Militærets indtog på universiteterne

Skal der fremover argumenteres for militær anvendelse af forskning for at få støtte?

Af Arne Lund - 2022

Se temaet
Den stigende militarisering af samfundet påvirker også forskningen. Angiveligt drejer det sig om sikkerhed, bistå erhvervslivet og imødekomme politikernes krav om vækst, jobskabelse, og ikke sakke bagud i teknologiudviklingen. Militæret er i dag så integreret i samfundet, at det vil være utænkeligt, hvis ikke også forskerne deltog i udviklingen af nye våbensystemer med større dræberpotentiale. En forskning, der sluger stedse større summer af finansloven.

"Krige skaber fremskridt", skrev Politiken i 2005. "Næsten alle teknologiske nyskabelser stammer fra den militære forskning. Forsøg på at finde nye måder at dræbe på, frigør nemlig uanede ressourcer til forskning. Ressourcer, som den civile forskning ikke ville kunne mønstre. Den militære forskning har talrige aflæggereffekter, fx atomkraft, walkman, mikrobølgeovne, kvartsure osv."

Artiklen er forvrøvlet. Forskning – civil som militær – står på skuldrene af hinanden. Når artiklen alligevel nævnes her, er det fordi den viser, hvor gennemsyret samfundet og medierne er af den militære tankegang og retorik. Artiklen er med til at legitimere, at der hældes enorme summer i den militære forskning: Det meste af det, kommer jo retur til civilsamfundet...


I modsætning til for 40-50 år siden, så nyder militæret i dag respekt i det meste af befolkningen, der godtager at bevillingerne årligt øges. Forskningen i militære projekter rangerer på linje med al anden forskning. Derfor var der kun få, der reagerede på nyheden om, at NATO nu placerer et kvantecenter på Niels Bohr Institutet. Kvantecentret er en del af en større NATO-strategi, der skal styrke de højteknologiske industrier indenfor kunstig intelligens, kvante- og robotteknologi. Finansieringen sker via finansloven. Fem yngre ph.d.-studerende ser med uro på placeringen af centret. De er bekymrede for, at NATO's tilknytning til Niels Bohr Institutet kan skade det internationale forskningsmiljø, og at forskere, der ikke vil arbejde med militære projekter, holder sig væk. Skal der fremover argumenteres for den militære anvendelse af forskningen, for at få adgang til forskningsmidler?

Et eksempel på hvordan militæret siver ind i forskningen, handler om da dronerne kom til Odense. Flere lokale faktorer bidrog til, at det blev Odense, hvor droneteknologien først fik fodfæste. Maskinfabrikken Falck Schmidt renoverede hærens kampvogne og styresystemer til missiler. Nær ved lå Syddansk Universitet, der var ved at opbygge en uddannelse af robotingeniører, ledet af en tidligere oberstløjtnant i USAs marinekorps. Byens lufthavn havde mistet al betydning, da Storebæltsforbindelsen åbnede.

Med Odense kommune som koordinator, blev maskinfabrikken, universitetet og lufthavnen koblet sammen til et arbejdsfællesskab om forskning, udvikling, produktion og test af dronerne. En kombination, der på det tidspunkt var så unik, at både Boeing og Pentagon viste interesse. Da Thorning-regeringen kom til i 2011, blev der sat fart på droneforskningen. Militærminister Nick Hækkerup ville have kampdroner. En gennemsnitsdrone, der både kan bruges til overvågning af Arktis og til bombning, koster 25-30 mio. kr., mens et F35-kampfly koster én mia. kr.


Dansk Institut for Militære Studier er nu også en del af KU, og skal forske, kortlægge, analysere og debattere de sikkerheds- og forsvarspolitiske valg, Danmark står over for. På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) forskes i radarer, satellitter, droner samt materialer til beskyttelse af soldater. Centeret samarbejder med Lockheed Martin og Terma.

Nogle af de DTU-forskere, der arbejder med militær forskning, havde tidligere fx vindmøller som deres primære arbejdsområde. Nu gælder der en underforstået præmis om, at universiteterne skal bistå erhvervslivet, åbenbart uanset hvad det så drejer sig om. Som tidligere forskningsminister Helge Sander bramfrit erklærede: "Fra forskning til faktura". Aalborg Universitets rektor foreslog i 2018, at oprette et "center for forsvars- og sikkerhedspolitik, hvor danske våbenfirmaer og universiteter sammen kan udvikle militært udstyr ... for lettere at få del i de 100 mia. kr. fra EUs Forsvarsfond".

Ikke alle forskere støtter udviklingen. Ca. 1.000 forskere fra 19 EU-lande krævede for nylig, at "militariseringen af EU-forskningen skal stoppes", og efterlyser debat om de etiske retningslinjer, både i forhold til egne forskermiljøer, og i forhold til hvad samfundets ressourcer bruges på.

Den danske våbenindustri består af knap 200 virksomheder, med ca. 18.000 ansatte. På få år er omsætningen fordoblet fra 2 mia. kr. til næsten 4 mia. kr. Det giver branchen styrke, når den skal have staten til at bevillige forskningsmidler, og iværksætte nye projekter. Staten tager sig af den grundforskning, de private ellers selv skulle udføre, og dét ville gå ud over fortjenesten.

Samspillet mellem staten og våbenindustrien udbygges løbende. Innovationsfonden hører til på Finansloven, og støtter firmaers strategiske forskning, højteknologi og innovation "til gavn for vækst og beskæftigelse". Årligt uddeles ca. 1,25 mia. kr. Tidligere var Termas direktør formand for fonden, men blev i 2021 afløst af Anders Eldrup. Ny i bestyrelsen er en NATO-rådgiver.

Udenrigsministeriet udsender årligt en "eksportkanon" over succesrige virksomheder. Her står våbenfabrikken Systematic sammen med NOVO, Grundfoss m.fl. Når staten køber fx jagerfly betinges det, at en del af arbejdet placeres her i landet – ellers er der ingen handel. Løfter om arbejdspladser skal få befolkningen til at acceptere flykøbet. Modkøbs-klausulen er dog i strid med EU's udbudsregler, og med til at fordyre indkøbet, fordi producenterne lægger merudgiften ved modkøb oven i salgsprisen.


I 2017 oprettede EU en fond for militære udviklingsprogrammer. Fonden skal koordinere og øge de nationale investeringer i forskning og forbedre den tekniske harmonisering mellem de nationale hære. Trods det daværende forsvarsforbehold, bidrog den danske stat årligt med et trecifret millionbeløb.

Fonden er et led i opbygningen af en selvstændig militær dimension, så EU ikke er afhængig af USA/NATO. Under en høring i den amerikanske kongres, gav den tidligere general og nuværende militærminister, Lloyd Austin, udtryk for, at "USA bør gå med i fonden. Sker det, da er det tvivlsomt, hvad der så er tilbage af EU's selvstændige militære dimension".

Militariseringen viser sig også i mediernes håndtering af militær- og sikkerhedspolitikken. Fredsforskeren er forsvundet og afløst af militære eksperter, som medierne bruger til at beskrive situationen i alverdens brændpunkter, især Forsvarsakademiet fylder godt.

Vil man finde fredsforskere i dag, skal man til Sverige, Norge eller andre lande. Én af de få, der stadig kommer til orde i medierne, er professor Ole Wæver, KU. Hvor han tidligere blev lanceret som "freds- og konfliktforsker", er han i dag "professor i international politik".

Fredsforskeren Jan Øberg får det sidste ord: "For 40 år siden insisterede man på intellektuelle input, man ville bygge politik på folk, som vidste noget om tingene. Sådan er det ikke længere, og slet ikke, hvis du er kritisk indstillet til oprustning og NATO. Freden er ude af forskning, medier og politik."


Artiklen er forkortet fra " Socialistisk Information".


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2022 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >