FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Revolutionerende Egypten Vores rolle er ikke kun at støtte Egyptens bevægelser, men helt sikkert at slutte os til dem. Af Matt Meyer fra War Resisters' Internationals Africa Working Group
Se temaet

image Det er nødvendigt at fordømme vilkårlig vold, især når det stammer fra en militær styrke så meget mere magtfuld end ofrenes. Hundredvis af døde egyptere, hvoraf de fleste var pro-Morsi demonstranter, er uden tvivl en tragedie, der fortjener international opmærksomhed og fordømmelse.

Også selv om militante i Det Muslimske Broderskab selv opsøgte disse kampe med de væbnede styrker, og martyrium blev åbent diskuteret, planlagt og forberedt. De har blandet vold med civil ulydighed, en kendsgerning skjult af mange medier, men ikke overset af de fleste egyptere. De egyptiske væbnede styrker gjorde blot hvad stående hære normalt gør. De brugte massiv overmagt, som er den eneste måde, de er uddannet til at ordne et politisk problem på.

Vore partnere i den egyptiske anti-militaristiske bevægelse Nej til værnepligts-loven forstod fra starten, at de farligste langsigtede konsekvenser af begivenhederne i juli kunne blive en styrkelse af troen på de væbnede styrker og militære midler. Udtrykket "hæren og folket er en" klang gennem gaderne, da denne reporter forlod Cairo i slutningen af juli. Den onde cirkel af statslig vold blev normen fra 2012 og nu intensiveret de seneste par uger, de militære løsninger på politiske problemer, som i Egypten går tilbage til 1950erne og Nasser, skal udskiftes med et nationalt projekt for alternativer til voldelige løsninger, et projekt til modstand og forsoning.

Den værste fjende mod magten er en mobiliseret egyptiske befolkning, gennem-syret af anti-diktatur, anti-fundamentalistisme, og måske endda anti-imperialistisme og anti-militaristisme. Der er bestemt grundlag for at udvikle en sådan styrke, men ingen have illusioner om, at dette kan hastes igennem, eller skubbes i gang gennem ekstern træning eller finansielt rænkespil. En sådan enhed, hvis det skal blive en succes, vil tage tid før den kan dukke organisk op i en rodet proces som alle massebevægelser. Det er en pligt for internationalistiske solidaritetsaktivister ikke at sidde fast i en debat om hær eller Broderskab, men at støtte udviklingen af uafhængige græsrodsbevægelser i Egypten.

I Cairo var der rygter om at "fremmede ballademagere" trak i trådene i Egypten. Men ikke-voldelige kampagner, så massive som dem, vi har været vidne til i Egypten, kræver langt dybere grund hos befolkningen, end penge kan købe eller udenforstående kan mobilisere. Selv de egyptiske væbnede styrker kunne ikke mobilisere så mange borgere til sine stats-sanktionerede demonstrationer imod præsident Morsi. Tidligere og nuværende begivenheder i dette det mest folkerige arabiske land gør det usandsynligt, at den kommende periode, selv under de bedste omstændigheder, vil blive rent ikkevoldelig.

I den virkelige verden, er der nuancer og bump langs vejen. Som den panafrikanske pacifist Bill Sutherland underviste, bør man altid presse på for at gøre ikkevoldelig aktion så revolutionær som mulig, og revolutioner så ikkevoldelig som muligt. Drømmen om et afrikansk syd til nord netværk for revolutionær ikkevold kan være et skridt tættere på, da der er planer for en sådan større konference i 2014. Egypterne må her spille en stor rolle, da de har meget at lære os i så henseende på trods af den nuværende krise. En af modtagerne af Nobels fredspris Mohammed El Baradei, er interessant i denne forbindelse. Den 14. august, da El Baradei fratrådte på grund af den fortsatte vold og hærens magtanvendelse, blev han kritiseret fra alle sider. Men El Baradei forstår, at de behov hans folk har, hverken bliver opfyldt af Det Muslimske Broderskab, militæret, gennem volden eller af Vestens kaos.

Undertegnede forfatter er stadig imponeret over perspektivet i en kommentar af aktivisten Shamus Cooke, der bemærkede at "der er bred opbakning til et politisk program, der kan tjene flertallet af egypternes behov. Når disse krav er korrekt formuleret og effektivt organiseret, vil situationen i Egypten have ændret sig fundamentalt, da folk i Egypten så vil have fundet deres kollektive stemme om hvad de kollektivt stræber mod, og let kan skubbe forhindringerne for deres revolution bort en gang for alle".

Folkets magt i Egypten har lige så meget potentiale nu som i 2011, på trods af den rædselsvækkende vold. Og denne magt er ikke, som journalisten Philip Rizk skriver, inde i et isoleret vakuum: "På trods af de forskellige sammenhænge, på tværs af Brasilien, Tyrkiet og Chile, i Grækenland, Spanien, Portugal og USA, er der mennesker, der går på gaden. At se alle disse revolutionære øjeblikke i en fælles sammenhæng betyder, at med eller uden demokrati, med eller uden valg er folkestyret er flyttet til gaden, og ud af institutionerne og de offentlige kontorer."

Vores rolle er ikke kun at støtte og lære af Egyptens bevægelser i dag, vores rolle er helt sikkert at slutte os til dem.


Denne artikel er oversat og voldsomt forkortet af Tom Vilmer Paamand.

Den omtalte konference er i Cape Town, Sydafrika, juli 2014.

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2011 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand