FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
De fæle russere spiller med musklerne... Man behøver ikke at elske Rusland, men kunne danske eksperter og medier bare en gang imellem anvende lidt indlevelse? Af Jan Øberg - TFF
Se temaet

Den 26. februar bragte dagbladet Politiken en forsideartikel med to eksperter, der udtaler sig om den russiske militærøvelse. Overskriften: "Eksperter: Putins militærøvelse skal skræmme EU. Rusland advarer politikere i både EU og Ukraine med militærøvelse." Ruslands militære udgifter udgør cirka 13% af USAs, 33% af EUs og 9% af NATOs, i følge SIPRI, Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut.

image Så medmindre eksperter anser at ledelsen i Moskva er vanvittige er den trussel nok til at overskue. Dog kaldes øvelsen "foruroligende" og "overraskende": "Russerne gør det klart, at de ikke vil acceptere EUs tilnærmelser til Ukraine. Hidtil har vi alle troet, at det, som Rusland ikke vil finde sig i, er når NATO får nye medlemmer i Ruslands nærområde. Det handlede Ruslands krig i Georgien i 2008 om.

Denne optrapning fra russisk side er i virkeligheden det mest foruroligende i hele forløbet", siger Mette Skak. Hvad lænken mellem militærøvelsen og EUs "tilnærmelser" handler om er ikke ganske klart. Det er nu 20 år siden Ukraine underskrev en partnerskabsaftale med EU - men det er stadig kun omkring halvdelen af Ukraines folk, der vil gå den vej og mindst en tredjedel, der ikke vil. Ekspertisen giver indtryk af at de fæle russere i Moskva bestemmer hvad Ukraine skal og ikke skal.

Der er nogle perspektiver som stort set aldrig bliver taget op i det danske militærvenlige, anti-russiske, pro-amerikanske forsknings- og mediemiljø. Et af dem er at alle løfter USA/Vesten gav Gorbatjov (kun mundtligt) om ikke at ekspandere østpå er blevet brudt. Kun et par år efter at Muren var faldet var Clintonadministrationen i fuld gang med at udvide NATOs sfære med militære raadgivere i ministerier, baser og invitationer til medlemsskab på en omringningsfront fra de baltiske republikker til Tblisi, inklusive tossekrigen i Kosovo, der realpolitisk handlede om at kunne bygge Bondsteel-basen dér - den største uden for USA siden Vietnam-krigen - snarere end om et nyt påstået folkemord.

I tråd hermed falder også det destabiliserende Missilskjold, hvis hovedfunktion naturligvis intet har at gøre med Iran men med at kunne udkæmpe en atomkrig på mere "favorable" vilkår. At Rusland i dette spil skulle have sikkerhedsinteresser af både historiske og aktuelle grunde - nej, så megen indlevelsesevne findes der ikke i de nævnte kredse. Et andet er at fortællingen om disse ting altid handler om de onde, autoritære og de gode demokratiske landes støtte til de gode, demokratiske ofre herfor. Denne friheds- og demokrati-politik bør dog nok snarere kaldes regimeforandring. Også i tilfældet Ukraine. Statsmænd taler om smukke motiver - men stater forfølger interesser. Også interesser, der ikke altid er så noble.

Kritikere af vestlig politik - ikke mindst i USA - har skrevet nok så meget om de fem milliarder US dollars, der er blevet brugt på at hjælpe den ikke helt demokratiske opposition i Ukraine, der indeholder en foruroligende mængde nationalistiske, russofobiske, antisemitiske og ny-nazistiske elementer. Men ikke et ord om dette i mainstream-pressen, heller ikke Politiken. Fjollede rapporter gjorde en del ud af den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nulands oooppps "Fuck EU" - men overså at hele samtalen hvor de fire bogstaver blev udtalt handlede om hvordan USA skulle fremme alternativt bremse hvem der skulle blive de fremtidige ledere i Ukraine.

Indblanding i suveræne staters interne anliggende er ikke netop fremmed for USA, og der ligger jo en god portion psyko-projektion i det, når Kerry siger at dét håber han Putin ikke vil gøre. Det er nok heller ikke for sjovs skyld at USAs vicepræsident Joe Biden på få uger talte 9 gange med den nu flygtede præsident - sidste gang med ord som kan tolkes i retning af at "du er færdig, kammerat!"

For nu at sammenfatte, så trives den kolde krigs paradigme stadig - uanset virkelighedens forandringer. Vesten kan ikke leve uden fjender, fordi man have fjender for at kunne legitimere sin oprustning, ekspansion og interventionisme. Vend blot om på hønen og ægget så har du en nøgle. Men eksperter og institutter kan ikke påregne at få bevillinger hvis de bruger dén nøgle. Derfor skal man være forsigtig med at tro på dem, der af journalister udnævnes til eksperter. Bent Jensen-sagaen er blot en ekstrem udgave af dette syndrom 25 år efter Murens fald og Sovjetunionens og Warszawapagtens opløsning. Havde han skrevet kritisk om USA ville han være blevet tiet ihjel. Den frie forskning og de frie medier indebærer friheden til at tilpasse sig og ikke udfordre vort eget magtsystem, kun de andres.


Jan Øberg er medstifter og direktør for tænketanken Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning. Hans skriverier på dansk kan følges via JanOberg.wordpress.com.
PayPal logo Giv en skærv!
PayPal logo

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2014 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand