FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Styrk FN! Et styrket og demokratiseret FN bør være den organisation, der sætter dagsordenen i konflikter og i kampen mod terrorismen. Pressemeddelelse fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed - oktober 2002
Se temaet

Dagen før årsdagen for det amerikanske angreb på Afghanistan, der angiveligt blev sat i værk som led i den såkaldte krig mod terror, har fredsfolk og fredsorganisationer af enhver art over hele verden besluttet sig for at markere dagen med en demonstration. Overalt i USA demonstreres der kl. 12, overalt i resten af verden demonstreres der kl. 12 (lokal tid) foran de amerikanske ambassader og konsulater. Demonstrationerne vil bølge frem over hele kloden fra time til time.
Her i Danmark inviterer Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed til en Kvinder i Sort-demonstration:
Kl. 12.00 søndag den 6. oktober foran den amerikanske ambassade,
Dag Hammerskjöldts Allé 24, København Ø.
Normalt betyder denne demonstrationsform, at vi er kvinder klædt i sort, der står i tavshed og formidler vores budskab gennem bannere og løbesedler. Ved denne demonstration inviterer vi også mænd og andre kvinder - gerne klædt i sort og gerne med ønsket om at formidle budskabet i tavshed. Der skal dog også være rummelighed til, at kernen af demonstrationen er en tavs kvinder-og-mænd-i-sort-demonstration, men at der udenom er en broget - måske lavt samtalende - skare af mennesker, der er enige med os i vores hovedbudskab, og som ikke har noget behov for at profilere sig selv og deres eget budskab ved denne demonstration.
Hovedparolerne er:
Kvinder i Sort mod krig, militarisme og terrorisme
Krig er ikke svaret
Lad Iraks folk leve
For et år siden begyndte USA at bombe Afghanistan som det første mål i den såkaldte krig mod terror. Man lod, som om det kan lade sig gøre at bekæmpe et vidt forgrenet, internationalt terrornetværk ved at bombe et i forvejen sønderrevet og forarmet land, Afghanistan, som man mente husede Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk.
Kort efter udpegede Bush en "ondskabens akse". Irak og ikke mindst Iraks hersker, Saddam Hussein, var første station på denne ondskabens akse. Også her ville USA sætte ind.
Nu har man blandet kortene: Bekæmpelsen af Saddam Hussein bliver kaldt en del af "krigen mod terror".
Irak har en brutal diktator, der skalter og valter med sit folk, som det passer ham.
Irak er blevet udsultet og plaget på grund af sanktioner, som aldrig rammer magthaverne, men altid kun har civilbefolkningen som ofre.
Nu vil man også bekæmpe terror med et angreb på Irak, et angreb der nok en gang vil ramme den irakiske civilbefolkning.
Der er ingen beviser for, at Saddam Hussein og al-Qaeda har noget som helst med hinanden at gøre, tværtimod har det amerikanske Nationale Sikkerhedsråd gennem undersøgelser konkluderet, at der ikke fandtes en sådan forbindelse.
Snarere må Saddam Hussein og al-Qaeda opfattes som 'naturlige' fjender, eftersom al-Qaeda betragter verdslige regimer i den muslimske verden som trusler. Saddam Hussein er blot endnu en af de verdslige herskere, der nægter at regere efter islamisk lov.
En krig mod Irak er ikke en del af terrorbekæmpelsen.
Krigen er en krig om magt i regionen og en krig om olie.
Endnu en gang vil civilbefolkningen tabe.
Vi opfordrer den amerikanske regering til besindelse, og vi opfordrer den danske regering, der har EU-formandskabet, til på vegne af EU at gøre sin indflydelse gældende mod krigsgalskaben.
 
Annelise Ebbe 


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret august 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand