Verdens gang de sidste 50 år og de næste 50

Der skal knokles, men en mere menneskelig og mindre voldelig verden er stadig mulig.

Af Af Jan Øberg, freds- og fremtidsforsker - 2019

Se temaet

50 års jubilar-tale holdt på Aarhus Katedralskole den 28. juni 2019:
Tak fordi jeg må komme tilbage til vores skole i dag, og sige lidt om verdens fremtid. Jeg gør det med udgangspunkt i mit virke som freds- og fremtidsforsker, international mægler i mange konflikt- og krigsområder samt et akademisk virke som forsker og gæsteprofessor rundt om i verden.
At dette har været mit liv kan jeg i høj grad takke Katedralskolen for - og særligt én person, nemlig daværende rektor Aage Bertelsen - en meget ukonventionel skolemand, humanist og pacifist, der i 1969 afgik efter 22 års tjeneste som rektor for Aarhus Katedralskole.

Aage Bertelsen var Danmarks ledende pacifist - altså imod krig og alle typer af vold. Denne livsfilosofi - kombineret med civilcourage og humanisme indebar at Aage og hans kone, Gerda, stillede sig i spidsen for arbejdet med at redde godt 7000 danske jøder i sikkerhed over Øresund i oktober 1943.
"Oktober 43" er også titlen på den bog, han skrev om denne civile modstand mod besættelsen. Forskellige udgaver af bogen har for- og efterord af daværende statsminister Hans Hedtoft, Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik, Victor Borge, Niels Bohr og Albert Einstein. Som man forstår var Aage en mand, der i mere end én forstand ragede op og udover sin tid.

Det var en heltegerning af Danmarkshistoriske dimensioner. Og den minder os om at Danmark engang - frem til 1990erne - var et land, der hjalp nødlidende og var imod krig. Sådan er det desværre ikke i dag. Efter sin tid som rektor skabte han Oktober 43-fonden. Baseret på indkomsten fra hans bøger og en film om redningen af jøderne delte fonden penge ud til institutioner i Israel - f.eks. hospitaler - der havde både arabiske/palæstinensiske og jødiske børn.

Pacifisten Aage skrev også en meget omfattende "bog om ikkevold i teori og praksis, "Her er dit våben" (der blev genudgivet i 2017). Bogen udkom i 1962, samme år som Cuba-krisen indtraf; og risikoen for atomkrig mellem USA og Sovjetunionen holdt menneskeheden i ulidelig spændingsfyldt angst. Vi var ekstremt tæt på menneskehedens og klodens undergang.
Hans fokus var netop risikoen for, at den Kolde Krig skulle bryde ud i varm krig. Og Aage tænkte ikke kun kritisk men også konstruktivt: ikkevold og konfliktløsning måtte og kunne erstatte oprustning og militærvæsen. Aage var ikke så lidt af en profet, men - som alle andre, der har arbejdet for ægte fred i en militaristisk kultur - også kontroversiel.

Det var de to vigtige "Alberter" i Aages liv. Hans møde med Einstein endte med at denne sagde: "Don't forget Gandhi! " Og dét gjorde Aage aldrig.   Aage skabte to eksperimentlinjer med tilladelse af undervisningsminister Kresten Helveg Petersen - UNESCO-linjen og Russer-linjen. Den førstes idé var at eleverne skulle lære om samfundet ved at deltage aktivt i det i en periode udenfor skolen, f.eks. på fabrik; den anden at russiske og danske lærere skulle bygge bro og eleverne gå i hinandens skoler. Devisen var enkelt: Byg gode relationer og forsøg at forstå hinanden, så kan vi reducere risikoen for misforståelser, had og krig. Det var fredspædagogik i teori og praksis.

Den globale tid 1969-2019. 1960erne var oprørets og forandringernes tid. Der fandtes en fredsbevægelse, de såkaldte u-lande kastede kolonialismens åg af sig og blev selvstændige. Medborgerbevægelsen med Rosa Parks og Martin Luther King Jr. tog til. USA var elsket og respekteret under John F. Kennedy - men ikke for den Vietnamkrig, der også optog alles sind. 
Det var ungdomsoprør, Flower Power, sex and rock'n'roll, Beatles, Stones, Dylan. En tid med visioner og håb - omend man kan smile lidt af noget af det, nu 50 år efter. Det var en idealismens og engagementets tid - "gå ind i din tid", som Nordahl Grieg og Aage opfordrede ungdommen til. Enhver kan se kontrasten til tidsånden i dag. I hvert fald i den vestlige verdens tidsånd.

Det vigtigste, der er sket i Europa de sidste 50 år er ikke EU, men afviklingen af Sovjetunionen og Warszawa-pagten under en klog og visionær statsmands ledelse, Mikhail Gorbatjov. Berlinmuren faldt for 30 år siden i 1989. Vi burde have svaret med at nedlægge NATO. Men nej - under præsident Clinton udnyttede Vesten i stedet, at Rusland var helt nede på knæene.
Udvidede NATO op under Ruslands skørter, opløste Jugoslavien, kørte FN og folkeretten ud på et fjernt sidespor og førte en krig mod terrorismen - et relativt lille problem i vores verden, også i forhold til atomvåbnenes såkaldte terrorbalance - og deltog i ødelæggelsen af land efter land: Somalia, Afghanistan, Irak, Libyen, Yemen, Syrien. Og nu står Iran tilsyneladende for tur.

Altsammen til ingen verdens nytte. Disse krigsfiaskoer har kun medført millioners død, ufattelig lidelse, flygtningestrømme og kulturel destruktion samt had. Målt i menneskeliv er terrorisme-problemet i dag cirka 80 gange større end før 11. september 2001. De atomvåben, Aage var bange for og som vi stadig bør være bange for, er der ganske vist færre af i dag end dengang, men de er blevet integreret i USAs og NATOs doktriner på måder, der gør dem lettere at tage i brug. Atomtærsklen er dalet. Atomkrigstruslen er voksende.
Så vidt krigens problem, volden mod andre mennesker og kulturer. Det andet store problem er volden mod naturen, Moder Jord. Siden 1950erne har forskningen utvetydigt fortalt os, at vi ikke kunne fortsætte med grænseløs materiel vækst og stigende forbrug og forurening uden at det ville gå grueligt galt - før eller siden. Men vi har faktisk ladet som ingenting.

Og dét peger så i retningen af det tredje store problem for os i Vest, nemlig at demokratiet er også er i dyb krise. Noget tyder på at det kun fungerer som beslutningsmekanisme når alt går godt, og folketingskandidater kan love os guld og grønne skove - skønt der vel snart er hverken det ene eller det andet tilbage. Meget få tror jo på at den, de stemmer på, virkeligt gør det, de lover.
Kort sagt, for dem der lever i Vesten, som vi jo gør og altid har holdt af USAs kreativitet og dynamik (som jeg selv), så har de sidste årtier været de spildte muligheders. Vesten har forsøgt at triumfere, dominere og missionere - med både Sværdet og med Biblen, kunne man sige - hvilket nu fører til at Vestverdenen selv går ned… synker.

De næste 50 år frem til 2069. De to hovedproblemer vi skal have løst globalt - og dét har vi slet ikke 50 år til, måske kun 10-20 - er:
- at balancere forholdet mellem menneske og miljø;
- at reducere eller helt afskaffe krigen som accepteret social institution.
Under dem begge ligger volden. Vi er derfor tvunget til at bekæmpe idéen om at volden - den direkte, fysiske, psykiske, kønsbetonede, strukturelle, økonomiske, militære og kulturelle vold - er OK. Mens enhver idiot kan starte en krig, kræver det viden og mod at skabe fred.
Det vigtigste, der vil ske i tiden, der kommer, er at det amerikanske imperium vil blive opløst - og dermed NATO, og at USA bliver en republik og kun dét, ikke en global magt med krig, CIA all over the place, 600 militærbaser i 130+ lande, som alene USA har i dag.

Hvis vi altså gør noget radikalt for at reducere volden, og virkeligt bliver partnere med Moder Jord og ophører med voldtægten af hende, og hvis vi overlever det amerikanske imperiums afvikling uden at nogen fyrer atomvåben af dér i de sidste timer - ja, så ser fremtiden lys ud:
- Det bliver en multipolær verden med mere samarbejde end konfrontation.
- En verden hvis tyngdepunkt er flyttet til the Orient og hvor vi i the Occident - som måske snarere er en Accident - stadig har en chance for at være med, hvis vi samarbejder i stedet for at isolere os selv.
- Der bliver ikke flere imperier - tanken om at ét land eller kultur skal lede alle de andre er forældet og umulig. Kineserne véd det. Vi er dømte til samarbejde. Til win-win i stedet for ulighed. Til at drive det vidt globalt, "når få har for meget og færre for lidt", skulle jeg hilse fra Grundtvig og sige.

- Det bliver en global verden hvor nationalstatens betydning daler og det, der sker i f.eks. Folketinget, vil præge Danmarks fremtid mindre og mindre.
- Vi vil efter nogle generationer finde, at et multietnisk Danmark er interessant og lærerigt, en berigelse. Det rene, danske Danmark? Glem det!
- Vi vil se en ny vækst i livskvaliteter og ikke i kvantiteter fordi, som Villy Sørensen så klogt sagde: "Der er grænser for kvantitet men ikke for kvalitet".
- Vi vil leve i en verden hvor mennesker løser sine - uundgåelige - konflikter med civile midler, og hvor der kun bliver brugt vold som en sidste udvej for det fælles globalt bedste.

Som det står skrevet i Artikel 1 i FN-Deklarationen: "Fred skal skabes med fredelige midler!". Tænk Jer, det har alle lande skrevet under på og ingen følger det! Det gode samfund vil altid have konflikter, dem skal vi ikke afskaffe. Vi skal afskaffe volden.
- Der vil blive mange slags demokrati og styreformer, vi ikke kender i dag, og vi vil få globale beslutningsmekanismer, ikke kun nationale parlamenter i en verden, der ubønhørligt går mod globalisering både hvad gælder kultur, økonomi og militær.

Men hvordan det, vil nogen nok spørge? Hvordan kommer vi frem til en sådan meget mere tiltalende og human verden, hvor vi finder enhed i mangfoldighed og ikke i enfoldighed, og hvor vi har en global etik og ikke en naboskabsetik? Det er forbløffende enkelt!
Vi begynder at tænke og handle i Gandhis, Einsteins, Bohrs, Schweitzers, Luther Kings - og Bertelsens - ånd! Vi reducerer og afskaffer volden på samme måde, som vi har afskaffet slaveriet, det absolutte monarki, børnearbejde og pædofili. Det er en civilisationsproces - og det er en overlevelsesstrategi.

Det andet der er brug for er lige så enkelt: At hver af os gør det som Nordahl Grieg og Aage - og mange andre sikkert også hér fra denne talerstol - har opfordret til: Gå ind i din tid, tage del, vær med - lev et otherfriend-liv i stedet for et selfie-liv! For vi er kun noget sammen med andre.
Kort sagt også med Grundtvig: Lev et muntert og virksomt liv på Jorden. Gør det du selv er optaget af, føler passioneret for - men gør det kun, hvis det også er til nytte for det samfund, du er en del af. Ask not what the world can do for you - ask what you can do for the world! - for at parafrasere John F. Kennedy.

Og det er ikke nok at sige "held og lykke". Der skal også knokles. Og vi skal knokle videre sammen og på tværs af generationerne, ikke bare overlade ragnarok til Jer, der kommer efter. Jeg selv er overbevist om at en mere menneskelig og mindre voldelig verden stadig er mulig. Det kan se svært ud, men hvis vi ikke smøger ærmerne op og forsøger så vi vil aldrig lykkes.
Svære ting tager tid, de umulige tager lidt længere. Lad os komme i gang.

Læs talen uforkortet på Akat.dk/media/1697/arosia1819.pdf#page=9



Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2019 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand