FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
24 års forkert politik over for Rusland De tillidsskabende foranstaltninger fra Den Kolde Krig skal bringes frem i lyset og gives fornyet liv. Det haster! Af Jørn Boye, Søren Riishøj, Poul Villaume og Clemens Stubbe Østergaard
Se temaet

Hvilken strategi og politik bør Danmark og Vesten anlægge over for Vladimir Putins autoritært styrede Rusland? I de sidste mange år - herunder de seneste fire-fem år, hvor forholdet mellem Vesten og Rusland for alvor er blevet forsuret - har dette vigtige spørgsmål desværre givet anledning til alt for lidt reel debat i Danmark. Hos "regering, presse og eksperter" er der ingen plads til distraherende nuancer eller gråtoner - verden er skarpt delt op i sort og hvidt, de onde og de gode.

Denne tanke- og tilgang var i post-koldkrigsperioden - før og efter 2001 - med til at føre Vesten ud i mere eller mindre modproduktive angrebskrige, ofte på et tvivlsomt folkeretligt grundlag. Tankegangen var også udbredt under især de dybfrosne perioder af Den Kolde Krig, hvor stemmer, som kritiserede egne lederes konfrontationskurs over for modparten i både den diktatoriske østblok og den demokratiske vestblok, blev stemplet som 'nyttige idioter'.

Det er nu en præmis, at der hænger en mere eller mindre umiddelbar russisk militær trussel over de baltiske lande. Siden 2014 er præmissen om "et stadig mere aggressivt Rusland" i dansk og vestlig politiker- og mediebåret diskurs blevet et aksiom - dvs. en selvindlysende forudsætning, som ikke kræver nogen nærmere argumentation eller sandsynliggørelse - ud over henvisningen til annekteringen af Krim samt Kremls militære støtte til det russiske mindretalsoprør i Østukraine.

Begge dele var dog en umiddelbar reaktion på det åbenlyst vestligt støttede magtskifte i Kyjiv i februar 2014. Et kupagtigt magtskifte, som via gadens parlament, anført af militariserede højreradikale grupper - væltede den korrupte, men folkevalgte ukrainske præsident, Janukovitj, på trods af at højtstående repræsentanter for EU dagen forinden havde indgået en fornuftig kompromisaftale med ham om bl.a. en koalitionsregering med oppositionen og et snarligt præsidentvalg. De nye magthavere i Kyjiv, som omgående blev omfavnet af både Bruxelles og Washington, havde bl.a. talt om at opsige Ukraines aftale med Rusland om flådebasen i Sevastopol på Krim, og om at ophæve russisk som officielt andetsprog i landet.


Ædruelige analyser afviser, at situationen omkring Krim, hvor 66 pct. af befolkningen er russisk, med nogen rimelighed kan paralleliseres med situationen i de tre baltiske NATO-lande, hvor de russisk-talende er i mindretal. Det er også mere end svært at se hvilke fordele, Kreml skulle øjne i at "erobre et eller flere baltiske lande" i et lynangreb, selvom netop dét er et officielt scenarie hos NATOs planlæggere. Alligevel er de baltiske landes historisk betingede bekymring for den store russiske nabo siden 2014 ikke uforståelig rent psykologisk og ej heller deres følte behov for militære 'nervepiller' fra NATOs side. Men den vigtigste vej til at nedtrappe eksisterende spændinger mellem Rusland og de baltiske lande er den politisk-diplomatiske, herunder at tilskynde de baltiske regeringer til bedre at integrere de russiske mindretal og sikre deres rettigheder, så mindretallene ikke kan udnyttes i russisk-nationalistisk propaganda, samt at alle parter må acceptere skærpet OSCE-kontrol og -tilstedeværelse i grænseområderne mellem Baltikum og Rusland.

Det er tilsyneladende også en given sag, at NATOs militære styrkeopbygning over for Rusland i Østersøregionen ikke behøver noget diplomatisk sidestykke. Det er her værd at minde om, at NATO siden 1967 har haft to principielt ligestillede formål, som gensidigt supplerer hinanden: militær afskrækkelse og politisk-diplomatisk afspænding. Konceptet var med til at give NATO en konstruktiv rolle - ikke mindst på dansk foranledning - i den europæiske afspændingsproces i 1970erne og 1980erne. Men som den amerikanske fhv. topdiplomat Chas W. Freeman påpeger, er USAs udenrigspolitik gennem en årrække blevet tydeligt militariseret, samtidig med en markant nedprioritering af det diplomatiske instrument.

Danmarks ambassadør i Moskva, Thomas Winkler, advarer imod at overdrive Ruslands militære kapacitet, og imod at slutte fra enkelte situationer med aktiv russisk brug af militær magt - Georgien i 2008, Ukraine i 2014, Syrien fra 2015 - til en bredere tese om mere eller mindre nært forestående russisk aggression. I alle tre tilfælde gik Moskva efter Winklers vurdering kun i militær aktion, fordi der set fra Moskva forelå akutte og alvorlige trusler mod Ruslands vitale interesser. Og Winkler minder om, at mens Rusland foretager militært provokerende handlinger i Østersøregionen, så viser Moskva samtidig villighed til dybere integration i samarbejdet i de regionale fora omkring Østersøen og Arktis.

