FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
En hær uden våben Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Af Klaus Rifbjerg - 2007
Se temaet

Ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Læser man dagligt Information (det har jeg gjort i halvtreds år), kan man ikke undgå at bemærke glidninger i avisens holdninger. Det er jo en gammel modstandsavis, og der er ikke noget sært i, at idealerne fra krigens tid holdes i hævd. Kampen mod fjenden - de tyske besættere - og det voldsomme og berettigede had til nazismen, skabte et ideologisk fundament, som var til at tage og føle på og fuldt forståeligt.

Alligevel har der været fluktuationer undervejs, nuanceringer, ja i visse perioder har man ligefrem kunnet støtte en politik, der gjorde Make Love/Not War til sit slogan og fandt det rimeligt at organisere sig og foranstalte storstilede demonstrationer mod brugen af atomvåben. Den tid er længst forbi, og tilsyneladende er det for mange, ja måske endda de fleste en lettelse. Flower Power - hvad var det egentlig for noget barnagtigt, uforpligtende fis? Og gik de unge mennesker egentlig ikke først og fremmest i fjendens tjeneste som 'nyttige idioter'? Det har man diskuteret og endevendt og tygget drøv på, og når det drejer sig om Information, er man i løbet af de senere år nået frem til den konklusion, at en pacifistisk tilgang til tingene netop er noget barnagtigt, uforpligtende fis. Det kan jeg tale med om, for de oprørte anklager kommer alle vegne fra, og symbolet på det hele er Deres ærbødigst undertegnede siddende i en liggestol med ryggen til stirrende ud over Isefjorden.

Man kan tilsyneladende ikke få nok af denne enkle symbolik og undslår sig ikke for at karakterisere den formastelige som en lirekasse med kun ét eneste kedsommeligt nummer på valsen. Derfor er det nærmest pinagtigt at skulle drage Irak-krigen ind i sammenhængen, og jeg skal prøve at være så kort og så underspillet, det er er mig muligt: Er de mere end hundredtusinde civile krigsofre indsatsen værd? Ser man skyggen af et spirende demokrati efter tragedien? Er Irak og verden blevet et bedre sted at leve i, fordi man har givet Saddam Hussein en løkke om halsen og hængt ham? Nu handler det så om Afghanistan, hvor vi agerer militært på et FN-mandat. Vores styrker er tilkaldt for at hjælpe, og Leif Davidsen afholder sig ikke fra at drage sammenligninger med den spanske borgerkrig, hvor verdens intelligentsia plus folk af alle stænder meldte sig for at bekæmpe fascismen.

Nu er det Taleban, der står synonymt for fascismen, men hvor bliver de danske (venstreorienterede) intellektuelle af, hvorfor melder de sig ikke i kampen? Det sidder jeg også i min liggestol og tænker over, men måske på en anden måde end Leif Davidsen og masser af andre. Jeg synes ikke, , det er så enkelt, som 'man' in casu Information gør. Jeg synes faktisk, det er helvedes kompliceret efter at have studeret kilometervis af artikler om emnet og læst ligeså mange bøger. Af dem fremgår det, at i Afghanistan har ingen udenvælts magter nogen sinde kunnet vinde noget som helst afgørende slag endsige kunnet indføre styreformer, der var anderledes end dem en håndfuld krigsherrer og opiumsbaroner plus de almindelige afghanere ønskede, ja selv det mægtige Sovjet måtte stikke halen mellem benene og tage hjem til moderlandet, da det stod klart, at den eneste udgang på felttoget var et lammende og larmende nederlag. Omkostningerne taler vi ikke om, dem gemmer jeg i lirekassen.

Det gik - som bekendt - ikke bedre i Spanien i sin tid. Enden på det hele blev fyrre års fascistisk diktatur bl.a. som resultat af de indbyrdes stridigheder på den spanske, republikanske venstrefløj. Det er mig meget om ikke at lyde hverken kynisk eller klynkende, og tro mig, jeg er ingen ynder af hverken piskeslag til utro kvinder eller steninger eller demagoger eller diktatorer. Men jeg bliver rasende, så jeg har lyst til at hamre hænderne i klaviaturet ved tanken om, at der rundt omkring i verden arbejdes dag og nat og med stor profit af dødens købmænd, våbenfabrikanterne, der overgår hinanden i opfindsomhed, når det drejer sig om at lave 'systemer', som med de mest rædselsfulde konsekvenser kan slå tusinder og atter tusinder af mennesker ihjel, og at vi godtager og hylder deres virke som et middel til menneskehedens frelse og frihed.

Det er til at brække sig over, ligesom når man hører om soldater, der sendes hjem i flagindsvøbte kister efter at have betalt 'den højeste pris'. Hvis en forfatter kan godtage den kliché, bør han lægge pennen. Men for nu at skære det ud i pap, er det ikke det, det handler om for mig, når jeg vælger en anden vej. Jeg tror ikke mit engagement fejler noget, jeg tror endda, jeg er lidenskabeligt engageret bare på en anden måde end den for tiden kompakte majoritet af meningsmagere. Jeg synes ikke mine modstandere og kritikere er hverken hunde- eller vandhoveder, og hvis jeg har skrevet det, dokumenterer jeg hermed min fortrydelse. Men ingen skal få mig overbevist om, at man i vor tid vil få indført demokrati og skabt frihed for enden af et geværløb. Jeg får aldrig My Lai og billederne fra Abu Ghraib vasket af nethinden. Jeg ser stadig skyer af napalm og brændende børn og Agent Orange for det indre øje, og jeg ser Margaret Thatcher kissemisse med Pinochet og filmklippet af Salvador Allende i regeringsbyens flammer under bombardementet.

Jeg er stolt af mit fædreland og dets generøse engagement i verdens problemer, men jeg synes naturligvis, vi kan gøre det bedre end ved at sende F16-fly til Afghanistan for at bombe fascistiske talebanere eller forlade Irak, mens det lokum, vi selv har antændt, stadig brænder. Jeg synes afgjort, vi skal have en hær, men det skal være en hær uden våben, uden isenkram, uden platte slagsange med millioner af skattekroner bundet i halen. Jeg synes, vi skal komme til fornuft og sende al den hjælp og alle de folk af sted, det overhovedet er muligt, tænksomme mennesker, dygtige håndværkere, ægte genopbyggere, og lad det endelig koste, hvad det koster, det kan aldrig blive dyrere end alt det forbandede isenkram. "Ha ha ha," jeg hører allerede brølet, "hvad tror du en sabelsvingende, fundamentalistisk dervish vil sige, hvis sådan en dansk bonderøv dukker op med et hvidt flag i hånden og en fredspibe i munden? Han vil hugge hovedet af ham og dø af grin!"

Fed ligger osen af løgn og propaganda over landene i disse år, og kun den er skurk, som stikker hovedet op af tågerne og insisterer på, at der muligvis er en anden vej at gå end den slagne. Det nærmer sig defaitismen, synes man, måske endda forræderiet og er i det mindste udtryk for en mangel på engagement, der ikke blot er irriterende og trættende, men også i længden kedsommelig og usexet som tonerne fra en lirekasse, hvor valsen er slidt helt ned.



Klaus Rifbjerg døde i foråret, og blev mindet i samtlige medier. Overraskende mange fik nævnt, ofte med irritation, at pacifismen stod stærkt blandt Rifbjergs kernesager. Den var med ham gennem hele livet, og fremgik bastant af læserbreve, digte og essays. Han støttede alt fra Kvinder for Fred til Fredsskattefonden, og var med da Aldrig Mere Krig i 2008 indbød til manifestation for militærnægtelse. Klaus Rifbjerg beskrev i 2007 sin fredsdrøm med ovenstående velvalgte ord.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2015 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand