FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Kaj Munks kalden til kamp Der staar De med Hænderne i Buxelommerne, min Herre... Af Tom Vilmer Paamand - 2014
Se temaet

image Kaj Munks forskningscenter har gravet en brevveksling om våbenmagt frem mellem Munk og en meget kristen kontorchef i 1943. Manden var nok mere 'passivist' end pacifist, og skrev blandt andet til Munk:
 
"... De kritiserer, at vi ikke har brugt Vaabenmagt - hvor kan en Præst opfordre til at bruge dræbende Vaaben mod sine Medmennesker. Hvor kan Præster i det Hele taget velsigne Vaabnene? Gud lader ganske vist Apostlene tale om at kæmpe, men der kan efter min Mening kun være Tale om 'med aandelige Sværd'. Jesus blev ganske vist vred i Templet over den Handel, der dreves, og der staar skrevet, at han svang Svøben - men tror De selv, at Jesus blev virkelig vred - jeg tror sørgmodig - og haandgribelig slog sine Medmennesker med Svøbe.
Jeg tror det ikke. Det, der imidlertid staar for mig som en af Præstens største Opgaver, er, at han skal tale om og opfordre til Kærlighed - Kærlighed og atter Kærlighed - og ikke Mord.
Min elskede, afdøde Mor's Valgsprog var: 'Hellere lide Uret end gøre Uret.' Vi danske har lidt og lider Uret, - men jeg synes, det er forkasteligt, at en Præst opfordrer til at imødegaa denne med Vaaben. Jeg besluttede 21 Aar gammel - med den Motivering, at jeg paa Dommens Dag med oprejst Pande kan sige, at jeg har adlydt Budet: 'Du maa ikke ihjelslaa -' at jeg, dersom jeg kom i Krig - og havde min fulde Forstand i Behold - aldrig vilde løsne et Skud; men paa dette Punkt deler vi altsaa ikke Anskuelse, hvad jeg havde ventet af en Guds udkaarne Mand. ..."

 
Kaj Munk svarede iltert samme dag:
"Kære Hr. Brevskriver, Hvorfor svarer jeg Dem; det er jo ganske haabløst. Men jeg synes ikke, De viser Deres Mor Pietet i hendes Grav. De vanhelliger hendes Minde ved at udlægge et Ord af hende som: Hellere lade andre lide Uret end selv gøre Ret. Overfor Jødernes Lidelser, Polens Lidelser, Norges Lidelser - der staar De med Hænderne i Buxelommerne, min Herre.
Ved De, hvad Kristus vil sige til Dem paa Dommens Dag? Han vil sige: Paul! Paul! Hvorfor tog du ikke Hænderne op? 'Den, der forarger en af disse smaa, ham var det bedre, han fik en Møllesten hængt om sin Hals og blev kastet i Havet.'
De, De, De er med til at forarge de smaa. De ser Vilddyr kaste sig over Smaabørn og rører ikke en Finger. Og det skal kaldes Kristendom. Herre Jemini! Og De tror, Æren kan blive Guds, naar hans Folk optræder æreløst! Hellig- aanden vejlede Dem!

 
Denne brevveksling beskrives over flere sider i Weekendavisen fra den 29. august 2014 af professor Søren Dosenrode fra Kaj Munk Forskningscentret, der heldigvis langt bedre end Kaj Munk formår at skelne mellem passivitet og pacifisme: "Det er værd at huske, at ordet 'pacifisme' har sin rod i latin, i ordene 'pax' (fred) og 'facere' (at gøre), altså fredsskaber, aktiv handlen".
 
Munks holdninger var langt fra entydige. I 1938 skrev han i en artikel om Krigen - og den kristne: "Sandheden om den Kristnes Stilling til Krigen er den, at der ingen Regel kan gives. Som den sprudlende Livets Mester Jesus er, kan det meget vel forefalde, at hans Stemme pludselig vil sige til den eventyrlystne: Nu kræver jeg af dig, at du siger nej - dette kan du ikke være med til! Og til Militærnægteren: Nu er Tiden inde til, at du trækker i Uniformen."
 
Selv ser jeg Kaj Munk som en af de modstandsfolk, for hvem kampen næsten kom til at ligne et internt opgør på den yderste højrefløj - med sit fuldtonede Ja til stærke mænd, bare vi får vores egen, og ikke angribes af andre landes.



Henning Sørensen skrev om Kaj Munk i sin bog "Krudt uden kugler":
 
Der er siden krigen skrevet mange bøger om Kaj Munk, og strømmen af dem synes ingen ende at ville tage, men de mange bøger nævner sjældent den kritik, der fra pacifistisk side blev fremsat mod den kontroversielle præst såvel i 1930erne som under krigen.
 
Men en sådan kritik eksisterede, og et af de bedste eksempler fandt man i vores blad, hvor Uffe Hansen skrev om Munk med den pointe, at Munks dramatiske forfatterskab måtte være smittet af på præsten, siden han var kommet til at tale som en gammeltestamentlig profet. Når en mand med Munks talegaver og popularitet førte et falsk vidnesbyrd om danskhed og kristendom, om ære og kærlighed, så angik det alle danskere og kristne, mente Uffe Hansen. Og så måtte man tage til genmæle og vise hulheden og tomheden og hele den dramatiske situation.
 
"Men hvad mener manden egentlig med det hele? Hvis store ord er kamp, så har vi da rigeligt af den vare her i landet. Men hvis Kaj Munk har set det som en folkelig forbrydelse og en synd mod Gud, at vi ikke brugte geværerne den 9. april og sidenefter 'til sidste blodsdråbe', hvorfor snakker han så? Hvorfor tager han ikke sin gamle muskedonner og gør noget dramatisk? Det vilde være mere hæderligt end at opfordre andre til voldshandlinger og selv være i dækning, men det er jo militaristernes sædvanlige fremgangsmåde."
 
Uffe Hansen mente, at når Munk holdt sig tilbage fra selv at træde ind i soldaternes rækker, så skyldtes det, at han godt vidste, at når den dramatiske iscenesættelse var lettet, så ville det i bund og grund være ukristeligt at skyde løs på besættelsesmagten. Uffe Hansen opfordrede Munk til at finde Johannesevangeliet frem fra hylden: "Gud befaler os at elske vor næste og advarer os mod at slå ihjel[...] det danske folk bærer en byrde og kæmper en kamp for ret og fred og alt godt, en kamp, der kræver lige så megen uselviskhed og offer vilje som krigernes, om end ikke så meget blod."
 
Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2014 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand