FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Massemedierne som magtmiddel Efter den 11. september erklærede politikere og journalister i munden på hinanden: Verden bliver aldrig den samme igen. Af Mikael Witte - 20/10 2001
Se temaet

Bortset fra det indlysende i denne udtalelse (intet bliver det samme i en verden i udvikling) så tangerer den spørgsmålet om begivenhederne i USA den 11. september er noget kvalitativt nyt - eller om de blot fremstilles som noget helt nyt.
Terror er en gammel magtteknik. Den er smertefuld for dem der mister livet og for dem der mister et familiemedlem, en bekendt, en kollega eller en ven. Men terror vedrører også alle andre. For terror bygger på angst; når massemedierne spreder angsten for følgerne af det ukendte, så får den ekstra slagkraft. Resultatet bliver, at man ikke længere tør gå på gaden efter mørkets frembrud endsige flyve til New York.
Det er blevet almindeligt at tale om den medieskabte virkelighed, og mange jamrer over at journalisterne, pressen og massemedierne.
Imidlertid er sagen mere kompleks: Massemedierne lader sig udnytte af politikerne og de udnytter det der sker. Der er et symbiotisk forhold mellem massemedier og politikere. Den ene kan ikke leve uden den anden - og den anden ikke uden den ene.
Når statsmænd mødes, strækker de hånden frem og ryster modpartens så længe, så de må lide af kronisk seneskedehindebetændelse. Det langstrakte kollegiale håndtryk skal give fotograferne tilstrækkelig tid til at få det perfekte billede. Bagefter kan statsmændene stadig vinke. Vinkeriet gælder dog hverken venner eller vælgere. Vinkeriet skal gennem kameraerne nå tv-seerne, dvs. vælgerne.
Det symbiotiske betyder dog ikke at massemedier og politikere har identiske interesser. Almindeligvis vælger de fleste massemedier de mest ekstreme billeder og citerer de skarpeste formuleringer. Man kan sige, at massemedierne er konfrontationssøgende, fordi konfrontation giver opmærksomhed, altså seere/læsere. Omvendt er de fleste regeringspolitikere konsensussøgende, ja næsten konfliktsky. Man kan sige, at den politiske magt ligger i det fornødne flertal, så kompromiset er nødvendigt, hvis man vil have magt.
Helt så enkelt er det naturligvis ikke.

Angsten for terror skabes ikke kun af terroristerne, men også af massemedierne og af de politiske ledere, der har erklæret terroren krig.
Terroristerne havde sat deres terror i scene: Med civile amerikanske fly havde de ramt hjertet af verdens økonomiske og militære magt. De havde smadret to ikoner på en morgen med klar blå himmel. Terroristerne holdt ingen pressekonference, hvor de udlagde forløbet; i modsætning til tidligere terrorangreb gav terroristerne sig slet ikke tilkende. Det var en form for iscenesættelse.
USAs præsident iscenesatte også sig: Gennem det lokale tv-selskab, der var mødt frem på skolen, holdt han sin første efter-angrebet-tale. Derefter fulgte en række, som blev holdt på militærbaser, i ruinerne, i Kongressen, foran kaminen med gæster i audiens og i en moske, hvor det foregik i strømpesokker. Stederne skulle også være ikoner, for massemedierne skulle vidergive signalerne.
Præsidenten ville vise styrke, fordi det amerikanske folk skulle have en stærk leder, efter det havde fulgt rædslerne på skærmen. Folket forlangte hævn: Øje for øje, tand for tand. Kravet blev gentaget så tit, så politikere og medier som det naturligste i denne verden talte om USAs legitime ret til hævn. Terror skulle mødes med terror.
Massemedieindustrien udnyttede rædslerne til at demonstrere sin uundværlighed: Vi sendte live fra stedet! Vi sendte flest ekstra udsendelser! Ethvert rygte, enhver historie, enhver tænkelig vinkel blev vendt for at holde på seerne, dvs. forstærke den aktuelle stemning. Da ingen påtog sig ansvaret for terroren, blev Osama bin Laden udpeget som skyldig. Og manden smilede ovenikøbet! Igen viste man en jublende palæstinensisk kvinde, og satte et slet skjult lighedstegn mellem hende og resten af verdens muslimer.
Politikerne udnyttede ethvert kamera og enhver mikrofon til at fremstå som magtfulde, vise at de kontrollerede situationen. Præsidenten sagde: Be ready! De lokale statsmænd ekkoede: Vi støtter! Krigsretorikken skulle vænne folk til den kommende krig. Alt imens depressioner, angst og religiøs søgen voksede blandt almindelige mennesker, så udnyttede politikerne massemedierne til at vise at de havde is i maven. Patriotisme! Enten er I med os eller mod os! Terrorismen skulle bekæmpes af en verden, et folk, en leder!

I 1972 tog Nick Ut billedet af skrigende børn med den nøgne 9-årige Kim Phuc i centrum. Det skete på en lille vej i Sydvietnams centrale højland efter de amerikanske tropper havde napalmbombet landsbyen. Billedet blev udnævnt til World Press Photo, pressefotografiets Oscar, og var medvirkende til at stoppe USAs terror i Vietnam.
Stadig flere fotografier fra alverdens brændpunkter afslørede modbydeligheder. De fotos skulle ruske op i dem der havde sparet sammen til en beskeden villa, en brugt volvo og en trofast vovse. Aften efter aften blev de vist med håb om at oplysning og medfølelse ville lægge grunden til en bedre verden, en verden med fred og frihed.
Men sådan gik det ikke. Når man for tit fik folkemord til kaffen, så virkede den slags ikke længere; man var blevet immun.
Nogle mennesker engagerede sig fortsat, men de oplevede også at det blev stadig vanskeligere at råbe offentligheden op. De talte derfor om glemte krige. Sovjetunionens krig i Afghanistan (1979-89) var længe sådan en glemt krig, og det samme kunne siges om krige i Afrika, Asien og Amerika. Også om USAs fortsatte bombning af Irak og Ruslands krig i Tjetjenien.
Det er næsten umuligt at samle seernes opmærksomhed om vanskelige problemstillinger, det er svært at holde den om langtrukne krige i områder, der ikke umiddelbart vedrører vores (økonomiske) interesser. Og massemedierne - der præsenterer sig som ytringsfrihedens forsvarere -bliver ført i kort snor når Vestens interesser berøres i for eks. Mellemamerika, Golfen, Jugoslavien og Afghanistan. Militærets krisestyring inkluderer mediestyring - og det accepterer journalister og lader som om de er sandhedsvidner. Bagefter laver de så et selvportræt om hvordan nyhederne (og de selv) blev styret af militæret. USAs justitsminister John Ashcroft har allerede meddelt, at nyhedsmedierne ikke vil blive orienteret om detaljerne i den forstående krig.
Sommetider ryster tv vores verdensbillede: Grusomme billeder af mennesker, kvæstet og knust, kan pludselig udløse vores medfølelse.
At der hver eneste dag - året rundt - dør 19.000 børn af sult og fattigdom er svært at filme og fotografere. Derfor udløser dette rædselstal hverken ramaskrig, troppekoncentrationer eller ekstra-tv-avis. Og derfor giver heller ikke dagens 19.000 barnelig anledning til massefrygt eller kursfald på verdens finanscentre.

I dag kan vi modtage signaler fra utallige tv-kanaler, og tv kan sendes fra etmandsbetjente kameraer med sattelitforbindelse. Det har imidlertid ikke skabt nogen synderlig demokratisering af medieverden eller givet en mangfoldighed af historier om Ane i Kæret og Tambo i Tanzania.
Når man ser bort fra de kanaler, der har specialiseret sig i sport, natur og gamle film, så virker de fleste kanaler utroligt ens. Nyhedsprogrammerne beskriver virkeligheden på stort set samme måde og den virker næsten underholdende. Men virkeligheden er mere sammensat.
De fleste tv-kanaler følger de samme nyhedskriterier. Når en stor kanal vælger et indslag, så må de mindre følge trop. Gentagelsen bliver afgørende for nyhedsudviklingen: Massemedierne bekræfter hinanden i hvad der er en historie, hvad der er en nyhed. Og når nyheden er bekræftet som nyhed, så gentages den i de øvrige medier, så længe den kan presses.
I programfladen afløses nyhedsprogrammerne af faktaprogrammer med en underholdende vinkel og de afløses af reality-shows, hvor virkelige mennesker sættes ud i en uvirkelig virkelighed. Indimellem vises rene fiktionsforestillinger, film etc., som tilsyneladende foregår virkelige steder - som for eksempel i skyskrabere i New York. Alt tilpasset et bredt publikum, der ikke skal udsættes for intellektuelle udfordringer.
Næsten alle massemedier blander virkelighed og fiktion for at konkurrere om opmærksomheden, dvs. om seer- eller oplagstal, for at kunne øge annoncepriserne og -indtægterne.
Derved virker det fiktive virkeligt, og det virkelige virker fiktivt.

Massemedierne har gjort os, der lever i den del af verden hvor tv er selvfølgeligt, til universelle øjenvidner. Vi ved hvordan Den kinesiske Mur ser ud, hvordan Titanic var udrustet, hvordan en flagermus orienterer sig. Konstant udvider massemedierne vores viden, og selv om vi ikke husker det hele, så bærer vi på en omfattende paratviden. Skulle den ikke være helt parat, så skal man blot lige høre svaret, så reagerer vi samstemmende: Åh, ja! Denne evige informationsstrøm har selvfølgelig mindsket vores menneskelige evne til at undre os.

Engang var massemediernes mål at oplyse. Engagerede journalister kæmpede for at få deres historie frem; det ville også give journalisten en form for magt. I vore dage drømmer unge om at blive studieværter på deres eget tv-program; det vil også give en form for magt. Derved bliver man synlig på skærmen, og så er man noget i vor tids samfund!


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret oktober 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand