Suverænitet med kampfly er blot et NATO-påfund

Ingen internationale konventioner kræver at nationer har kampfly. Men NATO har opfundet et krav om, at dets medlemmer med minutters varsel skal kunne stå for et afvisningsberedskab mod fremmede kampfly. Ikke at dette gør den store forskel, for antallet af uvorne gæster i det europæiske luftrum er beskedent - og var faldende i perioden 2010-2014, på trods af forsidehistorier om det modsatte, fortæller luftfartsorganisationen Eurocontrol.

NATOs koncept for suverænitetshåndhævelse af luftrummet indbefatter kampfly i et afvisningsberedskab. Al retorikken om at Danmark behøver kampfly for at kunne eksistere som suveræn nation, så vi militært kan afvise krænkelser, skyldes forpligtigelser i NATO-medlemskabet. Dette bliver bare aldrig nævnt.


Grønland afgjorde spørgsmålet om suverænitet

Kampflyene har altså juridisk intet at gøre med håndhævelse af Danmarks suverænitet. Folkeretsligt er der nemlig godt styr på, hvorledes Danmark skal hævde sine grænser, og dette kræver ikke kampfly eller andet militært.

Udover diverse nyere aftaler, blev dette spørgsmål afgjort under det daværende "Folkenes Forbund" (FNs forgænger). Baggrunden var, at Norge i 1931 havde besat dele af Østgrønlands kyst, og Norges daværende forsvarsminister, den senere så omtalte Vidkun Quisling, gav sin flåde besked på at være klar til kamp mod Danmark.

Norge var så sikker i sin overmagt, at de lod sagen gå videre til Folkeforbundets internationale domstol, "Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje" i Haag (forgænger for nutidens Internationale Domstol ICJ).

Norge fremhævede for domstolen, at Grønland var "et yndet feriested for norske jægere", som "Danmark ikke havde forsøgt at udøve suverænitet over".

Danmarks statsminister J.C. Christensen indrømmede, at: "Da vi ikke har nogen krigsskibe i grønlandske farvande eller nogen politistyrke, der er i stand til at fordrive de norske jægere, har vi ingen mulighed for at gribe ind."

Alligevel faldt dommen ud til Danmarks fordel, netop og på trods af landets dokumenteret manglende evne til at forsvare området med militære kampmidler. Suveræniteten blev fastslået som tilhørende vores svage stat, da denne i stedet blot havde sørget for, at statsadministrationen var udstrakt til hele riget, inklusive Grønland.

Domstolen afgjorde nemlig at Danmark, gennem sin etablerede retslige situation i Grønland, havde udøvet sin myndighed over hele denne store ø. Dette var sket i tilstrækkeligt omfang til at skabe en gyldig suverænitetsadkomst, især ved at det grønlandske område konsekvent var inddraget i alle danske love og traktater.

Retten lagde også vægt på, at Danmark i sit forhold til andre nationer løbende havde inkluderet Grønland. Mest betydning fik det, at en norsk udenrigsminister i 1919 havde erklæret, at Norge respekterede den danske suverænitet over området - på et tidspunkt hvor Danmark til gengæld hjalp Norge med dettes krav på Spitsbergen.

Gennem eksemplet med Grønland er det altså internationalt accepteret, at Danmarks og andre nationers suverænitet ikke er afhængig af militær bevæbning, krigsskibe og kampfly med afvisningsberedskab. På den tid var krigsskibe langt mere udbredte end kampfly, men at Danmark ikke kunne indsætte en stor flåde ved Grønland, påvirkede altså ikke dommen.

Dommen blev stadfæstet før USA tog baser deroppe, der altså heller ikke rager denne afgørelse. Det drejer sig ikke engang om de militære hundeslæder, der først kom i drift som et midlertidigt værn mod tyske tropper fra 1941, og siden genstartet da Danmark kom med i NATO.


Civile organisationer holder styr på luftfarten

Den korrekte procedure, hvis egne fly eller andres nationers opfører sig dumt, er at notere det ned og kontakte de relevante myndigheder. Der er ingen krav om at øge risikoen ved selv at sende kampfly derop. Mere neutrale lande som Sverige har selv valgt at udføre Air Policing, mens fx Irland og New Zealand ikke gør det. Disse to lande har heller ikke kampfly, for mange nationer har fravalgt dette våben, som fx Bhutan, Burundi, Costa Rica, Gambia, Haiti, Mauritius, Panama, samt også en række NATO-lande.

I stedet har samarbejdsorganet Civil Military Interface Standing Committee konkluderet, at "the implementation of solid civil / military arrangements and coordination procedures are key to reducing the likelihood of serious incidents or accidents involving civil and military aircraft". Organisationen opfordrede derfor til øget dialog mellem de berørte parter samt en række tilsvarende civile tiltag, der allerede nu er blevet indført, fortæller Eurocontrol. Heller ikke her blev kampfly foreslået.

I krisetider, hvor en krig anses for umiddelbart mulig, kan militære alliancer finde grunde til at være vagtsomme over for naboerne. Air Policings umiddelbare effekt er her at hæve konfliktniveauet, og gøre en fredelig løsning besværligere. Da NATO er et samarbejde, må organisationens fastlåste koncept for "suverænitetshåndhævelse" med kampfly kunne forhandles. Her burde Danmark hjælpe med til at skabe flere tillidsskabende foranstaltninger som de nævnte, i stedet for militært at øge spændingerne og risikoen for katastrofer. NATOs oprindelige formål er jo at "bilægge enhver international stridighed ved fredelige midler".

Fodnote- og kildeliste