FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Juridiske overvejelser Om dansk deltagelse i Irakkrigen 2003. Af Solveig Czeskleba-Dupont juli-august 2003
Se temaet

1. Beslutningen om dansk militær deltagelse
 
“Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak.”
 
Sådan lød beslutningen, der blev truffet i Folketinget på baggrund af et beslutningsforslag fremsat af udenrigsministeren den 18. marts, førstebehandlet den 19. marts og vedtaget den 21. marts 2003. 61 folketingsmedlemmer ud af 111 tilstedeværende, traf denne beslutning, mens 68 medlemmer var fraværende. Dette beslutningsforslag med bemærkninger fra udenrigsministeriet findes på udenrigsministeriets hjemmeside.
 
Det danske bidrag bestod af en ubåd, en korvet, et lægehold og en mindre gruppe af stabs- og forbindelsespersonel svarende til, hvad USA havde efterspurgt. Det drejede sig i første omgang om ca.160 personer, som skulle udsendes i op til seks måneder. (se bemærkninger til forslaget pkt. VII) og en udgift på 60 mio. kr. for de seks måneder. (se bemærkninger til forslaget pkt. X)
 
Som juridisk grundlag henvistes der i forslagets bemærkninger, dels til grundlovens § 19, stk 2, og dels til folkeretten, nemlig FN-pagtens kapitler VII og Sikkerhedsrådets resolutioner 678, 687, 1284 og 1441. Endvidere henvistes der til våbeninspektørernes rapporter fra den 27. januar, 14. februar og den 7. marts. 2003, og et resolutionsforslag fra USA, Storbritannien og Spanien om, at Irak havde forspildt sin sidste chance for at gennemføre sine nedrustningsforpligtelser i medfør af resolution 1441.
 
Som yderligere begrundelse nævntes såvel dansk indsats over for Irak i 1990 - 91 og folketingsbeslutningen B114 fra den 17. februar 1998 om et dansk militært bidrag til en indsats i Irak i henhold til de tidligere FN-resolutioner.
 
På dette grundlag konkluderede det danske udenrigsministerium at anvendelse af militær magt under amerikansk ledelse var i orden for at få afvæbnet Irak, hvad angår masseødelæggelsesvåben og dermed medvirke til at fjerne truslen mod fred og sikkerhed i regionen. (se bemærkninger til forslaget pkt. VI)
 
Til sidst blev det påpeget, at Folketingets udenrigspolitiske nævn, skulle have rådgivningsstatus i forhold til sagens videre forløb. Dette svarer til Grundloven §19, stk3. (se bemærkninger til forslaget pkt. IX)

2. Udenrigsministeriets juridiske begrundelse for beslutningen
 
Udenrigsministeriets folkeretskontor afleverede den 17. marts 2003 et notat til ministeren om “Det juridiske grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler mod Irak”. Dette notat er grundlaget for bemærkningerne til beslutningsforslaget B 118. Notatet kan bl.a. ses hos Udenrigsministeriet.
 
Som indledning peger notatet på, at hovedreglen efter FN-pagten art. 2 indeholder et almindeligt forbud mod fysisk magtanvendelse staterne imellem. Der er to undtagelser fra denne regel, nemlig dels magtanvendelse i selvforsvar (FN-pagten art. 51) og dels hvis FNs sikkerhedsråd giver en særlig bemyndigelse til brug af magt (art. 42).
 
Anvendelse af pagtens art. 42, som der må være tale om i dette tilfælde forudsætter, at Sikkerhedsrådet kun kan gribe til militære sanktioner i undtagelsestilfælde, når alle ikke-militære midler er blevet afprøvet, og en militær aktion kan retfærdiggøres. Med andre ord gælder der et proportionalitetsprincip, hvorefter det må vurderes, om de valgte midler står i et rimeligt forhold til de overgreb, der reageres imod.
 
Papiret konkluderer, at der med resolution 1441 for så vidt foreligger et klarere og mere opdateret juridisk grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak med henblik på at fjerne Iraks kapacitet til at opbygge og anvende masseødelæggelses-våben, end det var tilfældet i februar 1998.
 
Denne konklusion er adskillige folkeretseksperter uenige i. Og selv Hans Blix har i Oslo den 13.8.3 udtalt at krigen var folkeretslig ulovlig, da Saddam Hussein ikke udgjorde nogen overhængende trussel mod freden i foråret 2003. Der var ingen masseødelæggelsesvåben og programmer til deres fremstilling kunne ikke sættes i gang, så længe våbeninspektørerne var tilstede i Irak.

Notatet taler i øvrigt ikke om “en angrebskrig uden FN-mandat”, men om en militær aktion der iværksættes på grundlag af en bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd. Der argumenteres med, at bemyndigelsen er givet i tidligere resolutioner, herunder især res. 678 fra 1991.
 
Både dr. scient.adm Ib Martin Jarvad, RUC og Tonny Brems Knudsen, lektor i international politik , AU, har skriftligt kommenteret anvendelsen af dette notats indhold ved beslutningen om at gå i krig. De påpeger bl.a. at res. 678 udelukkende bemyndigede magtanvendelse til befrielsen af Kuwait. Efterfølgende resolution 687 fra 1991 etablerede våbenhvilen som afslutning på den1. Golfkrig. Formålet med res. 678 var opnået, og autorisationen til magtanvendelse var således udtømt. Res. 687 indeholdt ingen beføjelse til magtanvendelse og bekræftede såvel Kuwaits som Iraks suverænitet.
 
