FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Stop Ruslands krig i Tjetjenien! Stop Ruslands krig i Tjetjenien - For Tjetjeniens ret til selvbestemmelse - Støt krigens ofre! Af Aldrig Mere Krig mfl - 19/1 2000
Se temaet

Demonstration
onsdag den 19. januar kl. 17-18
på Kultorvet i København

Arrangører: Aldrig Mere Krig, Byggefagenes Samvirke, Dansk El Forbund i København, Enhedslisten, Kvinder for fred, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, PMF, SF, SFU med flere.


Næste dag rejser en OSCE-delegation til Tjetjenien, og der er folketingsdebat om krigen, arrangeret af Enhedslisten.
Kontaktperson: Kenneth Haar, tlf: 3337 5069, fax: 3337 5070, e-mail: elkeha@ft.dk


Udkast til løbeseddel...

Ruslands krig i Tjetjenien har nu varet i fire måneder. Så længe har russiske fly og kanoner bombet by og land i et land, der langt fra var kommet sig efter den sidste krig, der sluttede i 1996. Krigen er blevet et mareridt for civilbefolkningen: Antallet af fordrevne nærmer sig de 200.000, og titusinder befinder sig endnu i den belejrede hovedstad Grosnij.
 
Selvom civilbefolkningen er de store tabere, så fører Rusland officielt krig mod islamiske terrorister. Den russiske regering hævder, at en række uhyggelige bombesprængninger i store russiske byer var udført af tjetjenske terrorister, og krigen var deres svar. Den påstand er der aldrig ført bevis for, men selvom det var sket, så er krigen mod civilbefolkningen forkastelig, og må mødes af kraftige internationale protester.
 
Baggrunden for krigen skal først og fremmest findes i russisk indenrigspolitik. For at sikre, at Jeltsin kunne få valgt sin efterfølger på præsidentposten, Vladimir Putin, valgte Jeltsin at appellere til den russiske nationalisme. "Endnu to måneder, og så vil vi plante vort russiske flag i Tjetjenien", sagde Jeltsin den 6. januar.
 
Tjetjenien skal generobres, hvis det står til den russiske regering. Oven i købet hævdede Jeltsin, at vigtige lande var "begyndt at vise forståelse" for den russiske regerings holdning.
 
Det kunne han gøre fordi vi endnu mangler at se konkret handling på internationalt plan for at stoppe Rusland. USAs præsident Clinton udtalte endda den 1. januar, at forholdet til Rusland havde fået "en god start" med Vladimir Putin, selvom Clinton ikke var enig på Tjetjeniens-spørgsmålet.
 
Tiden er ikke til tvetydigheder. Vi vil se handling fra vores politikere og fra den danske regering. Vi vil også medvirke til at sende den besked til både den tjetjenske og den russiske befolkning, at brede dele af den danske befolkning fordømmer Ruslands krig i Tjetjenien.
Derfor demonstrerer vi på Kultorvet den 19. januar.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret januar 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand