FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Verdensfred og atomvåb Terrordebatten er en del af en anden vigtig debat, om verdensfreden og atomvåben. David Longworth - 3/10 2001
Se temaet

Lad os debattere den bedste beskyttelse mod terror; men lad os ikke stirre os blind
***********************************************************************
på én type trussel, "lavteknologisk terror", og én løsning, "lavteknologisk terror-
*********************************************************************
bekæmpelse", når vi står overfor mangfoldige trusler som kræver mangfoldige svar
************************************************************************

1. Vi lever i en tid med et behov for mere, og ikke mindre, udviklingsbistand

Angrebet på New York betyder at endnu engang i verdenshistorien betaler uskyldige, civile mænd og kvinder en forfærdelig pris for fanatisme og verdens manglende evne til at løse vigtige problemer. Nogle mennesker siger at med det vi ved nu om fanatikerne fra terroraktionen i USA, kan fattigdom og desperation ikke være årsagen til den slags terror-handlinger, da terroristerne var veluddannede og tilsyneladende velfungerende individer med en komfortabel livsstil. Men jeg mener at de i høj grad kan sammenlignes med de "intellektuelle terrorister" som dukkede op i Rusland i 1860´erne. De var nemlig veluddannede og fra middelklassen, men alligevel ofrede de sig selv på vegne af de undertrykte, uoplyste fattige "masser". "De intellektuelles" terrorbevægelse førte i den sidste ende til bolsjevismen, Stalins terrorregime og så den kolde krig.

Derfor, med den russiske revolution in mente, må vi træde forsigtigt, for at undgå at det lykkes muslimske "intellektuelle terrorister" og deres tilhængere at ophidse "masserne", med "fundamentalistiske revolutioner" i nogle lande til følge. Vi er nødt til at gøre noget ved "den voksende kløft mellem rig og fattig" – fordi fattigdom og desperation er netop det der gør at revolutionære eliter kan finde opbakning blandt folket for deres drømme-verdener, som vi ved bliver til mareridt før eller senere. Derfor lever vi i en tid med et behov for mere, og ikke mindre, udviklingsbistand fra den udviklede verden, men naturligvis skal det være bistand med betingelser, så hjælpen virkelig kommer de fattige og undertrykte til gode – om nødvendigt uden om besværlige og korrupte regeringer, med NGO´er som direkte modtagere af hjælpen.

Vestens sikkerhed kommer til at koste Vesten dyrt, men heldigvis vi ved at de meget rige er blevet endnu rigere i løbet af de sidste år, hvor verdens elite har tjent mange penge på globalisering af verdensøkonomien. Så må det også være rimeligt at mennesker som har tjent mest også er dem der betaler mest for at råde bod på globaliseringens skyggesider. Her må skatteborgere med almindelige indtægter i hele den vestlige verden stå sammen, og forlange en reform af verdensøkonomien af deres regeringer, så verdenssamfundet lukker de smuthuller som gør at skrupelløse individer kan nyde godt af globalisering, mens de sender regningen for problemer videre til resten af befolkningen. Et eksempel - hvis verdens nationer kan enes om at lukke terroristernes bankkonti, kan de også enes om at Offshore Financial Centers skal ophøre med at være sikre havne for rige skatteunddrageres penge.

2. Vi er nødt til at bekæmpe muslimske terrorister for at forhindre en ny opblomstring af fascismen – men visse politikeres hadske udfald mod alle muslimer kan kun være direkte skadelig for anti-terror kampagnen

Der er altid nogle mennesker på venstrefløjen som er utrygge ved brugen af militær magt. Jeg forstår godt deres bekymring om at militær magt kan eskalerer til en voldsspiral som er umulig at stoppe igen. Men vi er nødt til at bekæmpe terrorismen, for at forhindre politiske og økonomiske katastrofer som i sidste instans kunne føre til en ny opblomstring af fascismen, med helt uoverskuelige konsekvenser for demokrati. Hvis venstrefløjs- og midterpartier i Danmark optræder for "blødsødent" er jeg bange for at den danske højrefløj vil udnytte situationen – og det sidste Europa har brug for i en krisesituation er et Danmark hvor en dansk regering er afhængig af mandater fra den yderste højrefløj. Europa oplevede i 1930´erne hvad der skete da mennesker som ikke kunne styre deres vrede fik magten i Tyskland.

