Ophidsende ord om folkemord

Folkemord er et meget dækkende ord - for mord på et folk. Til gengæld har det ikke meget at gøre med borgerkrigen i Libyen.

Af Tom Vilmer Paamand - opdateret 2014

Se temaet
Arabesk Folkemord er et meget alvorligt begreb. At bruge det om andre og på enhver måde mindre voldsomme situationer, er at udvande ordets seriøsitet. Ordet dækker indlysende nok mord på et folk, og altså ikke blot mord på folk, selv når dødstallet er stort. At trække begrebet frem i forbindelse med borgerkrigen i Libyen giver kun mening, hvis det drejer sig om at puste en begivenhed ud af proportion for at opildne offentligheden.

Den engelske udtryk genocide skal reelt oversættes som folkedrab, da der i dansk sammenhæng rent juridisk ikke er tale om mord, men om drab. Dette mere korrekte ord er dog aldrig slået an, så udtrykkene folkemord og folkedrab bruges i dag med samme betydning. Nogle forskere foreslår, at forvirringen kunne bruges til at opdele ordets brug, så folkedrab dækker den oprindelige mening i FNs konvention om folkedrab, om med "hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan".

Folkemord kunne så bruges om de andre tilfælde, hvor den truede gruppe i stedet har et fælles politisk tilhørsforhold, da dette ikke er med i FNs konvention. Dette ændrer ikke på, at både folkemord og folkedrab drejer sig om situationer, hvor det erklærede formål er at udslette en meget klart defineret gruppe. Paragraffen har indlysende nok sit udspring i Nazi-Tyskland, hvor en målrettet og uhyggelig jødeudryddelse fik dræbt millioner. Af tidligere tilfælde er begrebet brugt om Det Osmanniske Riges krig mod Armenien fra 1915, hvor flere millioner armeniere blev udryddet.

Politik ligger udenfor

I 1904 udryddede Tyskland op mod 80 % af folkeslaget hereoerne i det område, der nu hedder Namibia. Her var dødstallet "kun" 65.000 mennesker, da stammen var lille af størrelse. Det er altså ikke nødvendigt at bruge tal som millioner, for at der er tale om folkemord - men det skal være tale om målrettet udryddelse af særlige befolkningsgrupper.

Under Stalin i Rusland og Pol Pot i Cambodja døde millioner. Og i 1890erne dræbte kong Leopolds militær anslået op mod ufattelige 10-20 millioner i belgisk Congo, uden at mange husker dette. Disse barbarier falder uden for FNs konvention om folkemord, da udryddelserne i høj grad skete uden hensyn til de dræbtes tilhørsforhold. Begge eksempler er glimrende grunde til at også den slags massedrab burde behandles og fordømmes i sin egen konvention.

Mere klart er 1990erne myrderier. Under de jugoslaviske borgerkrige blev 8.000 muslimske bosniere etnisk udrenset af soldater fra den bosnisk-serbiske hær. I Rwanda massakrerede folk fra hutsi-stammen 800.000 tutsier. Og i sudanske Darfur er flere hundredetusinde døde i en etnisk konflikt. Her var klart fokus både på det etniske tilhørsforhold, og den resulterende masseudryddelse - og altså tale om folkedrab.

Intet folkedrab i Libyen

Lars Løkke Rasmussen (V): "Vi kan konstatere, at de internationale styrker har modvirket det folkedrab, vi alle frygtede."

Lene Espersen (K): "Regeringen udelukker ikke, at det kan blive nødvendigt at træffe en anden beslutning, hvis FN-sporet dør ud. Simpelthen for at beskytte den libyske befolkning mod folkedrab. Vi kan ikke som verdenssamfund se passivt til en gentagelse af det, vi så i Kosovo og Rwanda."

Søren Espersen (DF): "Vi er sikre på, at her er et folkemord i gang – igen i modsætning til, hvad situationen var i Kosova; der var ikke et folkemord i gang, viste det sig. Men det kan man altså se at der er her."

Simon Emil Ammitzbøll (LA): "Dybest set handler om at understøtte befolkningen i Libyen, som jo står på kanten af at blive udsat for et folkemord, som vi har været med til at forhindre med den beslutning, vi traf i fredags."
Frank Aaen (EL): "Her har vi altså en trussel om ikke alene et igangværende overgreb mod menneskeheden, men også et regulært folkemord."


Krig fører sjældent til folkedrab, men også livet under mindre væbnede konflikter er brutalt og ødelæggende. Oven i dødsfaldene er alle de sårede og handicappede, det hårde liv i et krigshærget land - og senere den slidsomme genopbygning og forsoning. Denne kommentar drejer sig ikke om at minimere problemerne under konflikter som den i Libyen, men at se på den propaganda, der har ført til at Danmark nu igen kaster bomber over fremmede folk.

Udenrigsminister Lene Espersen har forklaret, at de danske bomber skal "beskytte den libyske befolkning mod folkedrab. Vi kan ikke som verdenssamfund se passivt til en gentagelse af det, vi så i Kosovo og Rwanda". Ministeren refererer altså her ikke til folkedrabet i Bosnien, men i stedet til den senere fordrivelse af albanere fra Kosovo. Det var nemlig den sidste begivenhed, der i sin tid førte til den tilsvarende Nato-bombning af Jugoslavien.

Selv om folkedrab nu er den officielle grund for Danmark og de andre villige nationers angreb på Libyen, er der ikke fremlagt nogen beviser for påstanden. Flere tusinde er meldt døde, når bevæbnede oprørere og Gaddafi-tro soldater er tørnet sammen. Hvad der heldigvis mangler, er eksempler på massegrave og organiseret udryddelse.

Et dødstal på nogle tusinde er absolut modbydeligt at se på, og overstiger i antal de øvrige overgreb, som er sket under den seneste tids oprør hos naboerne i regionen. Også i Bahrain bliver mange civile dræbt, efter at saudiske tropper er rykket ind for at undertrykke et fredeligt oprør. Det hører vi meget mindre om, og den danske regering blander sig heller ikke.

Det er ærgerligt, hvis der skal rigtig mange lig på bordet, for at skabe en dansk forargelse over brutale overgreb i andre lande. Det er slemt, når dødstallene i bevidste løgne mangedobles for at skabe opbakning bag danske militære aktioner. Dette skete i Kosovo i 1999, hvor det amerikanske udenrigsministerium erklærede: "US concerned up to 500,000 missing Kosovar Albanian men may be dead".
Efter de vestlige bombninger på Balkan viste det rigtige tal for disse jugoslaviske massegrave sig at være mindst 100 gange mindre - og altså nede på nogle tusinde, ligesom det aktuelle dødstal er i Libyen. Vi er nu igen, og egentlig heldigvis for det, vidne til at nøjagtig den samme metode bliver brugt. Befolkningerne skal ophidses til krig med påstande om folkemord. Det fungerer - også i Danmark!

Jeg kunne ikke få mine sædvanlige kontakter i Folketinget til at rejse dette spørgsmål. Når enigheden er så massiv, er der ingen demokratiske muligheder tilbage - selv med FNs støtte. Men den gamle statsmand Niels Helveg Petersen bragte spørgsmålet videre, et stort skulderklap for det. Intet klap til udenrigsminister Lene Espersen for svaret:
"Mine politiske udtalelser om behovet for at forhindre folkedrab i Libyen var således udtryk for en bekymring for risikoen for, at et stort antal menneskeliv skulle gå tabt i forbindelse med Gadaffi-regimets overgreb på civilbefolkningen i Libyen, særligt i Benghazi, og skal ikke ses som en retslig karakteristik af de overgreb, som havde fundet sted."

Langt om længe er dagbladet Information dog også vågnet op: FN: Advarsler om folkedrab i Libyen var overdrevne. Se også: Dommer underkender dansk lov om folkedrab



At danske politikere fik kritik fra FN for misbrug af ordet folkemord stoppede ikke daværende forsvarsminister Nick Hækkerup, der fortsatte med at skryde falsk om Libyen: "Vi har været med til at forhindre et folkedrab". Og atter en gang er danske politikere alene på verdensplan om at overdrive situationen på denne måde...

Begrebet "Genocide" er besværligt, og vækker fortsat debat. Det blev skabt af den polsk jurist Raphael Lemkin. Hans egne tanker om det var mere vidtgående, end hvad FN kunne forhandle sig frem til. Lemkins tanker bliver nu diskuteret i medierne igen, da det ofte citeres at han blandt sine inspirationskilder havde de ottomanske udryddelser af armeniere. Dette står dog ikke nævnt i hans første bog om genocide, "Axis Rule in Occupied Europe" fra 1944, og har medført diverse vandrehistorier om at Lemkins interesse for Armenien stammer fra en senere religiøs vækkelse i 1950erne - men Lemkin skrev beviseligt om the massacre of the Armenians allerede i 1946.

Det gav også ballade, da Lemkin skrev at USAs udryddelse af indianere og englændernes medansvar for hungerkatastrofen i Irland også kunne karakteriseres som folkemord. Bogen Soviet Genocide in the Ukraine blev først rigtig kendt efter hans død, og tog fat på Sovjettidens drastiske folkeforflytninger. Generelt går kritikken på, at begrebet nu er defineret gennem FN, og at heller ikke Lemkin nu selvstændigt kan erklære diverse nok så tragiske hændelse for folkemord når de ikke passer ind i FNs definition.


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2017 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >