FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
7.912 luftangreb mod Syrien
- plus et mere
Statsmænd burde kunne holde hovedet koldt, og reagere ud fra fakta og langsigtet strategi. Af Tom Vilmer Paamand - 2017
Se temaet

Den 6. april 2017 sendte USAs præsident 59 krydsermissiler mod Syrien. Målet i landet var usædvanligt, for USA har hidtil officielt søgt at ramme ISIL, og ikke områder under kontrol af Syriens Assad-regering. Denne gang var målet i stedet en Assad-flyveplads, som et giftgasangreb mentes at stamme fra. Fremmede nationers angreb på Syrien uden krigserklæring er langt mere end en daglig foreteelse.

På datoen med krydsermissilerne havde der siden 2014 i alt været 7912 luftangreb mod Syrien fra USA, dets koalition og Rusland. Og så kom der altså lige et mere, men i snit bliver Syrien ramt af 75 bomber om dagen fra fremmede luftstyrker. Heldigvis gør de sjældent mere end materiel skade, men antallet af døde for luftangrebene er dog omkring 3.000 ofre. Et rigeligt stort tal – stort set lige så mange som ved det angreb den 9. september 2001, der fik USA afsted på sit største hævntogt.

I den aktuelle sag har USA atter reageret forhastet og alt andet end statsmandsagtigt. Der er sket en grum forbrydelse, men i stedet for at skaffe beviser og tage problemet til FN har USA erklæret, at de havde lov til at bombe på baggrund af fortsat hemmelige beviser. Altså i strid med FN og folkeret – samt almindelig sund fornuft. Krydsermissilerne bliver omtalt som var det Trumps første krig, men han har som sine forgængere diskret bombet løs siden sin indsættelse. Antallet af civile ofre er dog steget voldsomt under Trump, der har femdoblet mængden af angreb med droner.

Konflikten begynder at ligne en stedfortræderkrig da Rusland har sin eneste flådebase ved Syriens kyst, og folkeretsligt har fået Assads tilladelse til at bombe – besynderlig verden. Tyrkiet og Iran med flere har også deres håndførte spillebrikker med på pladen. Alle kan derfor frit slå hinandens spillere hjem i et blodigt slag Ludo, hvor ingen af de indblandede lande udefra rigtig er i direkte krig eller konflikt med hinanden. Også Danmark blev opfordret af USA til at bombe dernede – uden at vore angreb blev mere folkeretsligt legale af det. De danske fly blev oven i købet beordret til en aktion, der endte i et af de angreb på syriske regeringsstyrker, som USA ellers officielt prøver at liste udenom, da dets flossede figenblad kun handler om ISILs terror.

Flybomber udefra er dog et "relativt" mindre problem, for internt i Syriens blanding af terror og borgerkrig løber dødstallet nu op i ufattelige hundredtusinder. Fra ISILs terror til Assads tøndebomber, samt et kludetæppe af store og små "rockerbander", der jævnligt skifter mål og retning. Folk i Syrien får altså rigeligt med bomber i hovedet og det er efter adskillige år indlysende, at USAs med fleres bidrag til endnu flere bombninger ikke har stoppet hverken ISIL eller borgerkrigens grusomheder.

Problemet er i høj grad, at der ikke blandt rockerbander og regeringsstyrker er nogen klare "venner", som USA tør satse helhjertet på. Samt at Assad trods evindelige forudsigelser fortsat sidder lige så solidt på tronen, som hans far før ham. USA kunne fx have tilbud Assad frit lejde, og en kuffert med 350 millioner kroner - mindsteprisen for de 59 affyrede krydsermissiler - som bestikkelse for at gå. Men hvis Assad ønskede at løbe med hele statskassen havde han gjort det for længst, så han har nok vænnet sig for godt til rollen som enevældig præsident.

USA har ikke for gode erfaringer med sine ulovlige regimeskift – tilbombede eller ej – selvom dette nu lader til at være målet igen. Ind til videre er resultatet blot mere kaos, da Rusland har suspenderer en aftale med USA, der skulle forhindre sammenstød mellem deres kampfly. Tilbage står den sædvanlige undren. Nogen har på højt politisk niveau besluttet, at lige de billeder, som officielt udløste bombningen, var "ubærlige". Nogen har givet en indlysende og berettiget forargelse politisk retning og fokus, så bombe-svaret kunne udløse bred begejstring, og bedre opbakning til den ellers upopulære præsident Trump. Og medier og befolkning faldt for den - igen.

Statsmænd burde kunne holde hovedet koldt, og ikke reagere forjaget ud fra følelser og folkestemninger – men på fakta og langsigtet strategi. Og det samme bør fredsbevægelsen, hvis den vil opnå blivende mål.



RIKO om håndtering af situationen i Syrien

En politisk løsning på konflikten i Syrien skal findes og tilgodese det syriske folks behov. Aktivt diplomati, sikring af humanitær støtte til civilbefolkningen og en gennemtænkt strategi, der tager højde for lokale og langsigtede forhold kan bane vejen for fred. Stormagterne, først og fremmest USA og Rusland, og de involverede regionale magter må arbejde uden forhåndsbetingelser for en forhandlingsløsning, der garanteres af FN. Men det forudsætter, at der lægges målrettet pres fra andre landes regeringer og folkelige bevægelser på aktører i konflikten i Syrien. Den danske regering bør prioritere sammen med andre lande, især i EU og NATO, at øge presset på alle parter for at afslutte borgerkrigen gennem en forhandlet løsning, der garanterer basale rettigheder til alle.

Læs hele teksten hos Rådet for International Konfliktløsning - RIKO.nu


PayPal logo Giv en skærv!
PayPal logo

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2017 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand