Ikkevoldeligt forsvar mod hybrid krigsførelse

Se temaet

I modsætning til voldelig folkelig modstand, som normalt udføres af et begrænset antal fysisk velegnede mænd i et hemmeligt guerillanetværk, kan ikkevoldelig modstand mobilisere og engagere hele samfundet.

Alle kan deltage i åbne handlinger af manglende samarbejde, ulydighed og nægtelse af at acceptere modstanderens autoritet. Ikkevoldelige handlinger mobiliserer mange flere millioner mennesker, end væbnet modstand nogensinde vil kunne, hvilket bringer en anderledes massiv kraft til modstanden. En lignende, civilt baseret, ikkevoldelig organisering og modstand kunne også overvejes i sammenhæng med overordnet oprørs- og oprørsbekæmpelseskrig.

I det lange løb er oprør og oprørsbekæmpelsen en popularitetskonkurrence om støtten fra lokalbefolkningen. Uden deres støtte vil hverken oprør eller modoprør kunne sejre på slagmarken med nogen sandsynlighed. Alt for ofte, i konkurrencen om lokal legitimitet, giver væbnet aktion fra en kontraoprørsstyrke bagslag. Dette giver oprørerne mulighed for at give oprørsbekæmperne skylden for lokalbefolkningens lidelser.

Oprørere kan således bevare en vis støtte i lokalbefolkningen, eller i det mindste sikre, at lokalsamfund ikke tilslutter sig regeringsstyrker. Et stigende dødstal blandt ikkekæmpende, hvor både oprør og oprørsbekæmpere skyder skylden på hinanden, splitter også det internationale samfund.

Ydermere giver en voldelig konflikt oprørerne mulighed for at retfærdiggøre deres brutalitet, og nå ud til nye rekrutter - samtidig med, at den kan skjule egen uduelighed til at dække grundlæggende behov og effektiv regeringsførelse. En sådan dynamik er almindelig i krig, men kan undermineres, når kun den ene side bruger vold. Spørgsmålet er, hvilken strategi der bedst sænker risikoen for civile, og øger omkostningerne for modstanderen.


Civilt forsvar har en række strategiske fordele med sig i forhold til den væbnede kamp, især for svagere stater, der føler sig truet af mere magtfulde naboer. I sådanne kampe forbliver lokale civilbefolkninger mere sikre, og deres selvorganisering gavner landet i dets eventuelle overgang til demokrati, når konflikten slutter. I dette omfang er en sådan strategi effektivt i overensstemmelse med NATOs politiske kultur og demokratiske principper.

Generelt kunne NATO, ved at gøre ikkevoldeligt civilt forsvar til en central forsvars- og sikkerhedsstrategi for sine medlemsstater, omdefinere eksistensberettigelsen for sine militære styrker, når man prioriterer deres indsættelse til konventionelt væbnede kampe, og samtidigt stoler på brugen af et civilt ikke-voldeligt forsvar mod hybrid- og oprørskrigsførelse.

Som Afghanistan viste, var NATOs militær dårligt egnet til at vinde en krig ledet af civile frem for en standardhær, og endnu værre rustet til at opbygge en demokratisk praksis i landet. Kun mennesker selv vil, gennem organiserede handlinger på græsrodsniveau lokalt og nationalt, være i stand til at besejre lokale oprør på længere sigt, og siden skabe mere sikre og demokratiske miljøer.

Internationale civile strukturer, der udvikler en god forståelse for, og viden om civil mobilisering, kollektiv civil modstand og græsrodsorganisering i voldelige miljøer, vil være bedre stillet til at hjælpe lokalbefolkningen med at håndtere oprør, end traditionelle militære alliancer kan.


Kort oversættelse fra Maciej Bartkowskis Ph.D-afhandling fra 2015:
"Nonviolent Civilian Defense to Counter Russian Hybrid Warfare".




Læs også: "Litauens forsvar satser på ikkevold - og militær", hvor Tom Vilmer Paamand gennemgår hvorledes landets forsvarsministeriums har både forberedt og trænet et ikkemilitært forsvar.