Fremtidens ånd

Se temaet

Jeg har tilstrækkelig mange år på bagen til at huske venstrefløjens gyldne år i 70erne, hvor modstanden mod Vietnam-krigen gav de folkelige kræfter vind i sejlene. Fagbevægelsen var endnu stærk og der var et utal af politiske organiseringer. Endnu sad autoriteterne i og på os.
Siden er vi blevet socialt og teknologisk frisatte, og vores børn, der blev født og voksede op i de antiautoritære strømninger, har nu den individuelle frihed i kroppen.
Men de har ikke længere nogen social forankring og er historieløse, da deres opdragelse i stigende grad blev overladt til maskinerne, fordi vi forældre havde/har travlt med vores egen frisættelse.
Heldigvis findes der en modstrøm af social ansvarlighed. Det er som om den er vågnet med modstanden mod Irakkrigen. I mange år har markedet gået sin sejrsgang på bekostning af solidariteten og demokratiet. Vi bare elskede at blive rigere og rigere uden at kere os alt for meget med hvor det kom/kommer fra.
Så kom 11. september, som rystede os ud af tornerosesøvnen. Længe sad uhyggen i os, men qua det utrolige Bush-slængs fantastisk tykke hykleri, er der nu en stigende bevidsthed om hvad det er for nogen værdier de vil forsvare: den riges ret til at tæve den fattige, der brokker sig over godernes fordeling.
Da krigen var startet torsdag morgen 20. marts gik en del skoler spontant på gaden. Jeg kom ind til FredsVagten halv elleve, og oplevede det for en gammel aktivist vidunderlige, at ungdommen endelig var kommet på banen.
Og bannere havde de nået at lave: Behind every Bush there is a terrorist! Og lige i middagssolen kom en stor flok fra Det Fri Gymnasium og satte sig i krydset ved Holmens Kirke. De havde slagtøj med - en olietønde i en indkøbsvogn, og den stærkeste grundrytme kom fra et skateboards flade side mod tøndens runding. Herlig energi og gode råb. Men ikke nogen der holdt taler.
 
Træt af at stå tavs
Jeg har ikke noget imod taler. De kan være væsentlige, morsomme, rørende og bragende gode, men jeg er træt af at stå pligtskyldigt tavst ved et hav af politisk korrekt afbalancerede ligegyldige gode meninger fra folk, der hverken har mit mandat eller min interesse som autoriteter.
Vi har ikke brug for at få at vide, hvad vi skal mene. Vi ved godt hvorfor vi er kommet. Det, vi har brug for, er at tro på at det nytter noget at vi er kommet. At det rykker noget. Borgen er urokkelig. Det skal jeg hilse at sige som fredsvagt - den er solid. Granit hele vejen op, men den er dog påvirkelig for en murrende indigneret vibration som vokser. Og ikke mindst er den jo bange for ungdommens trods og utilfredshed. Så det er den vi skal fastholde, så flygtig den er.
Det er dem der skal få lyst til at komme igen. Ikke fordi det er fest og ballade i sig selv, men fordi det er fest og ballade der samtidig betyder noget. At energien kommer af vreden, afmagten der transformeres til håb fordi fællesskabet i dansen, sangen og råbene, og de få gode talere der kan samle forsamlingens lydhørhed, er en stærk følelse.
I Nej til Krig og Terror - den fredsbevægelse der dukkede op med krigen i Afghanistan i oktober 2001, var der ikke rum til nytænkning og den døde ud i løbet af vinteren. FredsVagten udsprang af den, men flyttede 'hjemmefra' allerede efter halvanden måned. Det var gensidigt.
Vi brugte for 150 kroner fakler om dagen. Og vi var utilfredse med det 'støvede' ved de gamle metoder, og at FredsVagten ikke blev anerkendt som det friske pust i bevægelsen vi var og er. Blandt andet ønskede vi åben talerstol udfra en følelse af den indignation der pulserede gennem folket og burde være kommet til udtryk dér - 8. oktober, dagen efter den første nattebombning over Afghanistan. Den aften følte jeg at nogen havde taget monopol på taleretten.
Og bl.a. derfor er FredsVagtens grundsætning: Alle har lige ret til freden. Den anden mere indlysende grund er jo at afghanere (m.fl.) har lige så meget ret som amerikanere.
 
For mange ligegyldige taler
I de seneste store fredsdemonstrationer har vi set den samme misere af alt for mange ligegyldige talere og alt for lidt dansemusik. Uf, siger nogen, der skal være gravstemning - tænk lige på hvad det handler om.
Jo, det er rigtigt, men hvis vi forsager livsglæden har de os for alvor. Og det er livsglæden der bringer os til at komme, thi uden den ville vi ikke tro på at det nytter. Så vi satser på at fremme livsglæden ved at gøre noget meningsfuldt ved sin sorg, skam og afmagt. Gå på gaden og fylde byen op med sin vrede - det er stærkt.
Nytter det noget?, spurgte DR-journalisten fredsvagten fredag morgen direkte i morgen-tv: Ja!, men det er som urtemedicin, du kan ikke lige mærke det. Men på lang sigt er der alligevel sket en bedring af livskvaliteten!, svarede han.
Og det er osse livskvaliteten de vil knægte, thi tomme sorrige mennesker køber mere. Og torsdag middag midt ude i krydset blandt alle de siddende gymnasieelever faldt et nyt slogan mig ind: Vi ka råbe, vi ka skrige, vort forbrug det kræver krige!
Fredag havde FredsVagten bedt om mobilisering allerede klokken 8 morgen for at møde folketingsmedlemmerne når de ankom... jeg havde en drøm, tænk hvis de næsten ikke kunne komme ind. Jeg havde bedt om det på stormøde om tirsdagen og igen torsdag på Rådhuspladsen, men ordstyreren troede ikke på det og fremsatte forslaget en smule lala "for de morgenduelige" mindede han om at FredsVagten altså åbnede klokken otte. Igen savnede vi begejstring.
Der var jo utvivlsomt masser af mennesker der var forargede nok til at ville stå op denne morgen for at spærre Borgen af med en menneskemur såfremt de selv troede på det. Og ikke mindst skal den individuelle stolthed, over at gi noget for at sige fra, frem for resignere, pointeres. Den stolthed betyder noget. Med selvværd kan vi lettere komme hinanden i møde og indrømme konsensus. Det er den følelse der har båret FredsVagten gennem årstiderne.
FredsVagten havde lejet lyd til dagen. Og erklæret Åben Talerstol. Det var første gang vi har prøvet det. Den slags går altid lidt trægt i starten, men der kom rigtig godt gang i den i løbet af formiddagen, da der efterhånden var forsamlede masser af skoleelever fra 6.-7. klasse og opefter.
Og der var mange ærlige udtalelser fra unge og ældre, sange og oplæsninger, relevant cd-musik.
 
Jeg græd under bordet
Og så kom Globale Rødder med en cd med krigslyde som de fik sat på. Suverænt uhyggeligt, så jeg kom til at græde inde under bordet, hvor jeg havde søgt ly da krigen bragede ned over pladsen med 280 db fra de store horn, som aktivisterne havde vendt om mod væggen ind til folketingssalen hvor forhandlingerne var i gang. Politiet kom roligt frem og vendte dem forsigtigt igen.
Mens jeg var talerækkestyrer var der en ung fyr der følte sig grebet af stemningen og kaldte politiet 'fucking fascistsvin'. Inden jeg lod næste taler komme på sagde jeg til ham at det ikke passede, og brød selv som ordstyrer ind i talerrækken for at be om respekt for politiet, og anerkende deres udstrakte konduite - de gav demonstrationerne det rum der var påkrævet og spærrede autoriseret for trafikken. Så tak til dem. Vi skal ikke skabe fjendebilleder.
Joh, så bad det unge brushovede igen om en kort kommentar, fik mikrofonen og sagde undskyld idet han indså at jeg havde ret. Flot.
Der var trængsel om bordet ved middagstid. Og nogen var begyndt at råbe på arabisk - Allah Akbar og den slags. Så kom der en gruppe - formodentlig palæstinensere som råbte slagord jeg således ikke forstod. Jeg var fremme med en opfordring til at fortælle os på dansk hvad det var, men samtidig blev jeg flået i ærmet af en anden der indigneret fortalte mig at de råbte: Vi gi'r vores blod for Saddam. Nåhja..
det brød jeg mig heller ikke om, men det var vel bedre at de fik rum til at råbe deres vrede, end at de gik ud og afreagerede med selvmordsbomber - i sidste ende.
Og opponenten tilbød jeg selv at stille sig i talerrækken, hvis han ville imødegå det. Således var der flere gange nogen der imødegik andre. En ung imam-studerende kom frem med hæklet hvid kalot og 'rigtigt' skæg. Nogen hviskede til mig at han var fanatisk, men stadig fastholdt vi den åbne talerstols princip. Og så var han jo ganske fornuftig i sin ikke-volds tale, selvom han brugte den for os vesterlændinge så uglesete koran-retorik.
Der var masser af andre gode oplevelser, omkring den talerstol, som det vil føre for vidt at referere hér. Blot vil jeg konkludere at jeg er sikker på vi gjorde dialogen og demokratiet en tjeneste.

Bo Richardt er ideologisk bagmand for FredsVagten. Se www.fredsvagt.dk.