Sanktioner skal rettes mod
den krigsførende elite

Brede sanktioner er angrebskrig, der rammer befolkningen. De er et blødere våben, men at tage dem i brug er fortsat en slags angrebskrig. Sanktionvåbenet kan skabe udbredt død og ødelæggelse, og bør derfor i stedet klart målrettes imod den krigsførende elite. At løsne disse sanktioner kan så bruges som mulig bonus for at anspore fx til våbenhvile.


Hårdere sanktioner er blevet en fiks måde at udvise "fredelig kampkraft" på. At vise rimelig vilje til at være med på at straffe uregerlige despoter - men brugen bør ske med langt mere omtanke. Ofte er der overraskende lidt fokus på, hvem der egentlig har udarbejdet regelsættet for en konkret afstraffelse. Der er nemlig stor forskel, på, om det fx er Danmark selv, FN, FNs Sikkerhedsråd, EU eller USA, der står bag.

EU er nød til at tilskære sine sanktioner, så flest mulige EU-lande går helt med på at håndhæve dem – eller tillader resten at gøre det, mod selv at blive undtaget. I denne balancegang bliver der naturligvis taget hensyn til, at egen industri og produktion ikke bliver skadet - og helst ligefrem kan tjene på muligheden. Denne metode er USA gået i spidsen med, at luske tekniske handelshindringer til egen gavn med i sanktionspakker - en skjult erhvervsstøtte, som internationale handelsaftaler ellers ikke tillader.

Manglende effektuering kan udløse boykot af gode handelspartnere, der også selv kan blive ramt af straftold og bøder. Samtidigt kan mylderet af ukoordinerede og let forskellige sanktioner forstærke hinanden på uventet brutale måder. Og ofte mangler sanktioner en klar "udløbsdato", et mål for hvordan de kan ophæves igen.




Men Sydafrika er desværre en undtagelse, for der er langt flere af de grimme eksempler, hvor sanktioner i stedet mest virkede som en generel afstraffelse af et lands befolkning. Hvor eliten i høj grad gik fri - og sanktionerne ingen betydning fik som krigsdæmpende faktor.







Problemstillingen er ikke, at sanktioner altid giver for voldsomme bivirkninger, men at de alt for ofte gør det. Dette kan modvirkes ved ikke blot blindt at skabe "sanktioner", for disse rammer for nemt de svageste. Derimod kan bedre målrettede sanktioner måske give den ønskede forskel, hvis disse skræddersyes til præcist at ramme et lands krigsstøttende elite.

Sådan er det ikke med de nuværende sanktioner mod Rusland, der blot er pandet ud hulter til bulter. Revl og krat som meningsløs bekæmpelse af russisk ballet. Generelle sanktioner mod Ruslands økonomi, der har stoppet al samhandel, i stedet for klart at skelne mellem om varen var våben eller babymos.


Russisk gas og olie var tidligere dominerende i Europa til opvarmning, men er nu forsøgt lukket ude. Dette har i høj grad gavnet USA, som sanktionerne har gjort til verdens største gaseksportør - af miljøskadelig skifergas. Imens er intet gjort for at blokere Ukraines gasledninger, der overraskende nok fortsat benyttes af Rusland til energieksport, efter fælles aftale - for den eksport tjener Ukraine jo også på.

Med i mylderet af sanktioner er dog også nogle få af de mere intelligente sanktioner - målrettede restriktioner af udvalgte personers privatøkonomi og rejsemuligheder. Men selv disse giver kun egentlig mening, hvis der samtidig gennemføres politiske tiltag for at styrke Ruslands interne opposition. En helt nødvendig vej, også selvom dette naturligvis er en besværlig balancegang, da Putin jo stempler mange som landsforrædere.


Alt for brede sanktioner er generelt set reelt meningsløse og skadelige, og kan forarme en befolkning uden at skabe ændringer - samt som i eksemplet med Cuba i stedet give propagandasejre til regimet, da alle fejl kan undskyldes med manglende leverancer udefra.

Støt sanktioner, men ret dem med præcision mod selve krigsførelsen og Ruslands krigsførende elite!




Skrevet på opfordring til Enhedslistens Årsmøde 2023.

Fodnote- og kildeliste