Volden i Israel og Palæstina er etisk uforsvarlig

Se temaet

Både terror og krig i Israel og Palæstina er etisk uforsvarligt. Konflikten i Israel og Palæstina har givet både den politiske venstre- og højrefløj problemer med at berettige deres standpunkter. Venstreorienterede, der har udtrykt sympati med Hamas’ terrorangreb, har svært ved at retfærdiggøre terrorens bestialitet, mens højreorienterede, der har holdt fast i Israels ret til selvforsvar, har svært ved at retfærdiggøre brutaliteten i Israels modangreb. I lyset af den moderne krigsetik er forklaringen ligetil, nemlig at begge parters argumenter er uholdbare og deres standpunkter etisk uforsvarlige.

Jeg vil her fremhæve tre påstande om terror og krig i Israel-Palæstina konflikten, der er afledte af den moderne krigsetik og som viser, hvorfor både krig og terror er utroligt svære at berettige. De tre påstande er, at den etiske forskel på civile og ikke-civile er mindre end formodet, at den etiske forskel på terrorhandlinger og krigshandlinger er mindre end formodet, og at få terror- og krigshandlinger kan berettiges, når andre hensyn end simpel retfærdighed inddrages. Den samlede konklusion er, at parterne i Israel-Palæstina konflikten for at handle etisk korrekt snarere bør handle efter den form for ikkevoldelig modstand, som er blevet rost hos for eksempel Leo Tolstoj, Mahatma Gandhi og Martin Luther King.


En almindelig antagelse om krig er, at der er etisk forskel på civile og ikke-civile i krig. Det er derfor, at vi opfatter det som forkert, når soldater dræber civile, men ikke, når de dræber andre soldater, og det er derfor at mange fordømmer terrorisme hårdere end krig. Men konventionel tænkning om krig undervurderer det onde det er at slå et andet menneske ihjel. Som udgangspunkt er det at slå ihjel det værste, et menneske kan gøre, og argumenterne for at dræbe skal derfor være umådeligt stærke. Som minimum skal det andet menneske have handlet, så han fortjener at blive slået ihjel, eller så det kan retfærdiggøres, at han slås ihjel.

Hvem kan det retfærdiggøres at slå ihjel, og handler det om at være ikke-civil? Civile er svære at retfærdiggøre at slå ihjel, fordi de ikke har gjort noget ondsindet. Et tilsvarende minimumskrav for at det kan berettiges at slå en ikke-civil ihjel er, at den ikke-civile kæmper en uretfærdig kamp.

Men i Israel-Palæstina konflikten har både israelske og palæstinensiske kæmpende retfærdige årsager til at kæmpe. Israelerne lider under trusler fra Hamas, og palæstinensere lider under israelsk besættelse samt militær og økonomisk kontrol. Uagtet at begge parter også kæmper for etisk dårlige mål, såsom annektering af territorie eller simpel hævn, så har begge en god årsag til at kæmpe, nemlig at undgå hele befolkningers uretfærdige og ubarmhjertige overgreb fra deres fjenders side. Ingen af parterne kan derfor siges at have retten eller uretten på deres side, og derfor er det svært at se at den enkeltes skyld kan benyttes som årsag til at slå israelske eller palæstinensiske soldater ihjel.

Den klassiske indvending imod dette er, at soldater i enhver konflikt er ligestillede, og at man ved at påtage sig rollen som soldater accepterer ”krigens regler”, herunder ens potentielle død. Flere argumenter af denne slags er blevet undersøgt og forkastet af filosoffen Jeff McMahan i hans værk Killing in War. Et argument er, at soldater samtykker i at blive angrebet, når de går i krig. Men der er forskel på at samtykke og at udsætte sig for risiko. Da de polske soldater meldte sig til hæren i 1939 så vidste de, at de ville blive angrebet af tyskerne, men det er absurd at fremføre, at de samtykkede hertil.


Et andet argument er at soldater udgør en fare for hinanden, og at alle soldater derfor handler i selvforsvar. Men et sådant forsvar kan kun benyttes under særlige forhold, ligesom en tyv heller ikke har lov til at handle i selvforsvar, hvis han føler sig truet af en betjent. Det tredje argument er, at soldater handler under ordrer, og derfor har pligt til at dræbe. Men det er svært at se, at ens pligt over for ens nation er så stærk, at det kan retfærdiggøre drab på nogen, der ikke fortjener at dø.

Selv hvis der ikke er etisk forskel på civile og ikke-civile, så kan terrorhandlinger være værre end krigshandlinger. Krig forklares som vold mod ikke-civile med det formål at fremme politiske mål. Terror er vold mod civile med det formål at fremme politiske mål. Lad os for argumentets skyld antage, at der er etisk forskel på civile og ikke-civile. Hvorfor er terrorhandlinger så værre end krigshandlinger?

Et første argument er, at civile dødsfald er et onde. Men som f.eks. filosoffen Lionel McPherson har bemærket, så udgjorde civile dødsfald mellem 75 og 90 procent af alle dødsfald i 1990ernes krige. Det kan derfor ikke være selve de civile dødsfald, der gør terrorhandlinger specifikt onde.

Et andet argument er, at terror angriber mennesker, der er forsvarsløse. Men dette argument er baseret på en malplaceret metafor om krig som en sport, hvor ”fairness” er relevant. Det er uværdigt at dræbe forsvarsløse mennesker, men døden er ikke et mindre onde for dem, der er bevæbnede, end dem, der ikke er det.

Den mest kategoriske indvending mod terror er, at dødsfald er en del af terroristernes intention, og at dermed et middel til at nå terrorens mål. Men hvis intentioner handler om ens ultimative mål, så er denne forskel tvivlsom. Når soldater dræber i krig, så gør de det med et politisk mål, nemlig at vinde krigen. Men det samme kan siges om terrorister. Hamas’ charter fra 1988 angiver for eksempel Hamas’ mål som at etablere en shariastat i hele Palæstina (hvoraf ophøret af staten Israel følger som delmål).


Således synes selv Hamas’ ultimative mål snarere at være staten Israels ophør, end den israelske befolknings ophør. Disse argumenter kan opfattes som en problematisk relativering af krig og terror. Min påstand er ikke, at krig og terror er ens, eller at nogen af delene er lette at berettige. Tortur og nådesløs amputering er ikke det samme som at skyde en soldat eller at bombe en bydel. Min påstand er, at krigs- og terrorhandlinger har et element til fælles, nemlig at udgøre en villig og bevidst årsag til både civile og ikke-civile individers uretfærdige død, og at dette er den etisk vigtigste del.

Dette er nemt at undervurdere, når man betragter krigen på afstand, fordi Hamas’ terror kan ses at være bestialsk, mens de samlede omkostninger af ”konventionelle” døde – såsom sorg for de pårørende, ødelæggelse af samfundets sammenhængskraft og traumer gennem flere generationer – ikke er noget, som man nemt kan vise frem på en skærm. Inddrages de fulde konsekvenser af døden, som terror og krig har til fælles, svækkes de argumenter der anvendes for entydigt at vurdere krig som kategorisk mere moralsk forsvarlig end terror. Man kan spørge om hvorvidt alt dette medfører, at terror kan berettiges på linje med krig, eller at krig må forkastes på linje med terror. Den moderne krigsetik peger til sidstnævnte.

En af de mere radikale filosoffer i det henseende er David Chan, der i værket Beyond Just War forkaster standpunktet om, at krige er gode eller onde alt efter om de er retfærdige, og i stedet påstår at menneskets aktiviteter må vurderes med hensyn til alle dyder, ikke blot retfærdighed, men også f.eks. nåde, håb, ydmyghed og omsorg for det fælles gode.

Inddragelsen af andre dyder end retfærdighed gør det umådelig svært at forsvare både terror- og krigshandlinger, og dette ses tydeligt i Israel-Palæstina konflikten. For at handle ret ifølge alle dyderne, bør Hamas og Israel nære en almen næstekærlighed for hinanden, føle vemod ved deres skade på andre, sørge over alle ydmygelser af deres modstandere, og ustandseligt gøre forsøg i retning af fredelige løsninger.

Dette kræver dyd af heroisk størrelse, og er da også en fremgangsmåde, der fortrinsvis er blevet fremlagt af idealister som Mahatma Gandhi og Martin Luther King. Deres resultater taler dog for sig selv. Indien er i dag ikke længere under britisk imperialistisk styre, og racistisk forskelsbehandling i USA er afskaffet ved lov. Hvilke resultater kan Hamas’ og Israels ledere, Ismail Haniyeh og Benjamin Netanyahu, præsentere?

Når det etiske ræsonnement tænkes til ende, så er både venstre- og højreorienteredes understøttelse af henholdsvis terror- og krigshandlinger uholdbare, og bør derfor opgives til fordel for mere pacifistiske og ikkevoldeligt orienterede argumenter.


Artiklen har modvilligt været bragt af det borgerlige medie Kontrast.dk