Boganmeldelse:
Kampen for fred under krig

Se temaet

For de fleste er det desværre nemmest at være krigsmodstander, når eget land ikke er truet, og de andres krige sker i fjerne lande. Der fredelige overbevisning bliver først for alvor sat på prøve, når truslen rammer hjem og familie - virkeligheden er en streng dommer. For Europas pacifister blev 1. Verdenskrig en sådan test, som det kan ses i bogen "To end All Wars" af forfatter og historiker Adam Hochschild fra USA. Bogen er oversat af Informations Forlag under det for os endnu smukkere navn "Aldrig Mere Krig" med undertitlen "Loyalitet og modstand 1914-1918".

Bogen går i nærkontakt med en lang række af den tids britiske krigsmodstandere og -tilhængere, og følger dem ind og ud af 1. Verdenskrigs prøvelser. En del fortsatte kampen for freden trods fængselsdomme og dødstrusler, mens andre slog helt om i patriotiske brandtaler. Bogen er lang - og virker også for lang, for Hochschild har fundet imponerende mange detaljer om alt fra familiebånd til kanontransporter, og dem vil han gerne fortælle. Det gør han dog både velskrevet og entusiastisk, så vi kommer med helt ned i kærestebreve og dagbøger, hvor læseren kan følge tæt med i en del af kilderne undervejs. Vi bliver nære venner med en uoverskuelig mængde af datidens kendte figurer, både de fredelige og dem på slagmarken, samt de politikere og konger, der sendte dem derud. En af de mest gennem gående er Pankhurst-familien, der bliver brugt til at vise hvordan splittelsen om hvilken vej, der var den rigtige, går på tværs i familierne.

Emmeline Pankhurst havde fem børn, og alle var glødende engagerede i tidens spørgsmål, først og fremmest kampen i den ofte meget voldelige kamp for kvindernes stemmeret og arbejdernes rettigheder - samt fredssagen. Under 1. Verdenskrig skiftede moderen side, og opildnede til total krig og tyskerhad. Datteren Sylvia fortsatte lige så ihærdigt sin fredskamp, i stærk samklang med sin hemmelige elsker, politikeren Keir Hardy fra Skotland. Denne sad i parlamentet for Labour, og bevarede som en af de eneste sin krigsmodstand lige til sin død.


Forfatteren Rudyard Kipling støttede ihærdigt op om krigen, og fik under stort b esvær sendt sin svagtseende søn til fronten, og brugte senere store ressourcer uden at kunne finde hans grav. Han fortsatte med at skriv krigeriske pamfletter, men også et omdiskuteret digt med ordene: "If any question why we died. Tell them, because our fathers lied".

På modsat fløj stod forfatteren Bertrand Russel, hvis internationale ry som filosof hjalp til at han kunne tale forholdsvis uforstyrret mod krigen, hvilket han udnyttede i stor stil. Hans største indsats blev nok en bog, der officielt blev skrevet af en kristen og konservativ mor til en frontsoldat. Hendes anden søn var militærnægter, og bogen vakte landsdækkende opsigt med skildringen af sønnens lidelser i fængslet. Russel blev først afsløret som den virkelige forfatter 50 år senere.

Også andre skrev under falske navne, for den engelske efterretningstjeneste arbejdede på højtryk med samme metode. Utallige "private" foreninger skød op og udsendte krigsforherligende plakater og smædeskrifter mod krigsmod- standerne: "Militærnægteren er en giftig menneskelig paddehat, som burde rykkes op med rode". En hemmelig hær af indrullerede forfattere skrev noveller og bøger for at mobilisere og understøtte krigen - alt betalt af regeringen fra skjulte konti. Kvinder satte hvide fjer på unge mænd der ikke var i uniform for at latterliggøre dem som kujoner. En officiel rapport viderebragte vandrehistorier om at tyske tropper stak spædbørn ihjel med bajonetter og korsfæstede bønder.


Teknologien skabte gigantiske kanoner på jernbanevogne med 30 meter lange kanonløb, der sendte granaterne 100 kilometer. Undervejs i krigen var storindustrien som sædvanligt ligeglad med nation og grænser, og fortsatte med regeringernes støtte salget til alle. Den fortsat så kendte tyske fabrik Carl Zeiss fremstillede optisk udstyr og kikkertsigter, der efter regeringsaftale også blev solgt til fjenden. Tyskerne anbefalede englænderne at få prøver på hvad Zeiss kunne levere gennem tilfangetagne tyske officerer og erobret artilleri, og trak mandskab hjem fra frontlinjen for hurtigere at få produceret de bestilte varer. Til gengæld fik Tyskland leveret stærkt savnede gummihjul til de militære køretøjer - varerne blev udvekslet i Schweitz.

Agenter infiltrerede alle organisationer, der kunne anses som skeptiske til krigen. Disse var oftest selv militærfolk, og havde derfor svært ved at forstå hvad de overværede - alt blev set som mistænkelige konspirationer i skræmmende netværk. En lokal lønstrejke var naturligvis centralt organiseret, og store kræfter blev sat ind på at finde de tilrejsende anstiftere - samt ikke mindst deres udenlandske bagmænd. Af og til fandtes de, men som regel var det rent tankespind fra agenternes side. Efterfølgende undersøgelser afslørede overraskende nok ikke en eneste fjendtlig sabotage i hele Storbritannien.

Til gengæld var der militærnægtere, der blev fængslet. En anklager tordnede om at "Krig bliver en umulighed, hvis alle mænd skulle få den opfattelse, at krig er forkert". Vise ord, som krigsmodstanderne omgående hængte op overalt som plakat. Regeringen arresterede en mand for plakaten, som så afslørede anklageren som den rette skyldige. Nægtere blev sendt til fronten, men ville fortsat ikke slås og blev så dømt til døden for mytteri, mens aktivister i London kæmpede for at gøre historien kendt, og få dødsstraffen afværget. Regeringen blev bange for at skabe martyrer, der kunne få endnu flere til at kæmpe imod, og til sidst blev straffe n ændret til ti års hårdt fængsel. Der var grund til bekymring. Senere i krigen begik matroserne på et af Royal Navys krigsskibe mytteri, og hejste revolutionens røde flag. Tusinder af soldater strejkede, men det primære krav var at komme hjem.

Den årelange skyttegravskrig bliver beskrevet i detaljer, så dagliglivet med rådden mad og vand til anklerne står klart. Men også hvorledes de menige soldater lavede aftaler på tværs af Ingenmandsland, så de kunne leve nogenlunde fredeligt sammen. Når der kom højtstående officerer på besøg, blev der ihærdig skudt løs mod den anden side - det så imponerende ud, men begge parter skød en anelse for højt til at ramme.


Verdenskrigen kom efter hvad der ofte beskrives som næsten 100 års fred. Dette kræver dog en voldsomt eurocentrisk målestok. Adam Hochschild har tidligere i en anden god bog beskrevet den belgiske konges private ejerskab af Congo, hvor der i årene op til år 1900 blev dræbte op mod 15 millioner indfødte i en kamp for gummi og diamanter. Og dette er bare et enkelt eksempel - for kloden rundt blev urbefolkninger udryddet og udplyndret fra Europa.

Et i voldsom grad ufredeligt århundrede blev afløst af at volden rykkede hjem - og her blev mange generaler stærkt overraskede, da de mest havde erfaring i at nedslagte en underlegen fjende. Kolonierne blev igen hårdt ramte under krigen, hvor flere end to millioner indfødte blev tvangsudskrevet til at arbejde for den engelske hær. 400.000 af dem døde af sult og sygdom - dette var langt farligere end at kæmpe på Vestfronten.

Adam Hochschilds bog når også frem til nutiden. I de dele af Frankrig, hvor Vestfronten engang strakte sig, fjerner mineryddere fortsat op mod 1.000 tons ueksploderet ammunition hver eneste år. Jorden er undermineret af kilometervis af tunneller, for kampen foregik også dybt nede, og jævnligt åbner der sig huller ned til den dystre fortid.

Nogle få kilometer udenfor Ypres står et permanent pyntet juletræ til minde om et af 1. Verdenskrigs små mirakler - den uautoriserede Julefred i 1914, hvor soldaterne trodsede deres generaler, og mødtes midt i Ingenmandsland til julesang, dans og fodboldkampe i al fredsommelighed.


"Aldrig Mere Krig - Loyalitet og modstand 1914-1918" af Adam Hochschild,
464 sider, Informations Forlag 2014.