FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
200 nægtere afløste 35.000 tyske flygtninge Oksbøllejren blev fra 1949 omdannet til en nægterlejr, der skulle stå for oprydningen efter tyskerne. Af museumsinspektør John V. Jensen - 2017
Se temaet

Ankom man til Oksbøllejren i januar 1949, var den tidligere overfyldte lejr, som emmede af liv blot et par år tidligere, forvandlet til et trøstesløst syn. De sidste spor fra tyskertiden var endnu ikke fjernet. På lejrens gadehjørner stod stadig de tyske skilte tilbage og mindede om en ikke så fjern fortid. Dengang den tyske besættelsesmagt havde indtaget området og opbygget en betydelig militærlejr Truppenübungsplatz Oxböl i Aal Plantage.

Det var ruinerne af dette anlæg, der udgjorde det trøstesløse syn, som mødte de mange hundrede militærnægtere, som i de næste ti år beboede lejren og var beskæftiget med nedbrydningen af lejren. Ideen om at anvende militærnægtere til det resterende arbejde med nedbrydning skulle, ifølge Bruno Petersen, være opstået i f orbindelse med nedtagningen og salget af barakkerne, hvorefter kun murværkerne og andre grove ting stod tilbage. Det resterende arbejde med nedtagning, afrensning etc. vurderedes at blive for bekosteligt, og derfor fremsattes på et tidspunkt tanken om at bruge militærnægterne til dette arbejde.

Papirer fra Krigsministeriet nævner ikke militærnægterne, men antyder i stedet at hæren forventede at overtage hele det militære område i Oksbøl. Således var hærens folk yderst kritiske over for tanken om at placere en militærnægterlejr i området, da de mente, at en militærlejr og en militærnægterlejr ikke ville kunne "trives" ved siden af hinanden, som det blev formuleret. Henover julen nåede planerne dagspressen, og Nationaltidendes læsere kunne den 28. december erfare, at 200 danske militærnægtere skulle afløse 35.000 tyske flygtninge i Oksbøl; og sådan blev det. Ideen var oplagt, for på stedet havde man allerede bygninger til indkvartering, kontorer foruden en tidligere flygtningelejrchef uden arbejde.

Med beslutningen ændrede flygtningelejren navn til C.A.-lejren (Civil Arbejdslejr), og den tidligere flygtningelejr blev nu omdannet til militærnægterlejr à la Gribskovlejren i Nordsjælland, der efter besættelsen var den eneste genåbnede militærnægterlejr, men hvis kapacitet ikke var helt tilstrækkelig. Hidtil havde landets anden militærnægterlejr været Kompedallejren i Midtjylland, men den var optaget til anden side, fordi den i de første par år efter befrielsen var omdannet til flygtningelejr for tyske flygtninge.

Først i 1955 genåbnedes den som militærnægterlejr. Oksbøllejren holdt også længere end de i begyndelsen estimerede to år, således fremgår det i et referat, at der var meget arbejde endnu, og fordi militærnægterne arbejdede temmelig langsomt, som der står. Militærnægtelse var i øvrigt ikke noget stort tema i slutningen af 1940 erne og heller ikke i begyndelsen af 1950erne, hvor nægterne kun udgjorde en ganske lille (lidt suspekt) minoritet. Men faktisk havde man i Danmark siden den 13. december 1917, som det blot andet land i verden, haft en lov om civil værnepligt eller militærnægtertjeneste. Første Verdenskrig var blevet udkæmpet af store værnepligtshære, og dette skabte en aversion mod krige og militærvæsen i det hele taget, som resulterede i, at et stigende antal unge mænd ikke mindst blandt arbejdere i byerne ikke længere ønskede at springe soldat.

Inspirationen til en lov om en civil værnepligt kom fra Storbritannien, der ligeledes under Første Verdenskrig nærmere bestemt den 27. november 1916, havde indført tvungen værnepligt. Den britiske lov indeholdt en passus om, at man af samvittighedsmæssige grunde kunne blive undtaget fra egentlig krigstjeneste mod, at man udførte anden samfundsnyttig tjeneste.

I Danmark skævede den radikale regering, der siden tiltrædelsen i 1913 havde haft et antimilitaristisk program, til den britiske model. Spørgsmålet medførte diskussion, men enden blev, at det herefter var muligt at konvertere den militære pligt til en anden form for statspligt. Samtidig blev det fastsat, at tjenestetiden for militærnægtere, igen efter britisk forbillede, skulle være længere end den militære tjeneste. Det skulle nemlig ikke tidsmæssigt kunne betale sig at anmode om overflytning til civilt arbejde. Derved sikrede myndighederne sig også mod "bekvemmelighedshensyn" som ville kunne gøre værnepligtige til militærnægtere.

Antallet af militærnægtere udgjorde dog ikke noget stort samfundsmæssigt problem, således var der i 1916 kun 16, og dette var faldet til blot otte og tre i henholdsvis 1922 og 1929. I løbet af 1930erne steg antallet igen til 113 i 1937, hvorefter det faldt til blot 12 under besættelsen. Motivationen for nægterne skulle som nævnt bestå i et udtalt ønske om ikke at gøre militærtjeneste af samvittighedsmæssige grunde, og dette skulle, i det mindste i begyndelsen, være religiøst motiveret, men senere tillod man også politiske motivationer.

I tidens løb har en af de største og mest homogene grupper blandt militærnægterne været Jehovas Vidner. Udover jehovitterne kom en anden tredjedel fra miljøet omkring fredsorganisationen Aldrig Mere Krig. Derudover var der enkelte Retsstatsfolk (Retsforbundet) samt repræsentanter fra et beslægtet tankesæt i Landsforeningen J.A.K. (Jord, Arbejde og Kapital), Mazdaznanfolk (en nyzarathustrisk religion), Martinusfolk og nogle få fra Indre Mission og Pinsemissionen. Desuden var der blandt nægterne også kommunister og radikale, som valgte at aftjene civil værnepligt.

Fra 1968 har en etisk overbevisning af politisk karakter også givet mulighed for fritagelse for militærtjeneste. Civil værnepligt bestod oprindeligt af skov-arbejde o.l., men i 1960erne blev det muligt at opfylde værnepligten ved civilt arbejde på institutioner med almennyttige formål inden for den sociale og kulturelle sektor. Her bør det vel nævnes, at landets museer gennem mange år havde glæde af militærnægterordningen.

I 1970 blev det endvidere muligt at aftjene civil værnepligt i form af ulandsarbejde i to år. Frem til 1986 var den civile værnepligt af længere varighed end militærtjenesten, men er nu den samme. Normalt har antallet af militærnægtere kun udgjort få procent af en årgang, men antallet steg fra 1960erne og frem til midten af 1970erne til over 10 % for derefter atter at falde. I militærnægterregi spillede ikke mindst den pacifistiske fredsorganisation Aldrig Mere Krig en ganske betydelig rolle for mange danske militærnægtere til støtte og oplysning.

Den 2. august 1949 rykkede det første 120 mand store hold ind i lejrfaciliteterne. De gamle tyske lazaretbygninger i lejrens nordøstlige hjørne blev efter en smule istandsættelse indrettet til beboelse i form af fire-, seks- og timandsstuer foruden kontorer. Militærnægterne var mænd mellem 20 og 30 år mange med en videregående skoleuddannelse, gamle højskoleelever. De allerfleste har valgt det civile statsarbejde af rene idealistiske grunde efter moden overvejelse, som det hedder i nægterorganet Pacifisten fra 1949.

Militærnægterlejrens første chef blev Anker Pedersen, som indtil da havde fungeret som lejrchef i flygtningelejren og inden da havde gjort tjeneste i statens lejre for unge arbejdsløse. Han var til at snakke med. Han havde ganske vist været soldat og underofficer - noget militært skal det helst smage af, når statens stillinger skal besættes, som Otto Mathiasen ironisk udtrykte det i Pacifistens spalter.

Anker Pedersen kunne fortælle, at han havde lavet en arbejdsplan for de kommende fire år: Nedbrydning af 22.000 m2 hestestalde og skure, nedbrydning af 8.000 m2 murstensbygninger, rensning og slagning af op mod 15.000.000 mursten. Derudover skulle der også fjernes 55 kilometer kloak- og vandledning, 60.000 m2 vej, 40.000 m2 gulve og fundamenter,

30.000 m2 bygninger, så der var rigeligt at tage fat på. I alt havde lejrchefen opgjort arbejdet til 1.054.000 timer , og slog dette ikke til, ville man tage fire år mere. Militærnægternes eller de civile værnepligtiges opgave kom nu i de følgende næsten 10 år til at bestå i at nedbryde resterne af lejren og slutteligt tilplante området. En af nægternes første større opgaver bestod i at fjerne det omkring 10 kilometer lange dobbelte pigtrådshegn, der omgav Oksbøl Nordlejr, og som stammede til bage fra Værnemagtens militære øvelsesplads, og som senere også holdt på flygtningene. Jernstolperne og pigtråden blev herefter solgt til en produkthandler.

Samtidig gik nægterne også i gang med at brække mure ned og derefter rense murstenene af, tage vandrør og kloakrør op, fjerne luftledninger, planere og plante til. Alle byggematerialer skulle så vidt muligt bruges igen. I begyndelsen kom stenene fra fundamenterne til mandskabsbarakkerne. Helt uden problemer var dette nedtagningsarbejde imidlertid ikke. Træbarakkerne var fyldt med væggelus og de skulle gasses.

Gennem de næsten ti år C.A.-lejren eksisterede i Oksbøl, havde man fire udehold a 20-25 mand, som stod for nedbrydningen af de tilbageværende bygninger. Ved siden af dette arbejde havde man desuden et lille husdyrhold på en tre-fire grise, der levede af køkkenaffald, og som blev kørt på slagteriet i Esbjerg, når de havde fået den rette størrelse. Herudover var der også gartneriet i lejrens vestlige del, hvor man avlede kartofler og grøntsager til lejrens forbrug. Dertil kom det omtalte værkstedshold på ti mand, oftest med en håndværkeruddannelse, som tog sig af reparation og vedligeholdelse af arbejdsredskaber, produktion og nybygning.

Nægter Ib Nielsen, der var på det første arbejdshold i lejren, gætter på, at arbejdsydelsen i lejren var omkring tredjedel af det normale, fordi det for mange var uvant arbejde, som ikke var interessant, og motivationen var dårlig, og fordi folk ikke var kommet helt frivilligt.


PayPal logo Giv en skærv!
PayPal logo

Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2017 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand