Går Nobels fredspris til værdige modtagere?

Med diverse totale vildskud, som fx fredspriserne til Barack Obama og EU, er der forståeligt nok løbende debat, om hvorvidt Nobelkomiteen virkelig følger stifteren Alfred Nobels vilje - eller om de trækker prisen i andre retninger, end den var tiltænkt.

Med stifterens egne ord, burde prismodtagerne være “fredsförfäktare”, der har “verkat mest eller best för folkens förbrödrande och afskaffande eller minskning af stående armeer samt bildande och spridande af fredskongresser”.


2024-prisen hjælper dog lidt på dette billede. Den er givet til "Nihon Hidankyo", som er en “folkelig bevegelse av overlevende fra atomangrepene på Hiroshima og Nagasaki ... for sin innsats for en atomvåpenfri verden og for å vitne om hvorfor atomvåpen aldri må brukes igjen.”.

Denne fredspris skal advare om, at den “internasjonale norm som stigmatiserer bruk av atomvåpen som moralsk uakseptabelt” aktuelt er under hårdt pres fra tanketomme beslutningstagere. Dette er meget akut, med blandt andet Putins atomtrusler mod Ukraine, Zelenskyjs der som svar selv truer med at anskaffe atomvåben, samt hele Nordens ret ubegrænsende omfavnelse af USAs "atomparaply".

Og ikke mindst netop nu i Japan, hvor en nyvalgt regering ønskede et atomkrigs-samarbejde med USA - med eventuel udstationering af amerikanske atomvåben. Så dette er en velvalgt modtager, på helt rette tid - og som lader til at have skabt omgående resultater: Prismodtageren mødtes med regeringen, som nu nedtoner tankerne om selv at få atomvåben, og "seriøst vil overveje" observatørstatus i FNs traktat om atomvåbenforbud!


Den nu afdøde norske jurist Fredrik Heffermehl bekæmpede i årevis udvandingen af Nobelprisen og påpegede, at den norske Nobelkomité kun fokuserede på at uddele en generel fredspris, selvom dette ord slet ikke står i Nobels testamente. Ordet fredsforkæmpere står der, meget markant og som hovedtema, men dette har desværre ikke præget mange af uddelingerne.

Komiteen har af og til lænet sig op ad Nobels ord, men kun som om disse gav tre vidt forskellige muligheder, således at fx frasen om folkenes forbrødring er blevet misbrugt, helt uden at medtænke den klare krigsmodstand fra resten af formuleringen. Prisen er derfor i rigelig grad slet ikke givet til personer, der har ydet en aktiv og målrettet indsats imod krig og militarisme - men (i bedste fald) til folk, der har ydet en langt mere generel humanitær indsats.


Heffermehl pointerede også, at det norske Storting dengang var kendt som det måske mest antimilitaristiske parlament i verden, og at denne baggrund burde præge uddelingerne - selvom Stortinget slet ikke har dette grundlag længere. Det er forståeligt, at Nobels testamente nødvendigvis må spejles ind i en ændret verden - men det bliver helt absurd, når selv krigslystne Anders Fogh Rasmussen har været på tale til Nobelkomiteen!

Udover testamentet, har Heffermehl også studeret Nobels korrespondance med den ihærdige fredsaktivist Bertha von Suttner, da deres nære kontakt netop var grunden til, at fredsprisen blev indstiftet - og som hun selv siden blev tildelt. Suttner bad om hjælp til sit fredsarbejde, og Nobel svarede: “Informer mig, overbevis mig, og så vil jeg gøre noget stort for bevægelsen”. Derfor mener Heffermehl, at netop fredsforkæmpere og fredsbevægelser altid bør have førsteprioritet til prisen.


På Nobelkomiteens hjemmesider fokuseres der mest på den finurlige modsætning i, at en dynamitkonge kunne have fredstanker. Han skrev til Bertha von Suttner at: “Måske vil mine fabrikker gøre en ende på krigen hurtigere end jeres kongresser: Den dag, hvor to hærkorps gensidigt kan udslette hinanden på et sekund, vil alle civiliserede nationer helt sikkert vige tilbage af rædsel og opløse deres tropper". Sådanne tanker var udbredte, før atombomben viste hvor uciviliseret nationer kan opføre sig alligevel.

Komiteen mener derfor, at Nobel var skeptisk over for fredsforkæmpernes arbejde, også ved at han efterlyste et realistisk program: “Gode ønsker alene vil ikke sikre fred”. I komiteens bemærkninger nævnes, at der er delte meninger blandt forskere, om hvorvidt Bertha von Suttner var den afgørende røst, der fik Nobel til at indstifte fredsprisen. Den omfattende kritik fra Heffermehl nævnes derimod ikke med et eneste ord - men den voksende debat imod komiteens underlige valg har tydeligvis haft en effekt.


Frem til 2011 indgik ordene fra Nobels testamente nemlig kun sporadisk i begrundelserne for hver fredspris, og langt de fleste tildelinger blev omhyggeligt beskrevet som Nobelkomiteens helt egne ønsker, viser et tjek af fortidens pressemeddelelser om prisuddelingerne. Selv om komiteen ikke skrev Nobels egne ord på, kan de jo sagten have fulgt dem alligevel, og dette har da også af og til været tilfældet. Men fredsprisens komité har dog nu indset, at udeladelsen ser besynderlig ud.

Fra 2012 har hver eneste begrundelse derfor påkaldt sig en solid forankring i Alfred Nobels testamente, og henvist til hans ord om nedrustning, fredskongresser og broderskab mellem nationerne - oftest rigeligt søgt. Nobelkomiteen gør fortsat rigeligt ud af, at den skam også har magt - men selv Nobels ønske om at hædre fredsforkæmpere er nu blevet omtalt to gange, dog slet ikke som et gennemgående krav. Langt om længe kunne modtagerne begynde lidt mere konsekvent at ligne dem, som Alfred Nobel faktisk ønskede at hædre.


Men desværre. Tildelingerne fra 2012 og frem starter med den snotforvirrede uddeling til selveste EU, der her forestilles som om unionen “utgjør en form for de fredskongresser som Alfred Nobel refererede til”... Mange af de andre nyere priser begrundes nok i Nobels ord, men mest i tilføjede generelle plusord om menneskeret, demokrati, ytringsfrihed og international solidaritet, samt imod kvindeundertrykkelse - givet for en prisværdig indsats, der kun sjældent direkte har noget med fredskamp at gøre. Eller fortsat alt for præmaturt som med Obamas, hvor modtagerne hurtigt ødelægger billedet af dem selv som værdige modtagere af en fredspris.

Bundlinjen er derfor, at de mere end et hundrede års slingrekurs desværre ser ud til at kunne fortsætte. Selvom det er positivt, at Nobelkomiteen nu konsekvent inddrager Nobels egne krav til fredsprisen, går denne vigtige markering fortsat ikke til reelle fredsforkæmpere, men i alt for høj grad til småtilfældige statsledere, en generel humanitær indsats eller til dygtige internationale organisationer, som måske nok bør hædres - blot ikke med selveste Alfred Nobels fredspris. I bedste fald er dette års fornuftige tildeling tegn på en frisk start!

---

Fodnote- og kildeliste