I dette tilfælde foregik forespørgslerne i forsvarsudvalget, som havde stillet mere end 100 skriftlige spørgsmål til udenrigsministeren. Se spørgsmål og udenrigsministerens svar i bilag 22 og bilag 23

3. Spørgsmål nr. 21 fra forsvarsudvalget
 
Et af de interessante svar på de mange spørgsmål er svaret på spørgsmål nr.21. Spørgsmålet lyder:
“Vil ministeren redegøre for, hvilke beviser der findes for, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben?”
 
Udenrigsministeren svarede: “Under den første våbeninspektion i Irak fra 1991 til 1998, forestået af UNSCOM, blev der navnlig fra 1995 fundet og destrueret store mængder kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben. Denne proces blev aldrig afsluttet som følge af, at våbeninspektørerne på grund af Iraks obstruktion af deres arbejde måtte forlade landet i 1998. Chefen for den nye våbeninspektion UNMOVIC, Hans Blix, har i sine rapporter til sikkerhedsrådet slået fast, at der stadig mangler regnskab for betydelige mængder kemiske og biologiske våbenemner.“
 
I løbet af sommeren har Hans Blix ved flere lejligheder understreget, at udenrigsministerens svar er ukorrekte. Sådan har der aldrig stået i våbeninspektørernes rapporter.
 
Andre spørgsmål og svar (sp. 77 og 78) viser, at hverken de relevante FN-resolutioner eller de tre vigtige rapporter fra våbeninspektørerne, som udenrigsministeriet henviser til som grundlag for beslutningen om krigsdeltagelse, findes i dansk oversættelse.
 
Hele forløbet henimod krigsbeslutningen virker på mange danskere så uansvarligt, at de kommer til at tænke på Tamilsagen fra beg. af 90'erne, hvor der blev lagt sag an mod justitsminister Ninn-Hansen. Kan der i forbindelse med Irakkrigen lægges sag an mod nogle af de danske ministre, må man spørge sig.

4.Rigsretssag
 
Efter grundlovens §§ 59 og 60 kan kun kongen eller folketinget lægge sag an mod ministrene. Det kan komme på tale, hvis det viser sig, at Statsministeren bevidst har vildledt Folketinget. Sådanne sager pådømmes af rigsretten, som “består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal” medlemmer valgt af folketinget; men folketingsmedlemmer kan selv ikke vælges til medlemmer af rigsretten.
 
Denne procedure betyder, at der skal være flertal i folketinget for en rigsretssag. En redegørelse fra ministeren, jvf. § 53 i grundloven, kræver også et folketingsflertal. Derfor kommer folketingsmedlemmerne fra Soc. dem., SF og Enhedslisten ingen vegne i Folketinget med deres krav om redegørelser og undersøgelser af regeringens beslutningsgrundlag, så længe flertallet i folketinget tælles ud fra partiernes medlemstal i tinget, og Dansk Folkeparti er regeringens sikre støtteparti.
 
Men hvad med at henholde sig til grundlovens § 56? Her står der: “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere”. Det vil sige, at medlemmerne efter grundloven ikke er tvunget til at følge en partilinie.



Oversigt over anvendte kilder:
 
1. Udenrigsministeriet(2003): Folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak (B118) med bemærkninger.
 
2. Danmarks Riges Grundlov (Lov nr. 169 af 5. juni 1953) og Forretningsorden for Folketinget
(begge i Schultz Lov Bibliotek nr. 39)
 
3. Folkeretskontoret, udenrigsministeriets juridiske tjeneste (2003): Det juridiske
grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler mod Irak (J.nr.: JT.F, 6.U.591
CC). Dette notat findes i forskellige udgaver. Notatet kan bl.a. ses hos Udenrigsministeriet.
 
4. Ib Martin Jarvad (2003): Irak-krigens juridiske grundlag. Indlæg til debat om temaet
“Har vi (stadig) en folkeret?”. Roskilde den 23.4.2003. Manuskript.
 
5. Tonny Brems Knudsen (2003): I strid med FN og folkeretten (Kroniken i Politiken,
den 22. marts 2003)
 
6. Forsvarsudvalgets udvalgsbilag til B118 (2003) udarbejdet i dagene den 19 - 21.
marts 2003. Se bilag 22 og bilag 23.
 
7. Peter Arnborg (2003): Grundlovsstridig krig (Politiken 25.3.2003)
 
8. Coilin Oscar Óhaiseadha (2003): Ingen våben - ingen overraskelse. (Information den 21.7. 2003)
 
9. Charlotte Aagaard og Steffen Fog (2003): Regeringen misinformerede om Irak
(Information den 22.7.2003)
 
10. Bo Elkjær og Kenan Seeberg (2003): Læner sig op ad rigsretssag. (Ekstrabladet den 24.7.2003)
 
11. Radiointerview med prof. dr. jur. Henning Koch, forfatningsekspert (DR1 kl. 8.15, den 30.7.2003)
 
12. Jørgen Steen Nielsen (2003): Spørgsmålene hober sig op, Anders Fog Rasmussen.
(Information, den 8.8. 2003)

Download ovenstående juridiske notat om baggrunden for underskriftindsamlingen.
Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret august 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand