Hvad må vi små fredsfolk gøre mod det hele?

USAs fjendebillede skifter fokus:
Paneloplæg ved Århus Fredsfestival.

Af Tom Vilmer Paamand - 2021

Se temaet
Foreningen Aldrig Mere Krig står for ubetinget krigsmodstand, der ikke afhænger af, hvem der har våben i hænderne. For fredelige løsninger er altid mulige, selv i en alt for oprustet verden. Dette gælder også i samarbejdet mellem besværlige mastodonter som Kina og USA.

At USAs fjendebillede nu skifter fokus, fra de tidligere udpegede mindre slyngelstater, til een ny stor - gør bare behovet for global afspænding endnu større. Under den kolde krig havde stormagterne trods al deres sabelraslen, også et tæt og formaliseret samarbejde. Den kendte "Røde Telefon" er den mest synlige, men langt vigtigere var de mange aftaler på lokalt niveau.

Selv de små lande i Østersøen havde dengang indøvede kontakt-rutiner med Sovjetblokken. Militærfolk på begge sider, kunne altid på kort tid komme i kontakt med deres såkaldte fjender - og dermed få afklaret hvad der måtte være af problemer, uden at en fejlagtig navigering udløste krig. Dialog og tryghedsskabende aftaler var en indløsende nødvendighed. Men sådan er det ikke længere, hverken i Østersøen, eller i vandområderne langs Kinas kyster.

På topniveau bruges sådanne kontakter dog fortsat. I USA er det forsøgt gjort til en stor skandale, at en forsvarschef var i kontakt med sin kinesiske modpart. Han gjorde dette i overværelse af 14 andre officerer, så det var langt fra nogen hemmelighed i systemet. Alligevel er der i dagens USA så ringe forståelse for nytten ved gensidig kontakt, at højtstående politikere beskylder ham for at være landsforræder.

De sidste dage var det også en stor historie, at Kina dumt sendte en større flok kampfly igennem Taiwans særlige forsvars-zone. Sådanne zoner er sjældent internationalt anerkendte, og det er tilsvarende fast praksis for USA bevidst provokativt at bryde igennem dem - især mod Kina, både til søs og i luften.

At for eksempel USA og Kina udfordrer hinandens militær på denne måde, bringer en mulig krig gennem misforståelse eller fejl faretruende tæt på - hver eneste gang. Det samme foregår omkring Danmark, hvor Rusland og USA gensidigt provokerer hinanden, dog oftest uden at bryde ind over de mere officielle nationale grænser.

Danmark indgår trofast i dette hysteri, og har for tiden fire kampfly "på vagt" i Baltikum, hvor Danmark nu "leder NATOs luftovervågning over Estland, Letland og Litauen". At lande sender kampfly op, når der kommer militære gæster forbi, er der absolut ingen internationale retskrav om, - det er udelukkende et NATO-påfund.

Danmark er også en trofast allieret i USAs handelskrige. Mest selvmodsigende i USAs kamp mod Ruslands nyeste gasledning til Tyskland. Her har Danmark hjulpet med til at trække byggeriet i langdrag - imens at Danmark samtidig diskret køber russisk gas for milliarder...

Også imod Kina, kæmper Danmark med i handelskrigen, og får blokeret import af deres mobiltelefoner og overvågningskameraer - for tænk hvis Kina lytter med. Samtidig er der kun forloren og betydningsløs kritik, over hver gang USA bliver afsløret i den slags narrestreger.

Jeg har ikke her forholdt mig til de enorme forskelle på dagens hovedemner, Kina og USA, men mest på hvad deres handlinger betyder lokalt for os her i Danmark. Kina har meget kulturelt at prale med, men hård undertrykkelse af egne borgere er landets mest markante træk - fri presse og ytringsfrihed i vestlig forstand eksisterer ikke.

USA er fortsat milevidt, fra at være så restriktiv, men er dog gledet langt ned af skalaerne. I en ret troværdig løbende akademisk undersøgelse defineres USAs styreform nu som et "mangelfuldt demokrati". Samme undersøgelse rangordner Kina som et "autoritært regime", langt under Rusland, som dog er i samme kategori. Det er vurderinger, som jeg helt klart deler.

USAs evige smædekampagner mod Kina og Rusland giver dog gode grunde til at kritisere det værste vrøvl. Dette er dog slet ikke en grund til at hoppe i den modsatte grøft, og også forsvare eller bortforklare sådanne autoritære regimers militære udskejelser.

Så hvad bør vi små fredsfolk gøre mod alt dette? Tak for ordet!


Tom Vilmer Paamand er formand for pacifisternes organisation Aldrig Mere Krig.


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2021 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >