FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
10 grunde til at modsætte sig intervention i Libyen En militær intervention i Libyen vil angiveligt ske af humanitære grunde, men har åbenlyse politiske mål i sigte. Af Andrew Murray, Stop the War Coalition - 13. marts 2011
Se temaet

Systematic Den politiske kampagne for at iværksætte en militær intervention i Libyen - angiveligt af humanitære grunde, men med åbenlyst politiske mål i sigte - samler opbakning blandt Natos medlemmer.

Den Arabiske Liga har opfordret til en "no-fly zone". Ligaen er for det meste en samling af forskrækkede despoter, desperate for at få det amerikanske militær stadig dybere involveret i regionen. Det ville være starten på en rejse ned ad et skråplan. Her er 10 grunde til at modstå kravet om indgriben.

  1. Intervention vil krænke Libyens suverænitet. Dette er ikke blot et juridisk punkt, selv om betydningen af at overholde internationale regler ikke skal undervurderes, hvis de store magter i verden ikke skal få grønt lys til frit at amok. Så snart Nato begynder at gribe ind, er det starten på at det libyske folk mister kontrollen over deres eget land og egen fremtid.

  2. Intervention kan kun forlænge, ikke afslutte borgerkrigen. En "no-fly zone" og våbenleverancer vil ikke være i stand til at standse konflikten, og vil føre til mere blodsudgydelse, ikke mindre.

  3. Intervention vil føre til optrapning. De foranstaltninger, der anbefales i dag, kan ikke bringe en ende på borgerkrigen. Det næste krav vil derfor være en fuldt bevæbnet tilstedeværelse i Libyen, som i Irak - og som vil føde den samme fortsatte modstand. På den måde skabes konflikter årtier frem.

  4. Dette er ikke Spanien i 1936, hvor ikke-intervention var en hjælp til den fascistiske side - som hvis den sejrede i konflikten, ville opmuntre bagmændene bag til en endnu større krig, hvad den gjorde. De magter, der her råber på militær aktion, er de samme som allerede har gang i krige i hele Mellemøsten, som søger at bevare deres magt, selvom de mister deres autokratiske allierede. Respekt for Libyens suverænitet hjælper fredssagen.

  5. Dette er mere som Irak i 1990erne, efter den første Golf-krig. Den gang indførte USA, Storbritannien og Frankrig flyveforbudszoner, som ikke førte til fred. De to parter i det beskyttede irakisk Kurdistan kæmpede en bitter borgerkrig under beskyttelse af no-fly zonen - og forberedte invasionen i 2003. Indgriben kan effektivt opdele Libyen og fastlåse konflikten i årtier.

  6. Eller er det mere som situationen i Kosovo og Bosnien? Natos indblanding har ikke ført til fred, forsoning eller ægte frihed på Balkan, blot til endeløs og korrupt besættelse.

  7. Ja, det handler om olie. Hvorfor al den snak om at gribe ind i Libyen, men ikke i Congo, for eksempel? Spørg BP.

  8. Det handler også om at presse den egyptiske revolution - den største trussel mod imperialistiske interesser i regionen. En Nato-base som nabo ville være udgangspunkt for pression, og i værste fald intervention, hvis egyptisk frihed blomstrer til et punkt, hvor det skader vestlige interesser i regionen.

  9. Hykleriet afslører de hule argumenter. Når folk i Bahrain rejste sig mod deres USA-støttede monarki og blev hugget ned på gaderne, talte ingen om at gribe ind militært - selvom den amerikanske sjette flåde er baseret der, og utvivlsomt kunne have grebet effektivt ind med kort varsel. Som den indflydelsesrige senator Lindsey Graham observerede i sidste måned: "Der er regimer, vi vil ændre, og dem, vi ikke ønsker ændret." NATO vil altid gribe ind for at kvæle en ægte social revolution, aldrig for at støtte den.

  10. Planen er at genoplive den blodige politiks "liberale interventionisme" - for at bruge det rigtige navn, og dette er formålet med en militær intervention mod Libyen. Dette monster bør ikke få lov til at stige fra gravene i Irak og Afghanistan.

Alt for hurtigt oversat af Tom Vilmer Paamand fra "10 Reasons to say no to western intervention in Libya", skrevet af Andrew Murray, som er formand for "Stop the War Coalition".

©pdateret 2011 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand