Stop krigen, lad os så få fred!

Vi siger nej til krig og terror. Den ene skiderik i Afghanistan, ham der blev støttet af USA i 80-erne: Bin Laden, er ikke meget værre end de skiderikker, som Taleban fordrev i 1996.
Jeg tænker på den Nordalliance, som den vestlige verden nu sætter sin lid til. Den er også middelalderlig. Den har også gennemført massakrer og brugt tortur. Den står i spidsen for fremstillingen af en stor del af verdens opium.
Dens syn på kvinder er måske ikke tidlig middelalder men blot sen middelalder. Dens syn på religiøse love adskiller sig måske nok fra Taleban, men ikke væsentligt. Den kunne ikke sikre fred og samarbejde mellem de mange krigsherrer. Bl.a. derfor blev den i 1996 sat på porten af Taleban.
Alt dette ser man bort fra. Devisen er den kortsigtede: "mine fjenders fjender er mine venner". Det var præcis den samme tankegang, der førte til, at USA i høj grad selv har bevæbnet og optrænet Talebanerne. Den ene skiderik er ikke meget bedre end den anden.
Aviserne vil fortælle os, at nu er krigen vundet. Men er freden det også? Vil den vestlige verdens fremstød i Asien skabe grobund for nye terrorister? Jeg tror det! Vil den vestlige verdens fremturen overfor det muslimske Afghanistan, betyde en styrkelse af fundamentalister i den muslimske verden. Især i Pakistan og Saudi Arabien. Jeg tror det! Er motiverne for den vestlige verdens engagement i Afghanistan bekæmpelse af terrorismen eller er der også olieinteresser involveret. Jeg tror desværre ikke det ene udelukker det andet.
 
Ingen spørgsmål
I debatten siden den 11. september har kun få sat spørgsmålstegn ved om krig var det rigtige svar på den afskyelige terror mod USA. Men hvis man i princippet finder krig, drab og ødelæggelse for en rigtig dårlig ide, så må man spørge sig selv, om den vestlige verdens svar på Al Queda-terroren er nyttig i forhold til det, der gerne skulle blive slutproduktet - en fredeligere verden. Jeg tror det ikke! Når en amerikansk mor bliver filmet ved de rygende ruindynger i New York, mens hun krammer sit barn og siger, at hun er bange og at der må gøres noget - hvor er så den journalist, der spørger hende om: "Hvor mange afghanske børn synes du, at det er i orden der dør, for at du synes vi gør noget"? Ofrene er især afghanske kvinder og børn, der er lige så uskyldige som de mange mennesker der døde i New York. For tiden er en halv million på flugt. Vinteren nærmer sig, og en humanitær katastrofe lurer lige i horisonten.
Men de frysende afghanere er ikke på vores nethinde, på samme måde, som de fortvivlede mennesker i World Trade Center, der sprang i døden for at undgå at blive brændt ihjel. Dem har vi på nethinden, der er vores medfølelse. De andre ser vi ikke.
Når TV kommenterer krigen, er det altid militærfolk, der trækkes ind i studierne og ikke konfliktforskere. Militærfolkene er uden tvivl gode til at forklare os alle spørgsmål om, hvordan krig føres. Men var spørgsmål om, hvordan man undgår krig ikke også relevant.
Massemedierne har ikke brugt tid til refleksion. Journalisterne - og i de danske medier - har med meget få undtagelser været én gang lusede mikrofonholdere.
Ingen har spurgt kombattanterne i den igangværende valgkamp: Hvordan har I tænkt jer at stoppe vanviddet? På DR og TV2 blev der, da krigen startede den 7 oktober - jeg har tallene fra fagbladet Journalisten nr. 17 - stillet 347 spørgsmål, men ingen af dem handlede om hvilke alternativer, der kunne være til krig, 3 handlede om risikoen for civile tab, og mere end hver tredje handlede om USAs evne til at vinde krigen.
Hvor blev alle de kritiske spørgsmål af. De glimrede ved deres fravær. I stedet for at spørge: "hvordan krig?" burde man spørge "hvordan undgå krig?".
 
Ensidig alliance
Freden er langt fra vundet, fordi et tidligt middelalderligt styre er afløst af et andet sen-middelalderligt. Russerne var i sin 10 dage om at indtage Kabul, men de var 10 år om at komme ud igen.
Vores regering erklærede straks, at vi var med Bush hele vejen. Og i NATO bekræftede også Danmark musketér-eden. Og Rasmussen og Rasmussen hævdede at USAs krig var med FNs tilladelse. Det er som Rasmussen og Rasmussen tror at FN betyder Forenet NATO, for så er det korrekt. Betyder det De Forenede Nationer, så er det løgn.
Krigen er et krystalklart brud på FN-traktaten, der påbyder medlemmerne at forsøge fredelige konfliktmidler før de krigeriske.
FN-pagten giver nok ret til selvforsvar, men ikke til gengældelse.
Det er bekymrende, når et lille land som Danmark ikke bakker op om lov og orden i verdenssamfundet, men i stedet legitimerer jungleloven.
USA stillede i løbet af de første dage efter terrorangrebet en meget flot alliance på benene, omfattende hovedparten også af den muslimske verden. Godt nok! Bush's problem er, at med den aktive krigsførelse i Afghanistan smuldrer denne alliance. Derved gødes terrorismen, hvor den skulle bekæmpes.
Når man kun har ét stykke værktøj i værktøjskassen, den militære forhammer, er man tilbøjelig til at gribe den i stedet for at tænke sig om. Gengældelse og raseri, hvor der burde have været eftertanke. Øje for øje og tand for tand gør efterhånden os alle blinde og tandløse, som gamle Gandhi påstod.
USA har krævet verdenssamfundets opbakning og støtte til kampen mod terrorismen. Fair nok, men så må det vel også være rimeligt, at verdenssamfundet kræver at USA støtter verdenssamfundet, ratificerer klimaaftalerne, støtter den internationale domstol og overholder ABM-traktaten for slet ikke at tale om at styrke det FN, som USA - også i denne situation har blæst på.
Først nu, hvor Taleban er ved at være i opløsning, er USA begyndt at inddrage FN.
 
Retssikkerhed undergraves
Med terrorlovgivning undergraves retssikkerheden, med angreb undergraves FN og international lov og ret. I stedet var der behov for at reflektere over hvorfor terrorangrebet kom, og hvad der kan gøres for at rykke terroren op med rode.
Med krigen vandes rødderne, med krigen skabes der grobund for en ny generation af terrorister, der hader den vestlige verden, symboliseret med USA, så meget, at de vil gå i døden for at bekæmpe os.
Terrorismen er skabt af en verden af ulighed, en verden hvor vi, der har meget, i kraft af globaliseringen, får endnu mere, og hvor verdens fattige får endnu mindre. Vinderen får det hele. Terrorismen er skabt i et Mellemøsten, hvor ufrihed og mangel på lov og ret i årevis har været støttet af USA.
Det gælder i Palæstinakonflikten, og det gælder USAs støtte til det autoritære Saudi Arabiske kongehus, der fører en politik, der er så langt fra demokrati som noget kan være. Det var i det Saudiske diktatur, at Taleban opstod.
Terroren og krigen mod terroren koster det blege. Alene reparationerne af skaderne i New York koster hundrede af milliarder. Den højteknologiske hær i Afghanistan koster andre hundreder af milliarder.
Tænk, hvis disse mange penge var brugt på noget fornuftigt: rent vand til alle, skolegang til alle, mad til alle - kort sagt global udligning.
På trods af vores rigdom, dør der i dag flere end nogensinde på grund af sygdom, sult og underernæring. Det kan vi ikke være bekendt! USA bruger for tiden 22 gange mere på sit militær, end FN koster på verdensplan - alle underorganisationerne medregnet. USA har tilsyneladende kun et stykke værktøj i kassen den militære forhammer. I hele verden bruges 53 gange mere til militæret end FN koster på verdensplan.
Der bruges mere til militære styrker om året, end de fattigste 49% af verdens befolkning har at leve for. Der er akut brug for andre værktøjer i kassen end forhammeren. Kun en dramatisk omprioritering af ressourcerne kan udrydde terrorismens rødder.
Danmarks rolle har været ubetinget støtte til USA og Englands militære aktioner. Det havde klædt vor regering, hvis den i stedet havde givet et konstruktivt bidrag mod terrorismen og ikke bare bakket op bag brugen af forhammeren.
Vi vil løse konflikter ikke udkæmpe dem. Vi vil udrydde terrorismen, og dertil er det ikke nok at udrydde nogle terrorister. Vi skal ikke eksportere vores hær, men eksportere fredspolitik og global udligning.
Kan vi så få fred.

Jens Thoft holdt denne tale 19/11 2001 ved Fredsvagten på Rådhuspladsen i Århus. Jens Thoft var fredspolitisk ordfører for SF i Folketinget fra 1984-94.
For flere oplysninger om de nævnte eksempler, se www.transnational.org.