Derfor ser diplomaten Winkler effektive kommunikationskanaler, samarbejde og handel med Rusland som en bedre vej end et nyt våbenkapløb. Frem for et bl.a. økonomisk pres udefra, som bruges til at styrke Putins position i russisk indenrigspolitik, peger Winkler på, at det er i Vestens interesse, at et Rusland med økonomisk vækst ikke er efterladt uden for de internationale samarbejdsstrukturer.


I juli 1990 vedtog NATO sin London-erklæring med appel om nye mekanismer og institutioner for europæisk sikkerhed samt afmilitarisering. Og før og efter Tysklands genforening i oktober 1990 forsikrede vestlige ledere gentagne gange mundtligt Moskva om, at NATOs jurisdiktion ikke ville blive flyttet længere mod øst. Men i Vesten blev alt dette hurtigt glemt efter Sovjetunionens sammenbrud. I 1992 advarede den amerikanske diplomat og historiker George Kennan, som i 1946-1947 havde formuleret USAs og Vestens inddæmningsstrategi over for sovjetkommunismen under Den Kolde Krig, offentligt imod faren for vestlig triumfalisme og overmod. Man skulle snarere spørge sig selv, fortsatte han, hvad der var gået tabt ved, at den gensidige militarisering og overoprustning reelt havde forlænget Den Kolde Krig unødigt.

Alligevel kastede Den Kolde Krigs afslutning NATO ud i noget, der lignede en eksistentiel krise, som først så ud til at lette noget, da man fra 1994 officielt fandt et nyt, forenende strategisk mål, nemlig 'projicering af stabilitet mod øst', dvs. gradvis udvidelse af NATOs medlemskreds med de øst-og centraleuropæiske lande. Udsigten til, at sikringen mod en (mulig fremtidig) trussel fra Rusland skulle blive en selvopfyldende profeti. Det første land i Europa siden 1945, som har fået ændret sin status og sine grænser med militær magt fra én magt(blok)s side, var ikke Ukraine med den russiske Krim-annektering i 2014. Det var derimod Serbien i 1999 med den NATO-fremkaldte de facto-løsrivelse af Kosovo. …

Naturligvis har Putins Rusland et medansvar for det aktuelle spændingsniveau. Men husk 1970erne: Brezjnevs Sovjetunionen var trods alt langt mere ufrit - og militært langt stærkere - end dagens Rusland, og det afholdt på ingen måde Vesten fra - i øvrigt med både socialdemokratiske og borgerlige danske regeringer som proaktive pådrivere i NATO - at indgå omfattende afspændings- og våbenkontrolaftaler med Moskva. Det skete bl.a. i erkendelse af, at afspænding, snarere end militær konfrontation, fremmede en gradvis liberalisering i østblokken. I dag er begreber som 'afspænding', 'diplomati' og 'våbenkontrol' nærmest udraderet af den sikkerhedspolitiske diskurs blandt politikere, dominerende eksperter og mediefolk - især i Danmark.


I disse måneder, hvor der i USA og i NATO-/EU-landene er stort fokus på anklagerne mod Rusland for cyberbaserede angreb på Vestens demokratiske institutioner og valghandlinger, kan der også være grund til at minde om, at kansler Merkel på München-sikkerhedskonferencen i februar 2017 foreslog, at hele spørgsmålet om cybersikkerhed blev taget op til substantiel behandling i NATO-Rusland-rådet. Forslaget blev straks støttet af Rusland, men det russiske forslag forblev dog reelt ubesvaret af Obamaregeringen.

Man kan vælge at se den russiske 'cyberkrigsførelse' i USA og i andre lande som en slags defensivt svar (eller 'tak for sidst') på bl.a. USAs 'Freedom Support Act', som i 15 år efter 1992 tillod skiftende amerikanske regeringer at kanalisere 2,2 mia. dollars til i hundredvis af russiske organisationer, partier, medier, NGO'er og firmaer, som med mængder af amerikanske eksperters bistand formulerede markedsøkonomisk lovgivning m.v.

Gordon Adams, en af hovedaktørerne i hele denne indsats under præsident Clinton i 1990'erne, kaldte det i 2016 for "en af de største, mest aktive og indgribende ikkemilitære interventioner i en anden stormagts politiske forhold nogensinde". Ifølge Adams var det også en intervention, som - uanset gode intentioner - var naiv. Ifølge ham respekterede den nemlig ikke russisk nationalstolthed, og af de fleste russere blev den betragtet som en ydmygende amerikansk indtrængen, der primært var i USAs egen interesse.

På cyberområdet - præcis som på det militære område og andre felter - er åben dialog og substantielle forhandlinger dog under alle omstændigheder den indlysende bedste, ja eneste vej frem til at nedbryde den dybe gensidige mistillid, som i dag hersker mellem Vesten og Rusland. På alle fronter gælder det for begge parter om at undgå hyperfokus på den anden parts fejl- og overgreb, mens man i praksis er totalt blind over for egne fejltrin. Selvretfærdighed nedbrydes bedst i ligefrem dialog med gradvis og systematisk opbygning af gensidigt tillidsskabende foranstaltninger med tilhørende institutioner. Det lykkedes i vidt omfang under Den Kolde Krig i 1970erne og 1980erne. Både institutionerne og aftalerne eksisterer faktisk stadig. Men de skal bringes frem i lyset igen, støves af og gives fornyet liv. Det haster!


Dette er et forkortet uddrag - læs hele RIKOs analyse som abonnent på magasinet RÆSON 33


PayPal logo Giv en skærv!
PayPal logo

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret oktober 2018 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand