FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Avis ude i uforståeligt ærinde En iransk familiefar fra Hasle satte ild til sig selv i protest mod Iran - og bliver hånet i en avis-leder.
Af Tom Vilmer Paamand - 2003
Se temaet

En mand har sat ild i sig selv som politiske protest i Italien, og det har JP Århus så følt behov for højlydt at fordømme i en leder 30/6 2003. Avisens leder bruger ord som udåd, afskyelig og afstumpet om mandens handling. Rationelt set har han blot forsøgt at begå selvmord, hvad der normalt ikke får nogen til at finde så nedladende udtryk frem.
Han har i sit selvmordsforsøg mest skadet sig selv. Ved mere almindelige offentlige selvmord går det ofte hårdt ud over de lastbilchauffører eller togførere, der ufrivilligt bliver brugt som redskaber. Der er heller ikke tale om det misvisende udtryk selvmordsbombe, hvor selvmorderen bevidst ønsker at dræbe andre samtidigt. Så hvad får dog avisen til at hidse sig sådan op?
 
Tvivlsom metode
Manden har sat sit liv på spil for at gøre opmærksom på en sag. Han har aktioneret på den eneste måde, han troede ville give sagen opmærksomhed. Og avisens opmærksomhed viser desværre, at det er lykkedes. Om den desperate handling så er til gavn for mandens sag, er straks mere end tvivlsomt.
At folk sætter egne og andres liv på spil af politiske grunde er ellers ret almindeligt. Danske soldater gør det på Balkan og i endnu fjernere lande som Irak og Afghanistan. Her dræber de andre folk, der også sætter livet på spil af politiske grunde.
Vore soldaters spil med liv og død er jeg helt sikker på, at lederskribenten hos JP Århus har stor respekt og beundring for. Det har jeg ikke, men jeg finder heller ikke soldaterne afskyelige og afstumpede. De ord reserverer jeg til vore politikere, der har sendt soldaterne af sted af politiske grunde, uden at sætte noget som helst på spil.
Danmark har hermed markeret sig negativt i en verden, hvor vi har valgt at markedsføre demokratiet med voldelige metoder. Verden er fuld af afskyelige og afstumpede handlinger. Når Danmark vælger at støtte dem, kan det være svært at finde demokratiske udtryk for sin afsky.
 
Pacifist
Jeg er selv pacifist, og dermed klar modstander af vold. Og det er netop fordi jeg er glad for livet, at jeg synes der er grund til at kæmpe for at forbedre det. Jeg har ingen sympati for selvbrænderens politiske sag, men finder det da trods alt prisværdigt, når folk nøjes med at skade sig selv, i stedet for at trække uskyldige andre med.
Avisen skriver moraliserende, at intet i dansk kultur berettiger selvbrænding som politisk våben, fordi vi har demokrati. Det kan selvbrænderen jo så også være ret ligeglad med, da handlingen sådan set intet havde at gøre med Danmark. Argumentet bruges da også kun som overgang til nogle rablerier om, at mandens handling er en skamstøtte over integrationen af udlændinge her i landet.
 
Usmageligt drilleri
Det mest bizarre ved lederen er dog dens afslutning, hvor skribenten småfniser over at mandens integration er "så vellykket, at det tilsyneladende ikke er noget økonomisk problem med kort varsel at valfarte til Italien og Frankrig i politisk ærinde."
At folk ofrer noget som helst for deres overbevisning, er åbenbart helt uforståeligt for skribenten - om det så er en flybillet eller selve livet. Men at drille med så underordnede detaljer i en så alvorlig sag, er groft usmageligt.
Avisen er her ude i et højst uforståeligt politisk ærinde. Den prioritering og formåen behøver man ikke være speciel rabiat for at undre sig en anelse over.



Jyllands-Postens JP Århus 29.06.2003. Ledende artikel: Selvbrænding
Få dage før århusianerne sendte mangen en symbolsk heks til Bloksbjerg i et flammehav fik byen sin første selvbrænder. En 45-årig iransk familiefar fra Hasle satte ild til sig selv foran den franske ambassade i Rom, angiveligt som protest mod fængsling af lederen af den iranske oppositionsgruppe Det Iranske Folks Mujahediner.
Udåden efterlader både forundring og pessimisme. Medierne har nærmest virket en smule benovede over, at byen har fået en lokal selvbrænder, og familien har været omfattet af medfølelse. Mens medfølelsen på det medmenneskelige plan er forståelig, er selve selvbrændingen afskyelig på enhver måde.
I dansk kultur, der bl.a. omfatter demokrati, er der intet intet der berettiger selvbrænding som politisk våben, uanset hvilken problemstilling eller eventuel uretfærdighed man står overfor. ... Trods 12 års fysisk ophold i landet er den iranske mand tilsyneladende stadig fast forankret i en kultur tusinder af kilometer borte. Set med danske øjne har han med selvbrændingen ikke blot svigtet sin familie fatalt i fanatismens navn, han har også rejst en skamstøtte over integrationen af udlændinge i Danmark ...
Selvbrændingen er synd for mandens familie og ærgerlig for integrationen, som på den aktuelle baggrund næsten kan forekomme håbløs. Efter danske normer er selvbrænding afstumpet vold, der åbenlyst demonstrerer foragt for menneskeliv. Den adfærd er helt uacceptabel, og i denne sag helliger målet ikke midlerne.
Hele furoren omkring den århusianske selvbrænder viser dog på den anden side en integration så vellykket, at det tilsyneladende ikke er noget økonomisk problem med kort varsel at valfarte til Italien og Frankrig i politisk ærinde. Den prioritering og formåen behøver man ikke være speciel rabiat for at undre sig en anelse over.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand