Stå fast mod presset om en øjeblikkelig hævn

USA's allierede i NATO tog i sidste uge en historisk beslutning om, at den såkaldte musketer-paragraf, paragraf fem om gensidig politisk og militær hjælp i tilfælde af et angreb på et af medlemslandene, skulle træde i kraft i forbindelse med de terrorhandlinger, der ramte USA den 11. september. Vi betragter beslutningen som forhastet og båret af det chok og den bestyrtelse, det fremkaldte over hele verden, da tusindvis af civile måtte lade livet, fordi terrorister ønskede at ramme symbolerne på USA's økonomiske og militære dominans i verden.

Vi vil opfordre den danske regering til i lighed med andre NATO-allierede at mane til besindighed, til ikke at drage forhastede konklusioner med hensyn til placering af ansvaret for terrorhandlingerne og til at overveje nøje, hvilke reaktioner et angreb af denne karakter bør følges op af og ikke lade en øjeblikkelig og blind hævntrang styre reaktionsformen.

I de mange sympatierklæringer, der med rette er strømmet til det amerikanske folk, der i parentes bemærket er multietnisk, multikulturelt og multireligiøst, har et gennemgående træk været det urimelige i, at civile måtte lade livet ved denne terrorhandling.

Vi vil derfor også opfordre den danske regering til at være med til at lægge pres på den amerikanske regering, således at den ikke besvarer et angreb på civile i USA med et angreb på civile i et andet land.

& Bush var meget hurtig til at kategorisere denne terrorhandling som krig. Og NATO konfirmerede denne kategorisering med sin beslutning. Det er i givet fald et helt nyt ansigt af krigen, vi har set. En krig mod symboler ført med civile midler og med civile ofre. Det er en nydefinering af krig, der i NATO-medlemslandene må føre til revision af egen politik og af holdningen til lande, der fører krig mod civile.

Her blot et par eksempler på områder, hvor det er påkrævet, at NATO-medlemslande reviderer deres politik.

En af de seneste krige efter det gamle mønster, en traditionel krig mellem to stater, var Iraks invasion af Kuwait. Denne invasion førte til Golfkrigen og senere til sanktionerne mod Irak. Disse sanktioner kræver ufatteligt mange dødsofre blandt civile. Sanktionerne er en krig mod et regime, men en krig der udelukkende kræver civile ofre. Sanktionerne må derfor ophæves.

Terror af enhver art må fordømmes - også statsterror, man må derfor også fordømme den terror, som Israel udøver over for civile palæstinensere, en terror der ydermere er intensiveret i ly af den megen medieopmærksomhed, der i disse dage vies terrorhandlingerne i USA og dermed forbundne temaer.

USA's egen militaristiske politik har kostet mængder og atter mængder af civile ofre især i Den Tredje Verden, og man må opfordre til selvransagelse i forhold til dette terrorangreb, der af nogle er betegnet som et resultat af "boomerangeffekten", altså et uundgåeligt resultat af amerikansk stormagtspolitik. Et militært hævntogt i Afghanistan vil udstille den amerikanske regerings dobbeltmoral: Civile liv tæller kun, hvis de er amerikanske. Det vil destabilisere hele regionen, og det vil avle ny vold og terror.

I et brev til den amerikanske præsident, George W. Bush, skriver den amerikanske sektion af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed bl.a.:

"Selvom mange i vores nation ønsker at finde den stærkest mulige hævnakt, føler vi, det er vigtigt at huske, at hvis vi anvender den samme form for vold mod andre, som de har anvendt mod os, tjener det kun til at placere os i samme kategori som dem, der begik massemord. Vi opfordrer Dem til at vise det mod at stå fast mod presset om en øjeblikkelig hævn. En sådan hævn vil blot vise verden, at vi også er villige til at gå ind i vilkårlige gengældelsesaktioner mod civile mål."

Vi vil anmode den danske regering om at rette en lignende opfordring til den amerikanske regering.

 
Hind Al Naimi Kjær og Annelise Ebbe