktivistisk sikkerhedspolitik bør naturligvis leve op til NATO-traktatens (meget sjældent citerede eller efterlevede) artikel 1, hvor "deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler"...




OPDATERING: Efter offentliggørelsen af denne tekst i Politiken, var en af de gennemgående kritikpunkter, som det blandt andet kan ses på Facebook, at New Zealands situation og placering er så forskellig fra Danmarks, at de to lande umuligt kan sammenlignes.

Jeg har åbenbart ikke gjort det klart nok, at eksemplernes værdi ligger i at påvise, at behovet for kampfly er en myte, da andre nationer har kunnet fravælge dem - bortset fra at netop dette var selve overskriften.

Artiklen søgte at spille op mod politikere, fagfolk og eksperter, der uimodsagt har fået lov til at hævde, at det er en absolut nødvendighed for enhver nation at lege luftpoliti med fremmede magter, og militant markere landets suverænitet - selv om der absolut ingen folkeretslige krav er om dette.

Konfliktløsning er en diplomatisk opgave, og på lignende vis diskuterer Danmark og Rusland ejerskab, af områder omkring Nordpolen fredeligt gennem FN og internationale domstole..



Mere end halvdelen af befolkningen ville gerne spare 2 milliarder kroner om året ved at udfase danske kampfly, viste en undersøgelse for Jyllands-Posten i 2011.


En let forkortet version med en god Roald Als-tegning blev august 2015 bragt bag betalingsmuren hos Politiken - der dog først skrev deres egen humoristiske version til avisens Bagside om Siriuspatruljens hundeslæder.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2015 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand