Verdens mange kriser er forbundne

FNs Flygtningeorganisation (UNHCR) har lige opgjort tallene for verdens flygtninge i en ny rapport. Antallet af flygtninge er næsten fordoblet siden 2014. Dvs. at det er tiende år i træk, at der bliver sat rekord for hvor mange mennesker, der er tvunget på flugt i verden. Årsagerne til flugt er primært krige, konflikter og brud på menneskerettigheder.

Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp Charlotte Slente har udtalt, at ”Vi ser et verdenssamfund, der har sværere ved at samles om at skabe løsninger på konflikter og lægge diplomatisk pres på landene for at afslutte konflikterne”.

Derudover ses det også, at krigsparter i større stil end tidligere tilsidesætter krigens love. Konflikterne er blevet voldsommere og det betyder, at civilbefolkningen bliver mål for angreb, hvilket igen skaber flygtningestrømme.

Man kan spørge sig selv hvorfor verdenssamfundet, og her især det toneangivende Vesten, har sværere end tidligere ved at samles i FN om at skabe løsninger på konflikter gennem reelt diplomati og fredsforhandlinger, og dermed undgå krige og så mange krigsflygtninge?


Her må vi kikke tilbage i historien. Efter 2. Verdenskrig bliver FN etableret af de vindende lande bl.a. for i fremtiden at undgå krige og beskytte flygtninge. Verden skal nu til at handle om sameksistens globalt. Men efterkrigstidens verden går hurtig midt over i en vestlig og i en østlig blok.

Deres kappestrid bliver så verdensomspændende, at der ikke længere kan opstå en konflikt noget sted på jorden, hvor de to supermagter ikke på en eller anden måde bliver indblandet. Det skabte en ustabil balance mellem Sovjet og USA, og senere Rusland og USA. For balancen trues gang på gang af konflikter mellem ”stedfortrædere” – dvs. mellem stater og grupper, der står i et ”klientforhold” til de to supermagter.

I 1970erne når den politiske afspænding af den Kolde Krig dog alligevel frem til et højdepunkt, med indgåelsen af Helsinkiaftalen i 1975. Hele konceptet bag denne såkaldte Helsinkiproces er et forsøg på at indlede en dialog om afspænding og mulig nedrustning i Europa, øget handelssamkvem og bedre menneskelige kontakter. Den russiske leder Bresjnev sætter dog som betingelse for sin underskrift, at USA og dens allierede accepterer de eksisterende grænser i Europa.

I 1989 falder Berlinmuren, opbruddet i Østeuropa tager fart, Tyskland bliver genforenet i 1990, Warszawa-pagten opløser sig selv i 1991, og Sovjetunionen går i opløsning. I den forbindelse kan det undre, at NATO ikke også opløser sig selv, da fjendebilledet – ud fra hvilken det er skabt – kollapser. I stedet udvider NATO systematisk mod øst med en række nye medlemslande fra det tidligere Sovjet, og alliancen går fra at fokusere på trusler mod medlemslandenes territorium til at oprette og deltage i missioner udenfor NATOs område, dvs. principielt i hele verden. Dette er her i løbet af sommeren i høj grad blevet bekræftet ved udtalelser fra NATOs fejring af sit 75-års jubilæum.


Vi har at gøre med en verdenssituation, hvor ”den regelbaserede verdensorden” med FN som fælles anker står for fald. NATOs lande opruster som aldrig før. USA er derudover et verdensimperie, der er i dyb splittelse med sig selv. Den aktuelle præsident Biden har efter eget udsagn forsøgt at normalisere amerikansk udenrigspolitik, men har selv underkendt adskillige forsøg på at skabe fred via FNs øverste organer i forbindelse med Israel-konflikten.

Samtidig finder vi en række forudsætninger for skabelse af fred, der så at sige alle bliver mere og mere tilsidesat i den internationale politik siden 50erne. Jeg vil derfor slutte af med et ønske om, at temaet om en mere fredelig og diplomatisk verdensorden graves frem af 1970ernes støv og reformuleres.

På den korte bane kan den globale ulighed og de stigende geostrategiske spændinger vise sig som større udfordringer for Vesten, end klimaudfordringen. Men den største globale dagsorden er og bliver klimakrisen. Derfor er dette en opfordring til at forbinde de nuværende kriser på gensidig positiv vis.

Forudsætningen for at løse klimaproblemet er, at vi er i stand til at have en dialog – alle lande i verden. Derfor er en diplomatisk løsning af de mange konflikter i verden – især dem, hvor Vesten er involveret utrolig vigtig. Vi kan hverken løse konflikterne, flygtninge- eller klimakrisen med flere og flere krige, vi må og SKAL skabe fred!

---