Fysisk magtanvendelse er uundgåelig hvis vi skal fange og straffe terrorister – og det skal vi, hvis vi skal have det globale retssamfund som alle fornuftige mennesker, og især venstrefløjen, drømmer om. Terrorister som operer internationalt skulle ideelt straffes af en upartisk domstol, eksempelvis en særlig oprettet FN domstol, i mangel indtil videre af den Internationale Straffedomstol, som så mange progressive kræfter arbejder for – men under alle omstændigheder skulle de straffes med rimelige, afmålte midler, og uden at straffe civilbefolkninger. Heldigvis forstår langt de fleste europæiske ledere dette budskab – så på den næste valgdag, lad os belønne politikere som har talt for retfærdighed, men imod hævn.

Lad os håbe at amerikanske vælgere også belønner fornuftige, kompromissøgende politikere næste gang de skal stemme. Hele verden kan prise sig lykkelig at en moderat Republikaner ligesom Colin Powell ser ud til at være George Bush's foretrukne rådgivere i øjeblikket, fremfor nogle af alternativerne på Republikanernes højrefløj som ønsker storkrig. Men kan europæiske vælgere påvirke USAs politik? Vi kan i det mindste prøve ved at skrive til eller e-maile amerikanske politikere, men vi kan igen huske at belønne ved stemmeurnerne de europæiske politikere som har et afbalanceret syn på verdensfreden, og tør sige både Ja – eller Nej – til USA, alt efter behov.

Apropos højrefløjen - uanset om man er enig med målet eller ej, og uanset om man mener at vi alle kan risikere at være flygtninge i en meget usikker verden, må man indrømme, at en stop for indvandring hvis et land virkelig ikke magter mere at tage imod et uoverskueligt antal flygtninge er et legitimt politisk mål. Men forsøg fra ekstremistiske politikere på Danmarks højrefløj at sværte alle muslimer til som terrorister, eller en "femte kolonne", er et forkasteligt brud med alt hvad Vestens demokratier står for, og kan kun være direkte skadelig for anti-terror kampagnen, i betragtning af USAs ønske om at opbygge en bred koalition mod terror, med så meget muslimsk støtte som muligt. Vi er nødt til at betragte muslimske lande og vore muslimske medborgere som "moderate" og partnere i kampen mod terror, indtil det modsatte er bevist i hvert enkelt tilfælde. Vi må ikke støde muslimer fra os, når Vesten har brug for militært samarbejde med muslimske lande, og når vi har hårdt brug for moderate muslimer som fortalere blandt deres trosfæller for en pro-vestlige linie – og som "dobbeltagenter" for at sige det lige ud.

3. I Mellemøsten og muslimske lande er vi nødt til at fremme en freds- og reformproces som tager hensyn til muslimske synspunkter

Blandt "undertrykkende regimer" i muslimske lande er vi nødt til at fremme en reformproces, som er i trit med den brede befolknings ønsker, helst igennem dialog. . Præcist hvordan vi bedst fremmer en reformproces vil afhænge af det enkelte lands politiske og strategiske situation. Hvis en undertrykkende regime ligesom Taleban-styret i Afghanistan bliver væltet, hvad enten det sker indefra eller udefra, er det vigtigt ikke at destabilisere hele regioner. Derfor bliver Vesten forpligtet til at yde en form for Marshall-hjælp til genopbygning af svage områder, så befolkninger støtter reform-venlige regeringer i området. Ellers risikerer vi bare at undertrykkende regimer kommer til magten igen, endnu mere hadske end før. Vi skal også passe på at befolkninger ikke bliver påduttet reformer som opfattes som vestlig kulturimperialisme. Vi må i første omgang fremme "demokrati med et muslimsk ansigt", og acceptere at vordende muslimske demokratier ikke vil leve helt op til de vestlige demokratiske idealer før mange år er gået.

Med muslimsk vrede in mente, er vi nødt til at løse konflikten mellem jøder og muslimer i Mellemøsten, og mellem Indien og Pakistan i Kashmir. Vi er også nødt til at søge kompromisløsninger så bevogtning af vigtige oliefelter tilpasses muslimske krav om tilbagetrækning af amerikanske tropper fra "hellige steder" i Golfen ( Hvorfor laver vi ikke i Vesten en større indsats for en økonomi baseret på vedvarende energi, f.eks. en brint-baseret økonomi, så vi hurtigst muligt kan slippe for behovet for at forsvare Golfstaternes oliefelter? ) Vi er nødt til at fjerne så mange årsager som muligt til rekruttering af nye muslimske "intellektuelle terrorister" af Osama Bin Ladens slags . Vi har behov for en ny "afbalanceret" verdensorden, hvor i EU udviklingskommissær Poul Nielsons ord, "USA og EU er mere forsigtige og ydmyge", og hvor den "brovtende norm-imperialisme som både EU og USA har stået for, bør afløses af en forståelse for, at andre synspunkter også har værdi."

4. Fremtiden er altid uforudsigelig, og vi kan aldrig være helt sikker på at atomvåben-bevæbnede venner i dag ikke bliver til atomvåben-bevæbnede modstandere i morgen.

Under den kolde krig ønskede hverken NATO eller Warszawa-pagten at begå selvmord – men hvis religiøse fanatikere styrer atomvåben, kan vi så være sikker på at en konfrontation vil ende lykkeligt? Ingen ved hvor stor sandsynligheden for en nuklear terrorbombe, eller fuldbyrdet atomkrig, er i de næste årtier – hvis vi er heldige, er den ikke ret stor. Men når den nuværende terrorkoalition i FN har opnået sine mål, hvis vi er uforsigtige og vi lader vestlig imperialisme ødelægge sammenholdet, kan vi atter befinde os på en kurs mod konfrontation mellem stater, stater bevæbnede med atomvåben.

Sandsynligheden for at et enkelt hus går op i flammer er ikke ret stor, men ikke desto mindre er brandforsikring lovpligtig for låntagere. Her tager vi "det usandsynlige" alvorligt fordi det har så katastrofale følger. Så uanset om man betragter brugen af atomvåben som sandsynlig eller ej, burde vi ikke tage disse våben mere alvorligt når vi tænker på at en enkelt atombombe kan få titusinder eller hundreder af tusinder af huse – og deres indbyggere - til at gå op i flammer?

Lad os derfor bekæmpe terrorismen – men lad os ikke tænke kortsigtet, og stirre os blind på "lavteknologisk terror" som den eneste fremtidige fare. Selvfølgelig skal verden koncentrere sig om at straffe de ansvarlige for terroraktionen i USA i den nærmeste fremtid, og gøre alt hvad den kan for at forhindre nye terrorangreb. Og det er godt at EU står solidarisk med USA i denne sag, fordi på trods af uenigheder, kan dette samarbejde være med til at redde Bush-regeringen fra dens egne til tider overdrevne retorik. Men har vi ikke lige set i USA hvordan man satsede på én hest – højteknologisk forsvar – med skæbnesvangre resultater? Det er farligt kun at satse på én hest.

Lad os begynde at tænke langsigtet og bredt så hurtigt som muligt. Og selvom vi endnu ikke ved hvordan terroraktionen i USA vil påvirke Bush-regeringens holdning til missilskjoldet, kan verdenssamfundet ikke komme uden om en debat om verdensfreden og atomvåben. Vi er nødt til at spørge os selv hvordan vi forhindrer spredning af atomvåbenteknologi så vi forhindrer terrorister i at lave, eller at få fat i, "kuffertbomber", bærbare atomvåben. Både Rusland og USA lavede kuffertbomber under den kolde krig, så de er ikke opdigtede – se "What if the terrorists go nuclear", af Dr. Bruce G. Blair, Center for Defense Information, Washington - www.cdi.org/terrorism/nuclear.html. Vi kan være sikre på én ting – terrorister med ingeniøruddannelser vil overraske os, og derfor skal vi ikke udelukkende forvente lavteknologiske trusler. Men hvis der i øvrigt vurderes at være stor fare for en "lavteknologisk" terroraktion som spreder sygdommene kopper eller miltbrand, er det virkelig en uoverkommelig opgave f.eks. i Danmark at vaccinere befolkningen, så vi i det mindste er beskyttet mod denne fare?

Der er flere alvorlige spørgsmål om atomvåben. Hvordan sikrer vi os at Ruslands mange tusinde atomvåben, med flere tusinde i højt beredskab den dag i dag, aldrig bliver affyret – måske ved en fejltagelse? "Kursk" tragedien har understreget at alvorlige fejl i Ruslands våbensystemer kan ske, og Ruslands atomstyrker er hærget af pengemangel og forfald. Og hvis ikke vi forhindrer spredning af atomvåben- og missilteknologi fra Rusland og Kina, hvordan forhindrer vi så at nye atommagter – eller atomvåben-bevæbnede terrorister eller "slyngelstater" for den sags skyld - dukker op? Og hvis i øvrigt missiler fra en fremtidig "slyngelstat", hvad enten de er udrustet med nukleare, kemiske eller biologiske våben, virkelig er en trussel, har vi en "Plan B" hvis "Plan A", missilskjoldet NMD, ikke virker, som mange kritiske videnskabsmænd frygter?

I Vesten er vi nødt til at spørge hvordan vi sikrer os at Kinas, Indiens og Pakistans atommissiler aldrig bliver en trussel. Læren fra New York må være, hvis vi havde glemt det endnu engang, at fremtiden altid er uforudsigelig, og at vi aldrig kan være helt sikker på at atomvåben-bevæbnede venner i dag ikke bliver til atomvåben-bevæbnede modstandere i morgen.

5. Den totale afskaffelse af atomvåben giver den bedste beskyttelse mod atomvåben

Den totale afskaffelse af atomvåben er ikke en ide som får ret meget opmærksomhed i Vesten i dag. Ikke desto mindre mener mange eksperter, NGO'er og regeringer at "nul atomvåben" er et realistisk mål, og et mål som kan give den bedste beskyttelse mod atomvåben. Måske kunne USAs missilskjold i den ene eller den anden udformning, hvis det virker, være et nyttigt supplement til nedrustning - forudsat accept fra Rusland og Kina. Men det kan ikke stå alene som det eneste forsvar mod atomvåben, da det ikke løser nogle af de andre førnævnte problemer. Så uanset om vi er foreløbig for eller imod NMD, hvad med at prøve en ny, bredere indfaldsvinkel til missilforsvarsdebatten?

De fem "officielle" atommagter Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA forpligtede sig selv sidste år ved "Ikke-sprednings Konferencen" i New York til den totale afskaffelse af atomvåben. Jeg foreslår derfor at verdenssamfundet, inklusiv Danmark, opfordrer til en helhedsløsning, hvor de fem "store" atommagter – så snart som praktisk muligt - påbegynder nedrustning. Påbegyndt nedrustning betyder at det bliver nemmere at få en "dealerting" aftale i stand mellem USA og Rusland, så "lunten" på A-våbnene bliver længere, og man dermed reducerer væsentligt risikoen for fejlaffyringer. Og hvis de store atommagter kan komme ned på f.eks. 100 atomvåben hver, har NATO stadigvæk en atomstyrke som afskrækkelse; det bliver nemmere at bevogte verdens atomvåben, så terrorister eller ekstremister ikke kan få fat i dem, fordi der ikke er nær så mange af dem at bevogte; og med den internationale "goodwill" som påbegyndt nedrustning vil opnå, vil det blive nemmere at inddrage de tre "mindre" atommagter Indien, Israel og Pakistan i slutfasen, hvor alle skal være med til at nedruste mod målet "nul atomvåben", så ingen stat opnår en styrkeposition som kan bruges til "nuklear afpresning".

Så Israel ikke føler sig særlig sårbar og blokerer for nedrustning bliver det nødvendigt med realistiske sikkerhedsgarantier fra verdenssamfundet. Men disse kan også være en del af en helheds-løsning, en ny "afbalanceret" verdensorden, hvor Kina accepteres som en mere ligeværdig partner af de andre stormagter, og får mere indflydelse og dermed sin meget eftertragtede "national oprejsning". Mod til gengæld at vise at landet kan opføre sig ansvarligt, så vi får et FN Sikkerhedsråd som virkelig kan samarbejde og løse problemer i f.eks. Mellemøsten. Og med denne ny verdensorden ville det være realistisk at tro, at vi får et Kina som lever op til EUs – og Dalai Lamas – forventninger om et land som bliver mere demokratisk og mere civiliseret i kraft af mere handel og mere menneskelig kontakt med resten af verden.

Enighed blandt Kina, USA og Europa inklusiv Rusland om nedrustning ville betyde at Indien, Israel og Pakistan kunne tvinges til at nedruste ved hjælp af et meget stærkt økonomisk og diplomatisk pres, hvis de ikke meldte sig frivilligt. Samtidig med ville denne enighed betyde et bedre internationalt samarbejdsklima, med ikke-spredning af atomvåben- og missilteknologi blandt hovedgevinsterne. Hvis Rusland og Kina var på vej til at være atomvåbenfrie, havde de virkelig et incitament til at forhindre spredning af våbenteknologi. De ville næppe se andre lande få en atommagtstatus de selv var i gang med at give afkald på!

Med en ny "afbalanceret" verdensorden, hvor Kina og USA og Europa bakker op omkring FN systemet og får verdenssamfundet til at fungere som et retssamfund - med en effektiv og respekteret International Straffedomstol - ville mange mål være nemmere at opnå. For eksempel, bekæmpelsen af terror – og en retfærdig fred i Mellemøsten, så vi kan få løst en konflikt som er årsagen til muslimsk vrede, og til at nogle lande, som er blandt Israels fjender, siges at ønske sig atommissiler. Med en ny "afbalanceret" verdensorden uden atommissiler ville både Israels og alle andre landes langsigtede sikkerhedssituation blive forbedret.

Og hvad så hvis et land, f.eks. en "slyngelstat", eller en gruppe terrorister ,"snød" ved at fortsætte med at konstruere missiler og atomvåben, eller andre masseødelæggelsesvåben, når "nul atomvåben" ellers var ved at blive en realitet? Et missilforsvarssystem kunne spille en fornuftig rolle her – men da ingen ved om "Plan A", missilforsvar, vil virke i den virkelige verden, skal vi have en "Plan B" klar, og det kunne være et konventionelt førsteslag, hvor man ved hjælp af massiv konventionel overlegenhed tilintetgør missiler før de kan affyres. Mange eksperter er enige om at dette kan lade sig gøre, så missil-skjoldet NMD ser ikke ud til at være en absolut nødvendighed for verdensfreden. Og naturligvis skulle et konventionelt førsteslag som "redningsaktion" være godkendt af FN Sikkerhedsrådet – men med den føromtalte ny "afbalancerede" verdensorden ville det ikke være noget problem. (I øvrigt er selv folk på venstrefløjen i USA begyndt at tale om nødvendigheden af konventionel militær indgriben for at demontere Pakistans atomvåben, hvis fundamentalister får kontrol over dem).
Når nu alt dette er sagt, må vi altid være realistiske. Hvis det skulle vise sig at truslen fra terrorister, eller fra ekstremister i en "slyngelstat", var større end forventet, kunne verdenssamfundet være nødt til at bibeholde det absolutte minimumantal atomvåben som var nødvendigt for at kunne tilintetgøre "terrormissiler". En særlig udpeget FN-styrke, som repræsenterede hele verdenssamfundet, kunne have ansvaret for disse våben. Denne styrke kunne bestå af f.eks. tre uafhængige enheder, for at undgå enhver monopol-dannelse på atomvåben som kunne misbruges. Med denne situation ville målet "nul atomvåben" ikke være nået, men kunne måske nås i fremtiden. Men alene det at verdenssamfundet var kommet så langt med nedrustning ville bidrage meget til globalt samarbejde og til vores fælles sikkerhed.

6. Den brede debat mangler

Selvom beskyttelse mod masseødelæggelsesvåben kræver en bred vifte af løsninger, har vi desværre indtil nu – eller i hvert fald indtil den 11. september - været fikseret på NMD som "den store løsning". Er det ikke på tid at vi fik en ordentlig bred debat? Terror-angrebet på USA tvinger os til at tænke i bredere baner. Vi er nødt til at finde en løsning til spredning af atomvåben- og missilteknologi, før atombomber eller missiler bliver brugt til terrorangreb. Og hvis ordet demokrati skal have nogen mening må der være en meget bredere debat end hidtil i Danmark, om missiler, skjolde, masseødelæggelses-våben og verdensfreden, hvor almindelige borgere, og ikke kun toppolitikere og professionelle skribenter, bliver involveret. Derfor er der et stort behov – når lige det værste af den nuværende terrorkrise er overstået - for en offentlig debat a la Euro-debat, med bl.a. diskussioner og høringer i fjernsynet som belyser hele spørgsmålet "NMD, verdensfreden og atomvåben". Og belyser hvilken rolle Det danske Rigsfællesskab – og Thule – kan spille i den store sammenhæng. Så Det danske Rigsfællesskab, hvis eller når det modtager en henvendelse om Thule fra USA, ved hvordan det skal svare for at sikre verdensfreden mest hensigtsmæssigt.

Jeg skriver temmelig provokerende Det danske Rigsfællesskab, og ikke den danske regering, fordi det er vel meningen med demokrati at borgerne skal have nogle meninger om vigtige spørgsmål – selvom jeg ikke kan få øje på nogle forsøg på at involvere borgerne i NMD spørgsmålet. Jeg konkluderer selv at Det danske Rigsfællesskab kan sikre verdensfreden mest hensigtsmæssigt, hvis NMD skal gennemføres, ved at forlange at NMD er en del af en helhedsløsning, hvor nedrustning og en ny "afbalanceret" verdensorden er krav til Bush-regeringen for samarbejde omkring Thule. Men tør Danmark egentlig stille USAs regering krav? Nok ikke alene, men hvis Danmark havde resten af EU i ryggen, ville det ikke være urealistisk at stille krav. EU er begyndt at profilere sig selv som en vigtig magtfaktor på verdensscenen, men kunne Danmark få EUs opbakning til en selvstændig Thule-politik, hvor man stillede USA krav, uden at fjerne det danske forsvarsforbehold? Ønsker den danske venstrefløj at blokere for et dansk-EU samarbejde på dette område, hvis forsvarsforbeholdet viser sig at være en bremseklods? Sådanne spørgsmål illustrerer hvor vigtigt det er at få igangsat en ordentlig, bred debat om disse emner, så begrebet demokrati ikke bliver udhulet til "elitokrati".

7. Der er mange vigtige spørgsmål som mangler svar, men også tegn på håb

Jeg ved godt at der i øjeblikket lige pludselig er et godt samarbejde mellem USA, Rusland og Kina, men jeg ved også godt at en ny global krise kan vende op og ned på alting, så vi kan ikke overlade verdensfreden til tilfældigheder. Vi er nødt til at stille os selv nogle ubehagelige spørgsmål. Nogle europæere påstår at USAs "China bashers", Kina-hadere fra bl.a. de kristne fundamentalisters rækker, ønsker bevidst at bruge NMD til at "knække" Kina ligesom Sovjetunionen blev knækket - ved at tvinge eller lokke landet til et våbenkapløb som det ikke har råd til. Men hvis dette er sandt, hvilke konsekvenser kunne Kinas sammenbrud afføde – en humanitær katastrofe, med en flygtningestrøm uden sidestykke på vej mod Vesteuropa? Og hvis Kinas oprustning førte til at f.eks. Kinas allierede, Pakistan, fik udviklet et endnu større arsenal af atomvåben, monteret på langtrækkende missiler, hvor er vi på vej hen?

Vi er nødt til at stille spørgsmålet - hvis et fundamentalistisk styre på et tidspunkt kommer til magten et sted i verden, og kommer i besiddelse af et atomvåbenarsenal, hvordan skal verdenssamfundet beskytte sig imod atomvåben som styres af mennesker som ikke nødvendigvis er bange for nuklear gengældelse? Var det ikke bedst hvis vi konfronterer os selv med denne mulighed nu? – og handler derefter, sætter en stopper for spredning af atomvåben- og missilteknologi, og sørger for at komme så langt som muligt med afskaffelsen af atomvåben - med en plan i baglommen for militær indgriben hvis det går værre end forventet.

Lad os debattere disse ting nu – i alle dele af verden – før det bliver for sent. Vi skal for alt i verden undgå nye "frygt-spiraler" – hvor frygt avler våben, som avler frygt, som avler flere våben, indtil både frygten og våbenarsenalerne når vanvittige dimensioner. Vi kan ikke tage det for givet at en kompromissøgende Gorbatjov vil redde os fra ragnarok hver gang. Især ikke hvis religiøs tro gør at nogle af parterne i et våbenkapløb er overbevist om at selvmorderiske handlinger vil blive belønnet i himlen.

Mange spørgsmål trænger sig på når vi debatterer verdensfreden og atomvåben – eller terrorbekæmpelse. Men i debatten lad os huske ikke at dæmonisere vore medmennesker, og ikke bruge udtryk som "korstog", "de Godes kamp mod de Onde", eller betegne terrorister som "Sataner". Lad os huske i Vesten vor kristne arv, som fortæller os at ondskaben findes i os alle. Kampen er altid at få "det Gode i mennesker til at sejre over det Onde i de samme mennesker". Alle mennesker, uanset politisk eller religiøs tro, kan gemme på positive overraskelser. Indrømmet - vi skal ikke være naive – nogle mennesker kan være så betændt af had at det er svært at få øje på det gode i dem. Men det er et velbegrundet håb at tro at det store flertal, igennem dialog, kan bevæge sig i nye kompromissøgende og fredelige retninger. Hvem skulle have troet under den Kolde Krig at 60 generaler og admiraler fra hele verden ville underskrive en fælleserklæring som anbefaler den totale afskaffelse af atomvåben? Og hvem skulle have troet at General Lee Butler, øverstkommanderende for USAs atomstyrker i årene 1991 til 1994, ville "omvende sig" fra atomvåben, og blive til en energisk talsmand for nedrustning?

Så lad mig slutte af med en bøn. Vi har fået internet som et fantastisk hjælpemiddel til demokrati. Lad os bruge det i fredens tjeneste. Det tager tid at besøge "the Nuclear Age Peace Foundation" netportal, og følge dets forgreninger, og sætte sig ind i nedrustnings-debatten. Det tager tid at søge efter "Canberra Commission on the Elimination of Nuclear Weapons" og "New Agenda Coalition" – og lære om seriøse planer for hvordan vi opnår en atomvåbenfri verden. Planer som bl.a. den irske og den svenske regering støtter. Men det siges at det man fortryder mest i livet er ikke det man gjorde, men det man ikke gjorde. Så besøg USAs "Nuclear Reduction & Disarmament Initiative", og se et strålende eksempel på samarbejde mellem kristne, jøder og muslimer. Det kan lade sig gøre. Også takket være vores indsats kan vi bevæge os mod "nul atomvåben", og mod en bedre, bæredygtig fremtid for hele verdens befolkning.

David Longworth
Thurøvej 18
8600 Silkeborg
DavidLongworth@mail.tele.dk



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret oktober 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand