FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Kærlighed er stærkere end had! Vi er nødt til at se frem med kærlighed og tilgivelse, ikke bare for ofrene fra World Trade Center, men også for de mindst 3500 børn, der døde af sult samme dag. Af sognepræst Torben Tramm - 11/9 2002
Se temaet

Vi glemmer aldrig de billeder. Og vi glemmer aldrig den dag. Vi glemmer aldrig, hvordan vores egne sikre verden blev rystet i sin inderste grundvold og man blev bange for bare det at åbne et brev fra en ukendt.
De fleste af os kan sikkert huske, hvad vi lavede da vi hørte nyheden. Jeg ved, at jeg sad og talte i telefon med min kone, mens jeg så det hele i fjernsynet. De billeder glemmer jeg ikke, synet af det første tårn, der styrtede sammen i en sky af støv, tanken om de tusinder af uskyldige mennesker af alle racer og religioner, der gik til grunde i en syndflod af armeret glas og beton, der blev nivelleret.
Jeg husker vreden over, at der virkelig var nogen, der fejrede det. At det virkelig kunne passe, at der boede mennesker på jorden, ja endda i vort eget land, der kunne glædes ved at se tusinder af mennesker gå i døden. Sammen med vreden følte jeg vist også hævntørst.
Indtil man fik tænkt sig om, var det meget forståeligt, at den amerikanske præsident reagerede, som han gjorde - men tankevækkende var det, at han brugte de ord, han gjorde. Han talte om et korstog.
 
Ikke Vorherre, men Vormeget
Jeg kunne aldrig drømme om at sætte spørgsmålstegn ved store statsmænds intelligenskvotienter eller dømmekraft, men det var måske ikke det klogeste at bringe ordet KORSTOG på bane. Til gengæld afslørede det måske en hel del om den vestlige verdens civilisation, at han brugte netop det ord.
For hvordan var det nu lige, korstogene i sin tid blev skudt i gang? Jo, gentagne gange blev våbenløse kristne pilgrimme slagtet på vej til det hellige land, og det kunne jo ikke blive ved med at gå.
Men det, der i sin tid var dråben, der fik bægeret til at flyde over, var det at hele den kristne verdens allerstørste helligdom Gravkirken blev brændt af. Det var startskuddet til korstogene.
Da den amerikanske præsident brugte ordet korstog om det, der var i gang, var det vel i en form for - bevidst eller ubevidst, det skal jeg lade være usagt - men en form for erkendelse af, at det lige præcis var det, der var sket igen.
Hele den vestlige civilisations allerstørste helligdom var blevet ødelagt. Denne gang bar den ikke navnet gravkirken, med hed World Trade Center. Verdenshandlens center, symbolet på markedsøkonomien og kapitalismen, det system der tillader, at millioner dør af sult verden over for ikke at ødelægge balancen mellem udbud og efterspørgsel ved at fordele verdens goder ligeligt. Det er det, der er i dag er blevet det allerhelligste for os i vesten, ikke længere Vorherre, men Vormeget. Vor Pengepung. Og den er der ikke nogen, der skal fifle med, og er der nogen, der gør det, så skal de smage deres egen medicin, ja de skal. Øje for Øje og Tand for Tand.
 
Kærlighedens vej
Men tænker vi sådan, bliver vi alle blinde til sidst, det siger jo sig selv, og det kan da godt være, at det virker utroligt handlekraftigt og i første omgang aftvinger dyb respekt at smadre hinandens gebisser, men i længden bliver det altså temmelig tandløst. Ikke bare det.
For prøver vi ikke at lytte til stemmen af ham, der ikke bare er kirkens Herre, men alle menneskers, vores himmelske fars stemme, og lader ham lede os ad kærlighedens vej i stedet for magtens - så døde alle de mennesker for et år siden forgæves. Og det skulle nødigt ske, vel?
For totusind år siden gik han ind i en synagoge i sin hjemby og læste en tekst op, der var ligeså kendt for en almindelig jøde som juleevangeliet er for utroligt mange danskere. Siger man ordene "men det skete i de dage", vil lydsporet fortsætte i de flestes hoveder med et "At der udgik en befaling fra kejser Augustus".
Den tekst, Jesus skulle læse op, handlede om, hvordan det skulle være, når Messias kom, den konge, Gud engang ville sende til verden. Den var fra det gamle testamente, og der stod sådan her:
"Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud!"
 
Ingen hævndag
Forstil jer, de kender alle de ord, og mangler bare ét af dem, er det helt forkert. Og Jesus læser teksten, alles øjne hænger ved hans læber, og alles læber siger teksten med indeni. Men så sker der noget.
Da Jesus kommer til det sidste afsnit, læser han: han har sendt mig for at udråbe et nådeår fra Herren - og så lukker han bogen. Midt i en sætning, de ved det alle sammen, Hey, det slutter ikke der, der er mere, det hedder en hævndag fra vor Gud!!!!
Men det er lige netop det, Jesus gør op med. Det er lige netop det, kristendommen handler om, det er nemt nok at elske sin ven, så det, du bliver bedt om, er mere end det - du skal elske ikke bare din ven, du skal også elske din fjende.
Det ser ynkeligt ud og vækker ikke så meget andet end latter og hån her i verden, men jeg kan godt love jer, kære venner, at der ikke var ret mange, der grinede af noget som helst i helvedes mørke haller påskemorgen, da det viste sig, at den slapsvans af en tømrersøn, der ikke engang havde kræfter nok til at bære sit eget kors, det pjok, men døde som et ynkeligt flop, - da det viste sig, at hans kærlighed havde sejret!
 
Tilgivelse er stærkest
Livet var stærkere end døden! Kærligheden stærkere end hadet! Og tilgivelsen stærkere end hævnen! Og hvis der skal være noget håb for fremtiden, så er det i hans fodspor, vi må gå.
Der, hvor vi ikke reagerer ved at begynde nye krige for at hævne de døde og beskytte vores interesser og derved hælder benzin på det bål, hvis flammer slog ud i lys lue for et år siden.
Vi er nødt til at se frem med kærlighed, tilgivelse og omsorg, ikke bare for ofrene fra World Trade Center og deres pårørende, men også for de mindst 3500 uskyldige børn, der døde af sult i verden den dag.
Dem vil vi også mindes i dag, sammen med alle ofre for en kold og kynisk verdensorden, ofre for religiøs fundamentalistisk terror, politisk terror og økonomisk terror.
Måtte Vorherre tænde sin kærligheds lys i vore hjerter og hjælpe os til at være medarbejdere på hinandens glæde i stedet for at være beskyttere af egne interesser!
Mens der lægges blomster til minde om dem, lad os da være stille for ofrene fra World Trade Center, deres pårørende, og alle uskyldige ofre i vores blødende verden. Æret være deres minde!
Lad os bede: Far i himlen, vi beder dig, luk vore hjerter op for din kærlighed. Giv os nåde til ikke bare at føle sorg med de sørgende og medlidenhed med de nødstedte, men at omsætte disse følelser i handling.
Lær os den kunst det er at gå kærlighedens vej, vær vort lys i en hadefuld verden og hjælp at fordrive verdens ondskab med godt, også ved vore hænders hjælp. Det beder vi dig af hjertet om.
AMEN.

Torben Tramm er sognepræst ved Helligåndskirken i Århus. Talen blev holdt den 11. september 2002 ved et mindearrangement for ofrene for terrorangrebet og for krigen mod terror.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret september 2002 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand