FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Børnenes blod Nurit Peled-Elhanan er professor i pædagogik i Jerusalem. Hendes eget barn blev myrdet af en palæstinenser, og hun beder alle parter gå i dialog og vælge freden. Af Nurit Peled-Elhanan - 2001
Se temaet

Jeg er glad for at skulle tale på et kvindeseminar, fordi jeg tror på kvinder, og jeg tror på mødre. Jeg tror, at moderskabet er den eneste fællesnævner, der kan overvinde nationalitet, race og religion. Og jeg tror, at mødre er de eneste, der kan tage kampen op med politikere og generaler.
I en undersøgelse om tilegnelse af sprog har vi set, at mødre er de bedste lærere i verden. Der findes ingen mor, for hvem det ikke lykkes at lære sit barn det, hun ønsker, hvilken kultur hun end måtte tilhøre, og hvor alvorligt hendes barns handicap end måtte være.
Vi ved også, at indlæringsvanskeligheder er den formelle uddannelses opfindelse eller virkelighed, hvilket er det samme ord på hebraisk, fordi der i den formelle uddannelse indgår indlæring af et samfundsmæssigt klassifikationssystem. Hvis vi siger, at sprog er et samfundsmæssigt klassifikationssystem, som vi bruger til at bringe mening i verden, så går uddannelsen ud på at lære børn dette særlige klassifikationssystem.
Det klassificerer folk og ting og idéer og forsøger hos børnene at indskærpe og indoktrinere det, der bliver præsenteret som sandheden. Og vi ved, at vore dages skolebørn er morgendagens politikere, og vore dages politikere er gårsdagens skolebørn. Hvis sprog er et klassifikationssystem, og hvis uddannelse er indlæring af klassifikation, så går det herskende system ud på at påtvinge andre din klassifikation og benægte eksistensen af deres.
Samtale er noget andet. Samtale handler altid om forskelle. Folk, der ikke accepterer forskelle og ikke er klar til at gøre plads til forskelle inden i sig selv, kan ikke tale til hinanden. Ligesom Alice og kålormen kan de skændes og slås og ydmyge hinanden, men de kan ikke tale sammen.
Folk der ikke kan eller ikke vil acceptere forskelle og det faktum, at samtale er en vedvarende benægtelse af forskellige klassifikationer, har en monologisk tilgang til samtale. De ønsker nemlig at vinde og besejre og dominere.
Deres tale er totalitær, intolerant og offensiv. Det er den form for tilgang til samtale, vi har været vidne til i de fleste af de fredsforhandlinger, der er foregået mellem israelere og palæstinensere.
 
Monolog eller dialog
At have en dialogisk tilgang til samtale betyder, at man er villig til at glemme eller tilbageholde sin egen viden eller sandhed eller fortælling, og at man inden i sig gør plads til andres viden og sandhed og fortælling.
Dialogiske mennesker tror ikke på fastlåste personligheder og evige virkeligheder. Som jeg har nævnt er det hebraiske ord for opfindelse og virkelighed det samme. Og det betyder, at virkeligheden er noget, vi opfinder, virkeligheden er de midler, som vi bruger til at give mening til det, der sker omkring os, og det kan ændre sig.
Nogle mennesker er villige til at modificere klassifikationssystemet. Det er ulykkeligvis ikke tilfældet i Israel. Israel er en nationalstat, og dens diskurs, dens samtale, er monologisk indtil det ekstreme.
Det er et multikulturelt og multisproget samfund, der opfører sig som et monosproget og monokulturelt samfund. Klassifikationssystemet er racistisk og uforanderligt. Folk er enten jøder eller ikke-jøder, og det spiller ingen rolle, hvad de er, hvis de er ikke-os. De er mindre værd for ikke at sige værdiløse. Deres blod er billigere.
Uddannelsessystemet i Israel eller det israelske klassifikationssystem er monologisk og monokulturelt. Det vigtigste slogan i politik og uddannelse i Israel er: én nation, ét hjerte, én tanke.
Folk dømmes efter et udtryk, som jeg ikke tror findes i noget som helst andet samfund, og det udtryk er styrkelse. Vi skal styrkes, vores tanker skal styrkes. Børn dømmes efter deres styrkede holdninger og deres styrkede forhold.
Dette er resultatet af en monologisk samtale. Når verden deles op i et os og ikke-os, og når tid får en anden betydning end på et hvilket som helst andet sted, nemlig den eneste tid der eksisterer i den israelske diskurs, så kalder jeg det mytologisk tid.
I israelske børns skolebøger har Jerusalem altid været vores, og der sættes en parentes om de 2000 år, hvor vi ikke har været der. Og når børn siger vi, mener de kong David eller vores forfader Abraham og dem selv, og det slår dem ihjel.
 
Blodet i Jerusalem
Vi hører meget om blod nu om dage, blod på israelske soldaters hænder, blod på palæstinensiske guerillastyrkers hænder. Med jeres tilladelse vil jeg gerne have lov til at sige noget om blod.
Vores land er gennemblødt af blod, vi sidder alle til halsen i blod fra børn, der er blevet ofret på 30 års alter for grådighed, racisme, storhedsvanvid og myte. Israelske og palæstinensiske børn er prisen for en krig, der er blevet opretholdt og opmuntret på enhver måde af israelske regeringer, højre eller venstre, igennem de seneste 30 år.
Min lille pige blev myrdet, fordi hun var israeler. Hun blev myrdet af en ung mand, der blev ydmyget, undertrykt og var desperat i en grad, så han var på randen af selvmord, mord og umenneskelighed, alene af den grund at han var palæstinenser. Og nu er deres blod for evigt blandet på Jerusalems sten,
Jerusalem, der igennem lang tid er blevet indifferent over for blod. Børns blod er blevet den billigste handelsvare i dette morderiske spil. Og de såkaldte ledere handler frit og let med det, fordi børn er abstrakte fænomener for politikere og generaler, og blod er blot en lille flis i den store handel. Hvis du slår en af mine ihjel, slår jeg hundrede af dine ihjel.
Folk som vores såkaldte ledere og naturligvis vores nuværende premierminister er folk, for hvem det at slå ihjel altid har været den letteste og hurtigste løsning på politiske problemer, og den eneste måde hvorpå de har kunnet bevise deres mandighed og ære.
Men jeg, der har mistet en af mine, ved, at der ikke er noget ærefuldt ved at miste et barn. Jeg ved, at udtryk som ære og mandighed dræber.
Derfor vil jeg gerne udelukke mig selv fra det klassifikationssystem, der behersker det israelsk-palæstinensiske område. For mig er folk ikke delt i palæstinensere og jøder. For mig er folk delt i fredselskende og krigsforbrydere. Da min lille datter døde, spurgte en journalist mig, hvordan jeg kunne modtage kondolencer fra “den anden side”. Jeg sagde meget spontant til hende, at jeg ikke accepterer kondolencer fra den anden side.
Og da Jerusalems borgmester kom for at kondolere, gik jeg ind i et andet værelse, fordi jeg ikke ønskede at tale med ham eller trykke ham i hånden. For mig er “den anden side” besættelsesmagten. Vores børn dør, fordi det eneste, der er i live i Israel, er mytologi. Vores børn dør, fordi de opdrages til at tro, at gamle sten er mere værd end menneskeliv.
Vores børn dør, fordi den jødiske mor er forsvundet, og hendes plads er taget af mødre, der frivilligt sender deres børn ud for at slå ihjel og selv blive slået ihjel. Og bringer dem til at leve på stjålet jord, hvilket ikke kan bringe andet end død og ødelæggelse.
Vores børn dør, fordi de opdrages til at tro, at det at gøre tjeneste som dræbere i en morderisk hær betyder, at de tjener det gode i nationen. De dør, fordi de opdrages med disse begreber om diskrimination mellem blod og blod. Med den tro, at nogle mennesker fortjener mere end andre.
 
Stop krigen
I disse dage hører vi, at nationer og organisationer i verden omsider er ved at ændre den terminologi, der er fremherskende i vores område, og at israelske helte kaldes krigsforbrydere.
Jeg håber, de vil gå videre med det. Jeg håber, de vil dømme og fordømme disse mennesker. Jeg håber at en eller anden organisation, der bekymrer sig om børn, vil fordømme mødre, der med vilje udsætter deres børn for fare og gør dem til dræbere.
I dag er der ikke nogen opposition til den morderiske israelske regering (dette er skrevet i juli sidste år, red.), der er i Israel og i den israelske opinion en skræmmende enighed med hensyn til de grusomheder, der bliver begået, og det israelske venstre er praktisk talt dødt. De israelske venstreorienterede erklærer, at palæstinenserne har “skuffet” dem, fordi de ikke længere holder fast ved klassifikationen af godt, ondt eller loyalt.
Jeg ville ønske, at verden ville få disse mennesker til at holde op med at begå folkemord og få dem til at holde op med at begå selvmord - for de slår os alle ihjel, før de af egen fri vilje stopper deres blodige skakspil.
Jeg ville ønske, verden finder en måde, hvorpå man kan tvinge den israelske regering til at løslade de torturerede og undertrykte, give det stjålne land tilbage til dets retmæssige ejere, stoppe deres blodige skalten og valten og lade vores børn leve.
For mig er det at bringe en ende på krigen ensbetydende med at forstå, at alt blod er lige. Drab i en guerillakamp er ikke mere grusomt end drab med kampvogne og fly, de sofistikerede raketter og de hjemmelavede bomber slår ihjel på samme måde, og det kræver så lidt at slå et barn ihjel og så meget at holde hende i live.
At bringe en ende på krigen er ensbetydende med at indtage en dialogisk holdning til fredsforhandling og ikke en smart, forretningsagtig holdning, at forstå at man ikke skal tale for at vinde, men for at blive enige.
At bringe en ende på krigen er ensbetydende med, at jeg er ligeglad med, hvilket flag der bliver anbragt på hvilket bjerg, det er ensbetydende med, at jeg er ligeglad med, hvem der ser hvorhen, når de beder, det er ensbetydende med, at intet er mere vigtigt, end at sikre en lille piges vej til danseskolen.
Hvis vi som kvinder og mødre og mennesker, der bekymrer os om freden, hvis vi ikke tager kampen op med politikerne og tvinger dem til at forlade deres morderiske vej, så vil der meget snart ikke være mere at sige i vores land, ikke mere at skrive eller læse, ikke mere at høre ud over de dødes skrig.

Nurit Peled-Elhanan er professor i pædagogik på det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Hun holdt dette oplæg på et kvindeseminar med titlen “Hvordan skal man bryde grænserne til freden i Mellemøsten” sidste år. Desværre er oplægget om muligt endnu mere aktuelt nu. Oversat af Annelise Ebbe.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand