Krigerisk sprog skaber myter
om forplantningen

Befrugtning sker, når mandens sædcelle "trænger ind i en ægcelle" hos kvinden, står der på Sundhed.dk - og i de fleste lærebøger og forskningartikler. Det passer jo flot med gammeldaws grundtanker om den aktive/aggresive mand, og den passive kvindelige modtager. Processen ses som et kapløb, hvor kun den "stærkeste sædcelle" vinder, og som gevinst kan få sine dominant aggresive gener ført videre.

Nyere forskning har pillet ved disse myter, og beskriver i stedet befrugtningen mere som en fælles dans, hvor mandens og kvindens organer hjælper hinanden til et godt resultat. Selv sædcellerne samarbejder, og svømmer i flok for at hjælpe hinanden på vej. Med haletudse-halerne tæt sammen kan de bedre styre direkte mod målet på deres lange rejse.

Inden i kvindens organer er der ikke frit spil for sædcellerne. De bliver allerede her aktivt sorteret til og fra undervejs gennem æggelederen. Gode sædceller udvælges efter bevægelighed og levedygtighed, men også om DNA er foreneligt. Af de millionvise sædceller får kun nogle få hundrede udvalgte lov til at komme videre - de svømmer kun lidt, og skubbes i stedet på vej af æggelederen.

Og selve ægget lader slet ikke hvad som helst trænge ind i sig, men kommunikerer kemisk med sædcellerne for at tiltrække lige den slags, som hun har lyst til at få indenbords. Selv om der også er en masse ubevidst kemi i den måde, som mænd og kvinder finder sammen på, er ægget ikke altid tilfreds med kvindens valg af partner - og modvirker så i stedet, at en befrugtning kan ske med lige ham.


Først i de senere år er der begyndt at blive ryddet lidt op i sådanne forskningsmæssige fejltagelser. Ikke mindst var sproget om fx sædcellens opførsel præget af en misforståelse af Darwins arvelære, om de "bedst egnedes overlevelse", der også irriterede Darwin selv.

For vinderne her er slet ikke "den stærkeste" eller det "bedst egnede individ", men hele den bedst egnede art til overlevelse, der har størst chance. At være stærk betyder kun lidt, hvis evnen til at samarbejde ikke dur. Det drejer som om at sikre hele gruppen, ikke kun de få, eller ens egen familie - for at sikre at en tilstrækkelig stor genpulje overlever, så en levedygtig forplantning kan fortsætte.

Vi mennesker nedstammer som art fra aberne... eller rettere det gør vi heller ikke. Men vi har fælles forfædre, fra millioner af år bagud i tid. Og det er ikke de kampglade gorillaer, der står os nærmest. Grundmaterialet på DNA-niveau er 99 procent det samme for mennesker og chimpanser.

I særlig grad ligner vi genetisk en art der kaldes dværgchimpanser eller bonoboere. Og det er en god ting, for chimpanser lever patriarkalsk, og bruger aggression til at holde styr på flokken. Hvorimod det hos bonoboer er hunnerne der styrer, og konflikter løses gennem kærlig sex på kryds og tværs i flokken.

Også her er der kommet ny forskning, der desværre nuancerer det dejlige billede af, at vore nærmeste slægtninge opfører sig som de sødeste hippie-aber. Bonoboer kan nemlig alligevel blive sure på hinanden, og bliver det faktisk oftere end chimpanser. Bonobo-piger tiltrækkes dumt nok af sådanne aggresive hanner, heldigvis uden at dette har ødelagt deres overvejende feminist-fredelige livsform.

For modsat chimpanserne udløser enkelte bonoboers arrigskab ikke omfattende og dødelige stammekrige, da dværgchimpanser ikke er territoriale - og lige den nyttige opførsel bør vi mennesker få lært, tak!