FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Fredsbevægelsen i historisk perspektiv Samt et håb om en folkerejsning mod dansk krigsdeltagelse, mod militær og militarisme... Af Henning Sørensen - Grenaa 2012
Se temaet

Tilhængere af den førte såkaldte aktivistiske udenrigspolitik har nedladende sagt, at dansk militær og udenrigspolitik i årene frem til 2. Verdenskrig var præget af nederlaget i 1864. Det mener jeg, at de har ret i; men jeg mener ikke, at det er grund til at ae ned på dansk udenrigs- og militærpolitik i denne periode; det er det derimod - stadig efter mine begreber på udviklingen efter 2. Verdenskrig.

Krigen i 1864 var, som jeg ser det, et udtryk for en tåbelig dansk udenrigspolitik og for militær storhedsvanvid. Havde Danmark ført en realistisk politik, kunne vi sandsynligvis have fået en grænse lig med sproggrænsen, hvilket vil sige syd for Flensborg. Sådan gik det ikke. En mindre kendt episode fra krigen i 1864 vil jeg nævne her i aften: Vort lands første militærnægter, former Ove Petersen fra Horsens: Han havde været underkorporal i 1850erne; men var blevet afskediget, måske p. g. a. besparelser. I 1864 blev han genindkaldt; men blev borte, blev hentet af politiet og stillet for en krigsret og idømt piskning og vand og brød. Efter krigen passede han sit arbejde og sin familie i Horsens og blev borte i anonymiteten. Desværre kan han stå som typisk for fremtidens militærnægtere.

Alt for få af militærnægterne op gennem tiden er gået ind i et aktivt og livsvarigt arbejde mod militær og militarisme. Til Ove Petersens undskyldning tjener dog, at der for hans vedkommende ikke var nogen organiseret fredsbevægelse at virke i. Den undskyldning fik os der fulgte efter ikke.

Under den tysk-franske krig i 1870 var der kræfter i vort folk, dog næppe stærke kræfter, der ønskede, at Danmarks skulle gå ind i krigen på fransk side i en revanchekrig mod Tyskland. Krigens overaskende tyske sejr viste at de mere besindige kræfter der ønskede dansk neutralitet var de fornuftigste.

I 1882 stiftede den tidligere officer i hæren under krigen i 1864, Frederik Bajer, Foreningen for Dansk neutralitet, der senere ændrede navn til Dansk Fredsforening. Efter en svag start opnåede Dansk Fredsforening meget stor udbredelse, og det er vistnok ikke et sogn i Danmark, hvor der ikke har været en lokalafdeling af Dansk Fredsforening. Foreningen arbejdede for fortsat dansk neutralitet og for militære besparelser, således var den imod det kostbare fæstningsbyggeri omkring København. Foreningen fik stor opbakning i partiet Venstre og dets leder I. C. Christensen var i hovedbestyrelsen for Dansk Fredsforening. Venstre var meget militærkritisk; men da partiet i 1901 blev regeringsparti skiftede det bogstavelig talt over en nat politik og gik ind for et stærkt militærvæsen.

I. C. Christensen trak sig straks fra Dansk Fredsforenings hovedbestyrelse og kom et par uger senere en eksklusion i forkøbet ved at melde sig ud. Socialdemokratiet, der endnu på dette tidspunkt var uden stor indflydelse, havde nedrustning på programmet; men kun få af dette partis medlemmer gik ind i det organiserede fredsarbejde, hvilket nok primært skyldtes, at de fleste havde nok i at skaffe midler til det daglige brød: To undtagelser var der dog, senere undervisningsminister Frederik Borgbjerg og senere forsvarsminister Laust Rasmussen. Sidstnævnte vender jeg tilbage til. I Venstre var der imidlertid en opposition mod den markante højredrejning på næsten alle områder. Denne stiftede i 1905 Det Radikale Venstre, og dette blev i to-tre generationer i høj grad fredsfolkenes parti; men også der indgik man tidligt kompromiser,

Partiet accepterede et militærvæsen der var større end partiet selv ønskede, og uden at give tilsagn om yderligere reduktioner, hvis de fik politisk styrke dertil. I Dansk Fredsforening begyndte pacifistiske strømninger at gøre sig gældende, og i 1913 stiftedes på initiativ af bibliotekar Holger Larsen, den første pacifistiske organisation Kristeligt Fredsforbund. Denne er for længst borte. I vor tid bakker såvel folkekirken som frikirkerne desværre oprustningen op. Da 1. Verdenskrig udbrød i 1914 var Det Radikale Venstre regeringsparti, og dette parti stod ved statens ror frem til 1920, og under krigen stod partiet for et militærvæsen der hvad antallet af soldater angår, er uden sidestykke i vort lands historie. Det skal dog siges, at dette sigtede udelukkende på at bevare vort lands neutralitet. Røster om en revanchekrig mod Tyskand blev kvalt i fødslen. I 1915 stiftedes i Holland Kvindernes Internationale Lige for Fred og Frihed, og denne fik året efter en dansk afdeling, og denne eksisterer den dag i dag, om end som alt fredarbejde på svage fødder.

Under l. Verdenskrig var der flere militærnægtersager, unge mænd der blev idømt fængselsstraffe for ikke at ville være soldater. Flere af dem understregede deres holdning ved at sultestrejke. Hvor mange der var tale om, har jeg ikke kunnet finde frem til; men uden tvivl relativt få. Fra fredsorganisationernes side, blev der rejst krav om, at der burde indføres en militærnægterlov som den England fik i 1916. En henvendelse fra 491 præster, de fleste i folkekirken med krav om en dansk militærnægterlov, gjorde indtryk i især de borgerlige partier, og den 13. december 1917 vedtog Folketinget vort lands første militærnægterlov med 52 stemmer for, l1 undlod at stemme; men ingen stemte imod. I sensommeren 1918 oprettedes den første danske militærnægterlejr i Grib Skov.

Det var en skuffelse for de der havde arbejdet meget for en militærnægterlov, at denne i dens første halve snes år blev benyttet af ganske få. Antallet af militærnægtere pr. år kunne i den første halve snes år tælles på en hånds fingre. I sin roman Jørgen Stein, giver Jacob Paludan et pudsigt billede fra livet i militærnægterlejren i Grib Skov i dens første år. Bogens titelperson er militærnægter i Grib Skov lejren, hvor han en dag står og skræller kartofler sammen med en nægterkammerat, der er kommunist, og denne siger til Jørgen Stein, der på dette tidspunkt er medlem af det Radikale Venstre: "I udvandede radikale er værre end socialdemokraterne og præsterne tilsammen."

I 1924 dannede Thorvald Stauning den første socialdemokratiske regering. Socialdemokratiet havde endnu dengang afrustning på programmet, og som forsvarsminister udnævntes den ivrige pacifist, journalist Laust Rasmussen, der paradoksalt nok var valgt i fæstningsbyen Fredericia, og han havde som sit erklærede mål, at hans ministerium skulle nedlægges. I 1926 blev Aldrig Mere Krig, som den mest radikale fredsorganisation stiftet, og denne satte straks en kraftig agitation for militærnægtelse ind, og i 1934 blev der oprettet endnu en militærnægterlejr i Kompedal Plantage mellem Silkeborg og Herning. På det politiske område skete der det, at Socialdemokratiet under voldsomme interne brydninger gik bort fra den oprindelige afrustningslinje, en udvikling der befordredes da Hitler i 1933 overtog magten i Tyskland. Det var nu Det Radikale Venstre der holdt igen med udgifterne til militær, og denne ringe grad af militær beredskab var efter mine begreber Danmarks lykke, da Nazi-Tyskland angreb og besatte Danmark den 9. april 1940.

Aldrig mere Krig roste regeringen fordi den hurtigt havde kapituleret, det var at foretrække at landet var besat og befolkningen levede, end at landet var ødelagt, befolkningen død og landet alligevel besat. Besættelsessoldaterne var medmennesker der burde behandles venligt; men den ideologi nazismen, der havde sendt dem i krig skulle imødegås med dansk demokrati, og den tyske militarisme skulle som den danske modarbejdes med pacifistiske holdninger. Piet Hein opridsede pacifismens sag i et digt, skrevet til et stævne for gamle Grib Skov-nægtere i 1943:


Ødte vi vor Ungdom
på et Fredens Værk?
Gør alene Krigens
stumpe Kræfter stærk?
Nej, vor frie fælles
Kamp for Menn'skets Sag
det er Nordens stille
stumme Magt i Dag.

Fredens År i fælles
Kamp for Frihedskår
slettes ikke ud af
et Par onde År.
Kan end Krigens Kræfter
kredse Norden ind,
stærkere end Stålet
er et stålsat Sind.


Desværre blev den ideologiske kamp om folkesjælen, der foregik under besættelsen, vundet af de militaristiske kræfter. Fredssagen har siden været i defensiven. Det er skæbnesvangert for vort land. Efter krigen var der ingen grænse for den frihedskæmperrøgelse der blev brændt af. En enkelt pacifistisk røst, den fremtrædende Aldrig Mere Krig mand, sekretær for De Jyske Husmandsforeninger Thomas Christensen, kaldte den voldelige del af den såkaldte frihedskamp for "gadedrengestreger"; men han fik kun lille gehør. Rigsdagen vedtog med stort flertal et straffelovstillæg der bl.a. indførte dødsstraf over de groveste landssvigere. Jeg deltog som 13-årigt avisbud og skoledreng i efteråret 1945 i den landsdækkende underskriftsindsamling mod dødsstraffens genindførelse. Det lykkedes mig at skaffe 26 underskrifter; men de fleste jeg spurgte sagde nej.

Udtrykket "Aldrig mere en 9. april" var slagordet der dannede baggrund for en dyr og kulturnedbrydende oprustning, og i 1949 blev Danmark medlem af NATO. Imod stemte Det Radikale Venstre, Danmarks Kommunistiske Parti og de fleste af Danmarks Retsforbunds folketingsmedlemmer. Vi blev nu den yderste kno i den næve der pegede mod en stormagt der aldrig havde truet vor sikkerhed. Vi blev lovet at medlemskabet af NATO skulle til folkeafstemning efter 10 års forløb. Denne afstemning fik vi aldrig. I 1950erne samlede den brede Dansk Fredskonference meget store menneskemængder, der protesterede mod oprustningen flere steder i landet; men det førte ikke til masseflugt fra de militærbegejstrede partier. Det Radikale Venstre var gennem 1950erne det parti, der traditionelt samlede modstanden mod militariseringen. Antallet af militærnægtere steg og i 50erne var der tre militærnægterlejre i vort land i Grib Skov, Kompedal Plantage og i Oksbøl, hvor jeg selv var fra 1954 til 56.

En af de ting vi talte en del om i militærnægterlejren var oprettelsen af staten Israel. Vi forstod alle, at de vestelige lande havde dårlig samvittighed over for det jødiske folk oven på begivenhederne i Hitlers koncentrationslejre; men vi mente også, at løsningen med at give dem en stat i et i forvejen tæt befolket område var den dårligst tænkelige løsning. Jeg husker, at Carl Scharnberg sagde: "Hvad ville vi mon sige, hvis der kom mængder af mennesker til f.eks. Himmerland og sagde: "Vi I så komme ud, her boede vore forfædre for 2000 år siden. Alt ville bryde sammen, hvis denne praksis blev almindelig.

Også op gennem 1950erne var Det Radikale Venstre fredsfolkenes primære parti; men i 1960 gik de radikale med i et såkaldt forsvarsforlig, der betød mere militær end tidligere; men, hævdede de radikale, mindre end hvis de ikke var gået med. De to pacifister i den radikale folketingsgruppe kunne ikke gå ind for den nye linje, husmand Morten Larsen, der havde været i militærnægterlejr i Grib Skov i 1920erne og var medlem af Aldrig Mere Krig, stemte imod, og formanden for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, skoleinspektør Else Zeuthen undlod at stemme.

Samme år, i 1960, fik SF sit gennembrudsvalg, blandt de 11 folketingsmænd (alle mænd) var redaktøren af Aldrig Mere Krigs blad Pacifisten gennem mere end 30 år, førstelærer Otto Mathiassen, og SF krævede afrustning. Otto Mathiassen havde siddet i Silkeborg Byråd for Socialdemokratiet; men brød med dette parti, da det gik ind for medlemskab af NATO. I 1960 afholdtes den første atommarch mellem Holbæk og København. Kampagnen mod Atomvåben var sandsynligvis den primære årsag til, at Danmark opgav at forsyne sit militær med atomvåben. Jeg var med på samtlige atommarcher.

I 1968 begyndte det såkaldte ungdomsoprør, eller rettere nogle strømninger der længe havde ulmet brød ud i lys lue. Antallet af militærnægtere steg og nåede sit hidtidige højdepunkt i 1978 med 1080 nægtere. Mange meldte sig ind i de pacifistiske organisationer og især i den i 1968 stiftede militærnægterforeningen, der lagde vægt på, at den ikke var pacifistisk. Men de forlod så godt som alle fredsarbejdet igen efter få år. De mange militærnægtere i denne periode et udtryk for en folkestemning, ikke en folkevilje. I 1980 prøvede fredsbevægelsen sin hidtil sidste opblussen, i modstanden mod NATOs planer om opstilling af langtrækkende raketter, der skulle kunne række dybt ind i Sovjetunionen. Også dette viste sig at være en folkestemning. Samtidigt skred SF stadig mere bort fra afrustningslinjen; "NATO er en europæisk nødvendighed" sagde Margrethe Auken og partiet blev stadig mere EU venligt, det EU der bl.a. virker for et stadigt stærkere militær.

Da Østblokken brød sammen, skulle man tro, at NATO havde løst sin opgave; men det har altid været sådan, at der er flere penge at tjene ved at producere varer der på forskellig vis kan ødelægge mennesker end ved at fremstille samfundsnyttige vare. Så rustningslobbyen sørgede for at NATO fik nye opgaver.

SF skred stadig mere til højre og det skabte rum for Enhedslisten, der også i sin ungdom krævede afrustning. SF blev aldrig fredsfolkenes parti som Det Radikale Venstre havde været det. Det var fredsorganisationerne blevet for svage til, og dette forhold gjorde sig i endnu højere grad gældende, da Enhedslisten kom i Folketinget. Enkelte pacifister meldte sig dog ind i Enhedslisten; men sådanne har indtil nu ikke været i folketingsgruppen, og der var kun ringe modstand, da Enhedslisten opgav kravet om afrustning og lod dette afløse af kravet om militære besparelser. Dog rejste der sig en storm da Enhedslisten gik ind for dansk deltagelse i krigen i Libyen og efter en uge måtte folketingsgruppen trække sin støtte til disse bombetogter tilbage. Undertiden nytter det at protestere.

Den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan er efter mine begreber katastrofer og det er udtryk for degeneration, at unge mennesker af begge køn står i kø for at komme i krig. Havde de af de ca. 55.000 militærnægtere, der endnu lever og som Danmark har haft siden 2. verdenskrig, deltaget i det organiserede arbejde mod militær og militarisme, havde det set bedre ud; men de fleste nægtere har desværre vist sig at være bekvemmelighedsnægtere.

Det er mit håb, at der her i aften kan komme forslag på bordet, der må medvirke til en folkerejsning mod dansk krigsdeltagelse, mod militær og militarisme.

Ovenstående er en let forkortet version af et oplæg givet i Rønde den 21. november 2012 på et "Dialogmøde om fred og krig".


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret 2012 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand